164

I Marts Maaned 1714 gik Tordenskjold, som dengang endnu hed Peter Wessel, under Seil for at skaffe sikker Tidende om Svenskernes Rustninger, hvorom der gik mangehaande Rygter. Den 25de Marts laa han udenfor en liden Havn i Skaane; han gik iland for at speide og tog kun ti Mand med sig, da han ikke væntede at træffe fiendtlige Krigsmænd. Men paa Stedet laa en hel Del svenske Dragoner paa Strandvagt, og Wessel var ikke kommen langt op i Landet, før nogle svenske Ryttere fik Øie paa ham og satte efter ham. Matroserne blev rædde, løb sin Vei og kastede sig i Baaden, og Wessel, som nu var alene tilbage, maatte da ogsaa se til at frelse sig ved Flugten; men før han naaede Vandet, havde Rytterne indhentet ham. En af dem raabte, at han skulde give sig fangen, krævede hans Verge og rakte Haanden ud efter det. Men i det samme hug Wessel ham med Sabelen over Haanden; „dengang ei!“ sagde han, sprang ud i Vandet, og med Sabelen i Munden svømmede han ud til Baaden.

I Mai Maaned fik Wessel Ordre til at krydse paa Norges Vestside for at beskytte Nordlandsjegterne paa deres Reise til Bergen i Stevnetiden, da man havde faaet Nys om, at svenske Kapere skulde ligge ude og vænte paa dem. Efterat han i Juni Maaned havde krydset mellem Bergen og Trondhjem uden at støde paa nogen Fiende, mødte han den 26de Juli 1714 udenfor Lindesnes en Fregat, der seilede forbi ham under engelsk Flag; men saasnart Fregatten var kommen i hans Kjølvand, vendte den efter ham og skjød to skarpe Skud. „Løvendahls Gallei,“ Wessels Skib, satte dansk Flag til, da Fregatten kom paa Siden af den; men med det samme strøg Fregatten det engelske Flag, satte 165svensk Gjøs til og gav Løvendahls Gallei sit glatte Lag. Fregatten, der havde 28 Kanoner og en Besætning af 150 Mand, var for svensk Regning kjøbt i England og bestemt til at krydse som Kaper i Nordsøen; den førtes af en engelsk Kaptein og var for Størstedelen bemandet med Engelskmænd. Wessel var ikke sen til at give Fregatten det glatte Lag igjen, og en heftig Kamp begyndte; først sloges de om Aftenen fra Klokken sex til halv ti, da Fregatten satte Seil til for at komme unda; men Klokken ti var de atter tæt paa Siden af hinanden, og saa fyrede de løs igjen til henimod Midnat. Fregatten havde da mistet sin Storstang, og begge Skibe havde faaet Taugverket ilde tilredt. Hele Natten seilede Wessel efter Fregatten og lod imidlertid sin Skade efterse og udbedre saa godt, som det var gjørligt. Næste Dag Klokken sex kom de igjen paa Siden af hinanden, og „saasnart det var skeet,“ siger Rothe, Tordenskjolds Biograf, „ønskede de hinanden en knagende og blodig Godmorgen, hvilken Komplimentering med al Iver blev fortsat til Klokken halvgaaen ti udi halvfjerde Time.“ Det blev da atter en liden Stands; Løvendahls Gallei havde nu faaet tre Grundskud, og Stænger, Master og Seil paa begge Skibene var rent forskudte. Fregatten søgte igjen at undfly; men Klokken ti var de atter tæt ved hinanden, og for fjerde Gang begyndte Kampen, der varede til Klokken to om Eftermiddagen. Ombord paa Fregatten vilde nu den svenske Del af Besætningen to Gange stryge Flaget; men den engelske Kaptein og det engelske Mandskab satte sig derimod, og Wessel har vel Ret, naar han i sin Beretning til Kongen om denne Kamp skriver: „Havde Fregatten været ekviperet fra Gøteborg, skulde jeg næst Guds Bistand have opbragt hannem; men man ved, at de engelske har Renomme for at fegte vel tilsøs med Kanoner, hvorudi de i denne lange Orlog, de har havt, alle er exercerede.“ Da Klokken var to, meldte Wessels Konstabel, at der kun var fire Skud Krud tilbage til hver Kanon, og da Søgangen var for sterk til, at man kunde entre, hvortil imidlertid alt var gjort klart paa Løvendahls Gallei, maatte Wessel holde inde med Skydningen og lade Fregatten fare. Men først lod han en Jolle sætte ud og sendte en Trompeter ombord paa den fiendtlige 166Orlogsmand med den Hilsen til Kapteinen: „At det gjorde Peter Wessel ondt, at han for denne Gang maatte lade ham passere, eftersom hans Krud var mestendels bortskudt; men siden Kapteinen havde værget sig som en brav Karl, vilde det være Wessel en Glæde, om han vilde komme ombord paa Løvendahls Gallei og drikke et Glas Vin, førend de skiltes.“ Kapteinen afslog Indbydelsen; men paa hans Forslag gik nu Skibene saa nær ind til hinanden, at en Samtale kunde høres. „Herr Kapteinen skulde vel ikke have lidt Krud at laane mig?“ spurgte Wessel. „Jeg har neppe nok til mig selv,“ svarede Engelskmanden. „Vær saa god at hilse gode Venner i Gøteborg,“ raabte Wessel. „Skal ske; jeg beder at hilse gode Venner i Kjøbenhavn,“ svarede den engelske Kaptein, som derpaa skjænkte i et Glas Vin og raabte: „Jeg drikker Herr Wessels Sundhed! Hurra Gutter!“ og Mandskabet paa Fregatten stemmede i et syvdobbelt Hurra. Nu fik ogsaa Wessel Vin frem og drak sin Modstanders Sundhed igjen med tre Gange Hurra, hvorpaa de skiltes.

