Paa en Gaard i Ringebu var det en Troldkjærring, som var fælt slem. Men det var en, som vidste om, at hun var Troldkjærring; han gik did og bad om Hus en Helgekveld, og det fik han ogsaa. „Du faar ikke blive ræd, om du ser, jeg sover med aabne Øine,“ sagde han; „jeg har den Vanen; men jeg kan ikke for det.“ Aa nei, det skulde hun ikke blive ræd for, sagde hun. Ret som det var, saa snorkede han og sov saa fælt med Øinene aabne, og bedst han laa saaledes, tog Kjærringen frem et stort Smørjehorn under en Sten i Peisen og smurte Sopelimen. „Herop og herned til Jønsaas,“ sagde hun og for afsted op igjennem Piben til Jønsaas, som er et stort Sæterfjeld. Gutten syntes, det skulde være løierligt at komme efter og se, hvad hun havde for sig der, for han syntes, hun sagde: „Herop og herned til Mønsaas.“ Saa tog han Hornet under Stenen i Skorstenen og smurte en Vedstikke. „Herop og herned til Mønsaas,“ sagde han, og saa for han op og ned imellem Skorstenen og Møningen paa Huset hele Natten og slog mest ihjel sig, fordi han havde mishørt. Siden fik han Tjeneste der, og om Kvelden Aarsdagen efter sad han og gjorde istand en Slæde. Men da han blev kjed af det, saa gik han bort og lagde sig til at sove paa Bænken og saa fælt fremfor sig med aabne Øine. Ret som det var, tog Kjærringen Hornet frem i Skorstenen og smurte Limen, og saa for hun op igjennem Piben igjen. Gutten lagde Merke til, hvor hun gjemte Hornet, og da hun vel var reist, saa tog han det og smurte lidt paa Slæden; men han sagde ikke noget. Slæden afsted, og de 251saa aldrig mere hverken til Gutten eller Slæden. Den Gaarden, som dette var paa, den hed Kjæstad, og Kjæstadhornet er navngjetet, den Dag idag er.
P. Chr. Asbjörnsen.