259

Vinden peb i de gamle Lønner og Linde ligeoverfor mine Vinduer; Sneen føg ned igjennem Gaden, og Himlen var saa mørkladen, som en Decemberhimmel kan være her i Kristiania. Mit Humør var ligesaa mørkt. Det var Juleaften; men det var den første Juleaften, jeg ikke skulde tilbringe ved den hjemlige Arne. For nogen Tid siden var jeg bleven Officer og havde haabet at glæde mine gamle Forældre ved min Nærværelse, havde haabet at vise mig for Hjembygdens Damer i Glans og Herlighed. En Nervefeber havde bragt mig paa Hospitalet, som jeg først havde forladt for en Uges Tid siden, og jeg befandt mig nu i den saa meget prisede Rekonvalescenttilstand. Jeg havde skrevet hjem efter Storborken og min Faders Finmut; men Brevet kunde neppe komme til Dalen før end anden Juledag, og først under Nytaar kunde Hesten væntes hertil. I Byen havde jeg ikke en Kammerat, der interesserede mig, eller som interesserede sig for mig, ikke en Familie, jeg kunde 260hygge mig ved. De to gamle Jomfruer, jeg logerede hos, var „godslige og snille“ og havde med megen Omhu taget sig af mig i Begyndelsen af min Sygdom. Men disse Damers Manerer og hele Maade at være paa var altfor meget af den gamle Verden, og undertiden fortalte de med det største Alvor Historier, hvis mangehaande Overnaturligheder og naive Tilsnit idetmindste for Byens Vedkommende tilhørte en svunden Tid. Der var isandhed noget korresponderende mellem mine Damer og det Hus, de beboede. Det var en af disse gamle Gaarde i Toldbodgaden med dybe Vinduer, lange skumle Gange og Trapper, mørke Rum og Lofter, hvor man uvilkaarlig maatte tænke paa Nisser og Spøgeri, kort netop en saadan Gaard, maaske det endog var den samme, som Mauritz Hansen har skildret i sin Fortælling „Den gamle med Kysen.“ — Dertil kom, at deres Bekjendtskabskreds var ligesaa indskrænket som deres Tankesfære; thi foruden en gift Søster kom der aldrig andre end et Par kjedelige Madamer. Det eneste oplivende var en smuk Søsterdatter og nogle muntre, livlige Broderbørn, som jeg altid maatte fortælle Eventyr og Nissehistorier.

Jeg søgte at adsprede mig i min Ensomhed og i mine mismodige Betragtninger ved at se paa alle de travle Mennesker, der travede op og ned ad Gaden i Snefog og Vind med rødblaa Næser og halvlukkede Øine. Det begyndte at more mig at iagttage den Travlhed og det Liv, som herskede over i Apotheket: Døren stod ikke et Øieblik, Tjenestefolk og Bønder strømmede ind og ud og gav sig til at studere Signaturerne, naar de kom paa Gaden igjen. Tydningen syntes at lykkes for nogle; men undertiden tilkjendegav langvarig Grunden og en betænkelig Rysten paa Hovedet, at Opgaven var for svær. Det skumrede; jeg kunde ikke iagttage Ansigterne længer, men stirrede over paa den gamle Bygning. Saaledes som Apotheket da var, stod det med sine rødbrune, teglfarvede Vægge, spidse Gavle og Taarne med Veirhaner og Blyvinduer som et Minde af Bygningskunsten i fjerde Kristians Tider. Kun Svanen var da som nu meget trankvil med Guldring om Halsen, Ridestøvler paa Fødderne og Vingerne udspændte til Flugt. Støi og Barnelatter i Sideværelset og en meget jomfrunalsk 261Banken paa Døren afbrød mig i de Betragtninger, jeg var ifærd med at anstille over fængslede Fugle.

Paa mit „Kom ind“ indtraadte den ældste af mine Vertinder, Jomfru Mette, spurgte til mit Befindende med et gammeldags Knix og bad mig med mange Omsvøb at tage tiltakke hos dem om Aftenen. „De har ikke godt af at sidde saa alene her i Mørket, snille Hr. Løitnant,“ tilføiede hun, „vil De ikke komme ind til os med det samme? Gamle Mor Skau og min Broders Smaapiger er komne; det vil maaske adsprede Dem lidt; De holder jo saa meget af de glade Børn?“

Jeg fulgte den venlige Indbydelse. Da jeg traadte ind, spredte et Baal, der blussede i en stor firkantet Kasse af en Kakkelovn, igjennem den vidtaabnede Ovnsdør et rødt ustadigt Lys ud i Værelset, som var meget dybt og møbleret i gammel Stil med høiryggede Stole, betrukne med forgyldt Ryslæder, og en af disse Kanapeer, beregnede paa Fiskebensskjørter og Storksnabelstilling. Væggene var prydede med Oljemalerier, Portræter af stive Damer med opstrammede Ansigtstræk og pudrede Koiffurer, af Oldenborgere og andre berømmelige Personer i Pantser og Plade eller røde Kjoler.

„De maa sandelig undskylde, Hr. Løitnant, at vi ikke har tændt Lys endnu,“ sagde Jomfru Cecilie, den yngre Søster, der i det daglige Liv almindelig nævnedes Sillemor, idet hun kom mig imøde med et Knix, Mage til Søsterens; „men Børnene tumler sig saa gjerne ved Ilden i Skumringen, og Mor Skau hygger sig ogsaa ved en liden Passiar i Ovnskrogen.“

„Passiar mig hid, Passiar mig did, du koser dig selv ved en Faddersladder i Skræddertimen, Sillemor, og saa skal vi have Skylden,“ svarede den gamle asthmatiske Dame, der tituleredes Mor Skau. „Nu se, god Aften, Far, kom og sæt Dem her og fortæl mig, hvorledes det er med Dem; De er minsandten bleven dygtig afpillet,“ sagde hun til mig og kneisede over sin egen svampede Trivelighed. Jeg maatte berette mine Fata og døiede til Gjengjeld en meget lang og detaljeret Beretning om hendes Gigt og asthmatiske Plager, som til al Lykke blev afbrudt ved Børnenes 262larmende Ankomst fra Kjøkkenet, hvor de havde aflagt et Besøg hos det gamle Husinventarium Stine.

