Langt oppe paa Landet var der en Kvern; men ingen kunde faa malet der, for det var saa fuldt af Troldskab. Men saa var det en Fattigkjærring, som var saa nødig om at faa malet lidt en Kveld, og hun bad, om hun kunde faa Lov til at male der om Natten. „Nei Gud bevares,“ sagde 255Manden, som eiede Kvernen, „det gaar ikke an, at du maler der inat; det kommer nok til at spøge baade for dig og Kvernen da,“ sagde han. — Men Kjærringen sagde, hun var saa nødig om at faa malet, for hun havde ikke et Grand Vellingmel og ingen Mad at give Børnene sine. Ja, tilsidst saa fik hun Lov at gaa paa Kvernen og male om Natten. Da hun kom did, gjorde hun Varme paa under en stor Tjæregryde, som stod der, og fik Kvernen i Gang og satte sig til at binde paa en Hose i Skorstenen. Om en Stund kom der ind et Kvindfolk og hilste paa hende. „God Kveld du,“ sagde hun til Kjærringen. „God Kveld,“ sagde Kjærringen, og hun blev siddende og binde. Men ret som det var, begyndte den, som var kommen ind, at kare Varmen ud over Skorstenen. Kjærringen karede den sammen igjen, hun. „Hvad heder du?“ sagde den underjordiske til Kjærringen. „Aa, jeg heder Sjøl, jeg,“ sagde Kjærringen. Det syntes hun var et rart Navn, og saa begyndte hun at kare Varmen ud over Skorstenen igjen. Og Kjærringen blev sindt og begyndte at skjende og kare den sammen igjen. Dette holdt de paa med en lang Stund; men bedst som det var, fik Kjærringen væltet Tjæregryden ned over den underjordiske. Hun til at huje og skrige, og saa rendte hun ud og raabte: „Far, Far, Sjøl har brændt mig!“ „Aa, har du sjøl gjort det, saa faar du sjøl ha’ det,“ sagde det borte i Bjerget.

Det var en Gaardmand, som havde en Kvern, og den brandt for ham to Pinsekvelde efter hverandre. Da det led til Pinsetid det tredje Aar, var det Skrædder hos ham og syede Helgedagsklæder. „Skal tro, hvorledes det gaar med Kvernen denne Gangen, mon det skal brænde inat og?“ sagde Manden. „Det skal ikke have nogen Nød,“ sagde Skrædderen, „giv mig Nøglen, saa skal jeg nok passe Kvernen.“ Det syntes Manden var baade vel og brav; og da det led paa Kvelden, fik Skrædderen Nøglen og gik ned i Kvernen, — den var tom endda, for den var ganske nybygget, — og saa satte han sig midt paa Gulvet, tog Kriddet sit og kriddede en stor Ring rundt omkring sig, og rundt udenomkring den Ringen skrev han Fadervor, og saa var han 256ikke ræd, om selve Fanden skulde komme. Da det var høgst Nattes, fløi Døren op med et, og der kom ind saa tykt af svarte Katter, at det yrede. De var ikke sene, førend de fik en Gryde paa Skorstenen og til at lægge paa under den, saa det tog til at brase og frase i Gryden, som om den var fuld af kogende Beg og Tjære. — „Haa, haa,“ tænkte Skrædderen, „er det saaledes fat?“ og ikke før havde han sagt det, før en af Kattene skjød Labben bag Gryden og vilde til at velte den. — „Scht Katte, du brænder dig!“ raabte Skrædderen. — „Scht Katte, du brænder dig! siger Skrædderen til mig,“ sagde Katten til de andre Kattene, og alle sammen bort fra Skorstenen til at hoppe og danse rundt om Ringen; men ret som det var, luskede Katten bort til Skorstenen igjen og vilde skyde Gryden overende. — „Scht Katte, du brænder dig!“ skreg Skrædderen og skræmte den fra Skorstenen. — „Scht Katte, du brænder dig, siger Skrædderen til mig,“ sagde Katten til de andre Kattene, og allesammen til at danse og hoppe igjen, og ret som det var, var de borte og prøvede at faa veltet Gryden. — „Scht Katte, du brænder dig!“ skreg Skrædderen og tog saa i og skræmte dem, at de for den ene over den anden bort efter Gulvet og til at springe og danse som før. Saa slog de Kreds udenom Ringen og begyndte at danse rundtomkring den, fortere og fortere, og tilsidst gik det saa fort, at Skrædderen syntes, det begyndte at gaa rundt for ham; og de gloede paa ham med slige store fæle Øine, som om de vilde sluge ham. Men bedst som det var, stak den Katten, som havde været ifærd med at velte Gryden, Labben sin indenfor Ringen, ligesom den havde Lyst til at faa fat i Skrædderen. Men da Skrædderen saa det, løste han paa Tælgekniven og holdt den færdig. Ret som det var, slog Katten Labben indenfor Ringen igjen; men svint hakkede Skrædderen den af — og alle Kattene tilbens det rætteste de vandt, med Skraal og med Skrig, ud igjennem Døren. Men Skrædderen lagde sig i Ringen og sov, til Solen stod langt ind paa Gulvet til ham. Saa stod han op, læste igjen Kvernen og gik op paa Gaarden. Da han kom ind i Stuen, laa baade Manden og Konen endda, for det var Pinsemorgen. „God Morgen,“ sagde Skrædderen og gav Manden Haanden. 257„God Morgen,“ sagde Manden, og han blev baade glad og forundret, da han fik se Skrædderen igjen, det kan en nok vide. „God Morgen, Mor,“ sagde Skrædderen og bød Kjærringen Haanden. „God Morgen,“ sagde Kjærringen; men hun saa saa bleg og rar og forstyrret ud, og Haanden sin gjemte hun under Felden; men tilsidst bød hun ham den venstre. Da skjønte Skrædderen, hvorledes det hang sammen; men hvad han sagde til Manden, og hvorledes det gik Kjærringen siden, det har jeg aldrig fornummet.“

