151

Herr Sinklar drog over salten Hav,Til Norrig hans Kurs monne stande;Blandt Gudbrands Klipper han fandt sin Grav,Der vanked saa blodig en Pande.

Herr Sinklar drog over Bølgen blaaFor svenske Penge at stride:Hjelpe dig Gud! du visselig maaI Græsset for Nordmanden bide.

Maanen skinner om Natten bleg,De Vover saa sagtelig trille;En Havfru op af Vandet steg,Hun spaaede Herr Sinklar ilde.

„Vend om, vend om, du skotske Mand!Det gjelder dit Liv saa fage;Kommer du til Norrig, jeg siger forsand,Ret aldrig du kommer tilbage.“ —

„Led er din Sang, du giftige Trold!Altidens du spaar om Ulykker;Fanger jeg dig engang i Vold,Jeg lader dig hugge i Stykker.“

Han seiled i Dage, han seiled i treMed alt sit hyrede Følge.Den fjerde Morgen han Norrig mon se,Jeg vil det ikke fordølge.

152Ved Romsdals Kysten han styred til Land,Erklærede sig for en Fiende,Ham fulgte fjorten hundrede Mand,Som alle havde ondt i Sinde.

De skjendte og brændte, hvor de drog frem,Al Folkeret monne de krænke;Oldingens Afmagt rørte ei dem,De spotted den grædende Enke,

Barnet blev dræbt i Moderens Skjød,Saa mildelig det end smiled;Men Rygtet om denne Jammer og NødTil Kjernen af Landet iled.

Baunen lyste, og Budstikken løbFra Grande til nærmeste Grande;Dalens Sønner i Skjul ei krøb,Det maatte Herr Sinklar sande.

„Soldaten er ude paa Kongens Tog,Vi maa selv Landet forsvare;Forbandet være det Nidings-Drog,Som nu sit Blod vilde spare!“

De Bønder fra Vaage, Lesje og LomMed skarpen Øxe paa NakkeI Bredebygd tilsammen kom;Med Skotten vilde de snakke.

Tæt under Lide der løber en Sti,Som man monne Kringen kalde,Laagen skynder sig der forbi, —I den skal Fienderne falde.

Riflen hænger ei mer paa Væg,Hist sigter graahærdede Skytte;Nøkken opløfter sit vaade SkjegOg vænter med Længsel sit Bytte.

Det første Skud Herr Sinklar gjaldt,Han brøled og opgav sin Aande;Hver Skotte raabte, da Obersten faldt:„Gud fri os af denne Vaande.“

„Frem, Bønder! frem, I norske Mænd!Slaa ned, slaa ned for Fode!“Da ønsked sig Skotten hjem igjen,Han var ei ret lystig tilmode,

153Med døde Kroppe blev Kringen strød,De Ravne fik nok at æde;Det Ungdomsblod, som her udflød,De skotske Piger begræde.

Ei nogen levende Sjæl kom hjem,Som kunde sin Landsmand fortælle,Hvor farligt det er at besøge dem,Der bor blandt Norriges Fjelde,

End kneiser en Støtte paa samme Sted,Som Norges Uvenner mon true,Ve hver en Nordmand, som ei bliver hed,Saa tidt hans Øine den skue!

Edv. Storm.

151

Herr Sinklar drog over salten hav,Til Norrig hans kurs monne stande;Blant Gudbrands klipper han fant sin grav,Der vanket så blodig en panne.

Herr Sinklar drog over bølgen blåFor svenske penger å stride:Hjelpe deg Gud! du visselig måI gresset for nordmannen bite.

Månen skinner om natten bleg,De Vover så saktelig trille;En Havfru opp av vannet steg,Hun spådde Herr Sinklar ilde.

„Vend om, vend om, du skotske mann!Det gjelder ditt liv så fage;Kommer du til Norrig, jeg sier forsand,Rett aldri du kommer tilbake.“ —

„Led er din sang, du giftige troll!Altidens du spår om ulykker;Fanger jeg deg engang i vold,Jeg lader deg hugge i stykker.“

Han seilte i dager, han seilte i treMed alt sitt hyrede følge.Den fjerde morgen han Norrig mon se,Jeg vil det ikke fordølge.

152Ved Romsdals kysten han styrte til land,Erklærte seg for en fiende,Ham fulgte fjorten hundre mann,Som alle hadde ondt i sinne.

De skjendte og brente, hvor de drog frem,All folkerett monne de krenke;Oldingens avmakt rørte ei dem,De spottet den gråtende enke,

Barnet ble drept i Moderens Skjød,Så mildelig det enn smilte;Men Rygtet om denne jammer og nødTil Kjernen av landet iled.

Baunen lyste, og Budstikken løpFra Grande til nærmeste Grande;Dalens sønner i skjul ei krøp,Det måtte Herr Sinklar sande.

„Soldaten er ute på Kongens Tog,Vi må selv landet forsvare;Forbandet være det Nidings-drog,Som nå sitt blod ville spare!“

De bønder fra Vaage, Lesje og LomMed skarpen øks på nakkeI Bredebygd tilsammen kom;Med skotten ville de snakke.

Tett under Lide der løper en sti,Som man monne Kringen kalle,Laagen skynder seg der forbi, —I den skal fiendene falle.

Riflen henger ei mer på vegg,Hist sikter graahærdede Skytte;Nøkken oppløfter sitt våte skjeggOg venter med lengsel sitt bytte.

Det første skudd Herr Sinklar gjaldt,Han brølte og oppga sin ånde;Hver skotte ropte, da Obersten falt:„Gud fri oss av denne vånde.“

„Frem, bønder! frem, dere norske menn!Slå ned, slå ned for Fode!“Da ønsket seg skotten hjem igjen,Han var ei rett lystig tilmode,

153Med døde kropper ble Kringen strødd,De ravner fikk nok å ete;Det Ungdomsblod, som her udflød,De skotske piker begræde.

Ei noen levende sjel kom hjem,Som kunne sin landsmann fortelle,Hvor farlig det er å besøke dem,Der bor blant Norriges fjell,

Enn kneiser en støtte på samme sted,Som Norges uvenner mon true,Ve hver en nordmann, som ei blir het,Så titt hans øyne den skue!

Edv. Storm.