Hallingdølerne skal i Fortiden have været haarde og ustyrlige Folk, der havde behandlet flere Prester saa ilde, at ingen vilde søge did. Endelig vovede en dansk Mand, der var bekjendt for sin usedvanlige Styrke, at drage derop. Blandt andre Oldtids-Skikke havde de ogsaa den, at hver Bonde mødte væbnet ved Kirken, hvor han i det saakaldte Vaabenhus indsatte sin Øxe, medens Prædikenen varede. Naar Gudstjenesten var til Ende, og enhver vilde tage sin Øxe, opstod der som oftest Klammeri, der ikke sjelden endte med Drab. For at hindre saadan Uorden udkom der en Forordning, som forbød Bønderne at komme væbnede til Kirken. Ikke destomindre kom en gammel, stolt Bonde til Kirken med sin Øxe i Hænde. Da Presten saa dette, gik han ham imøde med de Ord: „Kjender du ikke Kongens 276Bud?“ og fratog ham med et rask Greb Øxen i hele Almuens Paasyn. En saadan Fornærmelse skar den stolte Bonde i Hjertet. Han blev syg, og paa sit Dødsleie forlangte han af sin unge Søn, at han skulde fordre Bod af Presten for Øxen. Disse Faderens sidste Ord lod Sønnen hverken faa Rist eller Ro. En Aften, da Presten sad ene i sit Studerekammer, traadte Sønnen ind og blev staaende med sit Gevær ved Døren. „Hvad vil du, min Søn?“ sagde Presten, idet han blev ham var. „Jeg kommer for at fordre Bod for min Faders Øxe,“ svarede denne. Disse med Fasthed udtalte Ord slog Presten, der mindedes den offentlige Beskjæmmelse, han havde tilføiet Faderen, og idet han gik hen til sin Boghylde og udtog sin Bibel, sagde han: „Den skal du faa. Se her, min Søn! er det kjæreste, jeg eier i Verden; tag den til Bod for din Faders Øxe!“ Ynglingen rørtes saaledes ved denne Prestens høitidelige Tiltale, at han faldt ham tilfode, tilstod, at det havde været hans faste Beslutning at skyde ham, bad om Tilgivelse og blev fra den Dag Prestens fortrolige Ven og trofaste Medhjelper.
A. Faye.