169

Hans Paulsen Egede, Grønlendingernes Apostel, blev født paa Harstadgaard i Nordlandene 10de Februar 1686. Hans Fader, en Sorenskriver, havde taget sit Navn af sin Fødeby Vesteregede i Sjælland, hvor Bedstefaderen var Prest. Egede kom 1704 til Kjøbenhavns Universitet, og da han her havde gjort sig færdig, viedes han 1707 til Prest for Vaagens Menighed i Nordlandene. Ved at læse om de gamle Nordmænds Kolonier paa Grønland og ved at høre, at de nærværende Grønlendinger var forvildede Hedninger, grebes han allerede næste Aar af en uimodstaaelig Trang til at bringe Evangeliets Lys til de fjerne Egne, hvor det havde ophørt at skinne blandt Folk, som han tog for Efterkommere af Nordmænd, men til hvilke neppe nogen dalevende kjendte Veien. Forgjeves bekjæmpede han denne Trang, om hvis guddommelige Oprindelse han i Anfegtelsens Stund gjordes uvis; forgjeves bønfaldt Slegt og Venner ham om at opgive saa fortvivlet en Tanke; forgjeves var den kloge Verdens Spot, og forgjeves optaarnede tusende Hindringer sig for den fattige Landsprest; 1718 nedlagde han sit Embede og drog om Høsten til Bergen for udelt at virke for sit Livs Opgave. Hans trofaste Hustru, den fromme Gertrud Rasch, stod opmuntrende ved hans Side; ei heller hun skræmmedes tilbage af Møie og Fare, Trængsel og Spot; tvertimod styrkede hun sin Husbonde i Troskab mod den Beslutning, som ogsaa hun havde anerkjendt som et Kald ovenfra. Næste Vaar gik han til Kjøbenhavn, hvor han overgav Missionskollegiet (stiftet 10de December 1714) sit Forslag til en grønlandsk Mission; Krigen nødte ham til at vænte. — Endelig fik Norden Fred, og endelig bøiede baade Konge og Privatmand Øre til hans utrættelige Forestillinger. Kongen havde han tildels vundet ved en mundtlig Samtale; forskjellige Privatmænd, mest i Bergen, fik han omsider til at sammenskyde henved titusende Rdl., efterat han selv først havde tegnet sig for trehundrede Rdl., hvilket var alt, hvad hans Eiendele kunde udbringes til; og Skibet Haabet førte ham 3dje Mai 1721 ud af Bergens Havn. Jo længer de seilede, desto vanskeligere blev Farten; thi Skibet omringedes 170af Drivis, saa det tidt stod ganske stille, og det mismodige Mandskab vilde endelig vende tilbage; men Egede bekjæmpede baade deres Misnøie og Mismod, og den 3dje Juli naaede han Grønland. Her byggede han sig et Hus til Skjul mod Vinteren, og i sin Glæde kaldte han Stedet Godthaab. Han drog nu daglig om blandt Grønlendingerne, undslog sig heller ikke for at overnatte i deres hæslige Hytter, lærte deres Sprog, gjorde sig bekjendt med deres Seder, var venlig mod dem i alt, hjalp dem i alt, trøstede dem i deres Nød og pleiede dem i deres Sygdomme, navnlig da Børnekopperne første Gang kom til Grønland, hvor de rasede med en uimodstaaelig Voldsomhed. Da var han baade Prest og Læge, husede enhver, som tyede til ham, pleiede de syge og begrov de døde. Paa mangt et Sted overvandt han derfor Folkets sløve og dyriske Ligegyldighed, spredte dets dybe og mørke Vankundighed og gjorde Ende paa den Mistænksomhed og Uvilje, hvormed det ellers altid kom den fremmede imøde. Grønlendingerne fattede Tillid og Kjærlighed til ham selv og hans Hustru, hørte med Begjærlighed hans Lærdomme og Formaninger og indrettede sit Levnet efter hans Forskrifter; ja ikke saa faa tog med Glæde ved Kristendommen, og halvandethundrede Børn blev døbte. En døende Grønlending gav Egede det Vidnesbyrd: „Du har gjort imod os, hvad ingen af vore egne vilde have gjort; du har givet os Føde, naar vi ikke havde noget at spise; du har begravet vore døde, der ellers vilde have ligget som et Rov for vilde Dyr, og i Særdeleshed har du undervist os om Gud og lært os, hvorledes vi kan blive salige, saa at vi nu kan dø med Glæde.