Dankongen Kristian stod i sin Hal med et faderligt Øie,Vendt imod Kjøgebugt, Stunden var vigtig og stor.Juel var gjordet til Strid, høit blussed den dristige Kjæmpe,Lokken ham flagrede vildt, Tapperhed ildned hans Blik.„Nils!“ Dankongen befol med sin Haand paa den herliges Tinding,„Gak du med Gud, min Søn! rust dig og vænt paa mit Vink!“Og nu stod Dankonning og saa og beregned og pønsed;Fienden ei laa ham tilpas; Juel endnu Vinket ei fik.Pludselig dundred Kartoverne dumpt i den svulmende Havbugt,Og over oprørte Vand slynged sig Skyen af Røg.Harmfuld Konningen stod i sin Borg med vredeligt Aasyn,Opbragt skjælved hans Haand under det speidende Glar,Dannerflaaden tog Flugt (saa syntes det), Kuglerne dundred,Egenraadig og frækt hist af en Tjener udsendt.Da Skjoldungen ham svor i usigelig Harme ved Himlen:„Slagen paa Flugt, skal Juel hænges i Galgen med Jern!“Men, som det pleier at gaa (hvert Land udklækker sit Væsen),Dansken fra Lodbroks Tid husvant pladsker tilsøs;Saadan gik det saa tidt, og saa gik det her, og vor Juel kunFlygted paa Skrømt for at slaa Fienden alvorlig paa Flugt.234Og da bedækt nu med Støv, med Sved og Blod han paa Land steg,Knælende ned for sin Drot, fuldelig Brøden bevidst,Se, da græd Dankonning; thi lig en Misdæder knælteYdmyg den herlige Helt, vented sin Dristigheds Løn.Kjærlig som Fader han tog ham i Favn og løfted sin Finger:„Nils! Nils!“ raabte han rørt, „nys jeg en Lænke dig svor;Den skal du faa!“ Men flux af sit Bryst tog Kongen en Kjæde,Tung af hint rødeste Guld, rigt med Karfunkler besat,Hængte den trindt om Heltens Hals, og det blomstrende TorsengBlev den Galge, hvori herlig Forbryderen hang.

A. Oehlenschläger.

Dankongen Kristian stod i sin Hal med et faderlig Øye,Vendt imot Kjøgebugt, stunden var viktig og stor.Juel var gjordet til strid, høyt blusset den dristige kjempe,Lokken ham flagret vilt, tapperhet ildnet hans blikk.„Nils!“ Dankongen befalte med sin hånd på den herliges Tinding,„Gak du med Gud, min sønn! rust deg og vent på mitt vink!“Og nå stod Dankonning og så og beregnet og pønsed;Fienden ei lå ham tilpass; Juel ennå vinket ei fikk.Plutselig dundret Kartoverne dumpt i den svulmende havbukt,Og over opprørte vann slynget seg skyen av Røg.Harmfull Konningen stod i sin Borg med vredeligt åsyn,Oppbrakt skjælved hans hånd under det speidende Glar,Dannerflaaden tok flukt (så syntes det), kulene dundret,Egenrådig og frekt hist av en tjener utsendt.Da Skjoldungen ham svor i usigelig Harme ved Himlen:„Slagen på flukt, skal Juel henges i galgen med jern!“Men, som det pleier å gå (hvert land utklekker sitt vesen),Dansken fra Lodbroks tid husvant plasker til sjøs;Sådan gikk det så titt, og så gikk det her, og vår Juel kunFlyktet på skrømt for å slå fienden alvorlig på flukt.234Og da bedekt nå med støv, med sved og blod han på land steg,Knelende ned for sin drott, fuldelig brøden bevisst,Se, da gråt Dankonning; thi lig en misdeder knelteYdmyk den herlige helt, ventet sin dristighets Løn.Kjærlig som far han tok ham i favn og løftet sin finger:„Nils! Nils!“ ropte han rørt, „nys jeg en lenke deg svor;Den skal du få!“ Men fluks av sitt bryst tok Kongen en kjede,Tung av hint rødeste gull, rikt med karfunkler besatt,Hengte den trindt om Heltens hals, og det blomstrende TorsengBle den galge, hvori herlig forbryteren hang.

A. Oehlenschläger.