143

Den udvalgte Kong Kristjern, der senere som Kristjern den anden besteg de nordiske Rigers Throne, kom om Høsten 1507 til Oslo. Vinteren syntes at ville henløbe rolig, og Kristjern var endnu i Begyndelsen af Januar 1508 sysselsat med fredelige Forretninger, navnlig med en vigtig og heldbringende Omdannelse af Handelsforholdene i Oslo. Men ved Midten af denne Maaned kom pludselig Tidende, at Opstand var udbrudt paa Hedemarken. Den længe gjærende Misfornøielse, som stadig næredes fra svensk Side, og som i den sidste Tid havde faaet Tilvæxt ved en Omstændighed, der i Unionstiden har fremkaldt saa mangen 144Bondeopstand i Norge og Sverige, Paalæg af nye Skatter og Afgifter og Indsættelse af strenge og forhadte fremmede Fogder, var omsider kommen til Udbrud. Forat Akershus og andre Slotte og kongelige Gaarde i paakommende Tilfælde kunde være vel forsynede med alle Fornødenheder, havde Kong Kristjern i den nærmest foregaaende Tid paalagt Bønderne flere Ydelser end vanligt og tillige sat Afgifterne høiere, end de pleiede at være. Til Foged paa Hedemarken var nylig beskikket Søren Skaaning. Der kunde ikke let findes en Mand, der var mere forhadt for Bønderne paa Hedemarken end han. Han havde i de tidligere Uroligheder tjent de svensksindede Adelsmænd Knut Alvssøn og Nils Ragvaldssøn og været Anfører for en Del af dennes Svende; men han havde forraadt Knut Alvssøn og ligeledes øvet Forræderi mod Nils Ragvaldssøns Hustru, den storættede og mandige Ottilia Rømer. Han har desuden, efter hans tidligere Færd at dømme, uden Tvivl været en raa og voldsom Krigssvend, som ingen Kny eller Gjenstridighed taalte af en Bonde uden strax eftertrykkelig at revse det. Dette har maaske hos Kong Kristjern under de stedfindende Forhold netop anbefalet ham til denne Post; men Hedemarkens Bønder behagede det ilde. Disse Bønder var et djervt og kjækt Folkefærd, rige og velstaaende; deres Land langs Mjøsens skjønne Bredder var paa engang en af de frugtbareste, bedst dyrkede og bedst befolkede Egne af Norge søndenfjelds. Der var i disse Egne en anden Foged, Morten Tuesen, som af Almuen betragtedes med ikke synderlig gunstige Øine. Begge disse Fogder var tillige, saavidt man kan dømme af Navnene, fremmede, danske af Fødsel, og dette var en ny Grund til Ugunst hos Almuen.

Opstanden begyndte med Gjenstridighed mod Fogderne og Negtelse af at betale Skatter. Da Fogderne beredte sig til at bruge Magt, samlede Bønderne sig, overfaldt og dræbte Morten Tuesen, tvang Søren Skaaning til at flygte og ihjelslog de fleste af de Folk, han havde hos sig. Bønderne forsterkede sig nu fra hele Hedemarken og Solør og ordnede sig under Anførsel af Herlog Høvudfat eller, som hans Navn almindelig skrives, Hyddefad, en Mand, som man forøvrig ikke kjender nærmere til, og som synes 145blot at have været en anseet Bonde og i alle Fald ikke har tilhørt nogen af de fornemmere, adelige Slegter. Da Kristjern fik disse Tidender, brød han uopholdelig op fra Akershus, medtagende alle de Tropper, han i en Hast kunde samle — ogsaa Biskop Karl af Hamar maatte lade sine Svende støde til hans Folk — og drog imod Bønderne. Disse traf de bedste Forsvarsanstalter, de vidste: de hug Braater i den Skov, gjennem hvilken de antog, han maatte komme, idet de fældede Trærne paa begge Sider af den snevre Skovvei og lagde sig i Baghold ved den, efterat de tillige havde spærret Udmundingen af Veien ved Forhugninger og besat den med en sterk Afdeling. De tænkte, de skulde tage Kongen i denne Fælde. Men Kristjern var fra sine tidligere Felttog altfor vel bekjendt med de svenske og norske Bønders Maade at føre Krig paa i Skovegne, til at han saaledes skulde lade sig lokke i Baghold. Han omgik Braaten og kom over Bønderne paa et aabent Sted. Der blev en haardnakket Kamp; men efterat Anføreren Herlog Høvudfat selv var falden tilligemed flere af hans bedste Folk, maatte Bønderne vige; mange blev tagne til Fange. Dette forefaldt paa den østre Side af Mjøsen omtrent i den første Uge af Februar 1508. Derpaa drog Kongen, efter at have hjemskikket Biskop Karls Folk, over til den vestre Side af Mjøsen for at indgyde disse Egnes Beboere, der let kunde smittes af Exemplet fra Hedemarken, en gavnlig Skræk og vendte gjennem Toten, Hadeland og Ringerike tilbage til Akershus. Men han fik ikke Lov at blive længe her, da nye Uroligheder snart udbrød i Telemarken, hvor ogsaa nogle Fogder skal være blevne et Offer for Almuens Forbitrelse. En Mand, der stod paa Almuens Side, beretter, at Kongen i en Træfning med Bønderne blev slagen tilbage, mistede mange af sine Folk og med Nød og neppe selv undkom. Imidlertid maa Kongen dog snart have faaet Overmagten, siden man senere ikke hører videre om Uroligheder paa denne Kant.

