234

Medens England i Begyndelsen af dette Aarhundrede førte Krig med Frankrige, indgik Danmark med Sverige, Rusland og Preussen et Forbund, som kaldes den væbnede Neutralitet. Følgen heraf var, at England erklærede disse Magter Krig og afsendte en Flaade paa 54 Orlogsseil, hvoriblandt 20 Linjeskibe, som nærmede sig Kronborg den 24de Marts 1801. Baade Danmark og Sverige rustede sig imidlertid til Forsvar mod denne Havets mægtige Herre, Danmark dog med mer Alvor end Sverige, fordi det første fiendtlige Angreb aabenbart stilede mod Kjøbenhavn. Forgjeves opfordrede den engelske Minister i Kjøbenhavn den danske Konge eller rettere den danske Kronprins, som allerede da stod ved Roret, til at fratræde Konventionen og at tilstede den engelske Flaades Gjennemseiling forbi Kronborg til Østersøen. Den danske Kronprins, som stedse var redelig i sin Politik, vilde ikke forlade sine allierede; den engelske Minister fik sine Pas og afreiste. Den engelske Flaades Gjennemgang gjennem Sundet skede ikke uden Sverdslag, da Kronborgs Kommandant fik Ordre til at beskyde den under Gjennemseilingen; men den skede uden Blods Udgydelse, da de engelske Kugler var uden synderlig Virkning paa Kronborg, og de danske Kugler fra denne Fæstning gjorde ingen stor Skade paa den engelske Flaade, der holdt sig saa tæt som muligt under den svenske Kyst.

Den engelske Flaade lagde sig saaledes i god Orden roligen ved Øen Hveen. Den danske Regjering havde visseligen 235gjort forberedende Anstalter til at modtage denne uventede Fiende, der med en stor og vel udrustet Flaade nærmede sig Danmarks Hovedstad i det Haab ved en let Seier at opløse de nordiske Magters Forening. England havde saa meget større Grund til at anse Danmark som det vigtigere Led i den nordiske Forbundskjæde, da Sundet ved Helsingør betragtedes som Østersøens Port, der kunde lukke Indgangen for de engelske Skibe til de baltiske Vande, naar Sverige og Danmark var enige om at spærre det ved et kraftigt Søvern. Desuden havde Danmark en Flaade af 20 Linjeskibe i sin Orlogshavn ved Hovedstaden samt tilstrækkeligt Material og Ammunition til at tiltakle og udruste dem. Det havde paa Danmarks og Norges Kyster en Samling af Matroser og Sømænd, som med Hensyn til Sømandsfærdighed og Mod kunde stilles ved Siden af Englands egne. I det nordiske Forbund var Danmark saaledes vistnok det mindste, men visseligen det forholdsmæssigen sterkeste Led, og naar Tid og Penge gaves til at udruste og bemande den færdige Flaade, kunde denne ikke ringeagtes endog af Havets stolte Dronning. Men under Tingenes daværende Stilling var denne Danmarks Overvegt kun tilsyneladende og kunde svækkes ved et overraskende Angreb. De norske Sømænd, som var fordelte paa den lange Kyst i en livlig Koffarditjeneste, kunde ikke i den Hast bringes til Stedet, og ikke engang den danske Sømandsstyrke var ved Haanden samlet i Hovedstaden. Der manglede saaledes Midler til at sætte den herlige Klynge af Orlogsskibe, som laa ved Holmens Plads, i Bevægelse, og den maatte være et stumt Vidne til Krigstordenen paa Kjøbenhavns Red uden at kunne løsne et Skud. Det var overhovedet den danske Regjerings Ønske at afgjøre Striden ved Underhandlinger, dels fordi den ei vilde lægge noget fiendtligt Sindelag for Dagen mod en Magt, hvis Venskab det var saa vigtigt at bevare, dels fordi Englands Politik formedelst Ministerforandring hentydede paa en fredeligere Tilstand. Den engelske Minister ved det danske Hof havde derhos stedse Truselsord tilrede, saa ofte han sporede forberedende Rustninger.