P. Chr. Asbjørnsen.

Langt oppe på landet var der en kvern; men ingen kunne få malt der, for det var så fullt av trollskap. Men så var det en Fattigkjærring, som var så nødig om å få malt litt en kveld, og hun bad, om hun kunne få lov til å male der om natten. „Nei Gud bevares,“ sa 255mannen, som eide kvernen, „det går ikke an, at du maler der i natt; det kommer nok til å spøke både for deg og kvernen da,“ sa han. — Men Kjærringen sa, hun var så nødig om å få malt, for hun hadde ikke et Grand Vellingmel og ingen mat å gi barna sine. Ja, til sist så fikk hun lov å gå på kvernen og male om natten. Da hun kom dit, gjorde hun varme på under en stor Tjæregryde, som stod der, og fikk kvernen i gang og satte seg til å binde på en hose i skorsteinen. Om en stund kom der inn et kvinnfolk og hilste på henne. „God kveld du,“ sa hun til kjerringen. „God kveld,“ sa kjerringen, og hun ble sittende og binde. Men rett som det var, begynte den, som var kommet inn, å kare varmen ut over skorsteinen. Kjerringen karede den sammen igjen, hun. „Hva heter du?“ sa den underjordiske til kjerringen. „Aa, jeg heter Sjøl, jeg,“ sa kjerringen. Det syntes hun var et rart navn, og så begynte hun å kare varmen ut over skorsteinen igjen. Og Kjærringen ble sint og begynte å skjende og kare den sammen igjen. Dette holdt de på med en lang stund; men best som det var, fikk kjerringen veltet Tjæregryden ned over den underjordiske. Hun til at huje og skrike, og så rendte hun ut og ropte: „Far, far, Sjøl har brent meg!“ „Aa, har du sjøl gjort det, så får du sjøl ha’ det,“ sa det borte i Bjerget.

Det var en gårdmann, som hadde en kvern, og den brandt for ham to Pinsekvelde etter hverandre. Da det led til Pinsetid det tredje år, var det skredder hos ham og sydde Helgedagsklæder. „Skal tro, hvorledes det går med kvernen denne gangen, mon det skal brenne i natt og?“ sa mannen. „Det skal ikke ha noen nød,“ sa skredderen, „gi meg nøkkelen, så skal jeg nok passe kvernen.“ Det syntes mannen var både vel og brav; og da det led på kvelden, fikk skredderen nøkkelen og gikk ned i kvernen, — den var tom enda, for den var ganske nybygget, — og så satte han seg midt på gulvet, tok krittet sitt og kriddede en stor Ring rundt omkring seg, og rundt udenomkring den Ringen skrev han fadervår, og så var han 256ikke redd, om selve fanden skulle komme. Da det var høgst Nattes, fløy døren opp med et, og der kom inn så tykt av svarte katter, at det yret. De var ikke sene, før de fikk en gryte på skorsteinen og til å legge på under den, så det tok til å brase og frase i gryten, som om den var full av kokende bek og tjære. — „Hå, hå,“ tenkte skredderen, „er det således fat?“ og ikke før hadde han sagt det, før en av kattene skjød labben bak gryten og ville til å velte den. — „Scht katter, du brenner deg!“ ropte skredderen. — „Scht katter, du brenner deg! sier skredderen til meg,“ sa katten til de andre kattene, og alle sammen bort fra skorsteinen til å hoppe og danse rundt om Ringen; men rett som det var, luskede katten bort til skorsteinen igjen og ville skyde gryten overende. — „Scht katter, du brenner deg!“ skreg skredderen og skremte den fra skorsteinen. — „Scht katter, du brenner deg, sier skredderen til meg,“ sa katten til de andre kattene, og allesammen til å danse og hoppe igjen, og rett som det var, var de borte og prøvede å få veltet gryten. — „Scht katter, du brenner deg!“ skreg skredderen og tok så i og skremte dem, at de for den ene over den annen bort etter gulvet og til å springe og danse som før. Så slo de krets utenom Ringen og begynte å danse rundtomkring den, fortere og fortere, og til sist gikk det så fort, at skredderen syntes, det begynte å gå rundt for ham; og de glodde på ham med slike store fæle øyne, som om de ville sluke ham. Men best som det var, stak den katten, som hadde vært ifærd med å velte gryten, labben sin innenfor Ringen, likesom den hadde Lyst til å få fat i skredderen. Men da skredderen så det, løste han på telgekniven og holdt den ferdig. Rett som det var, slo katten labben innenfor Ringen igjen; men svint hakkede skredderen den av — og alle kattene tilbens det rætteste de vant, med skrål og med skrik, ut igjennom døren. Men Skrædderen la seg i Ringen og sov, til solen stod langt inn på gulvet til ham. Så stod han opp, leste igjen kvernen og gikk opp på gården. Da han kom inn i stuen, lå både mannen og konen enda, for det var Pinsemorgen. „God morgen,“ sa skredderen og ga mannen hånden. 257„God morgen,“ sa mannen, og han ble både glad og forundret, da han fikk se skredderen igjen, det kan en nok vite. „God morgen, mor,“ sa skredderen og bød kjerringen hånden. „God morgen,“ sa kjerringen; men hun så så bleg og rar og forstyrret ut, og hånden sin gjemte hun under Felden; men til sist bød hun ham den venstre. Da skjønte skredderen, hvorledes det hang sammen; men hva han sa til mannen, og hvorledes det gikk kjerringen siden, det har jeg aldri fornemmet.“

P. Chr. Asbjørnsen.