Under Kong Haakon Haakonssøn og hans Efterfølgere lige til Midten af det 14de Aarhundrede var Norge anseet, rigt og blomstrende; dets Befolkning var omtrent saa talrig som nu, og uagtet de langvarige Krige i hint Tidsrums sildigere Del herskede der dog i det hele taget Velstand og Tilfredshed. Men denne gode Tid ophørte med et paa en frygtelig Maade. Om Høsten i Aaret 1349 kom der nemlig ind til Bergen et engelsk Skib, der syntes at være rigt ladet, men paa hvilket man ei kunde opdage et eneste Menneske. Flere af Bergens Borgere gik ombord for at undersøge, hvorledes Sagen forholdt sig, og saa til sin Forskrækkelse Mandskabets halvforraadnede Lig, der viste, at en smitsom Sygdom maatte have raset ombord. De havde endnu ikke erfaret, at den gyseligste Landfarsot, Verden nogensinde har kjendt, var kommen fra Østen gjennem Sydeuropa og Frankrige til England, hvor den bortrev Tusender af Mennesker. Dette Skib var fra London, hvor den rasede værst, og bragte nu Landeplagen over til Norge ligesom ved Forsynets umiddelbare Bestemmelse; thi uagtet det drev om paa Havet uden Styrer, fandt det dog sin Vei til Bergens Havn. Snart var Smitten udbredt over den hele By. Sygdommen begyndte gjerne med en ubeskrivelig Angest og Søvnløshed, undertiden endog strax med Maalløshed og Følesløshed, der da snart medførte Dødssøvn og Død. Strax efter Angsten indfandt sig Lungebetændelse med Blodopkastning; paa Kinderne, under Armene og andensteds paa Legemet udbrød sorte Pletter og Bylder. Enhver, hos hvem et eller andet af disse Kjendemerker paa Sygdommen indfandt sig, var gjerne Døden vis; blot yderst faa kom sig, dog blev de gjerne for sin Livstid svagelige, ofte lammede paa Tungen. Saa frygtelig rasede Sygdommen i Bergen, at der en Dag blot til en af Kirkerne kom 90 Lig, hvoriblandt 14 Prester og 6 Degne. Den betragtedes som Guds Straffedom over Landets Synder, og for at afvende den og formilde Gud holdtes Messer, Processioner og Bodsøvelser, men til ingen Hjelp. Hver Biskop paabød i sit Stift fem høitidelige Messer i fem Dage efter hverandre; de, som besøgte 143Messerne, skulde først gaa barfodede i Procession, faste i fire Dage, derpaa kommunicere, nærme sig Alteret med et brændende Lys i Haanden og uddele Gaver til de fattige. Men Pesten vedblev at rase, indtil (som der siges) næsten de to Tredjedele af Landets Befolkning var bortrykket. Af alle Landets Biskopper blev kun en, Salomon i Oslo, tilbage; i Trondhjem døde Erkebiskop Arne med alle Domkirkens Geistlige paa en nær, som da alene valgte den nye Erkebiskop. Sygdommen rasede den hele Vinter, som derfor siden kaldtes „Manndaude-Vinteren.“ Mange Hereder blev næsten lagte øde og ikke befolkede førend rum Tid efter, da de imidlertid var tilgroede med Skov, hvor vilde Dyr havde taget sin Bolig. Pesten eller store Manndauden, som den kaldtes, gav derfor Norge et frygteligt Knæk, som det først sent, ja neppe førend i vore Tider, forvandt; thi strax efter indtraf andre, ydre Uheld, der bidrog til at holde Landet i en forknyt Tilstand, nemlig Handelens og Søfartens Forfald ved Hansestædernes Overmagt, Krigene i Anledning af Kalmarunionen, siden i Anledning af Reformationen, den store nordiske Syvaarskrig og Landets Udsugelse ved fremmede Adelsmænd, der omsider gjorde det til en Provins af Danmark. Først under den ypperlige dansk-norske Konge Kristian IV begyndte blidere Dage at oprinde for Norge.
P. A. Munch.