126

I Harald Gilles Tid blev Konghelle i Norge uformodentlig overfaldet af vendiske Sørøvere. De faldt ind i Byen med en vældig Magt. Borgerne, skjønt modige nok til at gjøre Modstand, var dog for svage til at fordrive dem. Venderne fik Overhaand og brugte Magten som Røvere; de dræbte for Fode, plyndrede Kirker og Huse og skaanede intet. Medens dette skede i Byen, sad nogle Bønder forsamlede ved et Gjestebud ikke langt derfra. Rygtet kom om Forstyrrelsen saa nær hos dem. Forfærdelse udbredte sig da iblandt dem; nogle tænkte paa at redde det, de eiede, andre at redde sig selv. Midt i denne Forvirring sprang Olve, en kjæk Bonde, frem, satte sin Hjelm paa Hovedet, tog sin Øxe i Haanden og raabte: „I gode Mænd! 127kom og lad os hjelpe Bymændene. Det sømmer sig ei, at vi nu sidder ved Øllet. Vi maa dræbe Hedningerne og redde vort Fædreneland.“ Ingen havde Lyst at følge ham i Faren; alle raadede ham derfra. „Vil ingen af eder følge mig,“ blev han ved, „saa vil jeg dog fare alene, og jeg skal i det mindste lægge en eller to Hedninger ned, før jeg falder.“ I samme Øieblik for han ud og ilede til Byen. Neppe saa Venderne ham, før de løb ham imøde, omringede og angreb ham otte paa en Gang. Olve tabte ikke Modet. Han svingede sin Øxe med sterk Arm, hug nogle ned paa Stedet, jog de andre paa Flugt og forfulgte dem ud i et Morads, hvor han endnu nedslog to af dem. Men her blev han endelig siddende fast, saa afmægtig og saaret, at han ei kunde røre sig. Nogle af hans Venner var løbet efter for at se langt fra, hvorledes det vilde gaa ham. Disse sprang til, drog ham op, bragte ham hjem og bar siden Omsorg for hans Helbredelse.

O. Malling.

Glad Olve sad i Harald Gilles AlderBlandt sine Venner ved det brede Bord;Et Anskrig sker: „Kom! Vender overfalderDit glade Hjem med Sverd og Brand og Mord!“

Han ilte ud, han saa den lede Fiende,Og uden Skræk han deres Vaaben saa,Af Mjøden varm, han lysted an at binde,Og nu blev Vaaberbrag min Helts Attraa.

Af Væggen han den tunge Øxe tager,En Kobberhjelm fra Tambarskjælvers Tid,Sit Panser nu han frydefuld idragerOg fordrer Gjesterne herud til Strid.

„Mænd! drikker nu,“ saa lød nu Heltens Stemme,„Vor Haralds Skaal i sterken Øl og Mjød!En Del af os den Fryd skal snart fornemmeAt stride, Fienden slaa, dø Heltens Død,

„Kom! trodser ham med Mod, som Nordmænd sømmer!Sit Glavind han ei længer svinge bør!“Saa talte han, sit Bæger han udtømmerOg gaar, og ingen Mand ham følge tør,

128„Vel!“ blev han ved, „jeg ene da skal nydeDen Glæde at afbøde Fiendens Stød,To Fienders Blod dog for min Arm skal flyde,For dig, mit Land! jeg dør en værdig Død.“

Saa for han frem. Strax Fienden ham omringer;Men Heltens Sjæl kan kjæk mod Farer gaa;Med sterke Arm han hvasse Øxe svinger,Og Fiender dyngevis trindt om ham laa.

C. Pram.

126

I Harald Gilles Tid ble Konghelle i Norge uformodentlig overfallet av vendiske sjørøvere. De falt inn i byen med en veldig makt. Borgerne, skjønt modige nok til å gjøre motstand, var dog for svage til å fordrive dem. Venderne fikk overhånd og brukte makten som røvere; de drepte for Fode, plyndret kirker og hus og skånet intet. Mens dette skjedde i byen, satt noen bønder forsamlede ved et gjestebud ikke langt derfra. Ryktet kom om forstyrrelsen så nær hos dem. Forferdelse utbredte seg da iblant dem; noen tenkte på å redde det, de eide, andre å redde seg selv. Midt i denne forvirring sprang Olve, en kjekk bonde, frem, satte sin Hjelm på hodet, tok sin øks i hånden og ropte: „I gode menn! 127kom og la oss hjelpe bymennene. Det sømmer seg ei, at vi nå sitter ved ølet. Vi må drepe hedningene og redde vårt fedreland.“ Ingen hadde Lyst å følge ham i faren; alle rådde ham derfra. „Vil ingen av dere følge meg,“ ble han ved, „så vil jeg dog fare alene, og jeg skal i det minste legge en eller to hedninger ned, før jeg faller.“ I samme øyeblikk for han ut og ilede til byen. Neppe så venderne ham, før de løp ham imøte, omringet og angrep ham åtte på en gang. Olve tapte ikke motet. Han svingede sin øks med sterk arm, hug noen ned på stedet, jog de andre på flukt og forfulgte dem ut i et Morads, hvor han ennå nedslog to av dem. Men her ble han endelig sittende fast, så avmektig og såret, at han ei kunne røre seg. Noen av hans venner var løbet etter for å se langt fra, hvorledes det ville gå ham. Disse sprang til, drog ham opp, brakte ham hjem og bar siden omsorg for hans helbredelse.

O. Malling.

Glad Olve satt i Harald Gilles AlderBlant sine venner ved det brede bord;Et anskrik skjer: „Kom! Vender overfallerDitt glade hjem med sverd og Brand og mord!“

Han ilte ut, han så den lede fiende,Og uten skrekk han deres våpen så,Av Mjøden varm, han lystet an å binde,Og nå ble Vaaberbrag min Helts attrå.

Av Væggen han den tunge øks tar,En Kobberhjelm fra Tambarskjælvers Tid,Sitt panser nå han frydefull idragerOg fordrer gjestene herud til strid.

„Menn! drikker nå,“ så lød nå Heltens stemme,„Vår Haralds Skaal i sterken øl og mjød!En Del av oss den fryd skal snart fornemmeÅ stride, fienden slå, dø Heltens død,

„Kom! trosser ham med mot, som nordmenn sømmer!Sitt Glavind han ei lenger svinge bør!“Så talte han, sitt beger han uttømmerOg går, og ingen mann ham følge tør,

128„Vel!“ ble han ved, „jeg ene da skal nyteDen Glæde at afbøde Fiendens støt,To Fienders blod dog for min arm skal flyte,For deg, mitt land! jeg dør en verdig død.“

Så for han frem. Straks fienden ham omringer;Men Heltens sjel kan kjekk mot Farer gå;Med sterke arm han hvasse øks svinger,Og Fiender dyngevis trindt om ham lå.

C. Pram.