“ En anden fjerntboende Grønlending laa ogsaa for Døden; men han trøstede sine Børn med de Ord: „Inden I faar fortæret Sildene og de tvende Selhunde, finder Presten eder nok, og saa tager han eder hjem med sig; thi han elsker os alle og vil gjerne sørge for enhver af os.“ Men Egede sørgede ikke alene for Kristendommens Udbredelse; han vaagede ogsaa over Handelens Opkomst. Man havde betroet ham Opsynet med denne, da det grønlandske Kompagni stiftedes (1723), og han vidste desuden godt, at Handelen var en Betingelse for Missionens fortsatte Understøttelse. Han opsøgte 171de bedste Pladse til nye Bygninger og de rigeste Fjorde for Fiskeriet; han drog foran paa de Undersøgelser, som Regjeringen foranstaltede for at lære Landets Beskaffenhed og Frembringelser at kjende, og ved intet nyttigt Foretagende holdt han sig nogensinde tilbage. Stundom reiste han endog saa høit i Nord, at han neppe kunde faa nogen Grønlending til at følge sig. Paa en saadan Reise havde en Del indfødte flokket sig paa Strandbredden for at bortjage de danske med Buer og Pile; men neppe fik de Øie paa Egede, før al deres Harme lagde sig; de lod Danskerne komme iland, bød dem ind i sine Hytter og viste dem villig Vei overalt. — Fiskerierne slog dog ofte feil og Handelen med dem. Men at arbeide for intet var ikke Regjeringens Hensigt, og 1731 gav Kristian den sjette Egede Valget imellem at opgive Herrens Verk og vende hjem eller at udsætte sig og sine for Hungersdøden. Den Løn, han havde modtaget som Missionær (trehundrede Rdlr. aarlig), var ganske medgaaet til hans Verks Fremme; men dette var, som han sagde, en frivillig Gave. Mest havde han hidtil ernæret sig ved sin egen Fiske- og Fuglefangst; men denne var dog ikke tilstrækkelig for hans talrige Hus. For mangen anden havde der altsaa intet Valg været. Men Grønlendingerne anraabte ham skarevis om at blive. Egede blev, og Gud bøiede ved en paafølgende lykkelig Hvalfangst Kongens og Missionskollegiets haarde Hjerter. Regjeringens Understøttelse vedblev, og Egede fortsatte sin Gjerning som hidtil. Da sendte Gud ham en endnu tungere Prøvelse, idet han tog hans Hustru fra ham. Som hun havde staaet trøstende og opmuntrende hos ham, da han for sit Kalds Skyld vilde opgive sit Fædreland, saaledes havde hun endnu havt Mod til at støtte og styrke ham, da Fædrelandet nys truede med at opgive ham, og hun var ikke den sidste til at holde ham tilbage blandt Møie og Trængsel. Dengang Børnekopperne rasede (1733), sparede hun hverken Sundhed eller Kræfter; men uden at afskrækkes af de syges Stank og Urenlighed, vaagede hun hos dem, tillavede dem Mad og Lægemidler, trøstede og opmuntrede dem. Nu døde hun (21de December 1735). Da udtømtes ogsaa Egedes Kræfter, og svækket paa Sjæl og Legeme forlod han 9de 172August 1736 Grønland for i Hjemmet at virke for den Gjerning, han ikke længere paa Stedet havde Kræfter nok til at udrette, efter at have prædiket til Afsked over de profetiske Ord: „Jeg har umaget mig forgjeves, fortæret min Kraft for intet og forfængelig; alligevel er min Ret med Herren, og min Gjerning er med min Gud.“ Da han kom til Danmark, gav Kongen ham en livsvarig Understøttelse og overdrog ham at undervise dem, der skulde dannes til Missionærer og Lærere paa Grønland, i det grønlandske Sprog; siden fik han Titel af Biskop over Grønland. I elleve Aar beklædte han dette Embede; saa søgte han sin Afsked og tilbragte Resten af sine Dage hos sine Børn. Han døde i Stubbekjøbing hos sin ældste Datter den 5te November 1758, næsten 73 Aar gammel.

