Læreplanatlas
Tredie DelV. FOLKESAGN.

St. Olav og Vatnaas Kirke.

Faye

270

I en trang Dal, indesluttet af steile Fjeldvægge i Sigdal, staar en liden og gammel Lovekirke, hvor der kun holdes Gudstjeneste en Gang om Aaret, nemlig Søndagen efter St. Hansdag. En Mængde Mennesker fra de omliggende Bygder samles her ved denne Leilighed, og syge ofrer da i en gammel Offerskaal for at faa sin tabte Helbred tilbage. Kirken kaldes Vatnaas og skylder ifølge Sagnet St. Olav sin Oprindelse. Da Kong Olav nemlig drog om i Landet for at indføre den kristne Tro, kom han ogsaa til Sigdal. Efter lykkeligen at have kristnet Indbyggerne gik han paa Jagt med nogle af sit Følge. Paa denne Jagt forvildede Kongen og hans Mænd sig saaledes, at de hverken vidste frem eller tilbage. Træt og tørstig kom han endelig ind i en trang Dal, hvor han steg af sin Hest og gjorde det Løfte, 271at hvis han her fandt Vand, vilde han paa Stedet lade bygge en Kirke. Neppe var det sagt, saa sprang der flux en Kilde ud af den haarde Klippevæg. Kongen og hans Mænd, der var nær ved at vansmægte af Tørst, blev alle saare glade og drak af Hjertenslyst. Kong Olav gjentog sit Løfte og vilde vende sin Hest for at ride videre, da han i et Træ i Nærheden fik Øie paa en Tiur. Han havde allerede spændt sin Bue, men se! da faldt hans Blik paa en liden Kirke af purt Guld. Efter denne Model bød nu Kongen, at man just paa dette Sted skulde reise en Kirke og kalde den „Vatnaas Kirke.“ I Fjeldene ved Kilden ser man endnu Merker af St. Olavs Hest.

A. Faye.