Danmark indskrænkede saaledes sit aftvungne Forsvar til at opstille et fast Vern af Blokskibe paa Kjøbenhavns 236Red, at understøtte disse ved nogle mindre bevægelige Fartøier og at lene den hele Forsvarslinje til det faste og vel bevæbnede Trekroners Batteri. Saaledes lagdes 7 Blokskibe i Slagrække, og deraf førte kun et 74 Kanoner; de øvrige 64 og derunder, og til disses Understøttelse haledes 2 Fregatter og 6 mindre Fartøier i Linje. En liden Eskadre af et Par Orlogsskibe laa udenfor Valpladsen og kom ei i Slag. For at bemande det faste Søvern pressedes i Kjøbenhavn, da den engelske Flaade allerede var i Sigte, alskens Gadeslængere, Bryggekarle o. s. v., der for en Haandpenge af 15 Rd. slæbedes ombord paa det svømmende Batteri. Nogle modige unge Mennesker af Folkets høiere Klasser lod sig inddele i Korps, rede til at forsvare Hovedstaden i Tilfælde af Fiendens Landgang. Hos den bedre Del af Hovedstadens Indbyggere herskede stor Forbitrelse over Englendernes voldsomme Angreb, ledsaget af modige Beslutninger.

Den engelske Flaade kommanderedes af Sir Hyde Parker, og Nelson var næstkommanderende. Det opvakte Misnøie i England, at Kommandoen ei overdroges Abukir-Helten, der nyligen havde modtaget de mest hædrende Beviser paa sin Konges Agtelse og Nationens høieste Bifald; men Parkers sindige Eftergivenhed og Agtelse for den store Søhelt jevnede tildels de af dette Forhold opkomne Vanskeligheder. Nelson valgte sine egne Forholdsregler i Slaget og adlød ei Overadmiralens. Den engelske Flaade bestod af 20 Linjeskibe, 8 Fregatter, flere Bombarder-Sluppe og Brigger. Af denne store Flaade detascherede Parker Admiral Nelson med 12 Linjeskibe, hvoraf de fleste var paa 74 Kanoner, mod Syd for at ødelægge den sydlige og svagere Del af den danske Defensions-Linje, medens Parker blev tilbage for at true den nordlige, og ved en fortræffelig Manøvre lykkedes det Nelson at overvinde store Vanskeligheder og bringe sin Flaade i den Stilling mod den danske Defensions-Linje, hvori den kunde gjøre størst Virkning. Imidlertid svækkedes den engelske Styrke derved, at tvende af Flaadens store Skibe løb paa Grund og kunde ikke tage Del i Slaget. Nelsons Aandsnærværelse, som forbedrede de medbragte engelske Lodsers usikre Veiledning, reddede Flaaden fra samme Skjæbne. Saa vis var imidlertid Nelson paa sin Seier, at han 237skal have lovet Parker at ødelægge det danske Søvern i en Times Tid; men flere lange Timer anvendtes paa denne blodige Kamp.

