160

Kong Karl laa med en mægtig HærFor Fredrikssten,Men tapre Fredrikshald ham erTil megen Men.Hver Borger lagde Verktøi henOg greb til Sverd,Og kjække Peter KolbjørnsenI Spidsen er.Saa strider de Nordmænd forNorge.

Thi vendte Karl sin Magt saa gramMod Fredrikshald;De Borgere da mødte hamI ringe Tal.Men disse slog som norske MændFor elskte Hjem,Og det var Peter Kolbjørnsen,Der førte dem.

De Nordmænd hugger tunge HugBlandt Fienderne,Og Svensken sank som moden RugFor Høstkarls Le;Men sterkest Høstkarl trættes dog,Saa gik det her;161Saa mange end de norske slog,Der kom alt fler.

Thi flyede de for Overmagt,Som Nordmænd fly:De drog kun bort for uforsagtAt slaa paany.Kong Karl nu over sines LigSig baned VeiOg Byens Herre troede sig,Men var det ei.

Hans Folk fandt Død i hver enVraa,Hvor de drog frem;Thi allevegne Nordmænd laaOg hilste dem.Bud sendte Karl saa lidet froTil FredriksstenOg bad, han jorde maa i RoDe slagnes Ben.

Men kjække Nordmand ingen TidAt spilde har;Selvbuden er han kommen hid,Fik Karl til Svar;Nu maa vi se, at vi igjenHam ud kan faa!Og det var Peter Kolbjörnsen,Der svarte saa,

At sætte egen By i BrandDe iler hen;Og den, der först sit Hus stak an,Var Kolbjörnsen.At slukke Ilden FienderneVil stimle hen;Men Kugler fög saa tykt som SneFra Fæstningen.

Höit blussed da mod SkyerneDen Lue röd,Saa Svenske-Kongen ret kan seHans Heltes Död.Da sanded han Herr Peters Ord.Hans Folk vil hjem;Men Helten Sten stod udenforOg modtog dem.

Og herlig blussed FredrikshaldBlandt Lig og Blod,Oplyste stolt de svenskes FaldOg sines Mod.Og aldrig brændte nogen BaunSaa skjön som den!Og aldrig uddö skal dit Navn,O Kolbjörnsen!Saa strider de Nordmænd forNorge.

K. L. Rahbek.

160

Kong Karl lå med en mektig hærFor Fredrikssten,Men tapre Fredrikshald ham erTil mye Men.Hver borger la verktøy henOg grep til sverd,Og kjekke Peter KolbjørnsenI Spidsen er.Så strider de nordmenn forNorge.

Thi vendte Karl sin makt så gramMot Fredrikshald;De borgere da møtte hamI ringe tall.Men disse slo som norske mennFor elskte hjem,Og det var Peter Kolbjørnsen,Der førte dem.

De nordmenn hugger tunge HugBlant fiendene,Og Svensken sank som moden RugFor Høstkarls Le;Men sterkest Høstkarl trettes dog,Så gikk det her;161Så mange enn de norske slo,Der kom alt fler.

Thi flyede de for overmakt,Som Nordmænd fly:De drog kun bort for uforsagtÅ slå paany.Kong Karl nå over sines LigSig baned veiOg Byens Herre trodde seg,Men var det ei.

Hans Folk fant død i hver enVrå,Hvor de drog frem;Thi allevegne nordmenn låOg hilste dem.Bud sendte Karl så lite froTil FredriksstenOg bad, han jorde må i roDe slagnes Ben.

Men kjekke nordmann ingen tidÅ spille har;Selvbuden er han kommet hit,Fikk Karl til svar;Nå må vi se, at vi igjenHam ut kan få!Og det var Peter Kolbjörnsen,Der svarte så,

Å sette egen by i BrandDe iler hen;Og den, der først sitt hus stak an,Var Kolbjörnsen.Å slukke ilden fiendeneVil stimle hen;Men Kugler føk så tykt som SneFra Fæstningen.

Høyt blusset da mot skyeneDen Lue röd,Så Svenske-Kongen rett kan seHans Heltes død.Da sanded han Herr Peters ord.Hans Folk vil hjem;Men Helten Sten stod utenforOg mottok dem.

Og herlig blusset FredrikshaldBlant Lig og blod,Opplyste stolt de svenskes fallOg sines mot.Og aldri brente noen baunSå skjønn som den!Og aldri utdø skal ditt navn,O Kolbjörnsen!Så strider de nordmenn forNorge.

K. L. Rahbek.