269

Da St. Olav drog omkring fra Bygd til Bygd for at indføre Troen paa Kristus og opbygge Kirker istedenfor de hedenske Gudshuse, fik han megen Modstand og Hinder baade af sine egne Undersaatter, som slet ikke vilde døbes, og af de Trold, Jutuler og Gygrer, som boede i Mængde rundt om i Fjeldene. Troldene kunde ikke fordrage St. Olav; han gjorde ofte Korsets Tegn, og det kunde de paa ingen Maade like, og desuden byggede han mange Kirker, og Lyden af disses Klokker fik de ingen Ro for. De gjorde ham derfor al den Hinder, de kunde; men nogen Magt med ham fik de ikke, fordi Kongen var for hellig. Naar St. Olav mødte dem, forvandlede han dem til Sten, og saadanne Stene, som havde været Trolde, før de vovede sig i Kast med St. Olav, kan man se rundt om i Landet. En slig Stengyger staar i den nordre Krogklev, der Veien gik i de Dage. Som St. Olav reiste nedigjennem, sprang hun ud af Fjeldvæggen med en stor Børd paa Ryggen og skreg:

„St. Olav med det røde Skjeg!Du rider saa nær min Kjeldervæg.“

St. Olav saa paa hende og sagde:

„Stat du der i Stok og Sten,til jeg kommer her tilbars igjen,“

Og Gygeren staar der, den Dag idag er.

270Da St. Olav kom til Gaarden Sten, vilde han bygge op en Kirke der, fordi hans Moder, som de siger, boede der. Dette likte ikke en Gyger, som havde Hjem i Fjeldet Gyrihaugen ligeoverfor, (Navnet har det efter Gygeren). Hun spurgte derfor Kongen, om han turde vove sig i en Veddeprøve med hende; „inden du bliver færdig med Kirken din, skal jeg have lagt en Stenbro over Stensfjorden,“ sagde hun. Det havde St. Olav Lyst til at prøve og svarede ja; men før hun endnu var halvfærdig med Broen, hørte hun Klokkerne fra St. Olavs Kirke, for da var han alt færdig med den. Saa blev Troldet saa rasende, at hun greb de Stene, hun havde baaret sammen til Brobygningen, og kastede dem fra Gyrihaugen tvertover Fjorden efter Kirken; men ingen af dem traf. Da blev hun saa arg, at hun sled af sig det ene Laarbenet og slyngede det efter Taarnet. Det er ikke nogen, som rigtig ved, hvorledes det gik til; nogle siger, at det tog Taarnet med, andre, at hun sigtede for høit. Men det ved alle, at Benet for ned bag Kirken i en Sump; for der giver det den Dag idag en fæl Stank fra sig, og derfor kaldes Sumpen Gygerputten endnu.

A. Faye.

269

Da St. Olav drog omkring fra bygd til bygd for å innføre troen på Kristus og oppbygge kirker istedenfor de hedenske gudshus, fikk han mye motstand og hinder både av sine egne undersåtter, som slett ikke ville døpes, og av de troll, jutuler og gygrer, som bodde i mengde rundt om i fjellene. Trollene kunne ikke fordrage St. Olav; han gjorde ofte Korsets tegn, og det kunne de på ingen måte like, og dessuten bygde han mange kirker, og lyden av disses klokker fikk de ingen ro for. De gjorde ham derfor all den hinder, de kunne; men noen makt med ham fikk de ikke, fordi Kongen var for hellig. Når St. Olav møtte dem, forvandlet han dem til Sten, og sådanne Steiner, som hadde vært troll, før de vovede seg i kast med St. Olav, kan man se rundt om i landet. En slig Stengyger står i den nordre Krogklev, der veien gikk i de dager. Som St. Olav reiste nedigjennom, sprang hun ut av fjellveggen med en stor Børd på ryggen og skrek:

„St. Olav med det røde skjegg!Du rider så nær min kjellervegg.“

St. Olav så på henne og sa:

„Stat du der i stokk og Sten,til jeg kommer her tilbars igjen,“

Og Gygeren står der, den dag i dag er.

270Da St. Olav kom til gården Sten, ville han bygge opp en Kirke der, fordi hans mor, som de sier, bodde der. Dette likte ikke en gyger, som hadde hjem i fjellet Gyrihaugen ligeoverfor, (navnet har det etter gygeren). Hun spurte derfor Kongen, om han turde vove seg i en Veddeprøve med henne; „innen du blir ferdig med kirken din, skal jeg ha lagt en steinbro over Stensfjorden,“ sa hun. Det hadde St. Olav Lyst til å prøve og svarte ja; men før hun ennå var halvferdig med broen, hørte hun Klokkerne fra St. Olavs Kirke, for da var han alt ferdig med den. Så ble trollet så rasende, at hun grep de Steiner, hun hadde båret sammen til Brobygningen, og kastet dem fra Gyrihaugen tvertover fjorden etter kirken; men ingen av dem traff. Da ble hun så arg, at hun sled av seg det ene lårbenet og slyngede det etter tårnet. Det er ikke noen, som riktig ved, hvorledes det gikk til; noen sier, at det tok tårnet med, andre, at hun siktet for høyt. Men det ved alle, at benet for ned bak kirken i en sump; for der gir det den dag i dag en fæl stank fra seg, og derfor kalles sumpen Gygerputten ennå.

A. Faye.