136

Haakon Haakonssøn blev Norges Konge paa en Tid, da dette Rige søndersledes af indvortes Uroligheder; han maatte længe kjæmpe mod mægtige og rænkefulde Fiender, som snart aabenbart, snart hemmeligen søgte at styrte ham fra hans Kongestol; men han gik seierrig ud af Kampen, han skaffede sit Fædreneland Fred i dets indre og saa det før sin Død blomstre i fornyet Kraft. Nordmændene elskede 137ham, medens Naborigerne hædrede ham som en Voldgiftsmand, og Europas Konger fjernt og nær søgte hans Venskab. Dette var ei heller ufortjent: faa Konger har besiddet større og elskværdigere Egenskaber end Haakon. Kraft og Klogskab var hos ham parret med Mildhed, Forsonlighed og sjelden Ordholdenhed. Han var skjøn, velskabt, rask og smidig, veltalende til Tinge og munter blandt sine Venner. Mod den fattige var han stedse blid og nedladende; men sad han blandt Høvdinger, var hans Væsen fuldt af Værdighed. Fremmede, der besøgte ham, sagde, at de aldrig havde seet nogen, som bedre end han forstod paa en Gang at være Kammerat og Herre. Den Smag for Videnskaberne, der udmerkede flere af den Tids Fyrster — som en Keiser Fredrik II, en Alfons X af Kastilien, — synes ikke heller at have været Haakon fremmed. Han forstod Latin, han lod flere Skrifter oversætte fra fremmede Sprog paa Norsk, og han yndede sit Fædrelands Historie. I hans sidste Sygdom var det hans Tidsfordriv at høre de norske Kongesagaer forelæse. Han kjendte nøie sit Lands Love, overholdt dem strengt og gjorde sit til at forbedre dem. Vold, Drab og Blodhevn, som under de indvortes Uroligheder havde taget Overhaand, lykkedes det Haakon betydelig at hemme. Han viste sin Iver for Kristendommen ved at stifte Hospitaler og Klostere, ved at bygge herlige Kirker og ved at omvende en Del hedenske Bjarmer, hvem han havde givet Boliger i Malangen i det nordligste Norge, da de var flygtede fra Østen for de i Rusland indtrængende Mongoler. I det hele agtede han Geistligheden, skjønt han søgte at sætte Skranker for dens Overmod. At endelig Folkets Velstand og Sikkerhed laa ham paa Hjerte, derom vidner de Havne, han forbedrede, og de mange faste Borge, han opførte rundt omkring i Landet.

R. Keyser.

Glad fik Norge snart at merke,At den unge KongemandHavde valgt sig Verger sterke,Gud og Olav da paastand;

Thi hans Krone stod i Gløden,Da han steg paa Kongestol;Dobbelt straaled Morgenrøden,Dobbelt lued Himlens Sol!

138Aldrig saa man slig en Sommer:To Gang’ lagde Svanen Æg,To Gang’ knopped MarkensBlommer,To Gang’ blomstred Rogn og Heg.Havet sig ved Kysten hvilte,Spøgte med dens fulde Barm,Blommen lo, og Himlen smilteSom en Viv med Barn i Arm,

Høit med sine Klippeborge,Straalende som Nordens Sol,Stod det gamle, gjæve NorgeMed den Drot paa Kongestol.Tydsklands Keiser, Romas Pave,Serklands Sultan fra sit SlotSendte mangen VennegaveDa til Norges sterke Drot.

End han vilde Norge gavne:Gammel skjønt og træt af Aar,Ud han red paa gyldne Stavne,Giver Skotten dybe Saar;Hvad det vandt ved Magni Seier,Havde alt sig revet løs;Haakon snart igjen det eier,Om end Skottekongen fnøs,

Der han saa sin Kveld med Glæde,Lyttende til Sagas Røst;Til de gamle Skaldes KvædeAanded sidste Gang hans Bryst.Liget førtes over Fjorden,Hviler nu i Bjørgvins Stad;Men hans Drapa blev i NordenTil et gyldent Sagakvad.