„Faster, ved du, hvad Stine siger, du?“ raabte en liden væver, brunøiet Tingest. „Hun siger, at jeg skal være med paa Høloftet iaften og give Nissen Julegrød. Men jeg vil ikke, jeg er ræd for Nissen!“

„Aa, det siger Stine blot for at blive jer kvit; hun tør ikke gaa paa Høloftet i Mørket selv, den Tosse, for hun ved nok, hun engang er bleven skræmt af Nissen,“ sagde Jomfru Mette. „Men vil I ikke hilse paa Løitnanten da, Børn?“

„Aa nei, er det dig, Løitnant — jeg kjendte dig ikke — hvor bleg du er — det er længe siden jeg saa dig,“ raabte Børnene i Munden paa hverandre og flokkede sig om mig. „Nu maa du fortælle os noget morsomt — det er saa længe, siden du fortalte — aa fortæl om Smørbuk — snille dig, fortæl om Smørbuk og Guldtand!“ — Jeg maatte fortælle om Smørbuk og Hunden Guldtand og endda give tilbedste et Par Nissehistorier om Vakernissen og Burenissen, som trak Hø fra hverandre og mødtes, hver med sin Høbørd paa Nakken, og sloges, saa de blev borte i en Høsky. Jeg maatte fortælle om Nissen paa Hesselberg, som tirrede Gaardhunden, til Manden kastede ham udover Laavebroen. Børnene klappede i Hænderne og lo. „Det var tilpas til ham det, stygge Nissen,“ sagde de og fordrede mere.

„Nei, nu plager I Løitnanten formeget, Børn,“ sagde Jomfru Cecilie; „nu fortæller nok Faster Mette en Historie.“

„Ja, fortæl, Faster Mette!“ var det almindelige Raab.

„Jeg ved ret ikke, hvad jeg skal fortælle,“ svarede Faster Mette; „men siden vi er komne til at tale om Nissen, saa skal jeg ogsaa fortælle lidt om ham. I husker vel gamle Kari Gausdal, Børn, som var her og bagede Fladbrød og Lefse, og som altid havde saa mange Eventyr og Historier at fortælle.“ „O ja,“ raabte Børnene. „Nu, gamle Kari fortalte, at hun tjente paa Waisenhuset her for mange Aar siden. Dengang var det endda mere ensomt og trist, end det nu er paa den Kant af Byen, og det er en mørk og skummel Bygning, det Waisenhus. Nu, da Kari var kommen did, skulde hun være Kokke, og hun var en 263meget flink og fix Pige. En Nat skulde hun staa op og brygge, saa sagde de andre Tjenere til hende: „Du maa agte dig, at du ikke staar for tidlig op; før Klokken to maa du ikke lægge paa Rosten.“ „Hvorfor det?“ spurgte hun. „Du ved da vel det, at det er en Nisse her, og du kan nok vide, at han ikke vil uroes saa tidlig, og før Klokken to maa du slet ikke have paa Rosten,“ sagde de. „Pyt, ikke værre,“ sagde Kari, der var meget frisk paa Leveren, som man siger, „jeg har ikke noget at bestille med Nissen, og kommer han til mig, skal jeg nok føise ham paa Døren.“ De andre formanede hende; men hun blev ved sit, og da Klokken vel kunde være lidt over et, stod hun op og lagde under Bryggekjedlen og havde paa Rosten. Men hvert Øieblik slukkedes Ilden ud under Kjedlen, og det var ligesom en kastede Brandene ud over Skorstenen; men hvem det var, kunde hun ikke se. Hun tog og samlede Brandene den ene Gang efter den anden; men det gik ikke bedre, og Rosten vilde heller ikke gaa. Tilsidst blev hun kjed af dette, tog en Brand og løb med baade høit og lavt, svingede den og raabte: „Pak dig did, du er kommen fra! Tror du, du skal skræmme mig, ta’r du feil.“ „Tvi vyrde dig da!“ svarede det fra en af de mørkeste Kroge; „jeg har faaet sju Sjæler her i Gaarden; jeg tænkte, jeg skulde faaet den ottende med.“ Siden den Tid var det ingen, som saa eller hørte til Nissen paa Waisenhuset, sagde Kari Gausdal.“

„Jeg bliver ræd, nei du skal fortælle, Løitnant; naar du fortæller, saa bli’r jeg aldrig ræd, for du fortæller saa morsomt,“ sagde en af de smaa. En anden foreslog, at jeg skulde fortælle om Nissen, som dansede Halling med Gjenten. Det var et Kapitel, jeg meget nødig gik ind paa, da det hørte Sang til. Men da de paa ingen Maade vilde fritage mig, begyndte jeg at hoste og rømme mig for at forberede min overmaade uharmoniske Stemme til at synge Hallingdansen, som hørte til, da den omtalte smukke Søsterdatter til Børnenes Glæde og min Frelse traadte ind. „Ja nu, Børn, nu skal jeg fortælle, hvis I kan bevæge Kusine Lise til at synge Hallingen for jer,“ sagde jeg, idet hun tog Plads; „thi I vil vel danse?“ Kusinen bestormedes af de smaa, 264lovede at udføre Dansemusiken, og jeg begyndte min Fortælling.