Oprørerne blev strengt straffede. De mindre skyldige maatte betale haarde Bøder; de, der havde været Ledere, henrettedes med Øxen, og deres Hoveder sattes paa Stage. Den lybske Krønikeskriver Reimer Kock saa, da han 1532 146var i Oslo, udenfor Akershus en Stendynge, opkastet til Mands Høide; paa den havde indtil for kort siden staaet en Kreds af Pæle, paa hvilke Forbrydernes Hoved havde siddet, i Midten Herlog Høvudfats med en Jernkrone paa og rundt om ham de vigtigste Deltageres.

Der var ogsaa en høitstaaende Mand, som Opstanden i sine Følger neddrog i en Malstrøm, hvoraf han ikke slap ud, om han end ikke blev Gjenstand for nogen blodig Dom: det var Bisp Karl af Hamar. Allerede ved sin Fødsel og Opdragelse og sine Slegtskabsforbindelser i Sverige maatte denne Bisp i et norsk Grændselandskab befinde sig i en tvetydig og mislig Stilling. En saadan Stilling burde have opfordret ham til megen Forsigtighed og Tilbageholdenhed; men det var saa langt fra, at han var forsigtig, at han endog gav sig selv blot og vakte grundet Mistanke om, at han havde sterke svenske Sympathier, og at de urolige Bønder paa Hedemarken i ham havde en Overhyrde, som ikke vilde være meget ivrig i at indskjærpe dem deres Pligt mod sin Konge. At han paa sin Gaard modtog Besøg af sin svenske Svoger, kunde saa være; men at han havde Forbindelser med Presten i Mora, Arvid Siggeson, den svenske Rigsforstander Svante Stures Speider og Raadgiver, ser meget ilde ud. Forholdet mellem begge var allerede i Aaret 1506 saadant, at da Arvid Siggeson efter Svante Stures Begjering sendte en Speider ind i Norge for at udforske Tilstanden, var Bisp Karl af Hamar en af dem, til hvem Speideren skulde henvende sig. Speideren traf den Gang ikke Bispen hjemme og kunde derfor ikke bringe Besked fra ham personlig; men Arvid Siggeson troede dog at kunne forsikre Svante Sture om, at Bispen vilde befordre Freden (som han fint udtrykker sig) med Sverige og gjøre, hvad han kunde, alt eftersom Leiligheden gav sig; han tilføiede, at Bispen havde Tvist med Kongens Befalingsmand paa Akershus, at Almuen var misfornøiet og sluttede sig til Bispen. Senere, medens Opstanden paa Hedemarken stod paa, og ikke længe efter dens Udbrud kom Bispens svenske Svoger, Peder Kjæmpe, tilligemed Søsteren til Hamar. De kom sidst fra Presten i Mora, Svante Stures fortrolige,

