138

Mellem den norske Konge Erik Magnussøn og den danske Erik Glipping havde der længe fundet et indviklet Forhold Sted. Den Fædrenearv, der tilkom den norske Enkedronning Ingeborg, en dansk Kongedatter, var endnu ikke udleveret af den danske Konge, skjønt allerede 23 Aar var henledne, siden hun giftedes til Norge. Alle Underhandlinger var forgjeves; den norske Konges Fordringer havde kun fremkaldt fra den danskes Side tomme Løfter og allehaande Udflugter. Det var nu forbi med den norske Regjerings Taalmodighed; den greb til Vaaben mod Danmark, og en Krig begyndte, der med enkelte Ophold fortsattes i mere end 20 Aar. Norges djerveste Søhelt paa denne Tid, Alv Erlingssøn, eller, som han af de danske kaldtes formedelst sin lille Vext, Mindre-Alv, en Søn af den mægtige, nys afdøde Erling Alvssøn, viste sig allerede i Sommeren 1284 med sine Skibe i de danske Farvande og optog der i Fleng danske, tydske og frisiske Skibe. Han herjede Kysterne frygteligen og plyndrede Skaanør paa Skaanes Sydvestpynt, et Sted, der dengang var bekjendt 139som det første Marked i Danmark, og hvorhen især en Mængde Tydskere søgte for den rige Sildefangsts Skyld.

Ved den Tid, da Fiendtlighederne udbrød med Danmark, var der ogsaa sterk Spænding mellem Norge og de mægtige nordtydske Handelsstæder, og Kong Erik lod de sidstes Skibe anholde baade i Bergen og andensteds i sit Rige. Da nu dertil kom, at Alv Erlingsson optog tydske Skibe i de danske Farvande og forstyrrede Tydskernes vigtige Fiskeri og Handel ved Skaanør, saa forbandt Lybek, Vismar, Rostok og flere Stæder sig med Kong Erik Glipping.

For Norge kunde en Krig med Danmark ei være synderlig farlig paa den Tid, da dette Riges Sømagt var i fuldkomment Forfald. Men desto farligere var Krigen med de vendiske Stæder, som allerede havde erhvervet sig mægtige Forbindelser i Nordeuropa. Baade med England og Skotland stod de i Handelsforbund, og i begge disse Riger gjorde de sig Umag for at udvirke de norske Skibes Anholdelse. I Skotland lykkedes det dem, i England derimod ikke, som man kan se af det truende Brev, Alv Erlingsson ved Krigens Slutning, rimeligvis i sin Herres Navn, skrev til den skotske Konges Seneschal. „Vi undres med Rette,“ siger han, „over, at I anholder vore Undersaatters Skibe i Skotland, uden at nogen Brøde er begaaet mod eder, da dog Englands Konge paa Grund af vort venskabelige Forhold til ham ei har ladet Tydskerne, vore Fiender, lægge Beslag paa vore Skibe i England. Nu da Freden mellem os og dem er kommen istand, er det bestemt, at hver af Parterne skal beholde sit. Eftersom det er os berettet, at I har anholdt et af vore Skibe i eders By Bervik paa Grund af falsk Anklage, beder vi, at I for Fremtiden i Kraft af vort Venskab og den gjensidige Pagt mellem os vil afstaa fra alle Uretfærdigheder. Gjør I ikke det, da vide I, at Norge end ei er saa svækket, at det skulde lade sig hugge af eders Sporer.“

Alv Erlingsson fortsatte imidlertid sine dristige Søtog. Han skal have herjet ei alene de danske, men ogsaa de tydske og de frisiske Kyster og hjembragt til Norge et uhyre Bytte. Øresund var dog især Stedet, hvor han belurede og optog de forbiseilende tydske Handelsskibe. Endnu flere hundrede Aar efter kvad man herom:

140Sönden seiler de tydske MændAlt baade med Mel og Malt;Alven ligger i ØresundOg tager det fra dennem alt.

