Læreplanatlas
Tredie DelIII. FÆDRELANDSHISTORISKE FORTÆLLINGER.

Slaget i Trangen.

Schultze

174

Da den svenske Hær i Vaaren 1808 gjorde Indfald over den norske Grændse, var de norske Tropper under 175Kristian Augusts Overkommando spredte langs Grændsen og hovedsagelig samlede i Smaalenene, ved Kongsvinger og oppe i Aasnes, hvor de forskjellige Anfald kunde væntes. Krigen var ogsaa allerede i fuld Gang; men vi skal kun beskjæftige os med den nordligste Angrebslinje. Den 24de April Kl. 11 om Aftenen brød Oberst Gahn op fra den svenske Grændse med omtrent 500 Mand og holdt sig paa den venstre Bred af Flisen Elv, idet han benyttede Vinterveien igjennem de tætte Skove langs Elven, som dog var saa smal og ujevn, at den lidet egnede sig til at befares af et Troppekorps. Ud paa Natten naaede han den norske Forpost, som trak sig tilbage for Overmagten og strax rapporterede til Hovedkvarteret Bjørneby det svenske Anfald. Gahn fortsatte imidlertid sin Marsch langs Elven, men forsømte at udsende Patruljer paa den anden Elvbred, dels fordi han ikke væntede Modstand før længere nede i Bygden, og dels vel ogsaa fordi han ikke vilde dele sine Kræfter.

Saasnart Rapporten kom til Hovedkvarteret, lod den norske øverstkommanderende, Oberst Staffeldt, strax blæse Allarm og forsamlede Tropperne, som tilsammen udgjorde omtrent 800 Mand. Kaptein Nægler med en Division af de raske Trondhjemmere blev posteret i det trange Pas paa venstre Elvbred, hvor der var gjort Forhugninger og andre Anstalter til at modtage Fienden, og med Resten af Tropperne undtagen det hofske Kompagni Skiløbere, som først senere blev samlet, marscherede Staffeldt langs Hovedveien paa den høire Flodbred fra Sønstrud til Nyen. Her blev gjort Holdt, og af de norske Feltvagter erfaredes, at Fienden allerede var naaet frem til samme Sted paa den anden Side af Elven.

De norske Officerer traadte sammen i et Krigsraad, og de fleste stemmede for, at man strax skulde marschere over Elven og gjøre Anfald. Staffeldt vilde, at man skulde bie med Angrebet, indtil Fienden var naaet frem til de Forhugninger, hvor Nægler var posteret, og Dreier foreslog, at man skulde vænte, til Skiløberne ankom. Pluralitetens Mening blev fulgt efter en varm Ordstrid, hvorunder Staffeldt til den kjække Kaptein Dreier lod falde nogle Ord om, at han var feig. „Feig,“ raabte Dreier, „Jeg skal vise 176Obersten, at jeg ikke er feig. Lad os strax gjøre Anfald, og Obersten følger vel med?“ spurgte han haanlig. „Det sømmer sig ikke for den høistkommanderende at blande sig i Haandgemænget,“ svarede Staffeldt med Værdighed. „Afsted, mine Herrer, siden I saa vil; jeg skal herfra lede Bevægelserne.“

Et spottende Smil gled over samtlige Officerers Læber*); men de bøiede sig for sin Chef og samlede hver sine Afdelinger under Overbefaling af Major Ræder. Raskt gik det nedover Bakken mod Flisen og op igjen paa den anden Side, og snart lød Skud og Kamptummel fra Aas til Aas, idet den norske Afdeling angreb de svenske i Ryggen.

Nægler laa imidlertid i sin Forhugning og væntede med Utaalmodighed Fienden. Men pludselig hørte han Skud paa Skud en Fjerdingvei borte, og snart blev det ham klart, at den norske Hovedkolonne var i Engagement med Fienden. „Gutter,“ raabte han, „skal vi blive liggende her og lade vore Kammerater slaas alene?“ „Nei, nei,“ raabte Mandskabet, „afsted efter Skuddene!“ og hele Divisionen myldrede over Forhugningerne og satte afsted i fuldt Løb bortefter Vinterveien, indtil de naaede Fienden og med et lystigt Hurra angreb ham i Fronten.

Kaptein Arntzen havde samlet sine Skiløbere af hofske Kompagni, som laa en Mils Vei borte paa vestre Side af Gjesaassjøen, og i lynende Fart gled de kjække Solunger igjennem Skov og Ulende forbi Sønstrud imod Kamppladsen. De kom forbi Pladsen Skjøthaugen, hvor Husmanden Ole stod og pudsede sin Bjørnestudser. „Idag er der stor Bjørnejagt,“ raabte Kapteinen, „følger du med, Ole?“ „Hvor meget faar jeg for at være med?“ spurgte Ole og trykkede Kuglen ned i Løbet. „Død eller Danebrog,“ sagde Kapteinen, „rap dig, om du vil være med.“ „Nu kommer jeg,“ svarede Skytten og spændte Skierne paa; „men her er Veien for Skiløbere, Kaptein!“ og med Ole i Spidsen strøg 177Kompagniet afsted igjennem det værste Ulende og nedover den bratte Styrtning i Flisbakken paa Elvens venstre Bred. Det ljomede igjennem Flisdalen af Hornenes Klang, Trommernes Lyd og Riflernes Knald, og Kaptein Arntzen maatte flere Gange gjøre Holdt for at samle sin Trop, der hastede hverandre forbi for at naa Kamppladsen. De var nu over Flisen, og med et raskt Angreb kastede de sig mod Fiendens høire Flanke. Arntzen selv, opildnet af Mod og Kamplyst, styrtede sig midt ind i Haandgemænget, og hans Folk fulgte efter. Men Bjørneskytten tog Kapteinen om Livet og bar ham ligesom et lidet Barn ud af den værste Tummel. Kapteinen skreg og bandte; men Ole satte ham rolig ned et Par Bøsseskud borte og sagde: „Jeg mener, du er gal, Kaptein, ser du ikke, at Bjørnen har Klør? Kapteinen skal altid være bag Troppen, stod der i det gamle Reglementet, som jeg læste, den Tid jeg var Soldat.“