147Strax da Kristjern efter sit Ophold i Viken i Begyndelsen af Aaret 1507 kom til Oslo, og Bisp Karl ligesom de andre Rigsraader indfandt sig hos ham, skal han hos Kongen kun have mødt kold Høflighed og ringe Opmerksomhed for de Raad, han kom frem med. Denne Tilsidesættelse forstaar man let af det foregaaende, da det for denne skarpsynte og tillige mistænksomme Fyrste vel snart er gaaet op, hvorledes det havde sig med Bispen af Hamar, og han muligens af tjenstvillige Meddelere har faaet mere at vide, end vi nu kjender. Enhver Tvivl hos Kongen blev hævet, da han efter Træfningen paa Hedemarken kom tilbage til Akershus. De fangne Oprørere udlagde nemlig i Forhøret Bisp Karl af Hamar som Hovedmand for Opstanden og bekjendte, at han havde staaet bagved og hemmelig ophidset dem til Oprør. Her maatte nu bruges baade Hast og Forsigtighed; thi fik Bisp Karl nogen Mistanke og Tid og Leilighed til at overgive sit faste Slot til de svenske, kunde dette have de betænkeligste Følger for Rigets Rolighed. Kristjern skrev derfor strax et Brev til Bispen, affattet i venlige Udtryk, hvori han bad ham at komme ned til sig i Borgesyssel, da han behøvede hans Raad og Hjelp paa Tinget, som han der vilde holde. Da Bispen nølede, skrev han ham anden Gang til; men først, da han fik det tredje Brev, begav Bispen sig paa Reisen, sigende til sin Svoger og Søster, at han haabede at komme tilbage om otte Dage. Underveis merkede han imidlertid Uraad og forsøgte at flygte til Sverige, men blev greben og ført til Akershus. Nu samlede Kristjern sine Krigsfolk og drog op til Hamar. Han havde omtrent 500 Mand, hvoriblandt dog kun var 60 Hofmænd eller Ryttere; Kansler Erik Valkendorf og Bisp Anders Mus af Oslo var i hans Følge. Men Hamars Bispegaard var et meget sterkt Slot, liggende paa en fremspringende Pynt af Landet tæt ud imod Mjøsen, med svære Mure og et høit massivt Taarn; Taarnet var jevnhøit med Domkirkens Taarn, der laa saa nær, at man fra Taarnene kunde tale sammen, naar man talede noget høit. Det kunde derfor ikke tages med Magt i en Haandvending. Kristjern havde intet Skyts med sig, og det havde heller ikke hjulpet stort, da det paa Grund af Domkirkens Nærhed og Beliggenheden 148ved Søen var meget vanskeligt at beskyde Slottet. Kristjern brugte derfor List. Han kom just ottende Dagen, som man paa Slottet væntede Bispen tilbage. Da han var saa nær, at man fra Slottet kunde se ham og hans Folk, satte han sig i Bevægelse og sprængte med sine Ryttere i flyvende Fart og med Buen spændt hen imod Porten og raabte, man skulde lukke op for ham og Bispen, de svenske var efter dem, vilde tage dem tilfange og overrumple Bispegaarden. Porten aabnedes i en Hast og Kristjern var Herre paa Slottet. Den første, han spurgte efter, var Peder Kjæmpe; men denne havde Aftenen forud begivet sig bort og var undkommen til Sverige. Krigsfolket skal have huseret vildt paa Bispegaarden og hos Omegnens Bønder, og selv Kannikerne skal ikke have sluppet for Overlast; Bispens Folk og mange af de mistænkte Bønder blev kastede i Fængsel. Dette skede i den sidste Uge af Februar 1508. Paa Gaarden lagde Kongen en stærk Besætning, over hvilken Knut Knutssøn Baat, der tidligere som Slotsherre paa Akershus havde havt Strid med Bispen, fik Befalingen. Ham overdroges indtil videre Bestyrelsen af Bispegodset med Samtykke, som det siden hed, af Domkapitlet; men dette Samtykke har sikkert ikke været meget frivilligt. Medens Kristjern gik igjennem Slottet og gjorde sine Anordninger, henkastede han de Ord: „Kommer her igjen en Bisp, saa kan han bo i Ladegaarden, om han vil; men Slotte og murede Gaarde skal de herefter ikke sidde paa.“ — Bispens Søster fik ved Erik Valkendorfs Hjelp Lov til at drage hjem. Hun begav sig atter til Præsten i Mora og fortalte ham, hvorledes det hele var gaaet til, hvorefter han igjen gjorde sin Beretning til Svante Sture baade om denne Begivenhed og om hele Tilstanden i Norge.

