132

I Kong Sverres sidste Tid stiftedes et farligt Parti imod ham af Biskop Nikolaus. Dette Parti, som kaldtes Baglerne, 133lykkedes det ikke Sverre at betvinge, og det førte endnu i en Række af Aar en ødelæggende Krig med Birkebeinerne. Sverres Søn, den brave Kong Haakon, overlevede ham ikke længe, og nu udbrød der endog Tvist mellem Birkebeinernes Høvdinger indbyrdes, idet Kong Sverres to Søstersønner, Haakon Galin og Inge, begge vilde have Regjeringen. De var begge Sønner af Sverres Søster Cecilia, men fødte i forskjellige Egteskaber. Omsider forligtes de saaledes, at Inge skulde blive Konge, men Haakon Galin være Jarl og i Grunden den egentlige Regent.

Men den rette Tronarving var dog Kong Haakon Sverressøns Søn, der noget efter hans Død fødtes paa Gaarden Folkesborg i Eidsberg paa Heggen og fik Navnet Haakon. Her opfostredes han en kort Tid hemmelig, da hans Venner af Frygt for Baglerne ikke vovede at røbe, hvor han var. En Mand i Nabolaget, Erlend paa Husaby, og Presten Trond til Folkesborg paatog sig nu i al Stilhed at føre det aarsgamle Kongebarn og Moderen til Hedemarken. De ankom Juleaften til Byen Hamar, hvor Biskop Ivar snart fik høre om deres Ankomst og indbød hans Moder med Barnet til sig i Julen. Men Birkebeinerne vidste, at Bispen var dem og hele Sverres Æt fiendtlig sindet, og at Indbydelsen blot var skeet, forat han kunde faa fat paa Barnet. Derfor besluttede de to birkebeinske Sysselmænd paa Hedemarken i Forening med Barnets Ledsagere saa hurtig som muligt at sende Moder og Søn videre. Til Bispen svarede man, at Moderen endnu var træt af Reisen, men skulde indfinde sig strax efter Julen. Imidlertid blev Flygtningerne førte til Lillehammer og derfra mod Slutningen af Julen til Østerdalen. Her vilde de over Fjeldet til Trondhjem, men døiede i hine høitliggende og dengang saa udyrkede Egne saare ondt. Ofte maatte de overnatte under aaben Himmel; engang vidste de ikke for Uveir, hvor de var, og maatte betro Barnet til to raske Skiløbere, der drog afsted og først langt om længe fandt en Lade i Naverdalen, hvor de gjorde Ild paa, varmede Barnet og søgte at holde Liv i ham med smeltet Sne. Hvor de ellers traf Bygder, viste Bønderne sig meget hjelpsomme med at skaffe Heste, Veivisere o. s. v. Baglerhøvdingerne, der sad i Tunsberg, 134sendte Folk til Oplandene for at faa fat paa Barnet; men heldigvis kom de for silde. Eftersom Flygtningerne nærmede sig Gauldalen, kom flere Skarer af Birkebeiner dem imøde og sluttede sig til dem. Ved Efterretningen om, at en Skare nærmede sig Byen og havde en Kongesøn med, samlede Inge først sit Mandskab og gjorde sig færdig til Forsvar, hvis han skulde blive angreben; men snart fik han den sande Sammenhæng at vide og takkede nu Gud, som saa vidunderlig havde frelst Barnet fra Fare. Han biede med sin Hird, indtil Skaren ankom, tog selv Barnet paa sine Arme, kyssede det og ønskede det velkommen. Moderen og Barnet forblev ved hans Hof til Birkebeinernes store Glæde, og alle de gamle Birkebeiner, der boede udenfor Byen, gjorde sig jevnligen Erende ind for at se paa ham og kjærtegne ham. Da Haakon Jarl siden kom til Nidaros, tog han Barnet og Moderen til sig og erklærede jevnligen, at baade han og Inge sad i Haakons Arv.

Da han var tre Aar gammel, tog Kongen og Jarlen ham med sig lige til Viken og derfra til Bergen, hvor Jarlen lod ham, hans Moder og sin Hustru Fru Kristina blive tilbage i Borgen. Denne blev siden beleiret af Baglerne og maatte overgive sig, hvorved Haakon faldt i Baglernes Vold; dog tilføiede de ham intet ondt. En Dag viste Baglerne ham Langskibene udenfor Bryggen og spurgte ham, hvem han troede de tilhørte. „Min Herre,“ sagde Haakon. „Ja vor Konge Filip, det er jo din Herre,“ svarede de. „Nei Haakon Jarl, han er min Herre,“ sagde Haakon. Da lo de og sagde: „Han bliver os nok ikke tro.“ Den anseede Baglerhøvding Reidar Sendemand foreslog endog, at de skulde tage Haakon til Konge og gjøre Filip til Jarl; men de andre fandt det dog upassende. Paa Erkebiskop Tores Anmodning overgav de Haakon til denne, og han overleverede ham igjen til Jarlen, som takkede Gud, at han var sluppen ud af Baglernes Vold.