Medens Kirkeklokkernes Klang den hellige Skjærtorsdag 2den April kaldte Folket tilGuds Hus i Danmarks Hovedstad, gled denne frygtelige Krigsflaade, begunstiget af en føielig Sydostvind fra Kongedybet under Admiral Nelsons Kommando mod det danske Søvern, hvoraf den ene Tredjedel formedelst sin Beliggenhed kom lidet i Ilden. Den danske Kommandør, Olfert Fisker, gav Ordre til at aabne Slaget Klokken 10½, da den engelske Flaade nærmede sig Skudvidde. Slaget varede i 4½ Time, og ikke alene i Fiskers glimrende Beskrivelse over de danskes Tapperhed, men og af Fienden selv tilstodes det, at Forsvaret fra dansk Side udførtes med mageløs Udholdenhed og Mod. Det paastodes i Fiskers Beretning, at den engelske Ild mod Slutningen af Slaget var betydelig svækket, at flere engelske Skibe, hvoriblandt Nelsons eget, tilsidst kun skjød med enkelte Kanoner, ja at endog et Par Orlogsskibe havde strøget, men ved tilkommende Hjelp heisede sit Flag igjen. Anderledes lød vistnok den engelske Beretning, efter hvilken Fordelen ganske havde været paa Englendernes Side, Tabet af Mandskab sexdobbelt større paa de danske Skibe end paa de engelske, hele den sydlige Defensions-Linje dels ødelagt, dels erobret, en stor Mængde Fanger gjort, og den engelske Flaade bragt i en Stilling, saa Kjøbenhavns Bombardement kunde begyndes med tilbørlig Virkning, dersom ikke Danmark underkastede sig de af England gjorte Fredstilbud. Historien maa her, som saa ofte, bevæge sig i Midten mellem de forskjelligste Beretninger *). Der er imidlertid flere Omstændigheder, oplyste i de engelske Beskrivelser selv, som viser, at Nelson ei ansaa Seieren saa fuldstændigen afgjort paa alle Punkter, som siden paastodes. Overadmiralen Parker gjorde flere Signaler for at kalde 238Nelson tilbage, enten for at standse Blodbadet, eller fordi han troede, at Nelson vovede sig for vidt i sin nærværende Stilling. Nelson agtede imidlertid ikke paa Signalet, men fortsatte Saget med sit djerve og uovervindelige Sømandsmod under den Ytring, at han ved sin Ulydighed udsatte sig for Ansvarlighed og endog Livsstraf. At Nelson ikke satte den største Tillid til sin Seier, det viser hans Forslag om Vaabenstilstand, som han under Parlamentærflag lod gjøre, endskjønt han gjorde Humanitet og Agtelse for Danmarks Kronprins til Hovedgrund for sit Forslag. Hans Brev til Kronprinsen lød saaledes:

„Admiral Nelson er beordret til at skaane Danmark, naar det ikke længere gjør Modstand. Den Forsvarslinje, der bedækker dets Kyster, har strøget sit Flag for det brittiske; men dersom Ilden ikke ophører fra Danmarks Side, maa han stikke alle de Priser, han har gjort, i Brand, uden at kunne redde de Folk, der har forsvaret sig saa kjækt. De tapre danske er Englendernes Brødre og burde aldrig være deres Fiender *)“.