„Det var ensteds — jeg tror næsten, det var i Hallingdal — en Gjente, som skulde gaa med Flødegrød til Nissen; om det var en Torsdagskveld eller en Julekveld, det kan jeg ikke huske; men jeg tror vist, det var en Julekveld. Nok var det, hun syntes, det var Synd at give Nissen den gode Mad, spiste saa selv Flødegrøden, drak Fedtet paa Kjøbet og gik paa Laaven med Havremelsgrød og sur Melk i et Grisetrug. — „Der har du Truget dit, Styggen!“ sagde hun. Men hun havde ikke sagt det, førend Nissen kom farende og tog hende og begyndte en Dans med hende; det holdt han paa med, til hun laa og gispede, og da der kom Folk paa Laaven om Morgenen, var hun mere død end levende. Men saalænge som han dansede, sang han:“ — her var min Forretning ude; Jomfru Lise overtog Nissepartiet og sang i Hallingtakt:

„Aa du har eti op Grauten for Tomten du!Aa du skal faa danse med Tomten du;

Aa har du eti op Grauten for Tomten du,Saa skal du faa danse med Tomten du!“

Ved dette hjalp jeg til ved at trampe Takten med begge Fødder, medens Børnene med Støi og Jubel i de mest overgivne Spring tumlede sig mellem hverandre paa Gulvet. „Jeg tror, I sætter Stuen paa Taget med det samme, Børn; I støier, saa det verker i mit Hoved,“ sagde gamle Mor Skau. „Vær nu rolige lidt, saa skal jeg fortælle jer nogle Historier.“ Det blev stille i Stuen, og Madamen tog til Orde:

„Folk de fortæller nu saa meget om Nisser og Huldrer og sligt; men jeg tror ikke stort af det. Jeg har hverken seet Huldren eller Nissen — jeg har nu ikke været vidt i mit Liv heller, — og jeg tror, det er Snak; men gamle Stine ude, hun fortæller, hun har seet Nissen. Da jeg gik til Presten, tjente hun hos mine Forældre, og til dem kom hun fra en gammel Skipper, som havde holdt op at fare. Der var det saa stilt og roligt; de var aldrig hos nogen, og aldrig kom nogen til dem, og Skipperen var aldrig længere 265end nede paa Bryggen. Altid gik de tidlig til Sengs, og det var en Nisse der, sagde de. Men saa var det engang, sagde Stine, som Kokken og jeg, vi sad oppe en Aften i Pigekammeret og skulde stelle og sy for os selv, og det led til Sengetid, for Vægteren havde alt raabt ti. Det vilde ikke gaa med Syningen og Stoppingen, for hvert Øieblik kom Jon Blund, og ret som det var, saa nikkede jeg, og ret som det var, saa nikkede hun, for vi havde været tidlig oppe og vasket om Morgenen. Men som vi sad saaledes, saa hørte vi et forfærdeligt Rabalder ude i Kjøkkenet, sagde hun, det var, ligesom en slog alle Tallerknerne sammen og kastede dem paa Gulvet. Vi for op i Forskrækkelse, sagde hun, og jeg skreg: „Gud trøste og hjelpe os, det er Nissen,“ og jeg var saa ræd, at jeg ikke turde sætte en Fod i Kjøkkenet. Kokken var nok fælen, hun ogsaa; men hun skjød Hjertet op i Livet, og da hun kom ud i Kjøkkenet, laa alle Tallerknerne paa Gulvet; men ikke en af dem var itu, og Nissen stod i Døren med rød Lue paa og lo saa inderlig godt. Men nu havde hun hørt sige, at Nissen iblandt skulde lade sig narre til at flytte, naar en bad ham om det og sagde, at det var roligt for ham paa et andet Sted, og saa havde hun længe spekuleret paa at gjøre ham et Puds, sagde hun, og saa sagde hun til ham det — hun skalv lidt i Mælet — at han skulde flytte over til Kobberslagerens tvers over Gaden, der var det mere stilt og roligt, for der gik de til Sengs Klokken ni hver Aften. Det var sandt nok ogsaa, sagde hun til mig; men du ved nok, sagde hun, at Mesteren arbeidede og var oppe med alle, baade Svende og Drenge, og hamrede og støiede fra Klokken tre om Morgenen hele Dagen. Siden den Dag, sagde hun, saa vi ikke mere til Nissen over hos Skipperen. Men hos Kobberslageren likte han sig nok godt, endda de hamrede og bankede hele Dagen, for Folk sagde, at Konen der satte Grød paa Loftet til ham hver Torsdagsaften, og da kan en ikke undres over, at de blev rige heller, for Nissen gik vel og trak til dem, sagde Stine, og det er sandt, de tog sig op og blev rige Folk; men om det var Nissen, som hjalp dem, skal jeg ikke kunne sige,“ tilføiede Mor Skau og hostede og rømmede sig efter Anstrengelsen med denne 266for hende usedvanlig lange Fortælling. Da hun havde taget sig en Pris Tobak, kviknede hun og begyndte paa en frisk:

„Min Mor, det var en sanddru Kone; hun fortalte en Historie, som er passeret her i Byen, og det paa en Juledagsnat, og den ved jeg er sand, for det kom aldrig et usandt Ord i hendes Mund.“ „Lad os dog faa høre den, Madam Skau,“ sagde jeg. „Fortæl, fortæl, Mor Skau,“ raabte Børnene.

