Medens Karl den tolvte havde sit Hovedkvarter ved Kristiania, sendte han Oberst Løven til Kongsberg for at forstyrre det derværende Sølvverk. Paa Veien over Ringerike tog Løven Natteherberge paa Norderhov Prestegaard og lagde sine Folk ind i de omliggende Gaarde. Paa Norderhov 159boede dengang den lærde Prest Jonas Ramus, ikke ubekjendt som Historiker, og hans Hustru Anna Kolbjørnsdatter Arneberg, Søster af de bekjendte fredrikshaldske Kjøbmænd Hans og Peter Kolbjørnsen. Ramus var dengang gammel og svagelig og desuden sengeliggende. Anna maatte beverte Svenskerne paa det bedste for at undgaa Plyndring, men gav imidlertid nøie Agt paa deres Tale. De aftalte da, at de i Dagbrækningen næste Morgen vilde forjage et lidet Antal norske Dragoner, der intet vidste om Svenskernes Nærhed, fra den ½ Mil bortfjernede Gaard Sten og saa fortsætte Veien til Kongsberg. Anna fattede strax den Beslutning at underrette de norske Dragoner herom for at faa dem til at angribe, inden de selv angrebes, men bevertede imidlertid Svenskerne med tilsyneladende Omhyggelighed og sparede hverken paa Øl eller Brændevin. Hun foregav dernæst, at hun manglede noget til Maden, og fik Tilladelse til at lade sin Pige hente dette; men forat ingen skulde fatte Mistanke, hvis Pigen blev for længe borte, lod hun denne kun gaa til Lensmanden, som saa maatte besørge Efterretningen bragt til Sten. Løven spurgte hende om Veien til denne Gaard, forat han kunde udsætte sine Forposter; men hun angav ham en Vei i den modsatte Retning, og han troede hende. Han befalede en af sine Folk at holde nogle Heste hele Natten opsadlede udenfor Døren; men hun lod Karlen drikke sig fuld, trak saa Hestene ind i Stalden og slog Stalddøren i Laas. Hun beklagede Soldaterne, at de maatte lide saa meget af den strenge Kulde udenfor, og bad om at maatte antænde et Baal i Gaarden for dem; hun fik Lov hertil, lod en Mængde tørt Træ, Halm og andre sterktblussende Ting sammenslæbe, hvori hnn stak Ild for saaledes at oplyse Veien for de norske; thi hun havde underrettet disse om, at efter en saadan Ild kunde de styre Veien. Alt dette drev hun saa snildt, at Svensken slet ikke merkede Hensigten. Da Dragonerne saa Ilden, drog de ud af Sten; den udenlandske Anfører, Øtken, krympede sig rigtignok og sagde, at de ikke var sterke nok, og at han ei heller kjendte Veien; men Vagtmesteren, Tor Hovland, tilbød sig at ride i Spidsen, da han kjendte enhver Gjerdestav underveis; samtlige Dragoner vilde ogsaa afsted, og Øtken 160maatte give efter. Ingen merkede dem heller, før de stod midt i Prestegaarden. Her skjød Tor Hovland igjennem Vinduet efter Løven, som han dog ikke traf; der opstod en heftig og langvarig Kamp, i hvilken Løven toges til Fange, og de øvrige Svensker enten nedhuggedes eller forjoges; men Dragonerne gjorde sig bagefter tilgode med det for Svenskerne tillavede Maaltid. Næste Morgen tidlig gik Anna med en anden Kone ud at bese Valpladsen. Svenskerne havde atter samlet sig og besluttet et nyt Angreb; thi endnu var de, dog uden at vide det, de norske overlegne i Antal. De udsendte derfor en Kommando, som skulde undersøge disses Styrke. Denne traf Anna paa Valpladsen, og Underofficeren red hen til hende, satte hende Karabinen for Brystet og spurgte hende, hvor og hvormange de norske var. Den anden Kone besvimede; men Anna beholdt sin Fatning: „Tjener du din Konge for at skyde Kjærringer ihjel?“ spurgte hun, og han trak skamfuld Karabinen tilbage, idet han dog vedblev sine Spørgsmaal. „Det kan du let faa at vide,“ svarede Anna; „thi de ordner sig just nu bag Kirken for at følge jer paa Vei. Hvormange de er, ved jeg ikke; for talt dem har jeg ikke; men det ved jeg dog, at de myldrer som Sand.“ Han ilede tilbage med denne Efterretning, der fandt en saadan Tiltro, at det hele Korps i Forvirring tog Flugten.
Fr. Barfod.