179

Fire Dage efterat Kielerfreden var kommen istand, skrev Kong Fredrik den sjette et Brev til Nordmændene, og i dette løste han dem fra den Troskabsed, de havde svoret ham, og bad dem med Orden og Rolighed at gaa over til den svenske Konge. Kristian Fredrik, den danske Konges Søskendebarn og hans Arving til det danske Rige, var den Tid Statholder i Norge. Han ønskede nu selv strax at blive udraabt til norsk Konge, og han søgte at faa Nordmændene til at sætte sig mod Svenskerne. For selv at se og høre, hvorledes Stemningen var, gjorde han en Reise til Trondhjem. I Gudbrandsdalen gik Veien paa Isen nedenunder Kringen; her havde Dølerne samlet sig i den Tro, at han ikke vilde reise det navnkundige Mindested om deres Forfædres Seier useet forbi. Det var sent om Kvelden og mørkt, da han kom; derfor var der Blus ved Haanden. Han læste Paaskriften paa Sinklarsmindet og spurgte Mængden, om de ligesom Fædrene vilde vove Liv og Blod for Fædrelandet, og fremsagde, idet han pegte paa Mindesmerket, de sidste Linjer af Sinklarsvisen:

„Ve hver en Nordmand, som ei bliver hed,saa tidt hans Øine den skue!“

180Da fortælles det, at en gammel Kjærring med en Sjaalygte i Haanden trængte sig frem og raabte: „Aa, lad mig faa se Prinsen, lad mig faa se Prinsen!“ — Prinsen svarede smilende: „Se du, Mor, se bare!“ — „Saa du er Kristian Fredrik,“ blev Kjærringen ved og holdt Lygten tæt op til hans Ansigt, som hun stirrede paa, — „det er vakkert Kjød og Blod i dig; men for veik ser du ud til at kunne blive Norges Frelsermand.“

Paa sin Reise fandt Prins Kristian Fredrik overalt, at Nordmændene vilde verge for Norges Frihed og Selvstændighed. Paa Tilbageveien standsede han ved Eidsvolls Jernverk, og did bød han en Del af Norges dygtigste og fornemste Mænd at møde den 16de Februar, og man kunde skjønne, at han vilde sætte den Mening igjennem, at han nu var ret Arving til Norge, siden Kong Fredrik havde været nødt til at opgive sin Ret til Norges Krone. Professor Georg Sverdrup i Kristiania var ogsaa kaldet til dette Møde; han modtog Budskabet først et Par Timer efter Midnat, Morgenen den 16de Februar, og reiste strax afsted. Da det er over fem Mil fra Kristiania til Eidsvoll, kom han did først en god Stund efter Middag. Han havde ikke langt igjen, da Skydsbonden, en gammel ærværdig Bondemand, spurgte ham: „Er du ogsaa af dem, som er kaldte op til Eidsvollsverket for at raadslaa med Prinsen?“ — Sverdrup svarede: „Ja.“ — „Skal du være med i dette Lag,“ blev Bonden ved, „da maa du for Guds Skyld ikke give din Stemme til, at Norge gives til Sverige; før vil vi lade bare Kvindfolk og Børn blive hjemme, og alle Mand vil vi gaa til Grændsen; men hvad du saa end siger eller gjør, saa husk paa, at Gud er med.“ Da Sverdrup naaede Eidsvoll, fortalte et Par af de indbudne, at Prinsen ikke vilde vide af andet end at blive Konge; strax efter blev han kaldet ind til Prinsen. Denne sagde nu til Sverdrup, at han holdt sig for at være ret Arving til Norges Krone. Den gamle Bondes Ord: „Husk paa, at Gud er med,“ randt Sverdrup levende i Tanke, og rolig og bestemt svarede han: „Dertil har Deres kongelige Høihed ikke mere Ret end jeg.“ Derpaa lagde han ud for Prinsen klart og overtydende, at da Kong Fredrik uden Ret havde opgivet Norge, kunde Nordmændene ingenlunde 181gaa ind paa Kielerfreden; men at de nu havde Ret til selv at give sig Grundlov og at tage den til Konge, som de holdt for dygtigst. — „De har Ret; jeg gaar over til Deres Mening,“ sagde Prinsen; „ja saaledes er det rigtigt. Kom, lad os meddele de andre Herrer dette.“ I det samlede Møde blev det derpaa fastsat, at hvad Kielerfreden indeholdt om Norge, ikke skulde være bindende for Nordmændene, og at en Rigsforsamling skulde møde paa Eidsvoll for at give Norge en Grundlov. Rundt om i Landet blev der derpaa valgt Udsendinger, som paa Folkets Vegne skulde bestemme Landets Skjæbne. Eidsvollsmændene mødte den 10de April 1814, og fem Uger derefter, den syttende Mai 1814, var de færdige med sit Storverk, Kongeriget Norges Grundlov.