Den næste Vinter var meget kold. Da var Haakon kun fire Aar gammel, liden af Vext, men rask, munter og pudsig. Den Vinter var meget kold; Birkebeinerne maatte ligge længe udenfor Selø, og alt Drikke frøs ombord; Smøret lod sig ikke smøre paa Brødet for Haakon, der 135uagtet Frosten endelig vilde være oppe blandt Hirdmændene. „Lad os da binde Smøret paa,“ sagde han; da lo alle, og dette blev et Mundheld over den hele Hær. Undertiden tog nogle Birkebeiner ham ved Armene, andre ved Benene og trak i ham, sigende for Spøg, at de vilde hjelpe ham til at voxe hurtigere; thi det varede forlænge, til han blev stor.

Da han var 7 Aar gammel, lod Jarlen ham gaa i Skole for at lære at læse. En Tid efter spurgte Jarlen ham, hvad han lærte. „At synge,“ svarede Haakon. „Det skal du ikke lære,“ sagde Jarlen; „thi hverken skal du blive Prest eller Bisp.“ Han og hans Hustru viste Haakon megen Venlighed; undertiden kunde hun rigtignok skjende paa ham og lade, som om hun ikke vidste, hvis Søn han var; men da irettesatte Jarlen hende og sagde: „Hver Mand ved dog, at jeg og min Broder sidder i hans Arv.“ Imidlertid kunde Haakon og Inge ikke fornegte sin Lyst til Herredømmet saameget, at de jo tilsidst sluttede et Forlig om, at den af dem, der levede længst, skulde tage Arv efter den anden, hvis ingen af dem efterlod nogen egtefødt Søn; isaafald skulde denne, naar han overlevede dem begge, arve Riget. Da dette blev lyst paa Øretinget, havde Haakon været i Besøg over paa Bakke, men kom hjem igjen om Aftenen. I Jarlens Hird var en gammel Birkebeiner ved Navn Helge hvasse, der elskede Drengen saare høit. Haakon gik, som han pleiede, til ham; men nu stødte Helge ham fra sig. Haakon spurgte forundret, hvad det skulde betyde. „Jeg bryder mig nu ikke mere om dig,“ svarede Helge; „thi idag blev du dømt fra din Fædrenearv.“ „Hvor skede dette, og hvem gjorde det?“ spurgte Haakon. „Det skede idag paa Øreting,“ sagde Helge, „det var Kong Inge og Haakon Jarl, som gjorde det.“ „Bryd dig ei herom, kjære Helge,“ sagde Drengen, „det kan jo ikke gjelde, saalænge ikke mine Ombudsmænd var tilstede og samtykkede paa mine Vegne.“ „Hvem er da dine Ombudsmænd?“ spurgte Helge. „Det er Gud, den hellige Jomfru Maria og den hellige Kong Olav,“ sagde Haakon; „i deres Hænder har jeg lagt min Sag, og de vil nok staa mig bi.“ Da tog Helge ham i sine Arme, kyssede ham og sagde: „Jeg vilde ikke for meget, at dette skulde være utalt.“ — Jarlen fik denne Samtale at vide og 136sagde ikke stort derom; men Kristina blev ærgerlig og skjendte paa ham. Kort efter tilbød en af Jarlens Hirdmænd ved Navn Hide sig, at han nok skulde sørge for at faa Barnet afveien, saa at Jarlen ingen Fare skulde have at befrygte for sin Søn. „Det forbyde Gud,“ sagde Jarlen, „at jeg skulde begaa saadan Nidingstreg, at rydde min bedste Velgjørers Søn afveien.“ Han var siden den Tid aldrig venlig mod Hide.

Da Haakon var 10 Aar gammel, døde Jarlen. Da kom han igjen til Inges Hof og gik i Skole sammen med hans Søn Guttorm. De gik lige klædte og blev holdte aldeles ens. Ofte var der Strid imellem dem, da Guttorm var meget hidsig.

Engang, da Inge paa Grund af et Oprør i Trøndelagen havde samlet de fleste Birkebeinerhøvdinger om sig, benyttede disse sig af Leiligheden til at bede Inge om et Len for Haakon. Inge vilde intet høre herom og sagde, at Landet endda var beklippet nok. Da blev de ærgerlige og opmuntrede nu Haakon til at sætte sig i Spidsen for dem og støde Inge fra Thronen. Men Haakon sagde nei. „Jeg er for ung til sligt,“ sagde han, „og jeg vil ikke, at Birkebeiner skal stride mod Birkebeiner. Naar Tiden kommer, giver nok Gud mig, hvad der tilkommer mig af min Fædrenearv.“

Omtrent halvtredje Aar efter Jarlens Død døde ogsaa Kong Inge. Da blev Haakon, uagtet han kun var 13 Aar, kaaret til Norges Konge og herskede med Hæder og Berømmelse i 46 Aar lige til sin Død.

