Oberst Kruse havde med 150 Mand besat en Vintervei til Hølands Prestegjeld, da Karl den tolvte første Gang brød ind i Norge. Fortropperne af den svenske Hær, 600 Mand sterke, stødte her paa ham. Prinsen af Hessen anførte dem, og Karl den tolvte var selv tilstede. Kruse agtede hverken Mængde eller Anførere. Sin Post vilde han forsvare, og derfor angreb han Fienden, saasnart den nærmede sig, ligesaa modig, som om han havde havt Mængden paa sin Side. Tre Gange anfaldt de, og alle tre Gange drev han dem tilbage, saa at, havde de ei efterhaanden faaet Forsterkning fra Hovedarmeen, som laa hag dem, havde de neppe vovet at blive ved sit Forsæt. Kruse var selv stedse blandt de forreste. Han nedlagde med egen Haand syv Fiender og saarede Prinsen af Hessen selv; men tilsidst blev han overmandet, fik tre Saar i Armen, saa han ei længere kunde føre sit Sverd, og maatte da lade sig tage til Fange. Karl den tolvte, som allerede i Slaget havde beundret denne tapre Mand, lod ham strax bringe for sig og spurgte ham, hvorledes han med saa faa Folk havde turdet sætte sig mod saa mange. Kruse svarede da, at det var Skade, at han havde havt saa faa; thi med nogle hundrede Mand mere skulde man ei have faaet ham fangen saa let. Han skal da endvidere være bleven spurgt, om Kongen af Danmark havde mange saadanne Karle som han, og da have svaret, at han ei var af de bedste; men saavel dette, som hvad der ellers blev sagt, er uvist. Dette er vist, at Kong Karl talte offentlig til hans Ære og lod ham ved sin egen Livlæge forbinde.
O. Malling.