Madamen hostede lidt, tog sig atter en Pris og begyndte: „Da min Mor endnu var Pige, kom hun undertiden til en Enke, som hun kjendte, som hed — ja hvad var det nu, hun hed da? Madam — nei jeg kan ikke komme paa det — men det kan være det samme ogsaa; hun boede oppe i Møllergaden og var en Kone noget over sin bedste Alder. Saa var det en Juleaften ligesom nu; saa tænkte hun ved sig selv, at hun skulde gaa i Fropræken om Julemorgenen, for hun var flittig til at gaa i Kirken, og saa satte hun ud Kaffe, forat hun kunde faa sig lidt varmt Drikke, saa hun ikke skulde være fastende. Da hun vaagnede, skinnede Maanen ind paa Gulvet; men da hun stod op og skulde se paa Klokken, havde den standset, og Viseren stod paa halv tolv. Hun vidste ikke, hvad Tid det var paa Natten; men saa gik hun hen til Vinduet og saa over til Kirken. Det lyste ud igjennem alle Kirkevinduerne. Hun vækkede Pigen og lod hende koge Kaffe, medens hun klædte paa sig, og tog Salmebogen og gik i Kirken. Det var saa stilt paa Gaden, og hun saa ikke et Menneske paa Veien. Da hun kom i Kirken, satte hun sig i Stolen, hvor hun pleiede sidde; men da hun saa sig om, syntes hun, Folkene saa saa blege og underlige ud, akkurat som de kunde være døde allesammen. Det var ingen, hun kjendte; men det var mange, hun syntes, hun skulde have seet før; men hun kunde ikke mindes, hvor hun havde seet dem. Da Presten kom paa Prækestolen, var det ikke nogen af Byens Prester, men en høi, bleg Mand, hun ogsaa syntes, hun skulde kjende. Han prækede nok saa vakkert, og det var ikke saadan Støi og Hosting og Harking, som det pleier være ved Fropræken om Julemorgenen; men det var saa stille, at hun kunde hørt en Naal falde paa Gulvet, 267ja det var saa stille, at hun blev ganske angest og bange. Da de begyndte at synge igjen, bøiede en Kone, som sad ved Siden af hende, sig hen til hende og hviskede hende i Øret: „Kast Kaaben løst om dig og gaa, for bier du, til det er forbi her, saa gjør de Ende paa dig. Det er de døde, som holder Gudstjeneste.“

„Uf, jeg bliver ræd, jeg bliver ræd, Mor Skau,“ sutrede en af de smaa og krøb op paa en Stol.

„Tys tys, Barn, hun slipper godt fra det; nu skal du bare høre,“ sagde Mor Skau. „Men Enken blev ogsaa ræd, for da hun hørte Stemmen og saa paa Konen, kjendte hun hende; det var Nabokonen hendes, som var død for mange Aar siden, og da hun nu saa sig om i Kirken, huskede hun godt, at hun havde seet baade Presten og mange af Menigheden, og at de var døde for lang Tid siden. Det isnede i hende, saa ræd blev hun. Hun kastede Kaaben løst om sig, som Konen havde sagt, og gik sin Vei; men da syntes hun, de vendte sig og greb efter hende allesammen, og Benene skalv under hende, saa hun nær var segnet ned paa Kirkegulvet. Da hun kom paa Kirketrappen, tog de hende i Kaaben; hun slap Taget, lod dem beholde den og skyndte sig hjem saa fort, hun kunde. Da hun stod ved Døren, slog Klokken et, og da hun kom ind, var hun næsten halvdød, saa angest og bange var hun. Om Morgenen, da Folk kom til Kirken, laa Kaaben paa Trappen; men den var reven i tusende Stykker. Min Moder — hun havde seet den mange Gange før, og jeg tror, at hun havde seet et af Stykkerne ogsaa — men det er nu det samme, det var en kort lyserød Stoffes Kaabe med Hareskinds-For og Kanter, slig en, som var i Brug i min Barndom endda. Nu er det rart at se en saadan; men det er nogle gamle Koner her i Byen og paa Stiftelsen i Gamlebyen, som jeg ser i Kirken med saadanne Kaaber i Julehelgen.“

Børnene, som under den sidste Del af Fortællingen havde ytret megen Frygt og Ængstelse, sagde, at de ikke vilde høre flere slige fæle Historier. De havde krøbet op i Kanapeen og paa Stolene og sagde, at de syntes, det sad nogen og tog efter dem under Bordet. I det samme kom det ind Lys i gamle Armestager, og man opdagede med 268Latter, at Børnene sad af Frygt med Benene paa Bordet. Lysene og Julekagen, Syltetøi, Bakkelse og Vin forjagede Spøgelseshistorier og Frygt, oplivede Gemytterne, opmuntrede Samtalen og førte den over til Næsten og Dagens Emner. Endelig gav Risengrøden og Ribbenstegen Tankerne en Retning mod det substantielle, og man skiltes tidlig fra hverandre med Ønsker om en glædelig Jul. Men jeg havde en meget urolig Nat. Jeg ved ikke, om det var Fortællingerne, den nydte Kost, min Svaghedstilstand eller alt dette tilsammen, som foraarsagede det; jeg kastede mig urolig hid og did og var midt inde i Nisse-, Huldre- og Spøgelseshistorier den hele Nat. Tilsidst for jeg til Kirken med Dombjelder gjennem Luften. Kirken var oplyst, og da jeg kom ind, var det Kirken hjemme i Dalen. Det var ikke andre at se der end Døler med røde Luer, Soldater i fuld Puds og Bondegjenter med Skaut og røde Kinder. Præsten stod paa Prækestolen; det var min Bedstefader, som var død, da jeg var en liden Dreng. Men som han var bedst inde i sin Præken, gjorde han en Saltomortale — han var bekjendt som en rask Fyr — midt ned i Kirken, saa at Samarien for paa en Kant og Kraven paa en anden. „Der ligger Præsten, og her er jeg,“ sagde han med et bekjendt Udtryk af ham, „og lad os nu faa en Springdans.“ Øieblikkelig tumlede hele Menigheden sig i den vildeste Dans, og en stor lang Døl kom hen og tog mig i Skulderen og sagde: „Du maa være med, Kar.“

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde tro, da jeg i det samme vaagnede og følte Taget i min Skulder og saa den samme, jeg havde seet i Drømme, lude sig over min Seng med Døleluen ned over Ørene, en Finmut paa Armen og et Par store klare Øine stift heftede paa mig.

„Du drømmer vist, Kar,“ sagde han i Hjembygdens kraftige Maal; „Sveden staar paa Panden din, og du sover tungere end en Bjørn i Hiet. Guds Fred og glædelig Jul siger jeg fra Far din og dem i Dalen. Her er Brev fra Skriveren og Finmut til dig, og Storborken staar i Gaarden.“

„Men i Guds Navn er det dig, Tord?“ — Det var min Faders Husbondskarl, en prægtig Døl. — „Hvorledes i al Verden er du kommen hid nu?“ raabte jeg glad.