Efterat Parlamentæren havde meldt sig hos Kronprinsen, lod han strax sammenkalde et Krigsraad. Kronprinsen havde selv været Vidne til Slaget, han havde bidraget til de i Land sendte saaredes Pleie og havde foranstaltet den Hjelp, der kunde raades over. Han var saaledes stemt for at ende denne blodige Scene, naar det kunde ske til Danmarks Ære. Han maatte betænke sig paa at udsætte Hovedstaden for det Bombardement, som let kunde iverksættes, efterat den ydre Forsvarslinje mod Syd var bleven sprængt. Desuden nærmede sig Parkers Division, som endnu ikke havde været i Ilden, Valpladsen, ligesom de stridende Parters Stilling heller ikke var fuldkommen bekjendt. Disse Omstændigheder blev overveiede i det sammenkaldte Krigsraad; men hvad der imidlertid mest bidrog til Vaabenstilstandens Antagelse, var en Kurers Ankomst fra Petersborg, 239som bragte Efterretning om Keiser Pauls Død. Om endog hans Eftermands, Alexanders, Tænkemaade i denne Henseende ei var bekjendt, kunde der dog af ham væntes en sindigere Færd og et fredeligere Sindelag. Der manglede imidlertid ikke Mænd i dette Krigsraad, som fraraadede at gaa ind paa Fiendens Forslag, der af dem ansaaes som et Bevis paa hans Forlegenhed. Admiral Bille, der allerede før havde udmerket sig i Fædrelandets Tjeneste under sit Krydstog i Middelhavet, gjorde det Forslag at hale ud med sin lille Eskadre mod den svækkede Fiende; men Forslaget modtoges ikke, og Generaladjutant Lindholm sendtes ombord i Nelsons Skib med et Vaabenstilstandsflag for at erfare Hensigten af Nelsons Tilbud. Nelson havde imidlertid benyttet Vaabenhvilens Øieblikke saa vel til de Skibes Frelse, som var i Fare, og til at ruste sig til et nyt Angreb, at han nu kunde stemme sin Tone høiere. Nelsons Svar var den stolte Seierherres: „blot Humanitet havde opmuntret ham til Forslaget. Han ansaa sig berettiget til at tage sine Fanger fra de erobrede Fartøier, opbrænde disse eller lade dem bortføre, eftersom han fandt for godt; men af Ærbødighed for Kronprinsen vilde han anse denne Seier for den største, han nogensinde havde vundet, dersom den vilde give Anledning til en lykkelig Forsoning og Forbindelse mellem Kongerne af England og Danmark.“ Med dette Svar ilede Lindholm tilbage til Kronprinsen og blev af ham ufortøvet derefter sendt til den engelske Overadmiral Parker for at afslutte Vaabenstilstandens Vilkaar. Under disse Underhandlinger ophørte Slaget, hvide Flag vaiede fra alle Skibstoppe og Defensionsbatterier, og i denne rædsomme Taushed kunde begge Parter overse Størrelsen af sit Tab. Nelson havde, som ovenfor bemerket, benyttet disse kostbare Øieblikke til at redde sine Skibe i deres farlige Stilling og hale dem forbi det farlige Trekroners Batteri. Dette var endnu uskadt, var vel forsynet med Artilleri og havde en Besætning af 1500 Mand. Den af Englenderne paatænkte Erobring med Storm var opgiven som under de nærværende Omstændigheder umulig. Efterat denne Fare var bortfjernet, kunde Nelson give sine Underhandlinger en mere truende Gang. Han steg nu selv i Land for at handle 240om Vaabenstilstanden og førtes, ikke uden at være udsat for Molest af den hujende Pøbel, til de kongelige Haller. I hans Underholdning med Kronprinsen var der ingen Ende paa den Pris, som Nelson lagde paa de danskes Tapperhed, som han satte over de franskes, og han udpegede enkelte unge Officerer, hvis Mod og Konduite under Slaget havde høiligen besværet ham, og anbefalede dem til deres Konges Belønning og deres Fædrenelands Skjønsomhed *). Under disse Underhandlinger sluttedes omsider Vaabenstilstanden imellem England og Danmark. Den bevæbnede Neutralitet skulde, forsaavidt Danmarks Medvirkning dertil angik, være suspenderet, saalænge denne Vaabenstilstand forblev i Kraft.

Ligesom Slaget var langvarigt, saa at Parker under den lange Kamp havde Aarsag til at udbryde, at den Time, i hvilken Nelson havde lovet at ende Slaget, „var Djævels lang,“ saaledes var det og et af de blodigste Søslag, som denne blodige Søkrig havde at fremvise. Kun Slagene ved Abukir og Trafalgar kunde i et forholdsmæssigt Blodtab sammenlignes dermed. Seierherren havde imidlertid ikke store Erobringer at prale af. Kun nogle ubrugelige Blokskibe, der mestendels før Slaget var udvragede af Danmarks Flaade, og hvis Krud var bortskudt eller kastet overbord, faldt i Fiendernes Hænder. Den største Del af det gjorte Bytte lod Parker opbrænde, fordi Skibene ei kunde føres til England uden at gaa tilgrunde. Herved ytrede Nelson sit Misnøie, idet han stod i den Formening, at deres Værd ved Fremkomsten vilde have givet Seierherren et godt Udbytte. Overhovedet viste Nelson megen Ømfindtlighed og ondt Lune under dette Angreb paa Kjøbenhavns Red, enten fordi han følte sig krænket ved at være bleven tilsidesat for Parker som Overadmiral, eller fordi han ikke sankede de forventede Laurbær i dette Slag, og 241det slette Lune veg først, da han kort efter Slaget udnæv­nedes til Overadmiral.

