129

Kong Inge Baardssøn festligholdt i Nidaros sin Søsters Bryllup og havde anrettet et stort Lag for sine Gjester.

130Medens han sidder ved Drikkebordet, hvor Hornene, fulde af Mjød og Vin, gik flittig om i Kredsen iblandt hans Mænd, kommer der et Bud med Efterretning om, at hans Fiender, Baglerne, var paa Veien til Nidaros, og at man kunde vente deres Ankomst endnu samme Aften eller den paafølgende Morgen. Kongen vilde strax lade sine Mænd, Birkebeinerne, væbne sig, da Brudgommen, Torgrim af Ljaanes, stod op og bad Kongen, at han ikke vilde forstyrre deres fælles Glæde, og tilbød sig tillige at lade sine egne Mænd væbne sig og holde Vagt. Dette Raad lod Kongen sig overtale til at følge, og de vedblev nu alle at drikke til langt ud paa Natten, indtil de omsider, aldeles berusede, begav sig til Sengs. De, der skulde holde Vagt, var ligesaa drukne som de andre og lagde sig derfor ogsaa til at sove. Uden at nogen Vagt saaledes var udstillet, laa alle i dyb Søvn, da Baglerne tidlig om Morgenen nærmede sig Byen. Da man begyndte at blæse Allarm og at ringe med Stormklokken, tumlede omsider Birkebeinerne op af Søvne, men de fleste kun for strax igjen at gaa til den evige Søvn. Mange af dem blev nedhugne paa Gaden, idet de vilde undløbe, mange i Husene, som Baglerne brød op, og mange endog i selve Kirkerne, hvor de forgjeves søgte Tilflugt. Selve Kongen laa i en dyb Søvn, da nogle Kvinder, der hørte Krigsraabet, vakte ham. Da han hørte, at Fienderne var i Byen, løber han ud i Svalen og skjuler sig paa Taget, hvor han blev liggende, indtil Baglerne var dragne igjennem Gaden. Siden sprang han uden at have andet paa sig end Skjorte og et Par linnede Buxer ned til Aaen og svømmede ud til et Skib, som laa der; men da han tog fat i Ankertauget for at komme op i Skibet, stødte en af Folkene, som ikke kjendte Kongen, ham bort med en Baadshage. Han svømmede derpaa over Aaen, og da han kom over paa den anden Side, var han saa træt og forfrossen — thi det baade sneede og regnede, — at han faldt om paa Bakken og kunde ikke gaa længer. Strax efter kom en af hans Mænd, Ivar Fljodakol, hvis Navn Historien kun har optegnet for at indvie det til Forbandelse; da Kongen saa ham, bad han ham om Hjelp; men han svarede: „Jeg vil nu først se at hjelpe mig selv,“ gik bort og var skjendig nok til at lade 131ham ligge hjelpeløs tilbage. Den ulykkelige og forladte Konge skulde sikkerlig snart have fundet Døden, hvis ikke heldigvis ogsaa en anden af hans Mænd, Reidulv Guttormssøn, havde svømmet over Aaen og kommet hen til det Sted, hvor Kongen laa. „Er I her, Herre!“ sagde han, da han fik se Kongen. Denne svarede: „Saa kaldte I mig igaar.“ „Saa er du endnu,“ sagde Reidulv, „og saa skal du være, saa længe vi begge lever.“ Han tog derpaa sin Kjortel af, hvori han svøbte Kongen ind, løste alle Baandene af sine Klæder, bandt Kongen paa sin Ryg og bar ham op til en nærliggende Gaard. Her fik han Hest og Slæde og bragte ’paa den Kongen hen til et Sted, hvor han var i større Sikkerhed for sine Fiender. — Saaledes blev da Kong Inge reddet, og endnu i mange Aar sad han paa Norges Kongestol, inden han døde; men om han straffede Forræderen Ivar eller belønnede Reidulv, derom ved Historien intet at fortælle os.