For at borttage det værste Anstød og bevare Skinnet af Ærbødighed for Kirken, sammenkaldte Kristjern strax efter Bispens Fængsling en Herredag, fremsatte sine Beskyldninger mod Karl af Hamar og bad, siden det ikke var tilladt, at en geistlig Mand holdtes i verdsligt Fængsel, at en eller anden af Bisperne, indtil Sagen ad Rettens Vei kunde afgjøres, vilde tage den anklagede i Forvaring og indestaa for ham. Men de norske Bisper bad sig forskaanede for et saa misligt Hverv. 149Hvad enten Kong Kristjern ikke troede sig sikker nok paa sin Fange paa Akershus, eller han ønskede at have ham nærmere ved Haanden, da det var hans Agt ogsaa at forelægge de danske Prester Sagen, lod han ham, da han selv forlod Akershus, føre ned til Baahus i Viken og overgive Nils Bild til Bevogtning.

I Løbet af Sommeren 1508 gjorde Bispen et Forsøg paa at flygte. Han sad formodentlig paa det faste og høie Taarn i Baahus, „Faders Hat,“ af hvilket endnu mægtige Ruiner findes, og som i hin Tid oftere blev brugt som Statsfængsel. Efter Fortællingen kom han ud af Taarnet paa følgende Maade: han skar sine Lagener og andet Linned sønder og snoede deraf to sterke Liner, som han fastgjorde i Taarnvinduets Jernstænger. Da alt om Natten var blevet stille paa Slottet, firede han sig ned ved Hjelp af Linerne; men da han var kommen ned noget over Halvveien, brast Linerne, og han styrtede til Jorden og brak sit ene Ben. Frygten for at blive opdaget og greben igjen gav ham imidlertid Styrke til at krybe hen til et nærliggende Buskads, hvor han fandt et hult Træ, i hvilket han skjulte sig. Om Morgenen opdagedes det strax paa Slottet, at Bispen var flygtet, og Folk blev i en Hast udsendte til alle Sider for at opdage ham, da man antog, han ikke kunde være langt borte. Kong Kristjern, som da befandt sig paa Baahus, steg selv til Hest for at forfølge den bortrømte; han lod tillige en Jæger komme med sine Hunde for at efterspore Flygtningen som et Stykke Vildt. Hundene samlede sig snart gjøende om Træet, hvori han laa skjult. Kongen kom nu til og tiltalte den ulykkelige Bisp, som krøb frem i sin ynkelige Forfatning, med de haardeste Ord. Han sagde, at hvis han ikke agtede sin kongelige Værdighed for høit dertil, skulde han strax med egen Haand tage den Straf over ham, som han fortjente. Bispen svarede, at han var i hans Vold, og at han maatte handle med ham, som han vilde, og som han kunde forsvare for Gud. Derpaa blev han igjen ført ind paa Slottet og holdt i strengere Forvaring end før.

Den ulykkelige Bisp sad flere Aar i Fængsel, uden at der i den Anledning fra det romerske Hofs Side gjordes noget virksomt Skridt eller vederfores Kong Kristjern nogensomhelst 150Ulempe. Det synkende Pavevælde og den stigende Fyrstemagt gjorde det i disse Dage meget lettere for Kongerne end i ældre Tider at faa Bugt med en gjenstridig eller farlig Prælat. Rollerne var byttede: Kongerne var nu de mægtige, næsten altid visse paa Seiren, Prælaterne de svagere, der ængstelig saa hen til Rom med tvivlsomt Haab, om derfra vilde komme nogen Hjelp.