269„Jo det skal jeg sige dig,“ svarede Tord; „jeg kom med Borken; men ellers saa var jeg med Skriveren ude paa Nes, og saa sagde han: „Tord! sagde han, nu er det ikke langt til Byen, du faar tage Borken og reise ind og se til Løtnan, og er han rask, og kan han være med, saa skal du tage ham med, sagde han.“

Da vi for fra Byen, var det klart igjen, og vi havde det prægtigste Føre. Borken langede ud med sine gamle, raske Ben, og en saadan Jul, som jeg feirede dengang, har jeg aldrig feiret hverken før eller siden.

P. Chr. Asbjörnsen.

259

Vinden pep i de gamle lønner og Linde ligeoverfor mine vinduer; Sneen føk ned igjennom gaten, og Himlen var så mørkladen, som en desemberhimmel kan være her i Kristiania. Mitt humør var likeså mørkt. Det var Juleaften; men det var den første Juleaften, jeg ikke skulle tilbringe ved den hjemlige Arne. For noen tid siden var jeg blitt offiser og hadde håpet å glede mine gamle foreldre ved min Nærværelse, hadde håpet å vise meg for Hjembygdens damer i glans og herlighet. En Nervefeber hadde brakt meg på hospitalet, som jeg først hadde forlatt for en Uges tid siden, og jeg befandt meg nå i den så meget prisede Rekonvalescenttilstand. Jeg hadde skrevet hjem etter Storborken og min Faders Finmut; men brevet kunne neppe komme til dalen før enn annen juledag, og først under nyttår kunne hesten ventes hertil. I byen hadde jeg ikke en Kammerat, der interesserte meg, eller som interesserte seg for meg, ikke en familie, jeg kunne 260hygge meg ved. De to gamle jomfruer, jeg losjerte hos, var „godslige og snille“ og hadde med mye omhu tatt seg av meg i begynnelsen av min sykdom. Men disse Damers manerer og hele måte å være på var altfor meget av den gamle verden, og undertiden fortalte de med det største alvor historier, hvis mangehaande overnaturligheter og naive tilsnitt idetmindste for Byens vedkommende tilhørte en svunnen tid. Der var i sannhet noe korresponderende mellom mine damer og det hus, de bebodde. Det var en av disse gamle Gaarde i Toldbodgaden med dype vinduer, lange skumle ganger og trapper, mørke rom og Lofter, hvor man uvilkårlig måtte tenke på nisser og spøkeri, kort nettopp en sådan gård, maaske det endog var den samme, som Mauritz Hansen har skildret i sin fortelling „Den gamle med kysen.“ — Dertil kom, at deres bekjentskapskrets var likeså innskrenket som deres Tankesfære; thi foruten en gift søster kom der aldri andre enn et par kjedelige madamer. Det eneste opplivende var en smuk søsterdatter og noen muntre, livlige brorbarn, som jeg alltid måtte fortelle eventyr og Nissehistorier.

Jeg søkte å adsprede meg i min Ensomhed og i mine mismodige betraktninger ved å se på alle de travle mennesker, der travet opp og ned ad gaten i Snefog og vind med rødblå neser og halvlukkede øyne. Det begynte å more meg å iaktta den travelhet og det liv, som hersket over i apoteket: Døren stod ikke et øyeblikk, tjenestefolk og bønder strømmet inn og ut og ga seg til å studere signaturene, når de kom på gaten igjen. Tydningen syntes å lykkes for noen; men undertiden tilkjennegav langvarig grunnen og en betenkelig Rysten på hodet, at oppgaven var for svær. Det skumret; jeg kunne ikke iaktta ansiktene lenger, men stirret over på den gamle bygning. Således som apoteket da var, stod det med sine rødbrune, teglfargede vegger, spisse gavler og tårn med værhaner og blyvinduer som et Minde av bygningskunsten i fjerde Kristians tider. Kun Svanen var da som nå meget trankvil med gullring om halsen, ridestøvler på føttene og vingene udspændte til flukt. Støi og barnelatter i Sideværelset og en meget jomfrunalsk 261banken på døren avbrøt meg i de betraktninger, jeg var ifærd med å anstille over fængslede fugler.

På mitt „Kom inn“ inntrådte den eldste av mine vertinner, jomfru Mette, spurte til mitt befinnende med et gammeldags kniks og bad meg med mange omsvøp å ta tiltakke hos dem om Aftenen. „De har ikke godt av å sitte så alene her i mørket, snille Hr. Løytnant,“ tilføyet hun, „vil De ikke komme inn til oss med det samme? Gamle Mor Skau og min Broders småpiker er kommet; det vil maaske adsprede Dem litt; De holder jo så meget av de glade barn?“

Jeg fulgte den vennlige innbydelse. Da jeg trådte inn, spredte et bål, der blusset i en stor firkantet kasse av en kakkelovn, igjennom den vidtaabnede ovnsdør et rødt ustadig lys ut i værelset, som var meget dypt og møblert i gammel stil med høyryggede Stole, betrukne med forgylt Ryslæder, og en av disse kanapeer, beregnede på Fiskebensskjørter og Storksnabelstilling. Veggene var prydede med oljemalerier, portretter av stive damer med oppstrammede ansiktstrekk og pudrede Koiffurer, av Oldenborgere og andre berømmelige personer i panser og plate eller røde kjoler.

