Læreplanatlas
Tredie DelIII. FÆDRELANDSHISTORISKE FORTÆLLINGER.

Reidulv Guttormssøn.

B. Moe

129

Kong Inge Baardssøn festligholdt i Nidaros sin Søsters Bryllup og havde anrettet et stort Lag for sine Gjester.

130Medens han sidder ved Drikkebordet, hvor Hornene, fulde af Mjød og Vin, gik flittig om i Kredsen iblandt hans Mænd, kommer der et Bud med Efterretning om, at hans Fiender, Baglerne, var paa Veien til Nidaros, og at man kunde vente deres Ankomst endnu samme Aften eller den paafølgende Morgen. Kongen vilde strax lade sine Mænd, Birkebeinerne, væbne sig, da Brudgommen, Torgrim af Ljaanes, stod op og bad Kongen, at han ikke vilde forstyrre deres fælles Glæde, og tilbød sig tillige at lade sine egne Mænd væbne sig og holde Vagt. Dette Raad lod Kongen sig overtale til at følge, og de vedblev nu alle at drikke til langt ud paa Natten, indtil de omsider, aldeles berusede, begav sig til Sengs. De, der skulde holde Vagt, var ligesaa drukne som de andre og lagde sig derfor ogsaa til at sove. Uden at nogen Vagt saaledes var udstillet, laa alle i dyb Søvn, da Baglerne tidlig om Morgenen nærmede sig Byen. Da man begyndte at blæse Allarm og at ringe med Stormklokken, tumlede omsider Birkebeinerne op af Søvne, men de fleste kun for strax igjen at gaa til den evige Søvn. Mange af dem blev nedhugne paa Gaden, idet de vilde undløbe, mange i Husene, som Baglerne brød op, og mange endog i selve Kirkerne, hvor de forgjeves søgte Tilflugt. Selve Kongen laa i en dyb Søvn, da nogle Kvinder, der hørte Krigsraabet, vakte ham. Da han hørte, at Fienderne var i Byen, løber han ud i Svalen og skjuler sig paa Taget, hvor han blev liggende, indtil Baglerne var dragne igjennem Gaden. Siden sprang han uden at have andet paa sig end Skjorte og et Par linnede Buxer ned til Aaen og svømmede ud til et Skib, som laa der; men da han tog fat i Ankertauget for at komme op i Skibet, stødte en af Folkene, som ikke kjendte Kongen, ham bort med en Baadshage. Han svømmede derpaa over Aaen, og da han kom over paa den anden Side, var han saa træt og forfrossen — thi det baade sneede og regnede, — at han faldt om paa Bakken og kunde ikke gaa længer. Strax efter kom en af hans Mænd, Ivar Fljodakol, hvis Navn Historien kun har optegnet for at indvie det til Forbandelse; da Kongen saa ham, bad han ham om Hjelp; men han svarede: „Jeg vil nu først se at hjelpe mig selv,“ gik bort og var skjendig nok til at lade 131ham ligge hjelpeløs tilbage. Den ulykkelige og forladte Konge skulde sikkerlig snart have fundet Døden, hvis ikke heldigvis ogsaa en anden af hans Mænd, Reidulv Guttormssøn, havde svømmet over Aaen og kommet hen til det Sted, hvor Kongen laa. „Er I her, Herre!“ sagde han, da han fik se Kongen. Denne svarede: „Saa kaldte I mig igaar.“ „Saa er du endnu,“ sagde Reidulv, „og saa skal du være, saa længe vi begge lever.“ Han tog derpaa sin Kjortel af, hvori han svøbte Kongen ind, løste alle Baandene af sine Klæder, bandt Kongen paa sin Ryg og bar ham op til en nærliggende Gaard. Her fik han Hest og Slæde og bragte ’paa den Kongen hen til et Sted, hvor han var i større Sikkerhed for sine Fiender. — Saaledes blev da Kong Inge reddet, og endnu i mange Aar sad han paa Norges Kongestol, inden han døde; men om han straffede Forræderen Ivar eller belønnede Reidulv, derom ved Historien intet at fortælle os.

B. Moe.

Kong Inge klæder sin Søster til Brud,I Nidros det Bryllup mon stande;Man sad ikke tørstig i GjestebudDen Tid i de nordiske Lande.

Men Natten ei altid er Dagen lig,Og Glæde tidt endes med Vaande;Det Bryllupshus opfyldtes med Skrig:Landsfienden er forhaande.

Alt Inge slumrer i kongeligt Rus;Men Tid blev ei lang til at slumre.Ubudne Gjester til BryllupshusMed Bulder og Vaabenbrag komme.

Forvirret Kongen sig reiser op,Det Silke-Dække afkaster,Uklædt og ukjendt af fiendtlig TropI Mørket til Aabredden haster.

Arbeidende svømmer han over den Aa;Men neppe til Landet han rækker,Før stivnet af Kulde hans Fod kan ei staa,I Sneen han nøgen sig strækker.

132Er ingen, som skuer sin Konges Nød,Som hører ham Hjelp at paakalde?Ei Nordmand den kan være fød,Som kan fra sin Konge falde.

Nu kommer Reidulv; — han Kongen ser,Han hører, hvor Kongen sig ynker.„Hvad, ser jeg Kongen, min Herre, her!Hvad hører jeg! — Kongen sig ynker!“

„Ja, Reidulv! — det igaar jeg var,Igaar var jeg din Herre;Jeg er ei mer, hvad før jeg var,Her ser du vel ingen Herre,“

„Hvad taler du, Konge?“ var Reidulvs Ord,„Sin Ed, sin Pligt at krænke!Ikke for vel du dine tror,Naar saadant om os du kan tænke.“

Saa reiser han Kongen, stiv som Lig,Og selv sine Klæder afdrager;Svøbt i dem paa breden RygDen frosne Konge han tager.

Til nærmeste Hus han Kongen bær,Tungt under Byrden han stønner;Inge pleies, og Baglers HærVed næste Møde han lønner.

Lønne dig Gud, som Kongen barOg med dine Klæder ham skjulte!Du viste, at du en Nordmand var,Du viste, din Konge du fulgte.

Ja lønne Gud hver, som haver ModAt redde en Mand i Vaande,Hvad enten han er af KongeblodEller kun en graaskjegget Bonde!

C. Frimann.