Først da Kong Kristjern efter Erkebisp Gautes Død havde faaet paa Erkestolen i Trondhjem en Mand, som han fuldkommen kunde forlade sig paa, sin hidtilværende Kansler og fortrolige Raadgiver Erik Valkendorf, ansaa han det for mindre nødvendigt at beholde Bisp Karl i sit eget Verge. Han samtykkede efter nogen Tids Forløb i at overgive ham i Erkebispens Varetægt; men paa Reisen til Trondhjem døde den fangne Bisp i Oslo hos Bisp Anders Mus. Hans Dødsfald synes at være indtruffet sidst i Aaret 1512, og han havde saaledes siddet paa femte Aar i Fængsel uden nogensinde at være forhørt eller have havt Leilighed til at forsvare sig enten for geistlige eller verdslige Dommere.

C. F. Allen.

143

Den utvalgte Kong Kristjern, der senere som Kristjern den annen besteg de nordiske Rigers trone, kom om høsten 1507 til Oslo. Vinteren syntes å ville henløbe rolig, og Kristjern var ennå i begynnelsen av januar 1508 sysselsatt med fredelige forretninger, navnlig med en viktig og heldbringende omdannelse av handelsforholdene i Oslo. Men ved midten av denne måned kom plutselig Tidende, at oppstand var utbrutt på Hedemarken. Den lenge gjærende Misfornøielse, som stadig næredes fra svensk side, og som i den siste tid hadde fått tilvekst ved en omstendighet, der i unionstiden har fremkalt så mangen 144Bondeopstand i Norge og Sverige, pålegg av nye skatter og avgifter og innsettelse av strenge og forhatte fremmede fogder, var omsider kommet til utbrudd. For at Akershus og andre slott og kongelige Gaarde i påkommende tilfelle kunne være vel forsynede med alle fornødenheter, hadde Kong Kristjern i den nærmest foregående tid pålagt bøndene flere ytelser enn vanlig og tillike satt avgiftene høyere, enn de pleide å være. Til Foged på Hedemarken var nylig beskikket Søren Skaaning. Der kunne ikke lett finnes en mann, der var mer forhatt for bøndene på Hedemarken enn han. Han hadde i de tidligere uroligheter tjent de svensksindede adelsmenn Knut Alvssøn og Nils Ragvaldssøn og vært Anfører for en del av dennes svenner; men han hadde forrådt Knut Alvssøn og likeledes øvet forræderi mot Nils Ragvaldssøns Hustru, den storættede og mandige Ottilia Rømer. Han har dessuten, etter hans tidligere ferd å dømme, uten tvil vært en rå og voldsom krigssvenn, som ingen kny eller gjenstridighet tålte av en bonde uten straks ettertrykkelig at revse det. Dette har maaske hos Kong Kristjern under de stedfinnende forhold nettopp anbefalt ham til denne post; men Hedemarkens bønder behagede det ilde. Disse bønder var et djervt og kjekt folkeferd, rike og velstående; deres land langs Mjøsens skjønne bredder var på engang en av de fruktbareste, best dyrkede og best befolkede Egne av Norge sønnenfjells. Der var i disse Egne en annen fogd, Morten Tuesen, som av Almuen betragtedes med ikke synderlig gunstige øyne. Begge disse fogder var tillike, såvidt man kan dømme av navnene, fremmede, danske av fødsel, og dette var en ny grunn til ugunst hos Almuen.