„Hos Gud nu den Apostel bor; hans Sjæl Gud evig glæde!Hans Mindekvad høit over Jord forløste Sjæle kvæde.“

Inden Egede forlod Grønland, overgav han sin Gjerning i sin ældste Søns Hænder.

Fr. Barfod.

Et helligt Kors staar høit i Nord,Hvor ingen Sangfugl bygger;I Sne det staar paa frosne JordOg langt fra Lövsalsskygger,Har Lyset döde Jord forladt,Og isner Himlen selv ved Nat,Hvor Sjæl og Hjerte gyser:Fra Bølgebjerg af evig IsHenpeger mod Guds ParadisDet Kors ved Nat og lyser.

Med Glans fra Livets Morgenland,I Dödens MidnatszoneDet viser Vei fra Hvalens StrandTil Palmeskovens Krone;Og Øiet, blindt af evig Sne,Kan Livets grønne Træ dog se,Hvorom Guds Engle knæle;Og gjennem dybe Grav af IsGaa haabfuld til Guds ParadisMed Tro de frelste Sjæle.

Hvo planted hist saa høit i NordDen Gren fra Edens Have?Hvo bar den tro i Hvalens SporHenover Dybets Grave?Ispolens Sön, hvo gav dig Fred?Ei steg en Engel til dig ned; —Gud en Apostel sendte!I Mulm han saa et Folk forladt;Ham Aanden viste Dag og NatDen Vei, kun döde kjendte.

Og ei han havde Rist og Ro;Den Vei han maatte fölge,Gik end den over Dödens BroOg Fjeld af frosne Bölge,Ham fulgte Börn og trofast Viv,I Herrens Haand han gav sit Liv;Men Aanden ham ledsaged;Den bar ham over store Grav,Og bag det dunkle MidnatshavHan fjerne Kyst opdaged.

173I Mulm för blodig DödsharpunMod Hval ved vilde Strande;Paa Kysten stod et FredspaulunMed Lys fra fjerne Lande.Der hjalp en kjærlig Haand i Nöd,Der löd en salig Tröst i Död,Der Guds Apostel boede.Did tyede hver bedrövet Sjæl,Til Lysets og til Livets Væld,Og haabed, elsked, troede.

Hos Gud nu den Apostel bor,Hans Sjæl Gud evig glæde!Hans Mindekvad höit over JordForlöste Sjæle kvæde,Hans Bautasten er Korset hist,Som leder til den Herre Krist,Hvor isnet Sjælen gyser;Fra Bölgebjerg af evig IsDet peger mod Guds ParadisOg gjennem Natten lyser,

