Trondhjems Domkirke er bekjendt vidt og bredt som en af Kristenhedens merkeligste Kirker; især var den herlig i gamle Dage, da den havde sit skyhøie Spir. At bygge Kirken formaaede nok St. Olav; men at sætte Spiret paa oversteg hans Kræfter. I sin Forlegenhed udlovede han Solen til den, der vilde paatage sig at opreise det. Da ingen turde eller kunde, saa lovede et Trold, som boede i den nærliggende Ladehammer, at paatage sig Arbeidet mod at erholde, hvad St. Olav havde lovet. Derhos betingede han sig ogsaa, at St. Olav ei maatte nævne ham ved Navn, om han kunde faa det at vide. Da St. Olav nu kom i Knibe med Hensyn til sit Løfte, søgte han at komme paa Spor efter Troldets Navn. Ved Midnatstid seilede han derfor ud langs Ladehammeren, og da han kom til det Sted, som endnu kaldes Kjærringen, hørte han et Barn inde i Fjeldet græde og Moderen stille det tilfreds ved at love det Himmelens Guld, naar Tvester kom hjem. Glad ilede Olav tilbage til Staden og kom just til rette Tid; thi Spiret kneisede allerede, og Troldet var netop ifærd med at sætte den sidste gyldne Knap paa Fløien. St. Olav raabte nu: „Tvester! Du sætter Fløien for langt i Vester.“ I det samme Troldet hørte sit Navn, styrtede det død ned.
A. Faye.