Da Karl den tolvte første Gang (1716) beleirede Fredrikshald, strandede hans Haab om at erobre Staden og Fæstningen paa den kraftige Modstand, som dens tapre Borgere lagde for Dagen, og med uforrettet Sag maatte han derfor atter drage tilbage til Sverige med sin Hær. Under denne Beleiring fik ogsaa Klokkeren i det nærliggende Id Sogn, Ole Svendsen Bakke, Lyst til at bidrage sit til Fædrelandets Forsvar. Han faar fat paa en Rifle og overtaler et Par af sine Sognemænd til at følge sig. Med disse 162lægger han sig nu i en Klev ved Veien, hvor de svenske som oftest passerede. Efter en Stunds Forløb kom ogsaa ridende en Trop Svensker, 24 Mand, anførte af Oberst Baltzer. Paa denne besluttede nu Klokkeren og hans tvende Brødre at lægge an; de sigtede og skjød baade ham og Hesten ihjel. Over disse uventede Skud forfærdedes de øvrige Svensker, gav Hestene af Sporerne og ilede tilbage; men da de nu slagne af Skræk havde redet omtrent en Fjerdings Vei, mødte de en stakkels Bondepige, mod hvem de lod se en Prøve paa sin Tapperhed, da de hug hende i Axelen, fordi hun ikke kunde sige dem, hvo der laa skjult i Skoven. Da det imidlertid syntes dem upassende, saaledes over Hals og Hoved at forlade sin Anfører, tog de saameget Mod til sig, at de atter vendte tilbage for dog at se, om der var flere end de trende, som de hørte skyde. Da de kom til Stedet, tog de Liget og lagde det i en Sæk, idet de raabte til Klokkeren og hans to Kammerater, at om de havde Mod dertil, skulde de komme frem; men disse vilde naturligvis ikke indlade sig i en saa ulige Kamp og laa derfor stille i det Haab, at de vilde komme nærmere, for da at kunne give dem hver sin Kugle. Da Fienderne intet merkede, tog de Liget med sig og drog bort med, hvad de havde faaet. — Dette lykkelige Udfald opflammede vor Klokkers Mod og gav ham Lyst til at vove noget større og vigtigere Foretagende til Fiendernes Skade. Han fik at vide, at der til Bedækning af Enningdalens Bro laa nogle Svensker, og strax fatter han den Beslutning at angribe disse. Han henvender sig om Hjelp til den bekjendte Peter Kolbjørnsen, Anfører for et Kompagni frivillige i Byen, hvilken ogsaa strax var villig dertil. Han lader ham faa en Rul Tobak, som han skulde udsælge til de svenske for saaledes at udspeide, hvormange disse var. Efterat han heldigen havde udført dette og bragt Kolbjørnsen Underretning om, at Fienden bestod af to Kompagnier til Fods og en Eskadron Ryttere under Anførsel af Ritmester Lehman, saa forsamlede Kolbjørnsen strax sit Frikompagni, forstærkede det med en Del Bønder fra Tistedalen og fik tillige af Garnisonen 40 Mand under Løitnant Even Krafts Anførsel, saa at de i alt udgjorde omtrent 200 Mand. Disse 163drog nu tilsammen ud af Byen den 7de April, og efter at have gaaet den hele Nat ankom de til Stedet, hvor de svenske laa, tidlig om Morgenen den 8de April. Underveis udviste vor Klokker den største Iver og Lyst til snart at kunne komme til at binde an med de svenske; han viste ei alene de øvrige Gjenstier, hvorpaa de snarere kunde komme frem, men var selv stedse i Spidsen og gik saa hurtig, at Officererne maatte holde ham tilbage og forestille ham, at han derved vilde udmatte sig og ingen Styrke have igjen til det gjeldende Øieblik; men han svarede dem, „at om han skulde gaa ti Mile, naar han havde saadant at forrette, skulde han ikke blive kjed deraf.“ De norske ankom uden at blive røbede lige til de svenskes Hovedkvarter paa Gaarden Kirkebø, hvor de først stødte paa en Vagt af 24 Mand, hvoraf de fleste strax blev nedskudte; men en af dem krøb i Skjul under Ladebroen og skjød derfra Klokkeren igjennem Brystet, saa han faldt om, og da en af hans Sognefolk ilede til for at reise ham op, døde han i dennes Arme med de Ord: „Lad mig ligge i Jesu Navn, hils min Kone og mine smaa Børn, jeg er vel fornøiet, gjør I eders Bedste!“ Af Harme over Tabet af sin gjæve Klokker styrtede Bønderne sig med et høit Skrig over hans Banemand, der inden et Øieblik fik over ti Kugler i Livet og næsten sønderreves af de forbitrede Bønder, der siden vedblev med idelig Skydning, saa at det paa de nærliggende Gaarde indkvarterede svenske Fodfolk af Frygt tog Flugten hen i Fjeldene, og de svenske Dragoner, der kun i enkelte Hobe kom tilridende, blev for største Delen nedskudte eller tagne tilfange. Da den svenske Anfører overgav sig, søgte de norske Officerer at standse videre Blodsudgydelse; men det lykkedes dem kun med Møie at stille Bøndernes Vrede over Klokkerens Død. Ved Dagens Frembrud drog de tilbage med 50 svenske Fanger foruden et stort Bytte og efterlod tillige paa Valpladsen 28 døde og endnu flere saarede Svensker. De norske havde derimod kun tabt to Mand, nemlig Klokkeren og en frivillig. Begges Lig blev nogle Dage efter førte til Id Kirke, ledsagede af det hele Frikompagni i fuld Bevæbning. Efter Ankomsten til Kirken udsattes Poster i Omegnen af Frygt for Fienden, der var i 164Nærheden. Imedens Stedets Prest holdt en Ligpræken i Kirken over begge de faldne, sad enhver med opspændt Flint, færdig til Forsvar, om Fienden kom, og efter endt Prædiken blev tvende Salver skudte over hver af de faldnes Grave.