J. Aall.

234

Mens England i begynnelsen av dette århundre førte krig med Frankrige, inngikk Danmark med Sverige, Rusland og Preussen et Forbund, som kalles den væbnede nøytralitet. Følgen heraf var, at England erklærede disse makter krig og avsendte en flåte på 54 Orlogsseil, hvoriblandt 20 linjeskip, som nærmet seg Kronborg den 24de mars 1801. Både Danmark og Sverige rustet seg imidlertid til forsvar mot denne Havets mektige Herre, Danmark dog med mer alvor enn Sverige, fordi det første fiendtlige angrep åpenbart stilede mot Kjøbenhavn. Forgjeves oppfordret den engelske minister i Kjøbenhavn den danske Konge eller rettere den danske kronprins, som allerede da stod ved roret, til å fratre konvensjonen og å tilstede den engelske flåtes gjennomseiling forbi Kronborg til Østersøen. Den danske kronprins, som stedse var redelig i sin politikk, ville ikke forlate sine allierede; den engelske minister fikk sine pas og avreiste. Den engelske flåtes gjennomgang gjennom Sundet skjedde ikke uten sverdslag, da Kronborgs kommandant fikk ordre til å beskyte den under gjennomseilingen; men den skjedde uten Blods utgytelse, da de engelske kuler var uten synderlig virkning på Kronborg, og de danske kuler fra denne festning gjorde ingen stor skade på den engelske flåte, der holdt seg så tett som mulig under den svenske kyst.

Den engelske flåte la seg således i god orden rolig ved Øen Hveen. Den danske regjering hadde visseligen 235gjort forberedende anstalter til å motta denne uventede fiende, der med en stor og vel utrustet flåte nærmet seg Danmarks hovedstad i det håp ved en lett Seier å oppløse de nordiske Magters forening. England hadde så meget større grunn til å anse Danmark som det viktigere Led i den nordiske forbundskjede, da Sundet ved Helsingør betragtedes som Østersøens port, der kunne lukke inngangen for de engelske skip til de baltiske Vande, når Sverige og Danmark var enige om å sperre det ved et kraftig sjøvern. Dessuten hadde Danmark en flåte av 20 linjeskip i sin Orlogshavn ved hovedstaden samt tilstrekkelig material og ammunisjon til at tiltakle og utruste dem. Det hadde på Danmarks og Norges Kyster en samling av matroser og sjømenn, som med hensyn til sjømannsferdighet og mot kunne stilles ved siden av Englands egne. I det nordiske Forbund var Danmark således vistnok det minste, men visseligen det forholdsmæssigen sterkeste Led, og når tid og penger gaves til å utruste og bemanne den ferdige flåte, kunne denne ikke ringeaktes endog av Havets stolte dronning. Men under Tingenes daværende stilling var denne Danmarks Overvegt kun tilsynelatende og kunne svekkes ved et overraskende angrep. De norske sjømenn, som var fordelte på den lange kyst i en livlig Koffarditjeneste, kunne ikke i den hast bringes til stedet, og ikke engang den danske sjømannsstyrke var ved hånden samlet i hovedstaden. Der manglet således midler til å sette den herlige klynge av orlogsskip, som lå ved Holmens plass, i bevegelse, og den måtte være et stumt vitne til Krigstordenen på Kjøbenhavns red uten å kunne løsne et skudd. Det var overhodet den danske Regjerings ønske å avgjøre striden ved Underhandlinger, dels fordi den ei ville legge noe fiendtlig sinnelag for dagen mot en makt, hvis vennskap det var så viktig å bevare, dels fordi Englands Politik formedelst Ministerforandring hentydede på en fredeligere tilstand. Den engelske minister ved det danske Hof hadde derhos stedse Truselsord tilrede, så ofte han sporet forberedende rustninger.

