Engang da Kong Valdemar Atterdag vilde stige tilhest, faldt han i Tanker og blev staaende med venstre Fod i Stigbøilen. Det hændte sig just, at en Mand, Kongen havde dømt tildøde, blev ført forbi; han gjorde Knæfald og bad for sit Liv. Kongen saa op: „Kan du skaffe mig at vide, hvad Tanke det var, der nu gik mig af Minde, og om det vil ske, — saa skal du blive fri!“ Herpaa fik Manden Orlov og reiste Landet rundt til alle kloge Folk; men ingen kunde give ham Besked. En Aften kom han til Bovbjerg, en steil Klint vester ude ved Havet, og bankede tre Gange paa med den hvide Stav, han havde i Haanden, saa Bjergmanden kom ud. Han vidste ingen Ting: „men jeg har en Oldefader i Dagbjerg-Daas, der er en gammel fremsynet Mand, gaa du derhen!“ Manden tog Stav i Haand og styrede til Dagbjerg; men Bjergmanden her vidste heller ingen Ting: „men jeg har en Tipoldefar i Rødsten paa Fur; kan han ikke vide det, saa ved ingen det!“ Manden slæbte sig ogsaa derhen, og det traf sig, at han just ved Midnatstid stod ved Hulen og bankede tre Gange paa. Der kom en gammel, udlevet Pusling ruggende frem. — „Ja, jeg kunde vel hjelpe; — men saa skal du først sige mig tre Sandheder!“ — Manden tænkte sig lidt om og sagde: „Meget har jeg reist, og vidt har jeg faret; men aldrig har jeg seet saa fast et Hus, som dit er.“ — „Ja, det kan jeg tro, for det er hulet 281af en Sten!“ — „Meget har jeg reist, og vidt har jeg faret; men aldrig har jeg seet saa meget Guld og Sølv paa en Plet!“ — „Det er muligt det; men saa videre!“ — „Meget har jeg reist, og vidt har jeg faret; men aldrig har jeg seet saa liden en Mand med saa stort et Skjeg!“ for det var saa stort, at den lille Mand stod og traadte paa det. — „Ja,“ sagde Puslingen, „saa vil jeg ogsaa sige dig, hvad Kongen tænkte paa, og det var: om han kunde faa Danmark, Norge og Sverige smedede sammen; men det skal ikke han, det skal hans Datter.“ Dette Svar bragte Manden tilbage, og fik han da sin Dødsstraf eftergiven, som Kongen havde lovet.

J. M. Thiele.

Engang da Kong Valdemar Atterdag ville stige til hest, falt han i tanker og ble stående med venstre fot i stigbøylen. Det hendte seg just, at en mann, Kongen hadde dømt tildøde, ble ført forbi; han gjorde knefall og bad for sitt liv. Kongen så opp: „Kan du skaffe meg å vite, hva tanke det var, der nå gikk meg av Minde, og om det vil ske, — så skal du bli fri!“ Herpå fikk mannen Orlov og reiste landet rundt til alle kloge folk; men ingen kunne gi ham Besked. En Aften kom han til Bovbjerg, en steil Klint vester ute ved havet, og banket tre ganger på med den hvite stav, han hadde i hånden, så Bjergmanden kom ut. Han visste ingen ting: „men jeg har en oldefar i Dagbjerg-Daas, der er en gammel fremsynet mann, gå du derhen!“ Mannen tok stav i hånd og styrte til Dagbjerg; men Bjergmanden her visste heller ingen ting: „men jeg har en Tipoldefar i Rødsten på Fur; kan han ikke vite det, så ved ingen det!“ Mannen slepte seg også derhen, og det traff seg, at han just ved midnattstid stod ved hulen og banket tre ganger på. Der kom en gammel, utlevd pusling ruggende frem. — „Ja, jeg kunne vel hjelpe; — men så skal du først si meg tre sannheter!“ — Mannen tenkte seg litt om og sa: „Meget har jeg reist, og vidt har jeg faret; men aldri har jeg sett så fast et hus, som ditt er.“ — „Ja, det kan jeg tro, for det er hulet 281av en Sten!“ — „Meget har jeg reist, og vidt har jeg faret; men aldri har jeg sett så meget gull og sølv på en plett!“ — „Det er mulig det; men så videre!“ — „Meget har jeg reist, og vidt har jeg faret; men aldri har jeg sett så liten en mann med så stort et skjegg!“ for det var så stort, at den lille mann stod og trådte på det. — „Ja,“ sa puslingen, „så vil jeg også si deg, hva Kongen tenkte på, og det var: om han kunne få Danmark, Norge og Sverige smidde sammen; men det skal ikke han, det skal hans datter.“ Dette svar brakte mannen tilbake, og fikk han da sin dødsstraff eftergiven, som Kongen hadde lovet.

J. M. Thiele.