„De må sannelig unnskylde, Hr. Løytnant, at vi ikke har tent lys ennå,“ sa jomfru Cecilie, den yngre søster, der i det daglige Liv alminnelig nævnedes Sillemor, idet hun kom meg imøte med et kniks, mage til Søsterens; „men barna tumler seg så gjerne ved ilden i skumringen, og mor Skau hygger seg også ved en liten passiar i ovnskroken.“

„Passiar meg hit, passiar meg dit, du koser deg selv ved en Faddersladder i skreddertimen, Sillemor, og så skal vi ha skylden,“ svarte den gamle astmatiske dame, der tituleredes mor Skau. „Nå se, god aften, far, kom og sett Dem her og fortell meg, hvorledes det er med Dem; De er minsandten blitt dyktig afpillet,“ sa hun til meg og kneisede over sin egen svampede Trivelighed. Jeg måtte berette mine fata og døiede til gjengjeld en meget lang og detaljert beretning om hennes gikt og astmatiske plager, som til all lykke ble avbrutt ved barnas 262larmende ankomst fra kjøkkenet, hvor de hadde avlagt et besøk hos det gamle Husinventarium Stine.

„Faster, vet du, hva Stine sier, du?“ ropte en liten vever, brunøyd tingest. „Hun sier, at jeg skal være med på Høloftet i aften og gi Nissen julegrøt. Men jeg vil ikke, jeg er redd for Nissen!“

„Aa, det sier Stine blot for å bli jer kvit; hun tør ikke gå på Høloftet i mørket selv, den Tosse, for hun vet nok, hun engang er blitt skremt av Nissen,“ sa jomfru Mette. „Men vil dere ikke hilse på løytnanten da, barn?“

„Aa nei, er det deg, løytnant — jeg kjente deg ikke — hvor bleg du er — det er lenge siden jeg så deg,“ ropte barna i munnen på hverandre og flokket seg om meg. „Nå må du fortelle oss noe morsomt — det er så lenge, siden du fortalte — å fortell om Smørbuk — snille deg, fortell om Smørbuk og Guldtand!“ — Jeg måtte fortelle om Smørbuk og hunden Guldtand og enda gi tilbedste et par Nissehistorier om Vakernissen og Burenissen, som trakk Hø fra hverandre og møttes, hver med sin Høbørd på nakken, og sloges, så de ble borte i en Høsky. Jeg måtte fortelle om Nissen på Hesselberg, som tirrede Gaardhunden, til mannen kastet ham utover låvebroen. Barna klappede i hendene og lo. „Det var tilpass til ham det, stygge Nissen,“ sa de og fordret mer.

„Nei, nå plager dere løytnanten formeget, barn,“ sa jomfru Cecilie; „nå forteller nok faster Mette en historie.“

„Ja, fortell, faster Mette!“ var det alminnelige rop.

„Jeg vet rett ikke, hva jeg skal fortelle,“ svarte faster Mette; „men siden vi er kommet til å tale om Nissen, så skal jeg også fortelle litt om ham. Dere husker vel gamle Kari Gausdal, barn, som var her og bakte flatbrød og lefse, og som alltid hadde så mange eventyr og historier å fortelle.“ „O ja,“ ropte barna. „Nå, gamle Kari fortalte, at hun tjente på Waisenhuset her for mange år siden. Dengang var det enda mer ensomt og trist, enn det nå er på den Kant av byen, og det er en mørk og skummel bygning, det vaisenhus. Nå, da Kari var kommet dit, skulle hun være kokke, og hun var en 263meget flink og fiks pike. En Nat skulle hun stå opp og brygge, så sa de andre tjenere til henne: „Du må akte deg, at du ikke står for tidlig opp; før klokken to må du ikke legge på Rosten.“ „Hvorfor det?“ spurte hun. „Du ved da vel det, at det er en Nisse her, og du kan nok vite, at han ikke vil uroes så tidlig, og før klokken to må du slett ikke have på Rosten,“ sa de. „Pytt, ikke verre,“ sa Kari, der var meget frisk på leveren, som man sier, „jeg har ikke noe å bestille med Nissen, og kommer han til meg, skal jeg nok føyse ham på døren.“ De andre formante henne; men hun ble ved sitt, og da klokken vel kunne være litt over et, stod hun opp og la under Bryggekjedlen og hadde på Rosten. Men hvert øyeblikk slukkedes ilden ut under kjelen, og det var likesom en kastet brandene ut over skorsteinen; men hvem det var, kunne hun ikke se. Hun tok og samlet brandene den ene gang etter den annen; men det gikk ikke bedre, og Rosten ville heller ikke gå. Til sist ble hun kjed av dette, tok en Brand og løp med både høyt og lavt, svingede den og ropte: „Pakk deg dit, du er kommet fra! Tror du, du skal skremme meg, ta’r du feil.“ „Tvi vyrde deg da!“ svarede det fra en av de mørkeste kroker; „jeg har fått sju sjeler her i gården; jeg tenkte, jeg skulle fått den åttende med.“ Siden den tid var det ingen, som så eller hørte til Nissen på Waisenhuset, sa Kari Gausdal.“

„Jeg blir redd, nei du skal fortelle, løytnant; når du forteller, så bli’r jeg aldri redd, for du forteller så morsomt,“ sa en av de små. En annen foreslo, at jeg skulle fortelle om Nissen, som danset Halling med Gjenten. Det var et kapittel, jeg meget nødig gikk inn på, da det hørte sang til. Men da de på ingen måte ville fritage meg, begynte jeg å hoste og rømme meg for å forberede min overmåte uharmoniske stemme til å synge hallingdansen, som hørte til, da den omtalte smukke søsterdatter til barnas glede og min Frelse trådte inn. „Ja nå, barn, nå skal jeg fortelle, hvis dere kan bevege kusine Lise til å synge Hallingen for jer,“ sa jeg, idet hun tok plass; „thi dere vil vel danse?“ Kusinen bestormedes av de små, 264lovede å utføre dansemusikken, og jeg begynte min fortelling.

