271

Hellig Olav stod ved Fjorden med sin Hær;Pinsefesten var forhaanden;Alskens Løv og Blomster artede sig derFagert under Folgefonden.Kongens Drage laa og speiled sig ved Strand,Bispen stod med Korset paa den hvide Sand,Kongens KjæmperadLaa paa Knæ og bad,Og der gik dem Lyn i Aanden.

Hellig Olavs Aasyn skinned som en Sol,Klar sad Kronen ham om Panden;Mens han knæled, laa hans rige PurpurkjolSom et Teppe over Sanden,Her han vilde atter i en stakket FristBygge Kirke til den sterke Herre Krist;Alt paa PinsedagSkulde fra dens TagKorset lyse over Stranden.

Og da Verket nu var helliget med Bøn,Mured hver en Kjæmpe trolig;Men i Fjeldet lød der underlige Drøn;Dvergeslegten blev urolig.Høit fra Uren rulled Grus og Kampesten,Og fra Lien kom der Rod og Bul og Gren;Ilde saa det udFor Kong Olavs Gud;Ilde freded man hans Bolig.

272Hellig Olav med sit luerøde SkjegKyssed Hjaltet paa sin Klinge,Og han holdt det høit mod Dvergehallens Væg,Og han korsede sin Bringe.Se, da rulled alle Stene ned i Mag,Og de føied sig til Muren, Lag ved Lag,Og hver Stok, der sprang,Blev en Bjelke lang;Øxebruget var kun ringe.

O, hvor gram blev da den travle Dvergeflok,Fjorden skalv ved deres Mæle;Og de stødte til en vældig KlippeblokMed de kobberskoede Hæle.Hellig Olav mæled da et lystigt Ord:„Se, der kommer Dvergen med vort Alterbord!“Stenen dumped nedJust paa rette Sted,Der hvor Kongen pleied knæle.

Snart var Kirken med sit Skiferdække takt,Klar den stod paa Pinsedagen;Og i Koret var paa Alterstenen lagtGyldenstykke og Skarlagen.Bispen stod i Bønnen, bøiet over den,Kongen gik til Offers did med sine Mænd;Altervinen klar,Guld og farvet GlarBragte han i Land fra Dragen.

Kirken stod ved Strand i mange hundred Aar;Nu er dog dens Mur forsvunden;Men til Olavs Ros endnu blandt Lövet staarAlterbordet over Grunden.Moseteppet hviler nu paa Stenen graa,Abildtræet strör sin hvide Blomst derpaa,Og fra Birkens TopStemmer Fuglen opPinsesalmerne i Lunden.

Mangen Sommerkveld, naar i den dunkle FjordTriller Dug fra grønne Blade,Vies dog Kong Olavs faste AlterbordAtter til et helligt Stade:Dalens Sön har der et Stevne med sin Brud,Og de vexler Ringe der for Olavs Gud,Og de knæler nedTrygt, med Haab og FredOg i Sommerdrömme glade.273Derfor kan Kong Olavs minderige RyIngensinde gaa til Grunde;Med hver Dalens Slegt det hæver sig paanyFagert fra de friske Munde.Hellig Olav med sit hjerterøde SkjoldDækker Klippen, hvor den kneiser mørk og gold,Og hans Saga gaarGjennem Norges VaarSødt som Fuglesang i Lunde.

J. S. Welhaven.

271

Hellig Olav stod ved fjorden med sin hær;Pinsefesten var forhånden;Alskens løv og blomster artet seg derFagert under Folgefonden.Kongens Drage lå og speilet seg ved Strand,Bispen stod med korset på den hvite Sand,Kongens kjemperadLå på kne og bad,Og der gikk dem lyn i Aanden.

Hellig Olavs Aasyn skinte som en sol,Klar satt kronen ham om pannen;Mens han knelte, lå hans rike PurpurkjolSom et teppe over sanden,Her han ville atter i en stakket fristBygge Kirke til den sterke Herre Krist;Alt på pinsedagSkulle fra dens takKorset lyse over stranden.

Og da verket nå var helliget med Bøn,Mured hver en kjempe trolig;Men i fjellet lød der underlige drønn;Dvergeslekten ble urolig.Høyt fra Uren rullet grus og kampestein,Og fra Lien kom der rot og Bul og gren;Ilde så det utFor Kong Olavs Gud;Ilde fredet man hans bolig.

272Hellig Olav med sitt luerøde skjeggKysset hjaltet på sin Klinge,Og han holdt det høyt mot Dvergehallens vegg,Og han korset sin Bringe.Se, da rullet alle Steiner ned i Mag,Og de føyet seg til muren, lag ved lag,Og hver stokk, der sprang,Ble en Bjelke lang;Øxebruget var kun ringe.

O, hvor gram ble da den travle Dvergeflok,Fjorden skalv ved deres mæle;Og de støtte til en veldig klippeblokkMed de kobberskoede hæler.Hellig Olav mælte da et lystig ord:„Se, der kommer dvergen med vårt alterbord!“Steinen dumpet nedJust på rette sted,Der hvor Kongen pleiet knele.

Snart var kirken med sitt skiferdekke takt,Klar den stod på pinsedagen;Og i koret var på Alterstenen lagtGyldenstykke og skarlagen.Bispen stod i bønnen, bøyet over den,Kongen gikk til Offers dit med sine menn;Altervinen klar,Gull og farvet GlarBrakte han i land fra Dragen.

Kirken stod ved Strand i mange hundre år;Nå er dog dens mur forsvunnen;Men til Olavs ros ennå blant løvet stårAlterbordet over grunnen.Moseteppet hviler nå på steinen grå,Abildtræet strør sin hvite blomst derpå,Og fra Birkens toppStemmer fuglen oppPinsesalmene i Lunden.

Mangen sommerkveld, når i den dunkle fjordTriller Dug fra grønne Blade,Vies dog Kong Olavs faste alterbordAtter til et hellig Stade:Dalens sønn har der et stevne med sin brud,Og de veksler Ringe der for Olavs Gud,Og de kneler nedTrygt, med håp og FredOg i Sommerdrömme glade.273Derfor kan Kong Olavs minderige ryIngensinde gå til grunne;Med hver Dalens slekt det hever seg paanyFagert fra de friske Munde.Hellig Olav med sitt hjerterøde skjoldDekker klippen, hvor den kneiser mørk og gold,Og hans saga gårGjennom Norges VaarSøtt som Fuglesang i Lunde.

J. S. Welhaven.