For Kaupmannahavn laa 9 Kogger (store Skibe) fra Rostok for at passe Alv op; men før de vidste Ord af, var han midt iblandt dem. Tydskerne skal i Førstningen ei have kjendt ham; de bad den fremmede Skipper vise dem til den Havn, hvor Alv var, og lovede ham rig Belønning, hvis han tjente dem heri. „Hvad vil I gjøre Alv,“ spurgte den ubekjendte, „hvis I træffer ham?“ „Hans Mænd,“ svarede de, „nedhugger vi; ham selv lægger vi i Lænker.“ Da gav Alv sig tilkjende. „Her kan I finde Mindre-Alv,“ raabte han; „men glæd eder ei for tidlig i Seiren!“ Han bød sine Mænd angribe; selv gik han frem i deres Spidse. En Mængde Tydskere faldt, og de 9 Kogger blev Alvs Bytte. En gammel Sang om denne raske Daad skildrer Rostoks dybe Sorg over sit Tab:

Og der kom Tidende til Rostok ind,Der blegned saa mangt et Rosens Kind;Der græder Enker, og der græder Börn,Dem havde gjort fattig denne skadelig Ørn.

Endelig lod Stæderne 30 store og velbesatte Kogger gaa i Søen mod den djerve og farlige Fiende. Men medens Koggerne i 8 Uger laa i Øresund for at vænte Alv, plyndrede denne Horsens og det befæstede Kallundborg, løb ind i Beltet, herjede de danske Øer og optog flere baade danske og tydske Skibe. Stædernes Flaade maatte med uforrettet Sag vende hjem; men Alv bragte stort Bytte tilbage til Norge. Den norske Konge paaskjønnede Alvs Fortjenester ved i 1286 at udnævne ham til Jarl og overdrog ham at verge Norge mod fiendtlige Indfald. Den driftige og urolige Jarl udførte sit Hverv med megen Iver; han drog endog over til England og opnaaede af den engelske Konge baade Hjelpetropper og Pengelaan.

Alv havde ved sit Mod, sin Virksomhed og sin Lykke hævet sig til det høieste Trin af Anseelse i sit Fædreland og indlagt sig et berømt Navn blandt fremmede. Men hans Overmod vakte ham Fiender blandt hans egne Landsmænd, og den uvidende 141Samtid, der ei af hans Klogskab og Tapperhed alene kunde forklare sig hans bestandige Held, fæstede letteligen Tro til de Beskyldninger, hans Misundere gjorde ham for Trolddom. Sveriges Konge Magnus skal have advaret Alv om ei at lade sig beruse af Lykken. „Da Gud,“ tilskrev han ham, „har vist sig saa naadig mod dig, at han har ladet dit Navn vorde berømt gjennem mange Riger og Lande, dine Venner til Glæde, dine Fiender til Rædsel, saa raader vi dig at gaa forsigtig frem; thi du ved selv, at kun det pleier at faa en lykkelig Ende, som klogt begyndes. Sørg for, at din Hæder og dit glimrende Rygte ei formørkes, og skjønt alt gaar dig efter Ønske, saa foragt dog ei Varsomhed.“ Alv fulgte ikke dette velmente Raad. Han dræbte med Svig den anseede Høvding Hallkel Ogmundssøn og blev nu dømt fredløs. Han satte sig til Modverge; men efterat 260 af hans Tilhængere var faldne, maatte han vige af sit Fædreland. Alle hans Eiendomme skal være lagte til Apostelkirken i Bergen. Alv flygtede til Sverige, overgav sig knælende i Kong Magnus's Vold og fandt Fristed i et svensk Kloster. Da Krigen mellem Norge og Danmark tre Aar efter opblussede paany efter nogen Tids Ophold, forlod han Klosteret og kastede sig igjen ind i Stridens Tummel. Til den norske Hær synes han imidlertid ikke mere at have fundet Adgang. Han for da som Viking paa sin egen Haand og blev paany en Skræk i de danske Farvande. Men da han engang, forklædt som Messedreng, havde begivet sig i Land, blev han kjendt af en dansk Herre, Benedikt Rimaardssøn, greben og i Lænker ført til Helsingborg, hvor den danske Dronning Agnes dengang opholdt sig. Da han blev ført for Dronningen, og hun spottede over hans lille Vext, skal han ved sine djerve og grove Svar have ophidset hendes Vrede. Paa Drosten David Torstenssøns Raad lod Dronningen ham radbrække og lægge paa Steile ved Helsingborg. To Aar senere førte den norske Lendermand Tore Haakonssøn, der var gift med Alvs Søster, Fru Ingeborg Erlingsdatter, sin Svogers Lig til Tunsberg, hvor det blev begravet. Alvs Minde levede længe i Folkesagnet, og et Par gamle danske Viser om ham er endnu til.