„Det var ensteds — jeg tror nesten, det var i Hallingdal — en jente, som skulle gå med fløtegrøt til Nissen; om det var en torsdagskveld eller en julekveld, det kan jeg ikke huske; men jeg tror vist, det var en julekveld. Nok var det, hun syntes, det var synd å gi Nissen den gode mat, spiste så selv fløtegrøten, drakk fettet på kjøpet og gikk på låven med havremelsgrøt og sur melk i et Grisetrug. — „Der har du trauet ditt, Styggen!“ sa hun. Men hun hadde ikke sagt det, før Nissen kom farende og tok henne og begynte en dans med henne; det holdt han på med, til hun lå og gispet, og da der kom folk på låven om morgenen, var hun mer død enn levende. Men så lenge som han danset, sang han:“ — her var min forretning ute; Jomfru Lise overtok Nissepartiet og sang i hallingtakt:

„Aa du har eti opp grauten for tomten du!Aa du skal få danse med tomten du;

Aa har du eti opp grauten for tomten du,Så skal du få danse med tomten du!“

Ved dette hjalp jeg til ved å trampe takten med begge føtter, mens barna med Støi og jubel i de mest overgivne Spring tumlet seg mellom hverandre på gulvet. „Jeg tror, dere setter stuen på taket med det samme, barn; Dere støyer, så det verker i mitt hode,“ sa gamle mor Skau. „Vær nå rolige litt, så skal jeg fortelle jer noen historier.“ Det ble stille i stuen, og Madamen tok til Orde:

„Folk de forteller nå så meget om nisser og huldrer og slikt; men jeg tror ikke stort av det. Jeg har hverken sett Huldren eller Nissen — jeg har nå ikke vært vidt i mitt liv heller, — og jeg tror, det er snakk; men gamle Stine ute, hun forteller, hun har sett Nissen. Da jeg gikk til presten, tjente hun hos mine foreldre, og til dem kom hun fra en gammel skipper, som hadde holdt opp å fare. Der var det så stilt og rolig; de var aldri hos noen, og aldri kom noen til dem, og skipperen var aldri lenger 265enn nede på Bryggen. Alltid gikk de tidlig til Sengs, og det var en Nisse der, sa de. Men så var det engang, sa Stine, som kokken og jeg, vi satt oppe en aften i pikekammeret og skulle stelle og sy for oss selv, og det led til sengetid, for vekteren hadde alt ropt ti. Det ville ikke gå med syningen og stoppingen, for hvert øyeblikk kom Jon Blund, og rett som det var, så nikket jeg, og rett som det var, så nikket hun, for vi hadde vært tidlig oppe og vasket om morgenen. Men som vi satt således, så hørte vi et forferdelig rabalder ute i kjøkkenet, sa hun, det var, likesom en slo alle Tallerknerne sammen og kastet dem på gulvet. Vi for opp i forskrekkelse, sa hun, og jeg skrek: „Gud trøste og hjelpe oss, det er Nissen,“ og jeg var så redd, at jeg ikke turde sette en fot i kjøkkenet. Kokken var nok fælen, hun også; men hun skjød Hjertet opp i livet, og da hun kom ut i kjøkkenet, lå alle Tallerknerne på gulvet; men ikke en av dem var itu, og Nissen stod i døren med rød lue på og lo så inderlig godt. Men nå hadde hun hørt si, at Nissen iblant skulle la seg narre til å flytte, når en bad ham om det og sa, at det var rolig for ham på et annet sted, og så hadde hun lenge spekulert på å gjøre ham et puss, sa hun, og så sa hun til ham det — hun skalv litt i mælet — at han skulle flytte over til Kobberslagerens tvers over gaten, der var det mer stilt og rolig, for der gikk de til Sengs klokken ni hver aften. Det var sandt nok også, sa hun til meg; men du vet nok, sa hun, at Mesteren arbeidet og var oppe med alle, både svenner og drenger, og hamret og støiede fra klokken tre om morgenen hele dagen. Siden den dag, sa hun, så vi ikke mer til Nissen over hos skipperen. Men hos kobberslageren likte han seg nok godt, enda de hamret og banket hele dagen, for folk sa, at konen der satte grøt på loftet til ham hver Torsdagsaften, og da kan en ikke undres over, at de ble rike heller, for Nissen gikk vel og trakk til dem, sa Stine, og det er sandt, de tok seg opp og ble rike folk; men om det var Nissen, som hjalp dem, skal jeg ikke kunne si,“ tilføiede mor Skau og hostet og rømmede seg etter anstrengelsen med denne 266for henne usedvanlig lange fortelling. Da hun hadde tatt seg en pris tobakk, kviknet hun og begynte på en frisk:

„Min mor, det var en sanndru kone; hun fortalte en historie, som er passert her i byen, og det på en Juledagsnat, og den vet jeg er sann, for det kom aldri et usant ord i hennes munn.“ „La oss dog få høre den, Madam Skau,“ sa jeg. „Fortell, fortell, mor Skau,“ ropte barna.

Madamen hostet litt, tok seg atter en pris og begynte: „Da min mor ennå var pike, kom hun undertiden til en enke, som hun kjente, som het — ja hva var det nå, hun het da? Madam — nei jeg kan ikke komme på det — men det kan være det samme også; hun bodde oppe i Møllergaden og var en kone noe over sin beste alder. Så var det en Juleaften likesom nå; så tenkte hun ved seg selv, at hun skulle gå i Fropræken om julemorgenen, for hun var flittig til å gå i kirken, og så satte hun ut kaffe, for at hun kunne få seg litt varmt drikke, så hun ikke skulle være fastende. Da hun våknet, skinte månen inn på gulvet; men da hun stod opp og skulle se på klokken, hadde den standset, og viseren stod på halv tolv. Hun visste ikke, hva tid det var på natten; men så gikk hun hen til vinduet og så over til kirken. Det lyste ut igjennom alle kirkevinduene. Hun vekket piken og lot henne koke kaffe, mens hun kledde på seg, og tok salmeboken og gikk i kirken. Det var så stilt på gaten, og hun så ikke et menneske på veien. Da hun kom i kirken, satte hun seg i stolen, hvor hun pleide sitte; men da hun så seg om, syntes hun, folkene så så bleke og underlige ut, akkurat som de kunne være døde allesammen. Det var ingen, hun kjente; men det var mange, hun syntes, hun skulle ha sett før; men hun kunne ikke minnes, hvor hun hadde sett dem. Da Presten kom på prekestolen, var det ikke noen av Byens prester, men en høy, bleg mann, hun også syntes, hun skulle kjenne. Han prekte nok så vakkert, og det var ikke sådan Støi og hosting og harking, som det pleier være ved Fropræken om julemorgenen; men det var så stille, at hun kunne hørt en nål falle på gulvet, 267ja det var så stille, at hun ble ganske angst og bange. Da de begynte å synge igjen, bøiede en kone, som satt ved siden av henne, sig hen til henne og hvisket henne i øret: „Kast kåpen løst om deg og gå, for bier du, til det er forbi her, så gjør de ende på deg. Det er de døde, som holder gudstjeneste.“