Siegw. Petersen.

179

Fire dager etter at Kielerfreden var kommet i stand, skrev Kong Fredrik den sjette et brev til nordmennene, og i dette løste han dem fra den troskapsed, de hadde svoret ham, og bad dem med orden og Rolighed å gå over til den svenske Konge. Kristian Fredrik, den danske Konges søskenbarn og hans arving til det danske rike, var den tid stattholder i Norge. Han ønsket nå selv straks å bli utropt til norsk Konge, og han søkte å få nordmennene til å sette seg mot svenskene. For selv å se og høre, hvorledes stemningen var, gjorde han en reise til Trondhjem. I Gudbrandsdalen gikk veien på isen nedenunder Kringen; her hadde dølene samlet seg i den tro, at han ikke ville reise det navnkundige minnested om deres forfedres Seier usett forbi. Det var sent om kvelden og mørkt, da han kom; derfor var der bluss ved hånden. Han leste påskriften på Sinklarsmindet og spurte mengden, om de likesom fedrene ville vove liv og blod for fedrelandet, og fremsa, idet han pekte på minnesmerket, de siste linjer av Sinklarsvisen:

„Ve hver en nordmann, som ei blir het,så titt hans øyne den skue!“

180Da fortelles det, at en gammel kjerring med en Sjaalygte i hånden trengte seg frem og ropte: „Aa, la meg få se prinsen, la meg få se prinsen!“ — Prinsen svarte smilende: „Se du, mor, se bare!“ — „Så du er Kristian Fredrik,“ ble kjerringen ved og holdt lykten tett opp til hans ansikt, som hun stirret på, — „det er vakkert kjøtt og blod i deg; men for veik ser du ut til å kunne bli Norges Frelsermand.“

På sin reise fant prins Kristian Fredrik overalt, at nordmennene ville verge for Norges Frihed og selvstendighet. På tilbakeveien stanset han ved Eidsvolls Jernverk, og dit bød han en del av Norges dyktigste og fornemste menn å møte den 16de februar, og man kunne skjønne, at han ville sette den mening igjennom, at han nå var rett arving til Norge, siden Kong Fredrik hadde vært nødt til å oppgi sin rett til Norges krone. Professor Georg Sverdrup i Kristiania var også kalt til dette møte; han mottok budskapet først et par timer etter midnatt, morgenen den 16de februar, og reiste straks av sted. Da det er over fem mil fra Kristiania til Eidsvoll, kom han dit først en god stund etter middag. Han hadde ikke langt igjen, da Skydsbonden, en gammel ærverdig bondemann, spurte ham: „Er du også av dem, som er kalte opp til Eidsvollsverket for å rådslå med prinsen?“ — Sverdrup svarte: „Ja.“ — „Skal du være med i dette lag,“ ble bonden ved, „da må du for Guds skyld ikke gi din stemme til, at Norge gives til Sverige; før vil vi lade bare kvinnfolk og barn bli hjemme, og alle mann vil vi gå til grensen; men hva du så enn sier eller gjør, så husk på, at Gud er med.“ Da Sverdrup nådde Eidsvoll, fortalte et par av de indbudne, at prinsen ikke ville vite av annet enn å bli Konge; straks etter ble han kalt inn til prinsen. Denne sa nå til Sverdrup, at han holdt seg for å være rett arving til Norges krone. Den gamle Bondes ord: „Husk på, at Gud er med,“ rant Sverdrup levende i tanke, og rolig og bestemt svarte han: „Dertil har Deres kongelige høyhet ikke mer rett enn jeg.“ Derpå la han ut for prinsen klart og overtydende, at da Kong Fredrik uten rett hadde oppgitt Norge, kunne nordmennene ingenlunde 181gå inn på Kielerfreden; men at de nå hadde rett til selv å gi seg grunnlov og å ta den til Konge, som de holdt for dyktigst. — „De har rett; jeg går over til Deres mening,“ sa prinsen; „ja således er det riktig. Kom, la oss meddele de andre herrer dette.“ I det samlede møte ble det derpå fastsatt, at hva Kielerfreden inneholdt om Norge, ikke skulle være bindende for nordmennene, og at en riksforsamling skulle møte på Eidsvoll for å gi Norge en grunnlov. Rundt om i landet ble der derpå valgt utsendinger, som på Folkets vegne skulle bestemme Landets skjebne. Eidsvollsmennene møtte den 10de april 1814, og fem uker deretter, den syttende mai 1814, var de ferdige med sitt storverk, kongeriket Norges Grundlov.

Siegw. Petersen.