R. Keyser.

138

Mellom den norske Konge Erik Magnussøn og den danske Erik Glipping hadde der lenge funnet et innviklet forhold sted. Den Fædrenearv, der tilkom den norske Enkedronning Ingeborg, en dansk Kongedatter, var ennå ikke utlevert av den danske Konge, skjønt allerede 23 år var henledne, siden hun giftedes til Norge. Alle Underhandlinger var forgjeves; den norske Konges fordringer hadde kun fremkalt fra den danskes side tomme løfter og allehånde utflukter. Det var nå forbi med den norske Regjerings tålmodighet; den grep til våpen mot Danmark, og en krig begynte, der med enkelte opphold fortsattes i mer enn 20 år. Norges djerveste Søhelt på denne tid, Alv Erlingssøn, eller, som han av de danske kaltes formedelst sin lille vekst, Mindre-Alv, en sønn av den mektige, nys avdøde Erling Alvssøn, viste seg allerede i sommeren 1284 med sine skip i de danske farvann og opptok der i fleng danske, tyske og frisiske skip. Han herjet kystene frygteligen og plyndret Skaanør på Skaanes Sydvestpynt, et sted, der dengang var bekjent 139som det første marked i Danmark, og hvorhen især en mengde tyskere søkte for den rike Sildefangsts skyld.

Ved den tid, da fiendtlighetene utbrøt med Danmark, var der også sterk spenning mellom Norge og de mektige nordtyske handelssteder, og Kong Erik lot de sidstes skip anholde både i Bergen og annensteds i sitt rike. Da nå dertil kom, at Alv Erlingsson opptok tyske skip i de danske farvann og forstyrrede tyskernes viktige Fiskeri og handel ved Skaanør, så forbandt Lybek, Vismar, Rostok og flere Stæder seg med Kong Erik Glipping.

For Norge kunne en krig med Danmark ei være synderlig farlig på den tid, da dette Riges Sømagt var i fullkomment forfall. Men desto farligere var krigen med de vendiske Stæder, som allerede hadde ervervet seg mektige forbindelser i Nordeuropa. Både med England og Skottland stod de i Handelsforbund, og i begge disse riker gjorde de seg umak for å utvirke de norske Skibes anholdelse. I Skottland lyktes det dem, i England derimot ikke, som man kan se av det truende brev, Alv Erlingsson ved Krigens slutning, rimeligvis i sin Herres navn, skrev til den skotske Konges Seneschal. „Vi undres med rette,“ sier han, „over, at dere anholder våre Undersaatters skip i Skottland, uten at noen Brøde er begått mot dere, da dog Englands Konge på grunn av vårt vennskapelige forhold til ham ei har latt tyskerne, våre fiender, legge beslag på våre skip i England. Nå da freden mellom oss og dem er kommet i stand, er det bestemt, at hver av partene skal beholde sitt. Ettersom det er oss berettet, at dere har anholdt et av våre skip i deres by Bervik på grunn av falsk anklage, beder vi, at dere for fremtiden i kraft av vårt vennskap og den gjensidige pakt mellom oss vil avstå fra alle urettferdigheter. Gjør dere ikke det, da vide dere, at Norge enn ei er så svekket, at det skulle la seg hugge av deres sporer.“

Alv Erlingsson fortsatte imidlertid sine dristige Søtog. Han skal ha herjet ei alene de danske, men også de tyske og de frisiske Kyster og hjembragt til Norge et uhyre bytte. Øresund var dog især stedet, hvor han belurede og opptok de forbiseilende tyske handelsskip. Enda flere hundre år etter kvad man herom:

140Sönden seiler de tyske mennAlt både med mel og malt;Alven ligger i ØresundOg tar det fra dem alt.

