I Osedal i Hardanger boede i fordums Dage en kjæmpesterk Mand, der hed Styrk. Han fik Sag mod Bispen og hug efter ham paa Tingstuen i Hausum (den største gamle Røgstue, som endnu staar i Kinservik); men Hugget gik i Dørstolpen, og Bispen undslap. Styrk forlod Tinget og frygtede med Grund for, at Bispen vilde tage Hevn. Kort efter kom ogsaa Bispen med sine Mænd ind i Osefjorden; men Styrk, som havde Udkig paa den høie Ose-Nut, blev ham itide var. Han oplagde nu Raad med sin Søn Tolv, og de blev enige om, at Tolv skulde fare ud imod Bispen og udspeide hans Sindelag, og Styrk imidlertid fra Nuten give Agt paa, hvorledes det gik. Styrk havde deroppe gravet sig et Hul og lagt i Beredskab en Helle, som han kunde trække over Hullet, om det blev fornødent deri at skjule eller begrave sig. Tolv var listig og sterk. Han tog en Tønde Øl med sig i Baaden, og da han kom Bispen nær, bød han ham velkommen og spurgte ham, om han maatte drikke ham til. Bispen sagde ja, og saa løftede Tolv hele Øltønden op og drak af Spundshullet. Da Bispen nu saa, hvor sterk Tolv var, fandt han det ikke raadeligt saa ligefrem at binde an med mange saadanne Karle, men spurgte, om Styrk havde mange slige Sønner. „Han har Tolv,“ svarede denne, og Bispen, som troede, at han havde 12 slige Sønner, blev saa bange, at han strax vendte om igjen med uforrettet Sag. Styrk var imidlertid stegen ned i Hullet, og da han frygtede for, at Tolv var bleven fangen, trak han Hellen over sig, og under den skal han ligge den Dag idag.
A. Faye.