B. Moe.

Kong Inge klæder sin Søster til Brud,I Nidros det Bryllup mon stande;Man sad ikke tørstig i GjestebudDen Tid i de nordiske Lande.

Men Natten ei altid er Dagen lig,Og Glæde tidt endes med Vaande;Det Bryllupshus opfyldtes med Skrig:Landsfienden er forhaande.

Alt Inge slumrer i kongeligt Rus;Men Tid blev ei lang til at slumre.Ubudne Gjester til BryllupshusMed Bulder og Vaabenbrag komme.

Forvirret Kongen sig reiser op,Det Silke-Dække afkaster,Uklædt og ukjendt af fiendtlig TropI Mørket til Aabredden haster.

Arbeidende svømmer han over den Aa;Men neppe til Landet han rækker,Før stivnet af Kulde hans Fod kan ei staa,I Sneen han nøgen sig strækker.

132Er ingen, som skuer sin Konges Nød,Som hører ham Hjelp at paakalde?Ei Nordmand den kan være fød,Som kan fra sin Konge falde.

Nu kommer Reidulv; — han Kongen ser,Han hører, hvor Kongen sig ynker.„Hvad, ser jeg Kongen, min Herre, her!Hvad hører jeg! — Kongen sig ynker!“

„Ja, Reidulv! — det igaar jeg var,Igaar var jeg din Herre;Jeg er ei mer, hvad før jeg var,Her ser du vel ingen Herre,“

„Hvad taler du, Konge?“ var Reidulvs Ord,„Sin Ed, sin Pligt at krænke!Ikke for vel du dine tror,Naar saadant om os du kan tænke.“

Saa reiser han Kongen, stiv som Lig,Og selv sine Klæder afdrager;Svøbt i dem paa breden RygDen frosne Konge han tager.

Til nærmeste Hus han Kongen bær,Tungt under Byrden han stønner;Inge pleies, og Baglers HærVed næste Møde han lønner.

Lønne dig Gud, som Kongen barOg med dine Klæder ham skjulte!Du viste, at du en Nordmand var,Du viste, din Konge du fulgte.

Ja lønne Gud hver, som haver ModAt redde en Mand i Vaande,Hvad enten han er af KongeblodEller kun en graaskjegget Bonde!

C. Frimann.

129

Kong Inge Baardssøn festligholdt i Nidaros sin Søsters Bryllup og hadde anrettet et stort lag for sine gjester.

