241

Ved Toldboden steg en Matros i Land,Hans Haar de var saa hvide,Han havde ei seet sin FædrestrandI mange Herrens Tide.

Han havde ei seet, at Byen faldtFor engelske Blus og Brande;Ham Skjæbnen havde fra Hjemmet kaldtLangt bort til fremmede Lande.

Der stod han da med Haanden i BarmOg Øiet saa mørkt med VredeOg stirrede med vemodig HarmPaa den tomme Svanerede.

242Da tørrer han sig om Skjegget brat,Mens Taaren paa Kinden brænder;Han knuger den gamle, begede HatImellem de sitrende Hænder.

„Hvor er I henne, store og smaa,I Havets sterke Svaner,Som smykkede her i Dammen laaMed Dannebrogs røde Faner?

Søger I end den gamle FærdPaa fjerne, fiendtlige Kyster?Viser I Fienden, hvor stolt I bærDe egeplankede Bryster?

Nei! — I har glemt den gamle Sang,De danske, jublende Toner,Nu stemmer I op den Seiersklang,Der tordner fra Brittens Kanoner.

Vel har jeg tømt saa mangen Skaal,Men ingen besk som den sidste;Den var iskjænket til bredfuldt Maal,Nu vil mit Hjerte briste!

Naar snart, Kammerater! mit gamle SkrogJeg i sidste Havn skal fortøie,I svøbe en Flig af DannebrogOmkring min snevre Køie.

Naar da den store BaadsmandsmatPaa Dækket kalder de døde,Da skal jeg ogsaa være paratTil Mønstring hisset at møde.

Og Chefen selv, kan I tro mig, Børn!Mig beder frem for sig træde:„Naa, er du der, du gamle Ørn!Gak ind til din Herres Glæde!“

Saa faar jeg Lov at gaa agter udTil Chefens Kahyt, den høie,Der møder jeg Wessel, Juel og RudOg ham med det ene Øie.“

Saa talte han og lagde sig træt, —De troede, han faldt i Tanker;Da var han død, — hans Død var let,Hans Hoved laa paa et Anker.

Chr. Winther.

241

Ved tollboden steg en Matros i land,Hans Haar de var så hvite,Han hadde ei sett sin fedrestrandI mange Herrens Tide.

Han hadde ei sett, at byen faltFor engelske bluss og Brande;Ham skjebnen hadde fra hjemmet kaldtLangt bort til fremmede land.

Der stod han da med hånden i BarmOg Øiet så mørkt med vredeOg stirret med vemodig harmPå den tomme Svanerede.

242Da tørrer han seg om skjegget brat,Mens tåren på kinnen brenner;Han knuger den gamle, begede hattImellom de sitrende hender.

„Hvor er dere henne, store og små,I Havets sterke svaner,Som smykkede her i dammen låMed Dannebrogs røde faner?

Søker dere enn den gamle ferdPå fjerne, fiendtlige Kyster?Viser dere fienden, hvor stolt dere bærDe egeplankede bryster?

Nei! — Dere har glemt den gamle sang,De danske, jublende toner,Nå stemmer dere opp den Seiersklang,Der tordner fra Brittens kanoner.

Vel har jeg tømt så mangen skål,Men ingen besk som den siste;Den var iskjænket til bredfullt mål,Nå vil mitt hjerte briste!

Når snart, Kammerater! mitt gamle skrogJeg i siste havn skal fortøye,Dere svøper en flik av DannebrogOmkring min snevre køye.

Når da den store BaadsmandsmatPå dekket kaller de døde,Da skal jeg også være paratTil Mønstring hisset å møte.

Og Chefen selv, kan dere tro meg, barn!Meg beder frem for seg tre:„Nå, er du der, du gamle Ørn!Gak inn til din Herres glede!“

Så får jeg lov å gå akter utTil Chefens kahytt, den høye,Der møter jeg Wessel, Juel og RudOg ham med det ene Øye.“

Så talte han og la seg trett, —De trodde, han falt i tanker;Da var han død, — hans død var lett,Hans Hoved lå på et Anker.

Chr. Winther.