Det er et gammelt Sagn, at da Pesten kom til Sogn i Bergens Stift, var der mange af de rigeste og fornemste Folk, som rømte sin Vei op til den ensomme, afsidesliggende Justedal. I Forveien havde de gjort den Aftale med sine tilbageværende Slegtninger, Venner og Bygdefolk, at ingen af disse skulde komme op til Justedalen, saalænge Pesten stod paa i Sogn. De, som vilde skrive, skulde lægge sine Breve under en stor Sten mellem begge Bygdelag og paa samme Sted finde Svar. Stenen kaldes endnu „Brevsteinen.“ Paa denne Maade troede Udflytterne at undgaa Farsotten; men det blev ikke saa. Den kom op til Justedalen ligefuldt og rasede saa slemt, at alle Folk i Dalen døde saa nær som en liden Pige paa Gaarden Bjørkehaug. Bygdens Kreaturer rendte tilskogs og for aldeles paa Vildstraa, da ingen længer stelte og gjætede dem, og om en Stund kom de flokkevis over til et Nabosogn (Vaage eller Lom?). Her blev omsider Folket yderst forundret over, at der ikke skede nogen Efterspørgsel efter dette fremmede Kvæg; de begyndte da at frygte for, at det stod slemt til i Justedalen, hvorpaa nogle vandrede did for at faa Oplysning om Sagens Sammenhæng. Denne var desværre altfor sørgelig; de gaardfor næsten hele 275Dalen; men overalt hvor de kom, fandt de Husene tomme og opgav tilsidst Haabet om at træffe nogen levende Sjæl. Paa Hjemveien fik de imidlertid aldeles uvæntet Øie paa et Pigebarn i Marken udenfor Bjørkehaug; hun var nemlig bleven aldeles folkeræd og havde nu rendt tilskogs af Rædsel for de fremmede. De raabte til hende; men hun tog Flugten ind i Skogen som en vild Fugl. Langt om længe fik de dog Tag i Pigen; men hun kunde hverken snakke noget forstaaeligt eller skjønne deres Tale. For hendes Vildheds Skyld kaldte de hende „Rypa.“ De tog hende med sig til sit Hjem, hvor hun blev opfostret og skikkede sig vel. Justedalen laa øde i adskillige Aar, indtil nogle Nordfjordinger kom did og opryddede paany de gamle Enge og Agre, først og fremst paa Gaardene Faaberg og Myklemyr. Da Rypa senere var kommen til Skjels Aar og Alder, drog hun tilbage til sin Fødebygd, blev gift og levede der til sin Død, og fra hende nedstammede en Slegt, som gjennem lange Tider var Bygdens bedste Folk og kaldtes efter hende „Rypeslegten.“ Endnu for 100 Aar siden skal der have levet Efterkommere af „Justedals-Rypa.“

O. Vig.

Det er et gammelt sagn, at da pesten kom til Sogn i Bergens Stift, var der mange av de rikeste og fornemste folk, som rømte sin vei opp til den ensomme, avsidesliggende Justedal. I forveien hadde de gjort den avtale med sine tilbakeværende slektninger, venner og bygdefolk, at ingen av disse skulle komme opp til Justedalen, så lenge pesten stod på i Sogn. De, som ville skrive, skulle legge sine brev under en stor Sten mellom begge bygdelag og på samme sted finne svar. Steinen kalles ennå „Brevsteinen.“ På denne måte trodde utflytterne å unngå farsotten; men det ble ikke så. Den kom opp til Justedalen ligefuldt og rasede så slemt, at alle folk i dalen døde så nær som en liten pike på gården Bjørkehaug. Bygdens Kreaturer rendte til skogs og for aldeles på villstrå, da ingen lenger stelte og gjætede dem, og om en stund kom de flokkevis over til et Nabosogn (Vaage eller Lom?). Her ble omsider folket ytterst forundret over, at der ikke skjedde noen etterspørsel etter dette fremmede kveg; de begynte da å frykte for, at det stod slemt til i Justedalen, hvorpå noen vandret dit for å få opplysning om Sagens sammenheng. Denne var dessverre altfor sørgelig; de gaardfor nesten hele 275dalen; men overalt hvor de kom, fant de husene tomme og oppga til sist håpet om å treffe noen levende sjel. På hjemveien fikk de imidlertid aldeles uventet Øye på et pikebarn i marken utenfor Bjørkehaug; hun var nemlig blitt aldeles folkeræd og hadde nå rendt til skogs av redsel for de fremmede. De ropte til henne; men hun tok flukten inn i skogen som en vill fugl. Langt om lenge fikk de dog tak i piken; men hun kunne hverken snakke noe forståelig eller skjønne deres Tale. For hennes villhets skyld kalte de henne „Rypa.“ De tok henne med seg til sitt hjem, hvor hun ble oppfostret og skikkede seg vel. Justedalen lå øde i adskillige år, inntil noen nordfjordinger kom dit og opryddede paany de gamle enger og åkrer, først og fremst på Gaardene Faaberg og Myklemyr. Da Rypa senere var kommet til Skjels år og alder, drog hun tilbake til sin fødebygd, ble gift og levde der til sin død, og fra henne nedstammet en slekt, som gjennom lange tider var Bygdens beste folk og kaltes etter henne „Rypeslegten.“ Ennå for 100 år siden skal der have levet etterkommere av „Justedals-Rypa.“

O. Vig.