130Mens han sitter ved Drikkebordet, hvor hornene, fulle av mjød og vin, gikk flittig om i kretsen iblant hans menn, kommer der et bud med etterretning om, at hans fiender, baglerne, var på veien til Nidaros, og at man kunne vente deres ankomst ennå samme aften eller den påfølgende morgen. Kongen ville straks la sine menn, birkebeinerne, væpne seg, da brudgommen, Torgrim av Ljaanes, stod opp og bad Kongen, at han ikke ville forstyrre deres felles glede, og tilbød seg tillike å la sine egne menn væpne seg og holde vagt. Dette råd lot Kongen seg overtale til å følge, og de vedble nå alle å drikke til langt ut på natten, inntil de omsider, aldeles berusede, begav seg til Sengs. De, der skulle holde vagt, var likeså drukne som de andre og la seg derfor også til å sove. Uten at noen vagt således var utstilt, lå alle i dyp søvn, da baglerne tidlig om morgenen nærmet seg byen. Da man begynte å blåse Allarm og å ringe med Stormklokken, tumlede omsider birkebeinerne opp av søvne, men de fleste kun for straks igjen å gå til den evige søvn. Mange av dem ble nedhugne på gaten, idet de ville undløbe, mange i husene, som baglerne brød opp, og mange endog i selve kirkene, hvor de forgjeves søkte tilflukt. Selve Kongen lå i en dyp søvn, da noen kvinner, der hørte krigsropet, vakte ham. Da han hørte, at fiendene var i byen, løper han ut i Svalen og skjuler seg på taket, hvor han ble liggende, inntil baglerne var dragne igjennom gaten. Siden sprang han uten å ha annet på seg enn skjorte og et par linnede bukser ned til åen og svømte ut til et skip, som lå der; men da han tok fat i ankertauet for å komme opp i skipet, støtte en av folkene, som ikke kjente Kongen, ham bort med en båtshake. Han svømte derpå over åen, og da han kom over på den annen side, var han så trett og forfrossen — thi det både snødde og regnet, — at han falt om på bakken og kunne ikke gå lenger. Straks etter kom en av hans menn, Ivar Fljodakol, hvis navn historien kun har opptegnet for å innvie det til forbannelse; da Kongen så ham, bad han ham om hjelp; men han svarte: „Jeg vil nå først se å hjelpe meg selv,“ gikk bort og var skjendig nok til å la 131ham ligge hjelpeløs tilbake. Den ulykkelige og forlatte Konge skulle sikkerlig snart have funnet døden, hvis ikke heldigvis også en annen av hans menn, Reidulv Guttormssøn, hadde svømmet over åen og kommet hen til det sted, hvor Kongen lå. „Er dere her, Herre!“ sa han, da han fikk se Kongen. Denne svarede: „Så kalte dere meg i går.“ „Så er du ennå,“ sa Reidulv, „og så skal du være, så lenge vi begge lever.“ Han tok derpå sin kjortel av, hvori han svøpte Kongen inn, løste alle båndene av sine klær, bandt Kongen på sin rygg og bar ham opp til en nærliggende gård. Her fikk han hest og slede og brakte ’på den Kongen hen til et sted, hvor han var i større sikkerhet for sine fiender. — Således ble da Kong Inge reddet, og ennå i mange år satt han på Norges Kongestol, innen han døde; men om han straffet forræderen Ivar eller belønnet Reidulv, derom ved historien intet å fortelle oss.

B. Moe.

Kong Inge klæder sin søster til brud,I Nidros det Bryllup mon stande;Man satt ikke tørstig i gjestebudDen Tid i de nordiske land.

Men Natten ei alltid er dagen lig,Og Glæde titt endes med vånde;Det Bryllupshus oppfyltes med skrik:Landsfienden er forhaande.

Alt Inge slumrer i kongelig Rus;Men Tid ble ei lang til å slumre.Ubudne gjester til BryllupshusMed bulder og Vaabenbrag komme.

Forvirret Kongen seg reiser opp,Det Silke-dekke afkaster,Uklædt og ukjent av fiendtlig troppI mørket til Aabredden haster.

Arbeidende svømmer han over den Aa;Men neppe til landet han rekker,Før stivnet av kulde hans fot kan ei stå,I Sneen han nøgen seg strekker.

132Er ingen, som skuer sin Konges nød,Som hører ham hjelp å påkalle?Ei nordmann den kan være født,Som kan fra sin Konge falle.

Nå kommer Reidulv; — han Kongen ser,Han hører, hvor Kongen seg ynker.„Hva, ser jeg Kongen, min Herre, her!Hva hører jeg! — Kongen seg ynker!“

„Ja, Reidulv! — det i går jeg var,I går var jeg din Herre;Jeg er ei mer, hva før jeg var,Her ser du vel ingen Herre,“

„Hva taler du, Konge?“ var Reidulvs ord,„Sin Ed, sin plikt å krenke!Ikke for vel du dine tror,Når sådant om oss du kan tenke.“

Så reiser han Kongen, stiv som Lig,Og selv sine klær afdrager;Svøpt i dem på breden ryggDen frosne Konge han tar.

Til nærmeste hus han Kongen bær,Tungt under byrden han stønner;Inge pleies, og Baglers hærVed neste møte han lønner.

Lønne deg Gud, som Kongen barOg med dine klær ham skjulte!Du viste, at du en nordmann var,Du viste, din Konge du fulgte.

Ja lønne Gud hver, som haver motÅ redde en mann i vånde,Hva enten han er av KongeblodEller kun en gråskjegget bonde!

C. Frimann.