153

Med Fløiels Hue, med sølvgraat SkjegOg lange sorte KappeFor Folket, som sad inden Kirkevæg,Opover den høie TrappeDer gik Herr Kjeld, af hellig BogDe Texter at forklare;Med hellig Iver i Stol han slog,De Synder ei vilde han spare,

I Frankers Land og Ganger-Rolvs EgnHerr Kjeld havde baaret Sverdet,Hans Pande bar endnu Merketegn,Fra Ungdoms Tid saa hærdet.Herr Kjeld var ei at spøge med;Herr Hannibal *) Manden kjendte;Thi kaldte han Kjeld af Kirken nedOg saa til Manden sig vendte:

„Herr Kjeld! I ser, hvad Tid her er,At Svensken er rundt om paa Færde;Vel har vi samlet en Bonde-Hær,Men faa den at føre er lærde —I Kongens Navn! for Fødeland,Herr Kjeld, I Sverdet gjentage!I være for Grændserne Tilsynsmand!Herr Gunnar skal med eder drage.“ —

154Hvor Brand har været, i Aske varmTidt ligger en Gnist tilbage;Saa lumrer der noget Herr Kjeld om Barm,Og stryger han sig om Hage: —„Herr Hannibal! — da jeg var ung“ —(Nu pegte han paa sin Skramme)„Men nu er Haanden for Sverdet tung,Og borte er Ungdoms Flamme.

Dog Nöden raaber — og ve den Mand,Som Hjelp i Nöden negter!“ —Saa taler Herr Kjeld, og strax paa StandOp Kappen fra Skuldren han hegter;Saa lader han sadle sin Ganger graa,Tolv Svende ved sin Side,Tolv Svende, som var at forlade sig paa,Dem byder han hos sig ride.

Med disse ved Side og fölgende TropDe usikre Landets GrændserFra Baahus til överste Tröndelag opFor fremmede Skovtrold han renser.Der var paa den Strækning intet Fjeld,Den tordnende Prest jo besögte;Til Kjernen af Sverig om norske Herr KjeldGik rundt om i Dalene Rygte.

Den Feide endes, sin RytterhestNu lader Herr Kjeld afsadle,Sin Kappe gjentager den kjække Prest —Lad höre, ham nogen tör dadle!Sig nu, den norske Prest kun staarFor Alter sit Offer at tage!Nei, kaster han Kappen, forvist jeg spaarDig ingen hellige Dage.

C. Frimann.

153

Med fløyels hue, med sølvgrått skjeggOg lange sorte kappeFor folket, som satt innen kirkevegg,Opover den høye TrappeDer gikk Herr Kjeld, av hellig bokDe tekster å forklare;Med hellig Iver i stol han slo,De synder ei ville han spare,

I Frankers land og Ganger-Rolvs EgnHerr Kjeld hadde båret sverdet,Hans Pande bar ennå Merketegn,Fra Ungdoms tid så herdet.Herr Kjeld var ei å spøke med;Herr Hannibal *) mannen kjente;Thi kalte han Kjeld av kirken nedOg så til mannen seg vendte:

„Herr Kjeld! Dere ser, hva tid her er,At svensken er rundt om på ferde;Vel har vi samlet en bonde-hær,Men få den å føre er lærde —I Kongens navn! for Fødeland,Herr Kjeld, dere sverdet gjentage!Dere være for grensene tilsynsmann!Herr Gunnar skal med dere dra.“ —

154Hvor Brand har vært, i aske varmTitt ligger en gnist tilbake;Så lumrer der noe Herr Kjeld om Barm,Og stryker han seg om Hage: —„Herr Hannibal! — da jeg var ung“ —(Nå pekte han på sin skramme)„Men nå er hånden for sverdet tung,Og borte er Ungdoms flamme.

Dog nøden roper — og ve den mann,Som Hjelp i nøden nekter!“ —Så taler Herr Kjeld, og straks på standOpp kappen fra skulderen han hekter;Så lader han sadle sin ganger grå,Tolv svenner ved sin side,Tolv svenner, som var å forlate seg på,Dem byr han hos seg ride.

Med disse ved side og følgende troppDe usikre Landets grenserFra Baahus til øverste Tröndelag oppFor fremmede skogtroll han renser.Der var på den strekning intet Fjell,Den tordnende Prest jo besøkte;Til Kjernen av Sverig om norske Herr KjeldGikk rundt om i dalene rykte.

Den Feide endes, sin RytterhestNå lader Herr Kjeld afsadle,Sin kappe gjentar den kjekke Prest —La høre, ham noen tør dadle!Sig nå, den norske Prest kun stårFor alter sitt offer å ta!Nei, kaster han kappen, forvist jeg spårDeg ingen hellige dager.

C. Frimann.