P. A Munch.

132

I Kong Sverres siste tid stiftedes et farlig parti imot ham av biskop Nikolaus. Dette parti, som kaltes baglerne, 133lyktes det ikke Sverre å betvinge, og det førte ennå i en rekke av år en ødeleggende krig med birkebeinerne. Sverres Søn, den brave Kong Haakon, overlevde ham ikke lenge, og nå utbrøt der endog tvist mellom Birkebeinernes høvdinger innbyrdes, idet Kong Sverres to søstersønner, Haakon Galin og Inge, begge ville ha regjeringen. De var begge sønner av Sverres søster Cecilia, men fødte i forskjellige ekteskaper. Omsider forligtes de således, at Inge skulle bli Konge, men Haakon Galin være Jarl og i grunnen den egentlige Regent.

Men den rette tronarving var dog Kong Haakon Sverressøns Søn, der noe etter hans død fødtes på gården Folkesborg i Eidsberg på Heggen og fikk navnet Haakon. Her opfostredes han en kort tid hemmelig, da hans venner av frykt for baglerne ikke vovede å røpe, hvor han var. En Mand i nabolaget, Erlend på Husaby, og presten Trond til Folkesborg påtok seg nå i all stillhet å føre det årsgamle Kongebarn og moren til Hedemarken. De ankom Juleaften til byen Hamar, hvor biskop Ivar snart fikk høre om deres ankomst og innbød hans mor med barnet til seg i julen. Men Birkebeinerne visste, at Bispen var dem og hele Sverres Æt fiendtlig sinnet, og at innbydelsen blot var skjedd, for at han kunne få fat på barnet. Derfor besluttet de to birkebeinske sysselmenn på Hedemarken i forening med Barnets ledsagere så hurtig som mulig å sende mor og sønn videre. Til Bispen svarte man, at moren ennå var trett av reisen, men skulle innfinne seg straks etter julen. Imidlertid ble flyktningene førte til Lillehammer og derfra mot Slutningen av julen til Østerdalen. Her ville de over fjellet til Trondhjem, men døiede i hine høytliggende og dengang så udyrkede Egne såre ondt. Ofte måtte de overnatte under åpen himmel; engang visste de ikke for uvær, hvor de var, og måtte betro barnet til to raske skiløpere, der drog av sted og først langt om lenge fant en Lade i Naverdalen, hvor de gjorde ild på, varmede barnet og søkte å holde Liv i ham med smeltet Sne. Hvor de ellers traff bygder, viste bøndene seg meget hjelpsomme med å skaffe hester, veivisere o. s. v. Baglerhøvdingene, der satt i Tunsberg, 134sendte folk til Oplandene for å få fat på barnet; men heldigvis kom de for silde. Ettersom flyktningene nærmet seg Gauldalen, kom flere Skarer av Birkebeiner dem imøte og sluttet seg til dem. Ved etterretningen om, at en Skare nærmet seg byen og hadde en kongesønn med, samlede Inge først sitt mannskap og gjorde seg ferdig til forsvar, hvis han skulle bli angrepet; men snart fikk han den sanne sammenheng å vite og takket nå Gud, som så vidunderlig hadde frelst barnet fra fare. Han biede med sin hird, inntil skaren ankom, tok selv barnet på sine Arme, kysset det og ønsket det velkommen. Moren og barnet forble ved hans Hof til Birkebeinernes store glede, og alle de gamle Birkebeiner, der bodde utenfor byen, gjorde seg jevnlig ærend inn for å se på ham og kjærtegne ham. Da Haakon Jarl siden kom til Nidaros, tok han barnet og moren til seg og erklærede jevnlig, at både han og Inge satt i Haakons arv.

Da han var tre år gammel, tok Kongen og jarlen ham med seg like til Viken og derfra til Bergen, hvor jarlen lot ham, hans mor og sin hustru fru Kristina bli tilbake i Borgen. Denne ble siden beleiret av baglerne og måtte overgi seg, hvorved Haakon falt i Baglernes vold; dog tilføiede de ham intet ondt. En Dag viste baglerne ham langskipene utenfor Bryggen og spurte ham, hvem han trodde de tilhørte. „Min Herre,“ sa Haakon. „Ja vår Konge Filip, det er jo din Herre,“ svarte de. „Nei Haakon Jarl, han er min Herre,“ sa Haakon. Da lo de og sa: „Han blir oss nok ikke tro.“ Den anseede Baglerhøvding Reidar Sendemand foreslo endog, at de skulle ta Haakon til Konge og gjøre Filip til Jarl; men de andre fant det dog upassende. På erkebiskop Tores anmodning overgav de Haakon til denne, og han overleverte ham igjen til jarlen, som takket Gud, at han var sluppet ut av Baglernes vold.

