156

Der flammer et Navn over KjøgebugtI halvandethundrede Aar:Saa mangen en Helt har Bølgerne slugt,Saa mangen i Kampen er segnet smukt,En valgte en himmelstræbende FlugtFor Livets uhædrede Kaar.

Det Navn ved alle de danske Mænd,Som færdes paa gyngende Sø;Saa mangen vist gjerne sit Liv gav henFor evig at leve med Æren igjen;End leder dog Saga forgjeves om den,Der vidste som Huitfeldt at dø.

For Anker er Guldenlews Flaade lagt,Den herjes af Sult og af Sot:Da nærmer sig Sverigs svømmende Magt,At plukke den stækkede Flok er dens Agt;Men forrest i Rækken den farligste VagtEr Flagets Navne betroet,

Selv lægger sig Wachtmeister foran dens Baug,En Fiende for hvert af dens Bord;Og „Lejonet“ *) bröler imöde sit Rov,Og Kuglerne slaar gjennem Takkel og Taug;Men „Dannebrog“ svarer paa Tiltale grovMed ligesaa fyndige Ord.

Af Seil og af Stænger den har kun en Rest;Thi Stormen har raset igaar;Det halve af Mandskabet ligger af Pest,Men Halvten er lystig og glad som til Fest,Og alle slaar fra sig, som de kunne bedst;Sit Bytte ei „Lejonet“ naar.

Men under den korte, forbitrede KampKanonerne glöder af Brug:Snart fænger de ældede Planker som Svamp,Og Ilden faar Næring af Tjære og HampOg indhyller Stavnen i kvælende DampOg æder sig ind i dens Bug.

157Da styrter de op paa det øverste Dæk,Enhver, som kan flytte et Ben;Da maler sig Dødsfarens lammende SkrækI Gutternes haarde, barkede Træk;Kun Chefen alene staar rolig og kjæk,Som om han var huggen af Sten.

Og høiere stiger den knitrende Brand;Den klatrer i Vanter og Mers,Og Skrækken faar Lyd, og de raaber hver Mand:„Lad Ankeret kappe og styr imod Land!Saa bjerger enhver sig, som røre sig kan;Hvis ei, gaar vi alle til Veirs.“

Men Vei gjennem Larmen hans Stemme sig brød:„Nei, Børn! Jeg til Land ikke flyr.Befal jer til Gud! Vi maa lide vor Død,Hvis ind gjennem Bugten vi brændende flød,Da tændte vi Dannemarks Flaade i Glød;Den Pris for vort Liv er for dyr.“

Saa folded han Hænderne over sit SverdOg bad af sin ærlige Sjæl;Og tause blev Gutterne, alle og hver,Og trængte den trofaste Høvding sig nær,Mens Solen brød frem gjennem Skyernes HærOg sendte dem Livets Farvel.

Thi hurtig sig nærmer den dødssvangre Stund:Da lyder et drønende Brag,Da løfter sig Dækket fra Sider og Bund,Og Ildsøilen hvirvler mod Himmelens Rund,Og Havet oplader sin gabende MundOg sluger det splintrede Vrag.

Saadan var hans Død. Med syvhundrede MandHan sank i den graadige Sø;Kun sex af dem alle slap rædde til LandOg meldte den undrende Flaade, hvi hanMod egen som Fiendernes Ild har holdt StandOg valgt fremfor Livet at dø.

Men over hans Grav svang hans evige RySig paa Vingen luende rød;Det fløi med vort Flag mod Himmelens SkyOg farved dets Dug med Hæder ny;Og Hjerter skal flamme, mens Tiderne fly,Ved Mindet om Huitfeldts Død!

C. Ploug.

156

Der flammer et navn over KjøgebugtI halvandethundrede år:Så mangen en helt har bølgene slukt,Så mangen i kampen er segnet smukt,En valgte en himmelstrebende fluktFor Livets uhædrede kår.

Det Navn ved alle de danske menn,Som ferdes på gyngende Sø;Så mangen vist gjerne sitt liv ga henFor evig å leve med æren igjen;Enn leder dog saga forgjeves om den,Der visste som Huitfeldt å dø.

For Anker er Guldenlews flåte lagt,Den herjes av sult og av sot:Da nærmer seg Sverigs svømmende makt,Å plukke den stækkede Flok er dens akt;Men forrest i rekken den farligste vagtEr flaggets navn betrodd,

Selv legger seg Wachtmeister foran dens baug,En Fiende for hvert av dens bord;Og „Lejonet“ *) brøler imöde sitt Rov,Og Kuglerne slår gjennom takkel og Taug;Men „Dannebrog“ svarer på tiltale grovMed likeså fyndige ord.

Av Seil og av stenger den har kun en rest;Thi stormen har raset i går;Det halve av mannskapet ligger av pest,Men Halvten er lystig og glad som til fest,Og alle slår fra seg, som de kunne best;Sitt bytte ei „Lejonet“ når.

Men under den korte, forbitrede kampKanonene gløder av Bruk:Snart fenger de ældede planker som svamp,Og Ilden får næring av tjære og hampOg innhyller stavnen i kvelende dampOg eter seg inn i dens Bug.

157Da styrter de opp på det øverste dekk,Enhver, som kan flytte et Ben;Da maler seg Dødsfarens lammende skrekkI guttenes harde, barkede trekk;Kun sjefen alene står rolig og kjekk,Som om han var hugget av Sten.

Og høyere stiger den knitrende Brand;Den klatrer i vanter og Mers,Og Skrækken får lyd, og de roper hver mann:„Lad ankeret kappe og styr imot land!Så berger enhver seg, som røre seg kan;Hvis ei, går vi alle til Veirs.“

Men Vei gjennom larmen hans stemme seg brød:„Nei, barn! Jeg til land ikke flyr.Befal jer til Gud! Vi må lide vår død,Hvis inn gjennom bukten vi brennende fløt,Da tente vi Dannemarks flåte i glød;Den Pris for vårt liv er for dyr.“

Så foldet han hendene over sitt sverdOg bad av sin ærlige sjel;Og tause ble guttene, alle og hver,Og trengte den trofaste høvding seg nær,Mens solen brød frem gjennom skyenes hærOg sendte dem Livets Farvel.

Thi hurtig seg nærmer den dødssvangre stund:Da lyder et drønnende brak,Da løfter seg dekket fra sider og bunn,Og Ildsøilen virvler mot Himmelens rund,Og Havet oplader sin gapende munnOg sluker det splintrede vrak.

Sådan var hans død. Med syvhundrede mannHan sank i den grådige Sø;Kun seks av dem alle slapp redde til landOg meldte den undrende flåte, hvi hanMot egen som fiendenes ild har holdt standOg valgt fremfor livet å dø.

Men over hans grav svang hans evige rySig på vingen luende rød;Det fløy med vårt flagg mot Himmelens skyOg farved dets Dug med Hæder ny;Og Hjerter skal flamme, mens tidene fly,Ved minnet om Huitfeldts død!

C. Ploug.