252

Der staar en Kvern ved et Elvedrag,Hvor Fossen mod Dybet haster;Smaabirke dugges paa Kvernens TagAf Skummet, som Elven kaster.

Ingen tør vandre med Kornet did;Det drages enhver til Minde,At Nøkken sidder fra gammel TidOg stemmer sin Streng derinde.

Den lange Vinter dvæler han der,Mens Istaget Elven dækker.I Mørket staar der et MaaneskjærAf Kvernens Glugger og Sprækker.

Om Vaaren, naar alle Vande gaaFra Søer og Jøkelfjelde,Da styrter han ud af sin VintervraaOg rører sit Spil med Vælde.

Om Sommeren høres et mildere SusFra Dybet, hvor Nøkken spiller;Thi Fuglen sætter sig paa hans HusOg bringer ham sine Triller.

Det er i Dalen en gammel Tro,Som Folket har lagt paa Hjerte,At Nøkkens Spil kan dysse i RoHver Kummer og Sjælesmerte.

253Han lærer i Kvernen enhver, som vil,Den liflig susende StemmeFor Langeleg og for Gigespil,Der bringer en Sorg i Glemme.

Men altid har Nøkken først begjærtEn Skjænk for den Kunst, han vidste:Han fordrer noget, som du har kjært,Og som du vil nødig miste.

Og kaster du Gaven i striden Elv,Da dæmper sig Fosselarmen,Da ser du i Kvernen den gamle selv,Der favner om Harpekarmen.

Den fattigste Bonde har bragt sit LamTil Offer for Kvernens Nøkke;Den fattigste Terne har givet hamSit eneste Sølversmykke,

Og trindt i Dalen er der en KlangAf Langeleger og Giger,Der aabner for Tankerne mangen GangDe fagreste Drömmeriger.

Der gaar et Sagn om en Ungersvend,Som havde saa vidt omvandret;I Hjemmet kjendtes han knap igjen,Saa meget var han forandret.

Han gik til Elven med sene Fjed,Han havde saa svar en Kummer,Han stod ved Kvernen og stirrede ned,Hvor Fossen i Dybet skummer.

Da slyngedes Fraaden mod hans Barm,Paa Læberne døde Sukket;Der var ingen Stands i Vandenes Larm,Og Kvernen blev ei oplukket.

Af Tonerne fik han intet lært;Thi Nøkken i Dybet vidste,Der var ei noget, han havde kjært,Og som han ei vilde miste.

Man fandt hans Lig mellem Grus og Sten,Henbaaret af vilde Vande,Hvor Rosentjørnen strakte sin GrenNedover den blege Pande.

J. S. Welhaven.

252

Der står en kvern ved et elvedrag,Hvor fossen mot dypet haster;Smaabirke dugges på Kvernens TagAv Skummet, som elven kaster.

Ingen tør vandre med kornet dit;Det drages enhver til Minde,At Nøkken sitter fra gammel tidOg stemmer sin streng derinne.

Den lange vinter dveler han der,Mens Istaget elven dekker.I mørket står der et MaaneskjærAv Kvernens Glugger og sprekker.

Om våren, når alle Vande gåFra Søer og Jøkelfjelde,Da styrter han ut av sin vintervråOg rører sitt spill med Vælde.

Om sommeren høres et mildere susFra Dybet, hvor Nøkken spiller;Thi fuglen setter seg på hans husOg bringer ham sine triller.

Det er i dalen en gammel tro,Som Folket har lagt på hjerte,At Nøkkens spill kan dysse i roHver kummer og sjelesmerte.

253Han lærer i kvernen enhver, som vil,Den liflig susende stemmeFor langeleik og for Gigespil,Der bringer en sorg i glemme.

Men alltid har Nøkken først begjærtEn Skjænk for den kunst, han visste:Han fordrer noe, som du har kjært,Og som du vil nødig miste.

Og kaster du gaven i striden elv,Da demper seg fosselarmen,Da ser du i kvernen den gamle selv,Der favner om Harpekarmen.

Den fattigste bonde har brakt sitt lamTil Offer for Kvernens Nøkke;Den fattigste Terne har gitt hamSitt eneste Sølversmykke,

Og trindt i dalen er der en klangAv Langeleger og Giger,Der åpner for Tankerne mangen gangDe fagreste drømmeriker.

Der går et sagn om en ungersvenn,Som hadde så vidt omvandret;I hjemmet kjentes han knap igjen,Så meget var han forandret.

Han gikk til elven med sene Fjed,Han hadde så svar en kummer,Han stod ved kvernen og stirret ned,Hvor fossen i dypet skummer.

Da slyngedes fråden mot hans Barm,På leppene døde sukket;Der var ingen Stands i vannenes larm,Og Kvernen ble ei oplukket.

Av Tonerne fikk han intet lært;Thi Nøkken i dypet visste,Der var ei noe, han hadde kjært,Og som han ei ville miste.

Man fant hans Lig mellom grus og Sten,Henbaaret av ville Vande,Hvor Rosentjørnen strakte sin grenNedover den bleke panne.

J. S. Welhaven.