Denne Begivenhed havde nær havt farlige Følger for Wessel, hvis Avindsmænd i Admiralitetet mente, at han atter havde været for dumdristig, og han blev ved en kongelig Ordre nedkaldt til Kjøbenhavn, hvor han „for sin udviste Konduite skulde tiltales.“ Wessel havde vel forudseet noget lignende; thi han havde strax til Kongen selv indsendt en omstændelig Beretning om det forefaldne. Beretningen endte med følgende Ord: „Jeg tror, jeg er den første, der med saa ringe Magt (thi min Komplettering af Mandskab er hundrede og nogle) og 18 Kanoner har kujoneret saadan en Overmagt af Skib, Kanoner og Mandskab. Jeg anbefaler mig som altid tilforn udi Deres Majestæts høie Naade som en fattig norsk Gut og lever til min Død min allernaadigste Konges til Døden hengivne, tro Knegt.“ I November Maaned kom Wessel med Løvendahls Gallei til Kjøbenhavn. Nogle Dage efter holdtes Krigsforhør ombord paa Galleien; Wessels Skibsjournal blev oplæst, han selv, hans Officerer og elleve af Mandskabet blev edelig afhørte, og uagtet det blev klarligen bevist, at Løvendahls Gallei først var bleven angreben, og at hver Mand ombord havde gjort sin Pligt, 167gik dog Fiskalens Paastand ud paa, „at Kapteinløitnant Wessel ifølge Søkrigsartiklerne skulde betale Mulkt og Processens Omkostninger samt degraderes, indtil han lærte at bruge bedre Sømandskab, fordi han med utidig Kourage havde sakrificeret sig selv og indehavende Mandskab samt været Aarsag i, at hans kongelige Majestæt af Fiendens Kanoner havde lidt ei ringe Skade paa sin Korvet, og fordi han havde løbet sin Fiende paa Siden, gjort ligesom Fred med ham og drukket et Glas Vin paa hans Sundhed o. s. v.“ To Dage efter besvarede Wessel Fiskalens Klage i det djerve og frimodige Sprog, som han pleiede at bruge. Han skrev blandt andet: „Jeg skulde formode, at det ei kan komme min Konduite noget til Miskredit, at jeg besvarede min Modstander med tre Gange Hurra, da han drak min Skaal med syv Gange Hurra; thi Ære mod Ære er Brug over al Verden; af Forhøret kan det ellers klart nok sees, at jeg i alt trakterede ham som en Fiende. At Fiendens Kanoner tilføiede mit Skib Skade, kan jeg ikke negte; thi man ved, at Kanonen er et Instrument, som temmelig lader se sin Effekt, hvor den rammer, og det var mig umuligt at forbyde Fienden at beskadige min Gallei og mit Mandskab, med mindre jeg som en Kujon straxen vilde have strøget for det første glatte Lag, da hans Majestæt intet vilde have faaet tilbage af Korvetten, og mit Renomme da alletider skulde kaldes en Poltron (Kujon).“ Forhøret blev indsendt til Admiralitetet, og det vilde vel have lykkedes Wessels Modstandere at faa ham styrtet, hvis ikke Gyldenløve uden at oppebie Krigsrettens Dom havde henvendt sig til Kongen. Nu var Wessel frelst, og istedenfor at lide Dom blev han den 28de December 1714 udenfor sin Tur forfremmet til Kaptein.