Oppstanden begynte med gjenstridighet mot fogdene og nektelse av å betale skatter. Da Fogderne beredte seg til å bruke makt, samlede bøndene seg, overfalt og drepte Morten Tuesen, tvang Søren Skaaning til å flykte og ihjelslog de fleste av de folk, han hadde hos seg. Bøndene forsterket seg nå fra hele Hedemarken og Solør og ordnet seg under anførsel av Herlog Høvudfat eller, som hans navn alminnelig skrives, Hyddefad, en mann, som man forøvrig ikke kjenner nærmere til, og som synes 145blot å ha vært en anseet bonde og i alle fall ikke har tilhørt noen av de fornemmere, adelige slekter. Da Kristjern fikk disse Tidender, brød han uopholdelig opp fra Akershus, medtagende alle de tropper, han i en hast kunne samle — også biskop Karl av Hamar måtte la sine svenner støte til hans folk — og drog imot bøndene. Disse traff de beste Forsvarsanstalter, de visste: de hug bråter i den skog, gjennom hvilken de antok, han måtte komme, idet de felte trærne på begge sider av den snevre Skovvei og la seg i bakhold ved den, etter at de tillike hadde sperret Udmundingen av veien ved forhugninger og besatt den med en sterk avdeling. De tenkte, de skulle ta Kongen i denne felle. Men Kristjern var fra sine tidligere felttog altfor vel bekjent med de svenske og norske Bønders måte å føre krig på i Skovegne, til at han således skulle la seg lokke i bakhold. Han omgikk Braaten og kom over bøndene på et åpent sted. Der ble en hårdnakket kamp; men etter at anføreren Herlog Høvudfat selv var falt tillikemed flere av hans beste folk, måtte bøndene vike; mange ble tatt til fange. Dette forefalt på den østre side av Mjøsen omtrent i den første uke av februar 1508. Derpå drog Kongen, etter å ha hjemskikket biskop Karls folk, over til den vestre side av Mjøsen for at indgyde disse Egnes beboere, der lett kunne smittes av eksemplet fra Hedemarken, en gavnlig skrekk og vendte gjennom Toten, Hadeland og Ringerike tilbake til Akershus. Men han fikk ikke lov å bli lenge her, da nye uroligheter snart utbrøt i Telemarken, hvor også noen fogder skal være blitt et offer for Almuens forbitrelse. En Mand, der stod på Almuens side, beretter, at Kongen i en trefning med bøndene ble slagen tilbake, mistet mange av sine folk og med nød og neppe selv unnkom. Imidlertid må Kongen dog snart have fått overmakten, siden man senere ikke hører videre om uroligheter på denne Kant.

Opprørerne ble strengt straffede. De mindre skyldige måtte betale harde bøter; de, der hadde vært ledere, henrettedes med øksen, og deres hoder sattes på stage. Den lybske krønikeskriver Reimer Kock så, da han 1532 146var i Oslo, utenfor Akershus en steindynge, oppkastet til Mands høyde; på den hadde inntil for kort siden stått en krets av Pæle, på hvilke forbryternes hode hadde sittet, i midten Herlog Høvudfats med en Jernkrone på og rundt om ham de viktigste deltakeres.

Der var også en høytstående mann, som oppstanden i sine følger neddrog i en malstrøm, hvorav han ikke slapp ut, om han enn ikke ble gjenstand for noen blodig dom: det var Bisp Karl av Hamar. Allerede ved sin fødsel og oppdragelse og sine slektskapsforbindelser i Sverige måtte denne Bisp i et norsk grenselandskap befinne seg i en tvetydig og mislig stilling. En sådan stilling burde ha oppfordret ham til mye forsiktighet og tilbakeholdenhet; men det var så langt fra, at han var forsiktig, at han endog ga seg selv blot og vakte grunnet mistanke om, at han hadde sterke svenske sympatier, og at de urolige bønder på Hedemarken i ham hadde en Overhyrde, som ikke ville være meget ivrig i å innskjerpe dem deres plikt mot sin Konge. At han på sin gård mottok besøk av sin svenske svoger, kunne så være; men at han hadde forbindelser med presten i Mora, Arvid Siggeson, den svenske Rigsforstander Svante Stures speider og Raadgiver, ser meget ilde ut. Forholdet mellom begge var allerede i året 1506 sådant, at da Arvid Siggeson etter Svante Stures begjæring sendte en speider inn i Norge for å utforske tilstanden, var Bisp Karl av Hamar en av dem, til hvem speideren skulle henvende seg. Speideren traff den gang ikke Bispen hjemme og kunne derfor ikke bringe Besked fra ham personlig; men Arvid Siggeson trodde dog å kunne forsikre Svante Sture om, at Bispen ville befordre freden (som han fint uttrykker seg) med Sverige og gjøre, hva han kunne, alt ettersom leiligheten ga seg; han tilføyet, at Bispen hadde tvist med Kongens befalingsmann på Akershus, at Almuen var misfornøyd og sluttet seg til Bispen. Senere, mens oppstanden på Hedemarken stod på, og ikke lenge etter dens utbrudd kom Bispens svenske svoger, Peder Kjæmpe, tillikemed søsteren til Hamar. De kom sist fra presten i Mora, Svante Stures fortrolige,