Danmark innskrenket således sitt avtvungne forsvar til å oppstille et fast vern av Blokskibe på Kjøbenhavns 236red, å understøtte disse ved noen mindre bevegelige fartøyer og å lene den hele Forsvarslinje til det faste og vel bevæbnede Trekroners batteri. Således lagdes 7 Blokskibe i slagrekke, og derav førte kun et 74 kanoner; de øvrige 64 og derunder, og til disses understøttelse haledes 2 fregatter og 6 mindre fartøyer i linje. En liten eskadre av et par orlogsskip lå utenfor valplassen og kom ei i slag. For å bemanne det faste sjøvern pressedes i Kjøbenhavn, da den engelske flåte allerede var i sikte, alskens Gadeslængere, Bryggekarle o. s. v., der for en Haandpenge av 15 Rd. slæbedes ombord på det svømmende batteri. Noen modige unge mennesker av Folkets høyere klasser lot seg inndele i korps, rede til å forsvare hovedstaden i tilfelle av Fiendens landgang. Hos den bedre del av Hovedstadens innbyggere hersket stor forbitrelse over Englendernes voldsomme angrep, ledsaget av modige beslutninger.

Den engelske flåte kommanderedes av Sir Hyde Parker, og Nelson var nestkommanderende. Det opvakte misnøye i England, at kommandoen ei overdroges Abukir-helten, der nylig hadde mottatt de mest hedrende Beviser på sin Konges aktelse og nasjonens høyeste bifall; men Parkers sindige ettergivenhet og aktelse for den store Søhelt jevnet tildels de av dette forhold opkomne vanskeligheter. Nelson valgte sine egne forholdsregler i slaget og adlød ei Overadmiralens. Den engelske flåte bestod av 20 linjeskip, 8 fregatter, flere bombarder-Sluppe og brigger. Av denne store flåte detascherede Parker Admiral Nelson med 12 linjeskip, hvorav de fleste var på 74 kanoner, mot Syd for å ødelegge den sydlige og svakere del av den danske Defensions-linje, mens Parker ble tilbake for å true den nordlige, og ved en fortreffelig manøvre lyktes det Nelson å overvinne store vanskeligheter og bringe sin flåte i den stilling mot den danske Defensions-linje, hvori den kunne gjøre størst virkning. Imidlertid svækkedes den engelske styrke derved, at tvende av Flaadens store skip løp på grunn og kunne ikke ta del i slaget. Nelsons åndsnærværelse, som forbedrede de medbrakte engelske losers usikre veiledning, reddede flåten fra samme skjebne. Så vis var imidlertid Nelson på sin Seier, at han 237skal ha lovet Parker å ødelegge det danske sjøvern i en Times tid; men flere lange timer anvendtes på denne blodige kamp.