Siegv. Petersen.

Marstrand indtog Tordenskjold (1719) især ved List og Snildhed. I Tillid til sin fuldkomne Færdighed i det svenske Sprog forklædte han sig som Fisker, lod sig en Morgen ro i Land tæt udenfor Byen, tog en Kurv med Fisk paa Armen og gik ind i Husene. Sine Fisk falbød han til saa høi en Pris, at ingen vilde kjøbe dem, men fik just derved Leilighed til at gaa fra Hus til Hus og indhente de fornødne 168Efterretninger. Tilsidst vovede han sig endog ombord paa Orlogsskibene i Havnen, hvor man dog ligeledes fandt, at han var for dyr med sine Varer. Efter at have udspeidet alt gik han saa uhindret bort, som han var kommen. Da han senere ved et raskt Angreb havde taget Byen og Skibene, tog han selve Fæstningen ved en Forening af velberegnet List og dristigt Mod. Han forskrækkede den lettroende Kommandant ved sine Trusler og fik ham til at sende en Kaptein ned i Byen, der med egne Øine kunde overbevise sig om hans Stridskræfters Styrke. Tordenskjold drak denne fuld og opstillede saa sine 6—700 Mand først i en Gade og siden i andre; men Kapteinen troede i hver ny Gade at træffe paa en ny Afdeling af den frygtelige Beleiringshær, hvis Størrelse han angav for Kommandanten til flere tusende Mand. Denne kapitulerede derfor, men nølede med Overgivelsen, hvorfor Tordenskjold gik ene op paa Fæstningen og raabte gjennem Vinduet til Kommandanten: „Hvad nøler I efter? ved I ikke, at Tiden er udløben?“ og Fæstningen rømmedes ham øieblikkelig.

Fr. Barfod.

Rul henover Fjeld og Belt,Kjæmpesang om Nordens Helt!Sjung med et Aarhundreds RøstHeltens Navn fra Kyst til Kyst!Tordenskjold! dit KjæmperyLysner stolt som Lyn i Sky; —Navn, som trodser Mulm og Grav,Rul som Torden over Hav!

Rask han fløi paa Ørnen hvid;Fjerde Fredrik saa hans Id;Lystig, naar han Sverdet svang,Lykken sang hans Seierssang.Hist med Hæderssverd i MundSvømmed han som Hval i Sund;Her gjenlød i FiendehavnUnder Flammebrag hans Navn.

Danmark, glem ei stolte Syn!Over Hav fór Lyn paa Lyn;Tordner lød om Dannebrog, —Det var Tordenskjold, der slog!Ton fra Marstrands gamle Vold,Snilde Sagn om Tordenskjold!Kjæmpen sprang som Fisker ind,Stod som Helt paa Borgens Tind.

Ton fra Dynekilens Havn,Store, seiersstolte Navn!Her med Ild og Blod han skrev,Klippeland, dit Frihedsbrev! —Norge, stolt du vidne kan,Han har frelst sit Fædreland!Tolvte Karl, du saa med Gru,Tordenskjold var stor som du!