„Uff, jeg blir redd, jeg blir redd, mor Skau,“ sutret en av de små og krøp opp på en stol.

„Tys tys, barn, hun slipper godt fra det; nå skal du bare høre,“ sa mor Skau. „Men Enken ble også redd, for da hun hørte stemmen og så på konen, kjente hun henne; det var nabokonen hennes, som var død for mange år siden, og da hun nå så seg om i kirken, husket hun godt, at hun hadde sett både presten og mange av menigheten, og at de var døde for lang tid siden. Det isnede i henne, så redd ble hun. Hun kastet kåpen løst om seg, som konen hadde sagt, og gikk sin vei; men da syntes hun, de vendte seg og grep etter henne allesammen, og Benene skalv under henne, så hun nær var segnet ned på kirkegulvet. Da hun kom på kirketrappen, tok de henne i kåpen; hun slapp taket, lot dem beholde den og skyndte seg hjem så fort, hun kunne. Da hun stod ved døren, slo klokken et, og da hun kom inn, var hun nesten halvdød, så angst og bange var hun. Om morgenen, da folk kom til kirken, lå kåpen på trappen; men den var reven i tusende stykker. Min mor — hun hadde sett den mange ganger før, og jeg tror, at hun hadde sett et av stykkene også — men det er nå det samme, det var en kort lyserød Stoffes kåpe med Hareskinds-For og kanter, slig en, som var i Bruk i min barndom enda. Nå er det rart å se en sådan; men det er noen gamle koner her i byen og på Stiftelsen i Gamlebyen, som jeg ser i kirken med sådanne kåper i julehelgen.“

Barna, som under den siste del av fortellingen hadde ytret mye frykt og engstelse, sa, at de ikke ville høre flere slike fæle historier. De hadde krøpet opp i kanapeen og på stolene og sa, at de syntes, det satt noen og tok etter dem under bordet. I det samme kom det inn lys i gamle Armestager, og man oppdaget med 268latter, at barna satt av frykt med Benene på bordet. Lysene og julekaken, syltetøy, Bakkelse og vin forjagede spøkelseshistorier og frykt, oplivede gemyttene, oppmuntret samtalen og førte den over til nesten og Dagens emner. Endelig ga risengrøten og Ribbenstegen Tankerne en retning mot det substantielle, og man skiltes tidlig fra hverandre med ønsker om en gledelig jul. Men jeg hadde en meget urolig natt. Jeg vet ikke, om det var fortellingene, den nydte kost, min svakhetstilstand eller alt dette tilsammen, som foraarsagede det; jeg kastet meg urolig hit og dit og var midt inne i Nisse-, Huldre- og spøkelseshistorier den hele natt. Til sist for jeg til kirken med dombjeller gjennom luften. Kirken var opplyst, og da jeg kom inn, var det kirken hjemme i dalen. Det var ikke andre å se der enn døler med røde Luer, soldater i full puss og bondejenter med skaut og røde kinner. Presten stod på prekestolen; det var min bestefar, som var død, da jeg var en liten dreng. Men som han var best inne i sin preken, gjorde han en saltomortale — han var bekjent som en rask fyr — midt ned i kirken, så at samarien for på en Kant og kraven på en annen. „Der ligger presten, og her er jeg,“ sa han med et bekjent uttrykk av ham, „og la oss nå få en Springdans.“ Øyeblikkelig tumlede hele menigheten seg i den villeste dans, og en stor lang døl kom hen og tok meg i skulderen og sa: „Du må være med, kar.“

Jeg visste ikke, hva jeg skulle tro, da jeg i det samme våknet og følte taket i min skulder og så den samme, jeg hadde sett i drømmer, lute seg over min seng med Døleluen ned over ørene, en Finmut på armen og et par store klare øyne stift heftede på meg.

„Du drømmer vist, kar,“ sa han i Hjembygdens kraftige mål; „Svetten står på pannen din, og du sover tungere enn en Bjørn i hiet. Guds Fred og gledelig jul sier jeg fra far din og dem i dalen. Her er brev fra skriveren og Finmut til deg, og Storborken står i gården.“

„Men i Guds navn er det deg, Tord?“ — Det var min Faders Husbondskarl, en prektig døl. — „Hvorledes i all verden er du kommet hit nå?“ ropte jeg glad.

269„Jo det skal jeg si deg,“ svarte Tord; „jeg kom med Borken; men ellers så var jeg med skriveren ute på Nes, og så sa han: „Tord! sa han, nå er det ikke langt til byen, du får ta Borken og reise inn og se til Løtnan, og er han rask, og kan han være med, så skal du ta ham med, sa han.“

Da vi for fra byen, var det klart igjen, og vi hadde det prektigste føre. Borken langede ut med sine gamle, raske Ben, og en sådan jul, som jeg feiret dengang, har jeg aldri feiret hverken før eller siden.

P. Chr. Asbjörnsen.