B. S. Ingemann.

169

Hans Paulsen Egede, grønlendingenes apostel, ble født på Harstadgaard i Nordlandene 10de februar 1686. Hans Fader, en sorenskriver, hadde tatt sitt navn av sin fødeby Vesteregede i Sjælland, hvor bestefaren var Prest. Egede kom 1704 til Kjøbenhavns universitet, og da han her hadde gjort seg ferdig, viedes han 1707 til Prest for Vaagens menighet i Nordlandene. Ved å lese om de gamle Nordmænds kolonier på Grønland og ved å høre, at de nærværende grønlendinger var forvildede hedninger, grebes han allerede neste år av en uimotståelig trang til å bringe Evangeliets lys til de fjerne Egne, hvor det hadde opphørt å skinne blant folk, som han tok for etterkommere av nordmenn, men til hvilke neppe noen dalevende kjente veien. Forgjeves bekjempet han denne trang, om hvis guddommelige opprinnelse han i Anfegtelsens stund gjordes uviss; forgjeves bønnfalt slekt og venner ham om å oppgi så fortvivlet en tanke; forgjeves var den kloge Verdens Spot, og forgjeves optaarnede tusende hindringer seg for den fattige Landsprest; 1718 nedla han sitt embete og drog om høsten til Bergen for udelt å virke for sitt Livs Opgave. Hans trofaste hustru, den fromme Gertrud Rasch, stod oppmuntrende ved hans side; ei heller hun skræmmedes tilbake av møye og fare, trengsel og Spot; tvertimod styrket hun sin Husbonde i troskap mot den beslutning, som også hun hadde anerkjent som et kald ovenfra. Neste vår gikk han til Kjøbenhavn, hvor han overgav misjonskollegiet (stiftet 10de desember 1714) sitt forslag til en grønlandsk Mission; Krigen nødte ham til å vente. — Endelig fikk Norden Fred, og endelig bøiede både Konge og privatmann øre til hans utrettelige forestillinger. Kongen hadde han tildels vundet ved en muntlig samtale; forskjellige privatmenn, mest i Bergen, fikk han omsider til at sammenskyte henved titusende Rdl., etter at han selv først hadde tegnet seg for trehundrede Rdl., hvilket var alt, hva hans eiendeler kunne utbringes til; og skipet håpet førte ham 3dje mai 1721 ut av Bergens havn. Jo lenger de seilede, desto vanskeligere ble farten; thi skipet omringedes 170av drivis, så det titt stod ganske stille, og det mismodige mannskap ville endelig vende tilbake; men Egede bekjæmpede både deres misnøye og mismot, og den 3dje juli nådde han Grønland. Her bygde han seg et hus til skjul mot vinteren, og i sin glede kalte han stedet Godthaab. Han drog nå daglig om blant grønlendingene, undslog seg heller ikke for å overnatte i deres heslige hytter, lærte deres språk, gjorde seg bekjent med deres seder, var vennlig mot dem i alt, hjalp dem i alt, trøstet dem i deres nød og pleide dem i deres sykdommer, navnlig da Børnekopperne første gang kom til Grønland, hvor de rasede med en uimotståelig voldsomhet. Da var han både Prest og lege, husede enhver, som tydde til ham, pleide de syke og begrov de døde. På mangt et sted overvant han derfor Folkets sløve og dyriske likegyldighet, spredte dets dype og mørke vankundighet og gjorde ende på den mistenksomhet og uvilje, hvormed det ellers alltid kom den fremmede imøte. Grønlendingene fattet tillit og Kjærlighed til ham selv og hans hustru, hørte med begjærlighet hans lærdommer og formaninger og indrettede sitt Levnet etter hans forskrifter; ja ikke så få tok med glede ved kristendommen, og halvandethundrede barn ble døpte. En døende grønlending ga Egede det vitnesbyrd: „Du har gjort imot oss, hva ingen av våre egne ville ha gjort; du har gitt oss føde, når vi ikke hadde noe å spise; du har begravet våre døde, der ellers ville ha ligget som et Rov for ville dyr, og i særdeleshet har du undervist oss om Gud og lært oss, hvorledes vi kan bli salige, så at vi nå kan dø med glede.“ En annen fjerntboende grønlending lå også for døden; men han trøstet sine barn med de ord: „Innen dere får fortært Sildene og de tvende selhunder, finner presten dere nok, og så tar han dere hjem med seg; thi han elsker oss alle og vil gjerne sørge for enhver av oss.“ Men Egede sørgede ikke alene for Kristendommens utbredelse; han vaagede også over Handelens oppkomst. Man hadde betrodd ham Opsynet med denne, da det grønlandske kompani stiftedes (1723), og han visste dessuten godt, at handelen var en betingelse for misjonens fortsatte understøttelse. Han oppsøkte 171de beste plasser til nye bygninger og de rikeste Fjorde for Fiskeriet; han drog foran på de undersøkelser, som regjeringen foranstaltede for å lære Landets beskaffenhet og Frembringelser å kjenne, og ved intet nyttig foretagende holdt han seg noensinne tilbake. Stundom reiste han endog så høyt i nord, at han neppe kunne få noen grønlending til å følge seg. På en sådan reise hadde en del innfødte flokket seg på Strandbredden for at bortjage de danske med buer og Pile; men neppe fikk de Øye på Egede, før all deres Harme la seg; de lot danskene komme i land, bød dem inn i sine hytter og viste dem villig vei overalt. — Fiskeriene slo dog ofte feil og handelen med dem. Men å arbeide for intet var ikke Regjeringens hensikt, og 1731 ga Kristian den sjette Egede valget imellom å oppgi Herrens verk og vende hjem eller å utsette seg og sine for Hungersdøden. Den Løn, han hadde mottatt som misjonær (trehundrede Rdlr. årlig), var ganske medgått til hans Verks fremme; men dette var, som han sa, en frivillig gave. Mest hadde han hittil ernæret seg ved sin egen Fiske- og fuglefangst; men denne var dog ikke tilstrekkelig for hans talrige hus. For mangen annen hadde der altså intet valg vært. Men Grønlendingerne anropte ham skarevis om å bli. Egede ble, og Gud bøiede ved en påfølgende lykkelig hvalfangst Kongens og Missionskollegiets harde hjerter. Regjeringens understøttelse vedble, og Egede fortsatte sin gjerning som hittil. Da sendte Gud ham en enda tungere prøvelse, idet han tok hans hustru fra ham. Som hun hadde stått trøstende og oppmuntrende hos ham, da han for sitt Kalds skyld ville oppgi sitt fedreland, således hadde hun ennå hatt mot til å støtte og styrke ham, da fedrelandet nys truet med å oppgi ham, og hun var ikke den siste til å holde ham tilbake blant møye og trengsel. Dengang Børnekopperne raste (1733), sparte hun hverken sunnhet eller krefter; men uten å avskrekkes av de sykes stank og Urenlighed, vaagede hun hos dem, tillavede dem mat og legemidler, trøstet og oppmuntret dem. Nå døde hun (21de desember 1735). Da udtømtes også Egedes krefter, og svekket på sjel og legeme forlot han 9de 172August 1736 Grønland for i hjemmet å virke for den gjerning, han ikke lenger på stedet hadde krefter nok til å utrette, etter å ha prediket til avskjed over de profetiske ord: „Jeg har umaket meg forgjeves, fortært min kraft for intet og forfengelig; allikevel er min rett med Herren, og min gjerning er med min Gud.“ Da han kom til Danmark, ga Kongen ham en livsvarig understøttelse og overdro ham å undervise dem, der skulle dannes til misjonærer og lærere på Grønland, i det grønlandske språk; siden fikk han tittel av biskop over Grønland. I elleve år beklædte han dette embete; så søkte han sin avskjed og tilbrakte resten av sine dager hos sine barn. Han døde i Stubbekjøbing hos sin eldste datter den 5te november 1758, nesten 73 år gammel.