Norge, pris din Kjæmpe bold!Danmark, pris din Tordenskjold!Sverigs stolte Kjæmpedrot,Favn ham høit i Himmelslot!Ven med Fiende bandt hansKrans:Trende Riger saa hans Glans; —Navn, som trodser Mulm og Grav,Rul som Torden over Hav!

B. S. Ingemann.

164

I mars måned 1714 gikk Tordenskjold, som dengang ennå het Peter Wessel, under Seil for å skaffe sikker Tidende om svenskenes rustninger, hvorom der gikk mangehaande rykter. Den 25de mars lå han utenfor en liten havn i Skaane; han gikk i land for å speide og tok kun ti mann med seg, da han ikke ventet å treffe fiendtlige krigsmenn. Men på stedet lå en hel del svenske Dragoner på strandvakt, og Wessel var ikke kommet langt opp i landet, før noen svenske Ryttere fikk Øye på ham og satte etter ham. Matrosene ble redde, løp sin vei og kastet seg i båten, og Wessel, som nå var alene tilbake, måtte da også se til å frelse seg ved flukten; men før han nådde vannet, hadde rytterne innhentet ham. En av dem ropte, at han skulle gi seg fangen, krevde hans verge og rakte hånden ut etter det. Men i det samme hug Wessel ham med sabelen over hånden; „dengang ei!“ sa han, sprang ut i vannet, og med sabelen i munnen svømte han ut til båten.

I mai måned fikk Wessel ordre til å krysse på Norges vestside for å beskytte nordlandsjektene på deres reise til Bergen i Stevnetiden, da man hadde fått Nys om, at svenske kapere skulle ligge ute og vente på dem. Etter at han i juni måned hadde krysset mellom Bergen og Trondhjem uten å støte på noen fiende, møtte han den 26de juli 1714 utenfor Lindesnes en fregatt, der seilte forbi ham under engelsk flagg; men så snart fregatten var kommet i hans kjølvann, vendte den etter ham og skjød to skarpe skudd. „Løvendahls Gallei,“ Wessels skip, satte dansk flagg til, da fregatten kom på siden av den; men med det samme strøk fregatten det engelske flagg, satte 165svensk Gjøs til og ga Løvendahls Gallei sitt glatte lag. Fregatten, der hadde 28 kanoner og en besetning av 150 mann, var for svensk regning kjøpt i England og bestemt til å krysse som kaper i Nordsjøen; den førtes av en engelsk kaptein og var for størstedelen bemannet med engelskmenn. Wessel var ikke sen til å gi fregatten det glatte lag igjen, og en heftig kamp begynte; først sloges de om Aftenen fra klokken seks til halv ti, da fregatten satte Seil til for å komme unna; men klokken ti var de atter tett på siden av hinannen, og så fyrte de løs igjen til henimot midnatt. Fregatten hadde da mistet sin Storstang, og begge skip hadde fått tauverket ilde tilredt. Hele natten seilte Wessel etter fregatten og lot imidlertid sin skade etterse og utbedre så godt, som det var gjørlig. Neste dag Klokken seks kom de igjen på siden av hinannen, og „så snart det var skjedd,“ sier Rothe, Tordenskjolds biograf, „ønsket de hinannen en knakende og blodig god morgen, hvilken Komplimentering med all Iver ble fortsatt til klokken halvgåen ti uti halvfjerde time.“ Det ble da atter en liten Stands; Løvendahls Gallei hadde nå fått tre grunnskudd, og stenger, Master og Seil på begge skipene var rent forskudte. Fregatten søkte igjen å unnfly; men klokken ti var de atter tett ved hinannen, og for fjerde gang begynte kampen, der varte til klokken to om ettermiddagen. Ombord på fregatten ville nå den svenske del av besetningen to ganger stryke flagget; men den engelske kaptein og det engelske mannskap satte seg derimot, og Wessel har vel rett, når han i sin beretning til Kongen om denne kamp skriver: „Hadde fregatten vært ekvipert fra Gøteborg, skulle jeg nest Guds bistand have oppbrakt ham; men man vet, at de engelske har renomme for å fekte vel til sjøs med kanoner, hvorudi de i denne lange Orlog, de har hatt, alle er ekserserte.“ Da Klokken var to, meldte Wessels konstabel, at der kun var fire skudd krutt tilbake til hver kanon, og da sjøgangen var for sterk til, at man kunne entre, hvortil imidlertid alt var gjort klart på Løvendahls Gallei, måtte Wessel holde inne med skytingen og lade fregatten fare. Men først lot han en jolle sette ut og sendte en trompeter ombord på den fiendtlige 166Orlogsmand med den hilsen til Kapteinen: „At det gjorde Peter Wessel ondt, at han for denne gang måtte la ham passere, ettersom hans krutt var mestendels bortskudt; men siden Kapteinen hadde verget seg som en brav Karl, ville det være Wessel en glede, om han ville komme ombord på Løvendahls Gallei og drikke et Glas vin, før de skiltes.“ Kapteinen avslo innbydelsen; men på hans forslag gikk nå skipene så nær inn til hinannen, at en samtale kunne høres. „Herr Kapteinen skulle vel ikke have lidt krutt å låne meg?“ spurte Wessel. „Jeg har neppe nok til meg selv,“ svarte engelskmannen. „Vær så god å hilse gode venner i Gøteborg,“ ropte Wessel. „Skal ske; jeg beder å hilse gode venner i Kjøbenhavn,“ svarte den engelske kaptein, som derpå skjenkte i et Glas vin og ropte: „Jeg drikker Herr Wessels sunnhet! Hurra gutter!“ og mannskapet på fregatten stemte i et syvdobbelt Hurra. Nå fikk også Wessel vin frem og drakk sin Modstanders sunnhet igjen med tre ganger Hurra, hvorpå de skiltes.

