Læreplanatlas
Tredie DelIII. FÆDRELANDSHISTORISKE FORTÆLLINGER.

Klokkeren paa Id.

B. Moe

161

Da Karl den tolvte første Gang (1716) beleirede Fredrikshald, strandede hans Haab om at erobre Staden og Fæstningen paa den kraftige Modstand, som dens tapre Borgere lagde for Dagen, og med uforrettet Sag maatte han derfor atter drage tilbage til Sverige med sin Hær. Under denne Beleiring fik ogsaa Klokkeren i det nærliggende Id Sogn, Ole Svendsen Bakke, Lyst til at bidrage sit til Fædrelandets Forsvar. Han faar fat paa en Rifle og overtaler et Par af sine Sognemænd til at følge sig. Med disse 162lægger han sig nu i en Klev ved Veien, hvor de svenske som oftest passerede. Efter en Stunds Forløb kom ogsaa ridende en Trop Svensker, 24 Mand, anførte af Oberst Baltzer. Paa denne besluttede nu Klokkeren og hans tvende Brødre at lægge an; de sigtede og skjød baade ham og Hesten ihjel. Over disse uventede Skud forfærdedes de øvrige Svensker, gav Hestene af Sporerne og ilede tilbage; men da de nu slagne af Skræk havde redet omtrent en Fjerdings Vei, mødte de en stakkels Bondepige, mod hvem de lod se en Prøve paa sin Tapperhed, da de hug hende i Axelen, fordi hun ikke kunde sige dem, hvo der laa skjult i Skoven. Da det imidlertid syntes dem upassende, saaledes over Hals og Hoved at forlade sin Anfører, tog de saameget Mod til sig, at de atter vendte tilbage for dog at se, om der var flere end de trende, som de hørte skyde. Da de kom til Stedet, tog de Liget og lagde det i en Sæk, idet de raabte til Klokkeren og hans to Kammerater, at om de havde Mod dertil, skulde de komme frem; men disse vilde naturligvis ikke indlade sig i en saa ulige Kamp og laa derfor stille i det Haab, at de vilde komme nærmere, for da at kunne give dem hver sin Kugle. Da Fienderne intet merkede, tog de Liget med sig og drog bort med, hvad de havde faaet. — Dette lykkelige Udfald opflammede vor Klokkers Mod og gav ham Lyst til at vove noget større og vigtigere Foretagende til Fiendernes Skade. Han fik at vide, at der til Bedækning af Enningdalens Bro laa nogle Svensker, og strax fatter han den Beslutning at angribe disse. Han henvender sig om Hjelp til den bekjendte Peter Kolbjørnsen, Anfører for et Kompagni frivillige i Byen, hvilken ogsaa strax var villig dertil. Han lader ham faa en Rul Tobak, som han skulde udsælge til de svenske for saaledes at udspeide, hvormange disse var. Efterat han heldigen havde udført dette og bragt Kolbjørnsen Underretning om, at Fienden bestod af to Kompagnier til Fods og en Eskadron Ryttere under Anførsel af Ritmester Lehman, saa forsamlede Kolbjørnsen strax sit Frikompagni, forstærkede det med en Del Bønder fra Tistedalen og fik tillige af Garnisonen 40 Mand under Løitnant Even Krafts Anførsel, saa at de i alt udgjorde omtrent 200 Mand. Disse 163drog nu tilsammen ud af Byen den 7de April, og efter at have gaaet den hele Nat ankom de til Stedet, hvor de svenske laa, tidlig om Morgenen den 8de April. Underveis udviste vor Klokker den største Iver og Lyst til snart at kunne komme til at binde an med de svenske; han viste ei alene de øvrige Gjenstier, hvorpaa de snarere kunde komme frem, men var selv stedse i Spidsen og gik saa hurtig, at Officererne maatte holde ham tilbage og forestille ham, at han derved vilde udmatte sig og ingen Styrke have igjen til det gjeldende Øieblik; men han svarede dem, „at om han skulde gaa ti Mile, naar han havde saadant at forrette, skulde han ikke blive kjed deraf.“ De norske ankom uden at blive røbede lige til de svenskes Hovedkvarter paa Gaarden Kirkebø, hvor de først stødte paa en Vagt af 24 Mand, hvoraf de fleste strax blev nedskudte; men en af dem krøb i Skjul under Ladebroen og skjød derfra Klokkeren igjennem Brystet, saa han faldt om, og da en af hans Sognefolk ilede til for at reise ham op, døde han i dennes Arme med de Ord: „Lad mig ligge i Jesu Navn, hils min Kone og mine smaa Børn, jeg er vel fornøiet, gjør I eders Bedste!“ Af Harme over Tabet af sin gjæve Klokker styrtede Bønderne sig med et høit Skrig over hans Banemand, der inden et Øieblik fik over ti Kugler i Livet og næsten sønderreves af de forbitrede Bønder, der siden vedblev med idelig Skydning, saa at det paa de nærliggende Gaarde indkvarterede svenske Fodfolk af Frygt tog Flugten hen i Fjeldene, og de svenske Dragoner, der kun i enkelte Hobe kom tilridende, blev for største Delen nedskudte eller tagne tilfange. Da den svenske Anfører overgav sig, søgte de norske Officerer at standse videre Blodsudgydelse; men det lykkedes dem kun med Møie at stille Bøndernes Vrede over Klokkerens Død. Ved Dagens Frembrud drog de tilbage med 50 svenske Fanger foruden et stort Bytte og efterlod tillige paa Valpladsen 28 døde og endnu flere saarede Svensker. De norske havde derimod kun tabt to Mand, nemlig Klokkeren og en frivillig. Begges Lig blev nogle Dage efter førte til Id Kirke, ledsagede af det hele Frikompagni i fuld Bevæbning. Efter Ankomsten til Kirken udsattes Poster i Omegnen af Frygt for Fienden, der var i 164Nærheden. Imedens Stedets Prest holdt en Ligpræken i Kirken over begge de faldne, sad enhver med opspændt Flint, færdig til Forsvar, om Fienden kom, og efter endt Prædiken blev tvende Salver skudte over hver af de faldnes Grave.

B. Moe.