Mens Kirkeklokkernes klang den hellige skjærtorsdag 2den april kalte folket tilGuds hus i Danmarks hovedstad, gled denne fryktelige krigsflåte, begunstiget av en føyelig Sydostvind fra Kongedybet under Admiral Nelsons kommando mot det danske sjøvern, hvorav den ene tredjedel formedelst sin beliggenhet kom lite i ilden. Den danske kommandør, Olfert fisker, ga ordre til å åpne slaget klokken 10½, da den engelske flåte nærmet seg Skudvidde. Slaget varte i 4½ time, og ikke alene i Fiskers glimrende beskrivelse over de danskes tapperhet, men og av fienden selv tilstodes det, at Forsvaret fra dansk side udførtes med makeløs utholdenhet og mot. Det paastodes i Fiskers beretning, at den engelske ild mot Slutningen av slaget var betydelig svekket, at flere engelske skip, hvoriblandt Nelsons eget, til sist kun skjød med enkelte kanoner, ja at endog et par orlogsskip hadde strøket, men ved tilkommende hjelp heisede sitt flagg igjen. Annerledes lød vistnok den engelske beretning, etter hvilken Fordelen ganske hadde vært på Englendernes side, tapet av mannskap seksdobbelt større på de danske skip enn på de engelske, hele den sydlige Defensions-linje dels ødelagt, dels erobret, en stor mengde fanger gjort, og den engelske flåte brakt i en stilling, så Kjøbenhavns bombardement kunne begynnes med tilbørlig virkning, dersom ikke Danmark underkastet seg de av England gjorte fredstilbud. Historien må her, som så ofte, bevege seg i midten mellom de forskjelligste beretninger *). Der er imidlertid flere omstendigheter, opplyste i de engelske beskrivelser selv, som viser, at Nelson ei anså seieren så fuldstændigen avgjort på alle punkter, som siden paastodes. Overadmiralen Parker gjorde flere signaler for å kalle 238Nelson tilbake, enten for å stanse blodbadet, eller fordi han trodde, at Nelson vovede seg for vidt i sin nærværende stilling. Nelson aktede imidlertid ikke på signalet, men fortsatte Saget med sitt djerve og uovervinnelige sjømannsmot under den ytring, at han ved sin ulydighet utsatte seg for ansvarlighet og endog livsstraff. At Nelson ikke satte den største tillit til sin Seier, det viser hans forslag om våpenstillstand, som han under parlamentærflagg lot gjøre, enskjønt han gjorde humanitet og aktelse for Danmarks kronprins til hovedgrunn for sitt forslag. Hans Brev til Kronprinsen lød således:

„Admiral Nelson er beordret til å skåne Danmark, når det ikke lenger gjør motstand. Den Forsvarslinje, der bedekker dets Kyster, har strøket sitt flagg for det britiske; men dersom ilden ikke opphører fra Danmarks side, må han stikke alle de priser, han har gjort, i Brand, uten å kunne redde de folk, der har forsvaret seg så kjekt. De tapre danske er Englendernes brødre og burde aldri være deres fiender *)“.