Denne begivenhet hadde nær hatt farlige følger for Wessel, hvis Avindsmænd i Admiralitetet mente, at han atter hadde vært for dumdristig, og han ble ved en kongelig ordre nedkaldt til Kjøbenhavn, hvor han „for sin utviste konduite skulle tiltales.“ Wessel hadde vel forutsett noe lignende; thi han hadde straks til Kongen selv innsendt en omstendelig beretning om det forefaldne. Beretningen endte med følgende ord: „Jeg tror, jeg er den første, der med så ringe makt (thi min komplettering av mannskap er hundre og noen) og 18 kanoner har kujoneret sådan en overmakt av skip, kanoner og mannskap. Jeg anbefaler meg som alltid tilforn uti Deres Majestæts høye nåde som en fattig norsk Gut og lever til min død min allernaadigste Konges til døden hengivne, tro Knegt.“ I november måned kom Wessel med Løvendahls Gallei til Kjøbenhavn. Noen dager etter holdtes Krigsforhør ombord på Galleien; Wessels skipsjournal ble opplest, han selv, hans offiserer og elleve av mannskapet ble edelig avhørte, og uaktet det ble klarligen bevist, at Løvendahls Gallei først var blitt angrepet, og at hver mann ombord hadde gjort sin plikt, 167gikk dog Fiskalens påstand ut på, „at kapteinløytnant Wessel ifølge sjøkrigsartiklene skulle betale mulkt og prosessens omkostninger samt degraderes, inntil han lærte å bruke bedre sjømannskap, fordi han med utidig Kourage hadde sakrificeret seg selv og innehavende mannskap samt vært årsak i, at hans kongelige majestet av Fiendens kanoner hadde lidt ei ringe skade på sin korvett, og fordi han hadde løbet sin fiende på siden, gjort likesom Fred med ham og drukket et Glas vin på hans sunnhet o. s. v.“ To dager etter besvarte Wessel Fiskalens klage i det djerve og frimodige språk, som han pleide å bruke. Han skrev blant annet: „Jeg skulle formode, at det ei kan komme min konduite noe til miskreditt, at jeg besvarte min motstander med tre ganger Hurra, da han drakk min skål med syv ganger Hurra; thi ære mot ære er Bruk over all verden; av forhøret kan det ellers klart nok sees, at jeg i alt trakterte ham som en fiende. At Fiendens kanoner tilføyet mitt skip skade, kan jeg ikke nekte; thi man vet, at kanonen er et instrument, som temmelig lar se sin effekt, hvor den rammer, og det var meg umulig å forby fienden å beskadige min Gallei og mitt mannskap, med mindre jeg som en kujon straks ville ha strøket for det første glatte lag, da hans majestet intet ville ha fått tilbake av korvetten, og mitt renomme da alletider skulle kalles en Poltron (kujon).“ Forhøret ble innsendt til Admiralitetet, og det ville vel ha lyktes Wessels motstandere å få ham styrtet, hvis ikke Gyldenløve uten å oppebie Krigsrettens dom hadde henvendt seg til Kongen. Nå var Wessel frelst, og istedenfor å lide dom ble han den 28de desember 1714 utenfor sin tur forfremmet til kaptein.