„Hos Gud nå den apostel bor; hans sjel Gud evig glede!Hans Mindekvad høyt over jord forløste Sjæle kvede.“

Innen Egede forlot Grønland, overgav han sin gjerning i sin eldste Søns hender.

Fr. Barfod.

Et hellig kors står høyt i nord,Hvor ingen sangfugl bygger;I Sne det står på frosne jordOg langt fra Lövsalsskygger,Har Lyset døde jord forlatt,Og isner Himlen selv ved natt,Hvor sjel og hjerte gyser:Fra Bølgebjerg av evig isHenpeger mot Guds paradisDet Kors ved natt og lyser.

Med glans fra Livets Morgenland,I dødens midnattssoneDet viser vei fra Hvalens StrandTil Palmeskovens krone;Og Øiet, blindt av evig Sne,Kan Livets grønne tre dog se,Hvorom Guds Engle knele;Og gjennom dype grav av isGå håpfull til Guds paradisMed tro de frelste Sjæle.

Hvo plantet hist så høyt i nordDen Gren fra Edens hage?Hvo bar den tro i Hvalens sporHenover Dybets Grave?Ispolens sønn, hvo ga deg Fred?Ei steg en engel til deg ned; —Gud en apostel sendte!I mulm han så et folk forlatt;Ham Aanden viste Dag og nattDen Vei, kun døde kjente.

Og ei han hadde Rist og ro;Den Vei han måtte følge,Gikk enn den over dødens broOg Fjeld av frosne Bölge,Ham fulgte Börn og trofast Viv,I Herrens Haand han ga sitt liv;Men Aanden ham ledsaget;Den bar ham over store grav,Og bak det dunkle midnattshavHan fjerne kyst oppdaget.

173I mulm för blodig dødsharpunMot hval ved ville Strande;På kysten stod et FredspaulunMed lys fra fjerne land.Der hjalp en kjærlig hånd i Nöd,Der lød en salig trøst i død,Der Guds apostel bodde.Dit tydde hver bedrøvet sjel,Til Lysets og til Livets vell,Og håpet, elsket, trodde.

Hos Gud nå den apostel bor,Hans Sjæl Gud evig glede!Hans Mindekvad høyt over jordForlöste Sjæle kvede,Hans Bautasten er korset hist,Som leder til den Herre Krist,Hvor isnet sjelen gyser;Fra Bölgebjerg av evig isDet peker mot Guds paradisOg gjennom natten lyser,

B. S. Ingemann.