251

I Kivledal, under Bjergeli,Var jevnet en Vei til Kirke;Men oppe i Lien smutted en StiInd under de tætte Birke.Paa Veien drog Folket til Sang og Bøn,Paa Stien gik Bjergets Møer i Løn,Og Solen spilled i MorgenstundenPaa Kirkens Tag og paa Birkelunden.

Mens Sangen hørtes i Kirkekor,Bag Løvet Møerne sade,Indtil Herr Peder i SillejordSteg frem paa sit Talerstade;Da vandred de op i den frie UrOg blæste en Slaat paa Horn og paa Lur.Det klang saa fuldt gjennem Lundesalen,Det klang saa sødt gjennem Kirken i Dalen.

Hver Bjergehal og hver Li, der var,Gav bævende Klang tilbage,Den hele Dal laa tindrende klarI Toner af Lyst og Klage.Da sprang der Blommer af Krat og Tjørn,Da hviled i Luften den sterke Ørn,Og Vinden turde ei Løvet røre,Og hvert et Blad var et lyttende Øre.

Det var Herr Peder, den lærde Prest,Han havde saa stam en Tunge,Han hæved sin Røst, som han kunde bedst,Da Tonerne hørtes runge;Men ingen saa op, og ingen gav Agt;Men alle grebes af Tonernes Magt,Og alle gik ud, som i Kirken vare,Herr Peder tilsidst bag sin Sogneskare.

Saa standsed Folket i Solens GlansOg stirred fortabt mod Fjeldet;252Med Smil og Taarer, med Sind og SansDe lytted til Tonevældet.Og Blommerne spredte saa sterk en Duft,Og Ørnen svam i den klare Luft;Hvert Blik var spændt og hver Læbe bunden,Til Tonernes sidste Klang var svunden.

Da meldte Herr Peder sin Kirkeflok,Der stod med duggede Kinder:„Nu har jeg manet i Sten og StokDe koglende Jettekvinder.“Men Tonerne baned sig selv en Vei,Og Folket i Dalen glemte dem ei.Fra Bjelkehus og fra LundesalenDe høres endnu gjennem Kirkedalen.

J. S. Welhaven.

251

I Kivledal, under Bjergeli,Var jevnet en vei til Kirke;Men oppe i Lien smuttet en stiInn under de tette Birke.På veien drog folket til sang og Bøn,På stien gikk Bjergets møyer i Løn,Og Solen spillet i morgenstundenPå Kirkens tak og på Birkelunden.

Mens sangen hørtes i kirkekor,Bak løvet møene sade,Inntil Herr Peder i SillejordSteg frem på sitt Talerstade;Da vandret de opp i den frie UrOg blåste en slått på Horn og på lur.Det klang så fullt gjennom Lundesalen,Det klang så søtt gjennom kirken i dalen.

Hver Bjergehal og hver li, der var,Ga bevende klang tilbake,Den hele dal lå tindrende klarI toner av Lyst og klage.Da sprang der Blommer av Krat og Tjørn,Da hvilte i luften den sterke Ørn,Og Vinden turde ei løvet røre,Og hvert et blad var et lyttende øre.

Det var Herr Peder, den lærde Prest,Han hadde så stam en tunge,Han hevet sin røst, som han kunne best,Da Tonerne hørtes runge;Men ingen så opp, og ingen ga akt;Men alle grebes av tonenes makt,Og alle gikk ut, som i kirken var,Herr Peder til sist bak sin Sogneskare.

Så stanset folket i Solens glansOg stirret fortapt mot fjellet;252Med smil og tårer, med sinn og sansDe lyttet til Tonevældet.Og Blommerne spredte så sterk en duft,Og Ørnen svømte i den klare luft;Hvert blikk var spent og hver leppe bunden,Til Tonernes siste klang var svunnen.

Da meldte Herr Peder sin Kirkeflok,Der stod med dugget kinner:„Nå har jeg manet i Sten og stokkDe koglende Jettekvinder.“Men Tonerne baned seg selv en vei,Og Folket i dalen glemte dem ei.Fra Bjelkehus og fra LundesalenDe høres ennå gjennom Kirkedalen.

J. S. Welhaven.