Nu var Gahn omringet paa tre Sider, og hans Tropper var sammentrængte paa den smale Vintervei, medens de norske Rifler knaldede bag hver Busk. Svenskerne forsvarede sig tappert, Gang efter Gang rykkede de frem i samlet Trop med fældet Bajonet for at aabne sig en Udvei; men bestandig blev de kastede tilbage af de fremmyldrende norske.

Kaptein Dreier posterede sig foran den norske Blænkerkjæde; han steg op paa en Stubbe efter et gammelt Mastetræ, og medens to Jægere laa bag Stubben og ladede hans Rifler, fyrede han selv paa Fienden og opmuntrede sine Folk til at gaa paa, naar Svensken rykkede frem til Bajonetanfald. Men den tapre Mand søgte Døden, han stod fremstillet som en Skive for alle de svenske Kugler, og til Slutning sank han tilbage, dødelig saaret og gjennemboret af 7 Kugler, idet han mumlede: „Jeg har vist Staffeldt, at jeg ikke er feig.“

Kampen fortsattes imidlertid; men Fienden blev mere og mere udmattet og trykket af Overmagten, og da de endelig efter 3½ Times Kamp næsten havde bortskudt alle sine Patroner, og den største Del af Folkene og næsten alle Officererne var saarede, maatte Gahn give Signal til Overgivelse. Kampen ophørte derved i Midten; men Blænkerkjæderne 178hørte ikke Signalet og fortsatte endnu med Skydningen. En liden svensk Tambur blev kaldt frem og kommanderet til at gaa Linjerne rundt og tromme Signalet. „Baggen skjuter mig,“ græd Gutten. „Jeg skal følge dig,“ sagde Ole Johannesen Aasnes, greb Gutten i Nakken og marscherede afsted. Gutten græd og trommede, og Ole Aasnes lo og skreg alle Linjerne rundt, og fast Kuglerne peb dem om Ørerne, naaede de i god Behold tilbage, og Ole Aasnes hed fra den Dag „Attenhundrede og otte“ lige til sin Dødsdag. De svenske maatte nu overlevere sine Vaaben, og mange Fanger blev indbragte, som forsøgte at stikke sig bort i Skovene. Kun 40 Mand og 2 Officerer, som var detascherede paa Svenskernes venstre Fløi, lykkedes det at undkomme.

Oberst Gahn selv, som var syg og maatte fragtes paa en Langslæde, søgte at undkomme ved at kjøre Hesten bort i et Skovsnar. Syver Velten opdagede dem der og saa, at en høi Officer i en lang Frak stod ved Slæden og havde en Væske om Halsen. „Her er Krigskassen,“ tænkte Syver og greb efter Væsken; men en lang norsk Karl reiste sig op af Slæden og sagde: „Du är skidlöpare?“ „Ja.“ „Af hvilket kompagni?“ „Hofske.“ „Af Arntzens. Honom känner jag, och du låter väskan vara, annars anmäler jag dig för din chef.“ Og Syver slap forskrækket Væsken, men gjorde dog Anskrig, og Gahn og hans Ledsager blev fangne. „Men det har jeg angret mange Gange,“ siger Syver endnu den Dag idag, „for Krigskassen kunde været god at have. Og havde jeg vidst, at det var selve Obersten, saa skulde jeg nok selv fanget ham, saa var ogsaa jeg bleven Danebrogsmand, ligesom Bjørneskytten og mange andre.“

De svenske havde 25 døde og de norske 15, som faa Dage efter blev jordede i broderlig Forening paa Aasnes Kirkegaard. De fangne Officerer blev bragte til Hovedkvarteret Bjørneby, og saamegen Velvilje og Brodersind var der allerede da mellem de norske og svenske, naar just ikke Kampen rasede, at de norske Officerer overlod sine Senge til Fangerne og leirede sig selv paa Gulvene paa Halm. De svenske menige blev indkvarterede i Aasnes Kirke; men sultne og forkomne af Kulde og Anstrengelser, 179som de var, tilbragte de en haard Nat, og ved en Reparation i Kirken for nogle Aar siden fandtes en Inskription bag Alteret, hvor en Underofficer fortalte om Slaget, Antallet af de svenske Tropper og Opholdet i Kirken og endte med: „Gud lade aldrig noget Menneske faa en saa haard Nat.“ Der blev dog gjort alt fra de norskes Side for at lette Fangernes haarde Vilkaar, og de gamle Folk fortæller endnu som en Kuriositet, at de var med at kjøre Velling og Ertesuppe til Svenskerne i Kirken, som blev kogt i den store Bryggepande paa Bjørneby.

Tiderne var knappe og Fødevarerne sjeldne; men Folket var raskt og djervt, og det kunde med Sandhed siges om vore Folk, som Runeberg har sunget om sine Finlendere: „Det var ett folk, som frös och svallt, men slogs endå.“

H. Schulze.