B. Moe.

Da Karl den tolvte første gang (1716) beleirede Fredrikshald, strandede hans håp om å erobre staden og festningen på den kraftige motstand, som dens tapre borgere la for dagen, og med uforrettet Sag måtte han derfor atter dra tilbake til Sverige med sin hær. Under denne beleiring fikk også klokkeren i det nærliggende Id Sogn, Ole Svendsen Bakke, Lyst til å bidra sitt til Fædrelandets forsvar. Han får fat på en rifle og overtaler et par av sine sognemenn til å følge seg. Med disse 162legger han seg nå i en Klev ved veien, hvor de svenske som oftest passerede. Etter en Stunds forløp kom også ridende en tropp svensker, 24 mann, anførte av oberst Baltzer. På denne besluttet nå klokkeren og hans tvende brødre å legge an; de sigtede og skjød både ham og hesten ihjel. Over disse uventede skudd forfærdedes de øvrige svensker, ga hestene av sporene og ilede tilbake; men da de nå slagne av skrekk hadde redet omtrent en Fjerdings vei, møtte de en stakkels bondepike, mot hvem de lot se en prøve på sin tapperhet, da de hug henne i akselen, fordi hun ikke kunne si dem, hvo der lå skjult i skogen. Da det imidlertid syntes dem upassende, således over hals og hode å forlate sin Anfører, tok de saameget mot til seg, at de atter vendte tilbake for dog å se, om der var flere enn de trende, som de hørte skyde. Da de kom til stedet, tok de liket og la det i en sekk, idet de ropte til klokkeren og hans to Kammerater, at om de hadde mot dertil, skulle de komme frem; men disse ville naturligvis ikke innlate seg i en så ulige kamp og lå derfor stille i det håp, at de ville komme nærmere, for da å kunne gi dem hver sin kule. Da Fienderne intet merket, tok de liket med seg og drog bort med, hva de hadde fått. — Dette lykkelige utfall opflammede vår Klokkers mot og ga ham Lyst til å vove noe større og viktigere foretagende til fiendenes skade. Han fikk å vite, at der til bedekning av Enningdalens bro lå noen svensker, og straks fatter han den beslutning å angripe disse. Han henvender seg om hjelp til den bekjente Peter Kolbjørnsen, Anfører for et kompani frivillige i byen, hvilken også straks var villig dertil. Han lader ham få en rull tobakk, som han skulle udsælge til de svenske for således å utspeide, hvor mange disse var. Etter at han heldigen hadde utført dette og brakt Kolbjørnsen Underretning om, at fienden bestod av to kompanier til fots og en eskadron Ryttere under anførsel av Ritmester Lehman, så forsamlede Kolbjørnsen straks sitt Frikompagni, forstærkede det med en del bønder fra Tistedalen og fikk tillike av garnisonen 40 mann under løytnant Even Krafts anførsel, så at de i alt utgjorde omtrent 200 mann. Disse 163drog nå tilsammen ut av byen den 7de april, og etter å ha gått den hele natt ankom de til stedet, hvor de svenske lå, tidlig om morgenen den 8de april. Underveis utviste vår klokker den største Iver og Lyst til snart å kunne komme til å binde an med de svenske; han viste ei alene de øvrige Gjenstier, hvorpå de snarere kunne komme frem, men var selv stedse i Spidsen og gikk så hurtig, at offiserene måtte holde ham tilbake og forestille ham, at han derved ville utmatte seg og ingen styrke have igjen til det gjeldende øyeblikk; men han svarte dem, „at om han skulle gå ti mil, når han hadde sådant å forrette, skulle han ikke bli kjed derav.“ De norske ankom uten å bli røpet like til de svenskes hovedkvarter på gården Kirkebø, hvor de først støtte på en vagt av 24 mann, hvorav de fleste straks ble nedskutte; men en av dem krøp i skjul under Ladebroen og skjød derfra klokkeren igjennom brystet, så han falt om, og da en av hans Sognefolk ilede til for å reise ham opp, døde han i dennes Arme med de ord: „La meg ligge i Jesu Navn, hils min kone og mine små barn, jeg er vel fornøyet, gjør dere deres Bedste!“ Av Harme over tapet av sin gjeve klokker styrtet bøndene seg med et høyt skrik over hans banemann, der innen et øyeblikk fikk over ti kuler i livet og nesten sønderreves av de forbitrede bønder, der siden vedble med idelig skyting, så at det på de nærliggende Gaarde indkvarterede svenske fotfolk av frykt tok flukten hen i fjellene, og de svenske Dragoner, der kun i enkelte Hobe kom tilridende, ble for største delen nedskutte eller tagne tilfange. Da den svenske Anfører overgav seg, søkte de norske offiserer å stanse videre blodsutgytelse; men det lyktes dem kun med møye å stille Bøndernes vrede over Klokkerens død. Ved Dagens frembrudd drog de tilbake med 50 svenske fanger foruten et stort bytte og etterlot tillike på valplassen 28 døde og enda flere saarede svensker. De norske hadde derimot kun tapt to mann, nemlig klokkeren og en frivillig. Begges Lig ble noen dager etter førte til Id Kirke, ledsaget av det hele Frikompagni i full bevæpning. Etter ankomsten til kirken udsattes poster i omegnen av frykt for fienden, der var i 164nærheten. Imens Stedets Prest holdt en likpreken i kirken over begge de falne, satt enhver med oppspent flint, ferdig til forsvar, om fienden kom, og etter endt prediken ble tvende salver skudte over hver av de falnes Grave.

B. Moe.