147Straks da Kristjern etter sitt opphold i Viken i begynnelsen av året 1507 kom til Oslo, og Bisp Karl likesom de andre riksråder innfant seg hos ham, skal han hos Kongen kun have møtt kald høflighet og ringe oppmerksomhet for de råd, han kom frem med. Denne tilsidesettelse forstår man lett av det foregående, da det for denne skarpsynte og tillike mistenksomme fyrste vel snart er gått opp, hvorledes det hadde seg med Bispen av Hamar, og han muligens av tjenstvillige Meddelere har fått mer å vite, enn vi nå kjenner. Enhver tvil hos Kongen ble hevet, da han etter trefningen på Hedemarken kom tilbake til Akershus. De fangne opprørere utla nemlig i forhøret Bisp Karl av Hamar som hovedmann for oppstanden og bekjente, at han hadde stått bagved og hemmelig opphisset dem til opprør. Her måtte nå brukes både hast og forsiktighet; thi fikk Bisp Karl noen mistanke og tid og leilighet til å overgi sitt faste slott til de svenske, kunne dette har de betænkeligste følger for Rigets Rolighed. Kristjern skrev derfor straks et brev til Bispen, avfattet i vennlige uttrykk, hvori han bad ham å komme ned til seg i Borgesyssel, da han behøvde hans råd og hjelp på tinget, som han der ville holde. Da Bispen nølte, skrev han ham annen gang til; men først, da han fikk det tredje brev, begav Bispen seg på reisen, sigende til sin svoger og søster, at han håpet å komme tilbake om åtte dager. Underveis merket han imidlertid uråd og forsøkte å flykte til Sverige, men ble grepet og ført til Akershus. Nå samlede Kristjern sine Krigsfolk og drog opp til Hamar. Han hadde omtrent 500 mann, hvoriblandt dog kun var 60 hoffmenn eller Ryttere; Kansler Erik Valkendorf og Bisp Anders Mus av Oslo var i hans følge. Men Hamars Bispegaard var et meget sterkt slott, liggende på en fremspringende pynt av landet tett ut imot Mjøsen, med svære murer og et høyt massivt tårn; Tårnet var jevnhøyt med Domkirkens tårn, der lå så nær, at man fra tårnene kunne tale sammen, når man talte noe høyt. Det kunne derfor ikke tas med makt i en håndvending. Kristjern hadde intet skyts med seg, og det hadde heller ikke hjulpet stort, da det på grunn av Domkirkens nærhet og beliggenheten 148ved sjøen var meget vanskelig å beskyte slottet. Kristjern brukte derfor list. Han kom just åttende dagen, som man på slottet ventet Bispen tilbake. Da han var så nær, at man fra slottet kunne se ham og hans folk, satte han seg i bevegelse og sprengte med sine Ryttere i flygende fart og med buen spent hen imot porten og ropte, man skulle lukke opp for ham og Bispen, de svenske var etter dem, ville ta dem tilfange og overrumple bispegården. Porten åpnedes i en hast og Kristjern var Herre på slottet. Den første, han spurte etter, var Peder Kjæmpe; men denne hadde Aftenen forut begitt seg bort og var unnkommen til Sverige. Krigsfolket skal ha huseret vilt på bispegården og hos Omegnens bønder, og selv kannikene skal ikke ha sluppet for overlast; Bispens folk og mange av de mistenkte bønder ble kastet i fengsel. Dette skjedde i den siste uke av februar 1508. På gården la Kongen en sterk besetning, over hvilken Knut Knutssøn Baat, der tidligere som Slotsherre på Akershus hadde hatt strid med Bispen, fikk befalingen. Ham overdroges inntil videre Bestyrelsen av Bispegodset med samtykke, som det siden het, av domkapitlet; men dette samtykke har sikkert ikke vært meget frivillig. Mens Kristjern gikk igjennom slottet og gjorde sine anordninger, henkastede han de ord: „Kommer her igjen en Bisp, så kan han bo i ladegården, om han vil; men slott og murede Gaarde skal de herefter ikke sitte på.“ — Bispens søster fikk ved Erik Valkendorfs hjelp lov til å dra hjem. Hun begav seg atter til presten i Mora og fortalte ham, hvorledes det hele var gått til, hvoretter han igjen gjorde sin beretning til Svante Sture både om denne begivenhet og om hele tilstanden i Norge.