Etter at Parlamentæren hadde meldt seg hos Kronprinsen, lot han straks sammenkalle et krigsråd. Kronprinsen hadde selv vært vitne til slaget, han hadde bidraget til de i land sendte saaredes pleie og hadde foranstaltet den hjelp, der kunne rådes over. Han var således stemt for å ende denne blodige scene, når det kunne ske til Danmarks ære. Han måtte betenke seg på å utsette hovedstaden for det bombardement, som lett kunne iverksettes, etter at den ytre Forsvarslinje mot Syd var blitt sprengt. Dessuten nærmet seg Parkers Division, som ennå ikke hadde vært i ilden, valplassen, likesom de stridende Parters stilling heller ikke var fullkommen bekjent. Disse omstendigheter ble overveid i det sammenkalte krigsråd; men hva der imidlertid mest bidrog til Vaabenstilstandens antagelse, var en Kurers ankomst fra Petersborg, 239som brakte etterretning om keiser Pauls død. Om endog hans Eftermands, Alexanders, tenkemåte i denne Henseende ei var bekjent, kunne der dog av ham ventes en sindigere ferd og et fredeligere sinnelag. Der manglet imidlertid ikke menn i dette krigsråd, som frarådet å gå inn på Fiendens forslag, der av dem ansaaes som et bevis på hans forlegenhet. Admiral Bille, der allerede før hadde utmerket seg i Fædrelandets tjeneste under sitt Krydstog i Middelhavet, gjorde det forslag å hale ut med sin lille eskadre mot den svekkede fiende; men forslaget modtoges ikke, og Generaladjutant Lindholm sendtes ombord i Nelsons skip med et våpenstillstandsflagg for å erfare hensikten av Nelsons tilbud. Nelson hadde imidlertid benyttet våpenhvilens øyeblikk så vel til de Skibes Frelse, som var i fare, og til å ruste seg til et nytt angrep, at han nå kunne stemme sin tone høyere. Nelsons svar var den stolte Seierherres: „blot humanitet hadde oppmuntret ham til forslaget. Han anså seg berettiget til å ta sine fanger fra de erobrede fartøyer, opbrænde disse eller lade dem bortføre, ettersom han fant for godt; men av ærbødighet for Kronprinsen ville han anse denne Seier for den største, han noensinne hadde vundet, dersom den ville gi anledning til en lykkelig forsoning og forbindelse mellom kongene av England og Danmark.“ Med dette svar ilede Lindholm tilbake til Kronprinsen og ble av ham ufortøvet deretter sendt til den engelske Overadmiral Parker for å avslutte Vaabenstilstandens vilkår. Under disse Underhandlinger opphørte slaget, hvite flagg vaiet fra alle skipstopper og Defensionsbatterier, og i denne rædsomme taushet kunne begge parter overse størrelsen av sitt tap. Nelson hadde, som ovenfor bemerket, benyttet disse kostbare øyeblikk til å redde sine skip i deres farlige stilling og hale dem forbi det farlige Trekroners batteri. Dette var ennå uskadt, var vel forsynet med artilleri og hadde en besetning av 1500 mann. Den av englenderne påtenkte erobring med Storm var opgiven som under de nærværende omstendigheter umulig. Etter at denne fare var bortfjernet, kunne Nelson gi sine Underhandlinger en mer truende gang. Han steg nå selv i land for å handle 240om våpenstillstanden og førtes, ikke uten å være utsatt for molest av den hujende pøbel, til de kongelige Haller. I hans underholdning med Kronprinsen var der ingen ende på den pris, som Nelson la på de danskes tapperhet, som han satte over de franskes, og han utpekte enkelte unge offiserer, hvis mot og konduite under slaget hadde høiligen besværet ham, og anbefalte dem til deres Konges belønning og deres fedrelands skjønnsomhet *). Under disse Underhandlinger sluttedes omsider våpenstillstanden imellom England og Danmark. Den bevæbnede nøytralitet skulle, for så vidt Danmarks medvirkning dertil angikk, være suspendert, så lenge denne våpenstillstand forble i kraft.

Likesom slaget var langvarigt, så at Parker under den lange kamp hadde årsak til å utbryte, at den time, i hvilken Nelson hadde lovet å ende slaget, „var djevels lang,“ således var det og et av de blodigste Søslag, som denne blodige sjøkrig hadde å fremvise. Kun slagene ved Abukir og Trafalgar kunne i et forholdsmessig blodtap sammenlignes dermed. Seierherren hadde imidlertid ikke store erobringer å prale av. Kun noen ubrukelige Blokskibe, der mestendels før slaget var udvragede av Danmarks Flaade, og hvis krutt var bortskudt eller kastet overbord, falt i fiendenes hender. Den største del av det gjorte bytte lot Parker opbrænde, fordi skipene ei kunne føres til England uten å gå til grunne. Herved ytret Nelson sitt misnøye, idet han stod i den formening, at deres verd ved fremkomsten ville ha gitt seierherren et godt utbytte. Overhodet viste Nelson mye ømfintlighet og ondt lune under dette angrep på Kjøbenhavns red, enten fordi han følte seg krenket ved å være blitt tilsidesatt for Parker som Overadmiral, eller fordi han ikke sanket de forventede laurbær i dette slag, og 241det slette lune veg først, da han kort etter slaget udnæv­nedes til Overadmiral.

J. Aall.