For Kaupmannahavn lå 9 kogger (store skip) fra Rostok for å passe Alv opp; men før de visste ord av, var han midt iblant dem. Tyskerne skal i Førstningen ei have kjent ham; de bad den fremmede skipper vise dem til den havn, hvor Alv var, og lovede ham rik belønning, hvis han tjente dem heri. „Hva vil dere gjøre Alv,“ spurte den ubekjendte, „hvis dere treffer ham?“ „Hans Mænd,“ svarte de, „nedhugger vi; ham selv legger vi i lenker.“ Da ga Alv seg tilkjenne. „Her kan dere finne Mindre-Alv,“ ropte han; „men gled dere ei for tidlig i seieren!“ Han bød sine menn angripe; selv gikk han frem i deres Spidse. En Mængde tyskere falt, og de 9 kogger ble Alvs Bytte. En gammel sang om denne raske Daad skildrer Rostoks dype sorg over sitt tap:

Og der kom Tidende til Rostok inn,Der bleknet så mangt et Rosens kinn;Der gråter enker, og der gråter Börn,Dem hadde gjort fattig denne skadelig Ørn.

Endelig lot Stæderne 30 store og velbesatte kogger gå i sjøen mot den djerve og farlige fiende. Men mens Koggerne i 8 uker lå i Øresund for å vente Alv, plyndret denne Horsens og det befæstede Kallundborg, løp inn i beltet, herjede de danske øyer og opptok flere både danske og tyske skip. Stædernes flåte måtte med uforrettet Sag vende hjem; men Alv brakte stort bytte tilbake til Norge. Den norske Konge påskjønnet Alvs Fortjenester ved i 1286 å utnevne ham til Jarl og overdro ham å verge Norge mot fiendtlige innfall. Den driftige og urolige Jarl utførte sitt Hverv med mye Iver; han drog endog over til England og oppnådde av den engelske Konge både Hjelpetropper og Pengelaan.

Alv hadde ved sitt mot, sin virksomhet og sin lykke hevet seg til det høyeste Trin av anseelse i sitt fedreland og innlagt seg et berømt navn blant fremmede. Men hans overmot vakte ham fiender blant hans egne landsmenn, og den uvitende 141samtid, der ei av hans klokskap og tapperhet alene kunne forklare seg hans bestandige held, fæstede letteligen tro til de beskyldninger, hans Misundere gjorde ham for trolldom. Sveriges Konge Magnus skal ha advart Alv om ei å la seg beruse av lykken. „Da Gud,“ tilskrev han ham, „har vist seg så nådig mot deg, at han har latt ditt navn vorde berømt gjennom mange riker og land, dine venner til glede, dine fiender til redsel, så råder vi deg å gå forsiktig frem; thi du ved selv, at kun det pleier å få en lykkelig ende, som klokt begynnes. Sørg for, at din Hæder og ditt glimrende rykte ei formørkes, og skjønt alt går deg etter ønske, så forakt dog ei varsomhet.“ Alv fulgte ikke dette velmente råd. Han drepte med svik den anseede høvding Hallkel Ogmundssøn og ble nå dømt fredløs. Han satte seg til motverge; men etter at 260 av hans tilhengere var falne, måtte han vike av sitt fedreland. Alle hans eiendommer skal være lagt til Apostelkirken i Bergen. Alv flyktet til Sverige, overgav seg knelende i Kong Magnus's Vold og fant fristed i et svensk kloster. Da Krigen mellom Norge og Danmark tre år etter opblussede paany etter noen Tids opphold, forlot han klosteret og kastet seg igjen inn i Stridens Tummel. Til den norske hær synes han imidlertid ikke mer å ha funnet adgang. Han for da som Viking på sin egen hånd og ble paany en skrekk i de danske farvann. Men da han engang, forkledd som Messedreng, hadde begitt seg i land, ble han kjent av en dansk Herre, Benedikt Rimaardssøn, grepet og i lenker ført til Helsingborg, hvor den danske dronning Agnes dengang oppholdt seg. Da han ble ført for dronningen, og hun spottet over hans lille vekst, skal han ved sine djerve og grove svar have opphisset hennes vrede. På Drosten David Torstenssøns Raad lot dronningen ham radbrekke og legge på Steile ved Helsingborg. To år senere førte den norske lendmann Tore Haakonssøn, der var gift med Alvs Søster, fru Ingeborg Erlingsdatter, sin Svogers Lig til Tunsberg, hvor det ble begravet. Alvs Minde levde lenge i Folkesagnet, og et par gamle danske viser om ham er ennå til.

R. Keyser.