Den neste vinter var meget kald. Da var Haakon kun fire år gammel, liten av vekst, men rask, munter og pudsig. Den Vinter var meget kald; Birkebeinerne måtte ligge lenge utenfor Selø, og alt drikke frøs ombord; Smøret lot seg ikke smøre på brødet for Haakon, der 135uaktet frosten endelig ville være oppe blant hirdmennene. „La oss da binde smøret på,“ sa han; da lo alle, og dette ble et munnhell over den hele hær. Undertiden tok noen Birkebeiner ham ved armene, andre ved Benene og trakk i ham, sigende for spøk, at de ville hjelpe ham til å vokse hurtigere; thi det varte forlenge, til han ble stor.

Da han var 7 år gammel, lot jarlen ham gå i skole for å lære å lese. En Tid etter spurte jarlen ham, hva han lærte. „Å synge,“ svarte Haakon. „Det skal du ikke lære,“ sa jarlen; „thi hverken skal du bli Prest eller Bisp.“ Han og hans hustru viste Haakon mye vennlighet; undertiden kunne hun riktignok skjende på ham og lade, som om hun ikke visste, hvis sønn han var; men da irettesatte jarlen henne og sa: „Hver mann ved dog, at jeg og min bror sitter i hans arv.“ Imidlertid kunne Haakon og Inge ikke fornekte sin Lyst til herredømmet saameget, at de jo til sist sluttet et forlik om, at den av dem, der levde lengst, skulle ta arv etter den annen, hvis ingen av dem etterlot noen ektefødt sønn; isaafald skulle denne, når han overlevde dem begge, arve riket. Da dette ble lyst på Øretinget, hadde Haakon vært i besøk over på Bakke, men kom hjem igjen om Aftenen. I Jarlens hird var en gammel Birkebeiner ved navn Helge hvasse, der elskede drengen såre høyt. Haakon gikk, som han pleide, til ham; men nå støtte Helge ham fra seg. Haakon spurte forundret, hva det skulle bety. „Jeg bryder meg nå ikke mer om deg,“ svarte Helge; „thi i dag ble du dømt fra din fedrenearv.“ „Hvor skjedde dette, og hvem gjorde det?“ spurte Haakon. „Det skjedde i dag på Øreting,“ sa Helge, „det var Kong Inge og Haakon Jarl, som gjorde det.“ „Bryd deg ei herom, kjære Helge,“ sa drengen, „det kan jo ikke gjelde, så lenge ikke mine ombudsmenn var til stede og samtykket på mine vegne.“ „Hvem er da dine ombudsmenn?“ spurte Helge. „Det er Gud, den hellige jomfru Maria og den hellige Kong Olav,“ sa Haakon; „i deres hender har jeg lagt min Sag, og de vil nok stå meg bi.“ Da tok Helge ham i sine Arme, kysset ham og sa: „Jeg ville ikke for meget, at dette skulle være utalt.“ — Jarlen fikk denne samtale å vite og 136sa ikke stort derom; men Kristina ble ergerlig og skjendte på ham. Kort etter tilbød en av Jarlens hirdmenn ved navn Hide seg, at han nok skulle sørge for å få barnet afveien, så at jarlen ingen fare skulle ha at befrygte for sin sønn. „Det forby Gud,“ sa jarlen, „at jeg skulle begå sådan Nidingstreg, å rydde min beste Velgjørers sønn afveien.“ Han var siden den tid aldri vennlig mot Hide.

Da Haakon var 10 år gammel, døde jarlen. Da kom han igjen til Inges Hof og gikk i skole sammen med hans sønn Guttorm. De gikk lige kledde og ble holdt aldeles ens. Ofte var der strid imellom dem, da Guttorm var meget hidsig.

Engang, da Inge på grunn av et opprør i Trøndelagen hadde samlet de fleste Birkebeinerhøvdinger om seg, benyttet disse seg av leiligheten til å bede Inge om et len for Haakon. Inge ville intet høre herom og sa, at landet enda var beklippet nok. Da ble de ergerlige og oppmuntret nå Haakon til å sette seg i Spidsen for dem og støte Inge fra tronen. Men Haakon sa nei. „Jeg er for ung til slikt,“ sa han, „og jeg vil ikke, at Birkebeiner skal stride mot Birkebeiner. Når tiden kommer, giver nok Gud meg, hva der tilkommer meg av min fedrenearv.“

Omtrent halvtredje år etter Jarlens død døde også Kong Inge. Da ble Haakon, uaktet han kun var 13 år, kåret til Norges Konge og hersket med Hæder og berømmelse i 46 år like til sin død.

P. A Munch.