244

Den gjæveste Bonde i Vinje GjeldVar Dyre fra Vaa at nævne.Han var saa sikker og stø som et FjeldOg eiede tolv Mands Evne.Hans Grander sagde saa stort et Ord:„Du turde vel prøve en Leg, som Tor,Med Trold og med Bjerguhyre!“„Ja, om det var mørkt,“ sagde Dyre.

Saa skulde det hænde, at Dyre VaaSad lunt i Julekveldsgilde.Mens Øllet gik rundt, og Natten faldt paa,De drukke saa meget, de vilde.Med et blev der tyst i det lystige Lag;Der hørtes fra Fjeldet et grueligt BragOg et Brøl som af hundrede Tyre,„Nu er det vel mørkt,“ sagde Dyre.

Og Dyre gik flux til Totak-VandOg løste sin Baad behændig;Men da han kom nær til den anden Strand,Det raabte han an ubændig:„Hvem er det, som pusler i Kjernet nu?“„Det er nok Dyre fra Vaa! — End du,Der rusler i Urer og Myre,Saa mørkt som det er?“ spurgte Dyre.

„Jeg er fra Aashaug og skal afstedTil Glomshaugs-Møerne mine;Læg hid til Stranden og tag mig medOg brug saa Kræfterne dine!“„Ja let dig først,“ gav Dyre til Svar,„For Prammen er klein, og jeg tænker, du harEn Krop som de sværeste Fyre,Og husk, det er mørkt!“ sagde Dyre.

Saa skrumpede Troldet sig dygtig indOg sad som en Dverg paa Tilje;Men da fik Dyre et andet SindOg meldte paa Stand sin Vilje:„Aa, syn mig nu, hvad Rise du er!“Men Troldet brummede studs og tvær:„Nei stop, den Lyst faar du styre!“„Ja, mørkt er det og,“ sagde Dyre,

245Men Troldet gjorde sig blid om lidtOg sagde ved Fartens Ende:„Jeg lægger et Merke i Truget dit,Hvoraf du mit Maal kan kjende.Se vel under Toften, naar det er Dag,Og tag, hvad du finder, for din Umag;Det er din Færgemandshyre!“ —„For nu er det mørkt,“ sagde Dyre.

Det var en Vantefinger af Uld,Der laa under Dyres Tofte;Med fire Skjepper den maaltes fuld,Og Dyre har maalt den ofte,Da blev det for Alvor et stadigt Ord,At Dyre var Karl for at gaa, som Tor,Mod Trold og imod Bjerguhyre.„Helst, naar det er mørkt,“ tænkte Dyre.

J. S. Welhaven.

244

Den gjeveste bonde i Vinje GjeldVar Dyre fra Vaa å nevne.Han var så sikker og stø som et FjellOg eide tolv Mands evne.Hans Grander sa så stort et ord:„Du turde vel prøve en Leg, som Tor,Med troll og med Bjerguhyre!“„Ja, om det var mørkt,“ sa Dyre.

Så skulle det hænde, at Dyre VaaSatt lunt i Julekveldsgilde.Mens ølet gikk rundt, og natten falt på,De drakk så meget, de ville.Med et ble der tyst i det lystige lag;Der hørtes fra fjellet et grueligt brakOg et brøl som av hundre Tyre,„Nå er det vel mørkt,“ sa Dyre.

Og Dyre gikk fluks til Totak-vannOg løste sin båt behendig;Men da han kom nær til den annen Strand,Det ropte han an ubendig:„Hvem er det, som pusler i Kjernet nå?“„Det er nok Dyre fra Vaa! — Enn du,Der rusler i urer og Myre,Så mørkt som det er?“ spurte Dyre.

„Jeg er fra Aashaug og skal av stedTil Glomshaugs-møene mine;Legg hit til stranden og ta meg medOg bruk så kreftene dine!“„Ja lett deg først,“ ga Dyre til svar,„For prammen er klein, og jeg tenker, du harEn Krop som de sværeste Fyre,Og husk, det er mørkt!“ sa Dyre.

Så skrumpet trollet seg dyktig innOg satt som en dverg på Tilje;Men da fikk Dyre et annet sinnOg meldte på stand sin vilje:„Aa, syn meg nå, hva Rise du er!“Men Troldet brummet studs og tverr:„Nei stopp, den Lyst får du styre!“„Ja, mørkt er det og,“ sa Dyre,

245Men Troldet gjorde seg blid om littOg sa ved Fartens ende:„Jeg legger et merke i trauet ditt,Hvorav du mitt mål kan kjenne.Se vel under Toften, når det er Dag,Og ta, hva du finner, for din umak;Det er din Færgemandshyre!“ —„For nå er det mørkt,“ sa Dyre.

Det var en Vantefinger av ull,Der lå under Dyres Tofte;Med fire skjepper den maaltes full,Og Dyre har målt den ofte,Da ble det for alvor et stadig ord,At Dyre var Karl for å gå, som Tor,Mot troll og imot Bjerguhyre.„Helst, når det er mørkt,“ tenkte Dyre.

J. S. Welhaven.