For at borttage det verste anstøt og bevare Skinnet av ærbødighet for kirken, sammenkalte Kristjern straks etter Bispens fengsling en Herredag, fremsatte sine beskyldninger mot Karl av Hamar og bad, siden det ikke var tillatt, at en geistlig mann holdtes i verdslig fengsel, at en eller annen av bispene, inntil Sagen ad Rettens vei kunne avgjøres, ville ta den anklagede i forvaring og innestå for ham. Men de norske Bisper bad seg forskaanede for et så misligt Hverv. 149Hva enten Kong Kristjern ikke trodde seg sikker nok på sin fange på Akershus, eller han ønsket å ha ham nærmere ved hånden, da det var hans akt også å forelegge de danske prester Sagen, lot han ham, da han selv forlot Akershus, føre ned til Baahus i Viken og overgi Nils Bild til bevoktning.

I løpet av sommeren 1508 gjorde Bispen et forsøk på å flykte. Han satt formodentlig på det faste og høye tårn i Baahus, „Faders hatt,“ av hvilket ennå mektige ruiner finnes, og som i hin tid oftere ble brukt som statsfengsel. Etter fortellingen kom han ut av tårnet på følgende måte: han skar sine lakener og annet Linned sønder og snodde derav to sterke liner, som han fastgjorde i Taarnvinduets jernstenger. Da alt om natten var blitt stille på slottet, firte han seg ned ved hjelp av linene; men da han var kommet ned noe over halvveien, brast linene, og han styrtet til jorden og brak sitt ene Ben. Frykten for å bli oppdaget og grepet igjen ga ham imidlertid styrke til å krype hen til et nærliggende Buskads, hvor han fant et hult tre, i hvilket han skjulte seg. Om morgenen opdagedes det straks på slottet, at Bispen var flyktet, og folk ble i en hast utsendte til alle sider for å oppdage ham, da man antok, han ikke kunne være langt borte. Kong Kristjern, som da befandt seg på Baahus, steg selv til hest for å forfølge den bortrømte; han lot tillike en jeger komme med sine hunder for å etterspore flyktningen som et stykke vilt. Hundene samlet seg snart gjøende om treet, hvori han lå skjult. Kongen kom nå til og tiltalte den ulykkelige Bisp, som krøp frem i sin ynkelige forfatning, med de hårdeste ord. Han sa, at hvis han ikke aktede sin kongelige verdighet for høyt dertil, skulle han straks med egen hånd ta den straff over ham, som han fortjente. Bispen svarte, at han var i hans vold, og at han måtte handle med ham, som han ville, og som han kunne forsvare for Gud. Derpå ble han igjen ført inn på slottet og holdt i strengere forvaring enn før.

Den ulykkelige Bisp satt flere år i fengsel, uten at der i den anledning fra det romerske Hofs side gjordes noe virksomt skritt eller vederfores Kong Kristjern nogensomhelst 150ulempe. Det synkende pavevelde og den stigende Fyrstemagt gjorde det i disse dager meget lettere for kongene enn i eldre tider å få bukt med en gjenstridig eller farlig prelat. Rollene var byttet: Kongene var nå de mektige, nesten alltid visse på seieren, prelatene de svakere, der engstelig så hen til Rom med tvilsomt håp, om derfra ville komme noen hjelp.

Først da Kong Kristjern etter Erkebisp Gautes død hadde fått på Erkestolen i Trondhjem en mann, som han fullkommen kunne forlate seg på, sin hidtilværende kansler og fortrolige Raadgiver Erik Valkendorf, anså han det for mindre nødvendig å beholde Bisp Karl i sitt eget verge. Han samtykket etter noen Tids forløp i å overgi ham i Erkebispens varetekt; men på reisen til Trondhjem døde den fangne Bisp i Oslo hos Bisp Anders Mus. Hans Dødsfald synes å være inntruffet sist i året 1512, og han hadde således sittet på femte år i fengsel uten noensinne å være forhørt eller have hatt leilighet til å forsvare seg enten for geistlige eller verdslige dommere.

C. F. Allen.