H. Heyerdahl.

136

Haakon Haakonssøn ble Norges Konge på en tid, da dette rike søndersledes av innvortes uroligheter; han måtte lenge kjempe mot mektige og renkefulle fiender, som snart åpenbart, snart hemmeligen søkte å styrte ham fra hans Kongestol; men han gikk seierrik ut av kampen, han skaffet sitt fedreland Fred i dets indre og så det før sin død blomstre i fornyet kraft. Nordmennene elsket 137ham, mens naborikene hedret ham som en voldgiftsmann, og Europas konger fjernt og nær søkte hans vennskap. Dette var ei heller ufortjent: få konger har besittet større og elskværdigere egenskaper enn Haakon. Kraft og klokskap var hos ham parret med mildhet, forsonlighet og sjelden ordholdenhet. Han var skjønn, velskapt, rask og smidig, veltalende til Tinge og munter blant sine venner. Mot den fattige var han stedse blid og nedlatende; men satt han blant høvdinger, var hans vesen fullt av verdighet. Fremmede, der besøkte ham, sa, at de aldri hadde sett noen, som bedre enn han forstod på en gang å være Kammerat og Herre. Den Smag for vitenskapene, der utmerket flere av den Tids Fyrster — som en keiser Fredrik II, en Alfons X av Kastilien, — synes ikke heller å ha vært Haakon fremmed. Han forstod latin, han lot flere skrifter oversette fra fremmede språk på Norsk, og han yndet sitt fedrelands historie. I hans siste sykdom var det hans tidsfordriv å høre de norske kongesagaer forelese. Han kjente nøye sitt Lands Love, overholdt dem strengt og gjorde sitt til å forbedre dem. Vold, drap og blodhevn, som under de innvortes uroligheter hadde tatt overhånd, lyktes det Haakon betydelig å hemme. Han viste sin Iver for kristendommen ved å stifte hospitaler og klostre, ved å bygge herlige kirker og ved å omvende en del hedenske Bjarmer, hvem han hadde gitt boliger i Malangen i det nordligste Norge, da de var flyktet fra Østen for de i Rusland inntrengende mongoler. I det hele aktede han geistligheten, skjønt han søkte å sette skranker for dens overmot. At endelig Folkets velstand og sikkerhet lå ham på hjerte, derom vitner de Havne, han forbedret, og de mange faste Borge, han oppførte rundt omkring i landet.

R. Keyser.

Glad fikk Norge snart å merke,At den unge KongemandHadde valgt seg verger sterke,Gud og Olav da paastand;

Thi hans krone stod i gløden,Da han steg på Kongestol;Dobbelt strålte morgenrøden,Dobbelt luet Himlens sol!

138Aldri så man slig en sommer:To gang’ la Svanen egg,To gang’ knoppet MarkensBlommer,To gang’ blomstret rogn og hegg.Havet seg ved kysten hvilte,Spøkte med dens fulle Barm,Blommen lo, og Himlen smilteSom en Viv med barn i arm,

Høyt med sine klippeborger,Strålende som Nordens sol,Stod det gamle, gjeve NorgeMed den drott på Kongestol.Tydsklands keiser, Romas pave,Serklands Sultan fra sitt slottSendte mangen vennegaveDa til Norges sterke drott.

Enn han ville Norge gavne:Gammel skjønt og trett av år,Ut han red på gyldne stavner,Giver skotten dype Saar;Hva det vant ved Magni Seier,Hadde alt seg revet løs;Haakon snart igjen det eier,Om enn Skottekongen fnøs,

Der han så sin kveld med glede,Lyttende til Sagas røst;Til de gamle Skaldes kvedeÅndet siste gang hans bryst.Liket førtes over fjorden,Hviler nå i Bjørgvins stad;Men hans drapa ble i NordenTil et gyllent Sagakvad.

H. Heyerdahl.