Siegv. Petersen.

Marstrand indtog Tordenskjold (1719) især ved list og Snildhed. I tillit til sin fullkomne ferdighet i det svenske språk forkledde han seg som fisker, lot seg en morgen ro i land tett utenfor byen, tok en kurv med fisk på armen og gikk inn i husene. Sine fisk falbød han til så høy en pris, at ingen ville kjøpe dem, men fikk just derved leilighet til å gå fra hus til hus og innhente de fornødne 168etterretninger. Til sist vovede han seg endog ombord på orlogsskipene i havnen, hvor man dog likeledes fant, at han var for dyr med sine varer. Etter å ha utspeidet alt gikk han så uhindret bort, som han var kommet. Da han senere ved et raskt angrep hadde tatt byen og skipene, tok han selve festningen ved en forening av velberegnet list og dristig mot. Han forskrekket den lettroende kommandant ved sine trusler og fikk ham til å sende en kaptein ned i byen, der med egne øyne kunne overbevise seg om hans stridskrefters styrke. Tordenskjold drakk denne full og oppstilte så sine 6—700 mann først i en gate og siden i andre; men Kapteinen trodde i hver ny gate å treffe på en ny avdeling av den fryktelige Beleiringshær, hvis størrelse han angav for kommandanten til flere tusende mann. Denne kapitulerte derfor, men nølte med overgivelsen, hvorfor Tordenskjold gikk ene opp på festningen og ropte gjennom vinduet til kommandanten: „Hva nøler dere etter? ved dere ikke, at tiden er udløben?“ og festningen rømmedes ham øyeblikkelig.

Fr. Barfod.

Rull henover Fjell og Belt,Kjempesang om Nordens helt!Syng med et århundres røstHeltens navn fra kyst til kyst!Tordenskjold! ditt KjæmperyLysner stolt som lyn i sky; —Navn, som trosser mulm og grav,Rull som torden over hav!

Rask han fløy på ørnen hvit;Fjerde Fredrik så hans Id;Lystig, når han sverdet svang,Lykken sang hans Seierssang.Hist med Hæderssverd i munnSvømte han som hval i Sund;Her gjenlød i FiendehavnUnder Flammebrag hans navn.

Danmark, glem ei stolte syn!Over hav fór lyn på lyn;Tordner lød om Dannebrog, —Det var Tordenskjold, der slo!Ton fra Marstrands gamle vold,Snilde sagn om Tordenskjold!Kjempen sprang som fisker inn,Stod som helt på Borgens tind.

Ton fra Dynekilens havn,Store, seiersstolte navn!Her med ild og blod han skrev,Klippeland, ditt frihetsbrev! —Norge, stolt du vitne kan,Han har frelst sitt fedreland!Tolvte Karl, du så med gru,Tordenskjold var stor som du!

Norge, pris din kjempe bold!Danmark, pris din Tordenskjold!Sverigs stolte Kjæmpedrot,Favn ham høyt i Himmelslot!Venn med fiende bandt hansKrans:Trende riker så hans glans; —Navn, som trosser mulm og grav,Rull som torden over hav!

B. S. Ingemann.