En Jutul havde engang faaet noget i Øiet, som stak. Han vilde gnide det ud med Fingeren; men den var for grov til det Brug; saa tog han et Korn-Neg, og dermed fik han det ogsaa lykkelig frem. Det var en Grankongle. Jutulen klemte den mellem Fingrene. „Hvem skulde troet,“ sagde han, „at saa lidet kunde gjøre saa vondt.“
M. Hammerich.