258

I hine haarde Dage,Da ved Øldrik og SvirHallingdølens KnivbladSad løst i hans Slir, —Da Kvinderne til GildeBar Ligskjorten med,Hvori de kunde læggeSin Husbonde ned:

Stod der et blodigt BryllupI Hemsedal ensteds,Hvor Leg og Dans var tystnet,Og Karlene slog Kreds.Thi midt paa Gulvets TiljeI den mandslagne RingStod to med dragne KniveOg et Belte spændt omkring.

Og som udskaarne StøtterI hvilende RoStaar endnu fire KarleI Kredsen om de to.De løfter TyrilysenMod det sorte Bjelketag,Hvor Røgens Hvirvler samlesTil et rugende Lag.

Forgjeves tvende KvinderMed Hyl trænger fremAt bryde det faste Gjerde,Der er stillet foran dem.De kastes vredt tilbageAf de muskelsterke Mænd, —Og Spillemanden roligGaar til Kjeldertrappen hen.

Nu skal han ned at tappe;Thi den seirende MandKan sagtens vel behøveAt kysse Bollens Rand.I Beltespænding nappesDe kun med Blodets Tab,Saa maa vel Aaren fyldesFra Tøndetudens Gab.

Men da han stod i Kjeldren,Han saa i et blaaligt SkinEn sidde der paa TøndenOg stemme Felen sin.

259Og Karlen holdt den omvendt,Tæt op til Brystet klemt,Og gav sig til at stryge,Saasnart han havde stemt.

Det var et Spil, som dued:Det klang som vred Mands Ord,Som Hug af staalsat BileOg som Næveslag i Bord.Det jubled og det hulkedI den skumle Kjelderhal,Da Slaattens Toner endteMed et rungende Mandefald.

Taus Spillemanden lyttedTil de mægtige Löb;Det var som Spillets HvirvlerNed ad Ryggen ham kröb.Saa spurgte han den anden:„Hvor lærte du den Slaat?“

Han svared: „Det er det samme,Men mind dig den blot!“

Nu Manden ned sig ludedOg efter Tappen tog —Da saa han Hestehoven,Som Takt mod Tönden slog.Han glemte rent at tappe,Han sprang i Stuen op —Der löfted de fra GulvetDen faldne Mandekrop.

Fanitullen kaldesEndnu den vilde Slaat,Og Dölerne den spillerOg spiller den godt.Men lyder de grumme TonerUnder Øldrik og Svir,Da lösner atter KnivenI Hallingdölens Slir.

Jörgen Moe.

258

I hine harde dager,Da ved Øldrik og svirHallingdølens knivbladSatt løst i hans Slir, —Da Kvinderne til gildeBar likskjorten med,Hvori de kunne leggeSin Husbonde ned:

Stod der et blodig BryllupI Hemsedal ensteds,Hvor Leg og dans var tystnet,Og Karlene slo krets.Thi midt på Gulvets TiljeI den mandslagne RingStod to med dragne KniveOg et belte spent omkring.

Og som utskårne støtterI hvilende roStår ennå fire karerI kretsen om de to.De løfter TyrilysenMot det sorte bjelketak,Hvor røykens virvler samlesTil et rugende lag.

Forgjeves tvende kvinnerMed hyl trenger fremÅ bryte det faste gjerde,Der er stillet foran dem.De kastes vredt tilbakeAv de muskelsterke menn, —Og Spillemanden roligGår til kjellertrappen hen.

Nå skal han ned å tappe;Thi den seirende mannKan saktens vel behøveÅ kysse Bollens Rand.I beltespenning nappesDe kun med Blodets tap,Så må vel åren fyllesFra Tøndetudens gap.

Men da han stod i Kjeldren,Han så i et blålig skinnEn sitte der på tønnenOg stemme Felen sin.

259Og Karlen holdt den omvendt,Tett opp til brystet klemt,Og ga seg til å stryke,Så snart han hadde stemt.

Det var et spill, som dued:Det klang som vred Mands ord,Som Hug av stålsatt bileOg som neveslag i bord.Det jublet og det hulketI den skumle Kjelderhal,Da Slaattens toner endteMed et rungende mannefall.

Taus Spillemanden lyttetTil de mektige løp;Det var som Spillets virvlerNed ad ryggen ham krøp.Så spurte han den annen:„Hvor lærte du den slått?“

Han svarte: „Det er det samme,Men mind deg den blot!“

Nå mannen ned seg lutetOg etter tappen tok —Da så han hestehoven,Som Takt mot tønnen slo.Han glemte rent å tappe,Han sprang i stuen opp —Der løftet de fra gulvetDen falne Mandekrop.

Fanitullen kallesEnnå den ville slått,Og Dölerne den spillerOg spiller den godt.Men lyder de grumme tonerUnder Øldrik og svir,Da løsner atter knivenI Hallingdölens Slir.

Jörgen Moe.