Sigurd Jorsalafarer blev med Aarene mere og mere egensindig og tyrannisk, ja var endog til enkelte Tider ligesom vanvittig. Han var nemlig engang i et Karbad bleven saa forskrækket over en Fisk, der var kommen med i Vandet, at han siden den Tid havde Skade paa Forstanden.

Saaledes traf det sig engang i et stort Gilde ved Hoffet, at Raseriet kom over ham. Han sad først ganske stur og saa taus om sig, uden at nogen vovede at tale til ham. Ved Siden af ham sad Dronningen, og i Haanden holdt han en prægtig med Guldbogstaver skreven Bog, som han havde faaet i Konstantinopel. Med et udbrød han: „Hvor alt dog kan forandres! Da jeg kom hjem fra min Reise, syntes jeg, at Dronningen og denne Bog var mine herligste Skatte; nu finder jeg dem begge afskyelige; Dronningen ser jo ud som et Uhyre med Bukkehorn paa Hovedet, og Bogen duer til intet;“ i det samme kastede han Bogen paa Ilden og slog Dronningen paa Kinden, saa hun græd. Ingen af de nærmest siddende, fornemste Mænd vovede at mæle et Ord; men den unge raske Kjertesvend Ottar Birting, der stod foran Kongen, løb til, tog Bogen fra Ilden, traadte frem for Kongen med den og sagde: „Ja i Sandhed, Herre, hine Dage, da I seilede fra Landet med Pragt og Glans og kom tilbage med Glæde, det var andre Dage end disse, hvor I sidder med Harm og Tungsindighed mellem eders bedste 126Venner; glæd eder dog med dem og modtag mit Raad, Herre Konge, bed Dronningen om Forladelse og vis hende Venlighed!“ „Hvad,“ svarede Sigurd; „vover du elendige Bondesøn at give mig Raad?“ Han drog Sverdet og hævede det som til Hug imod ham; men Ottar stod ubevægelig og uden at blinke. Da lod Kongen Sverdet ganske sagte synke fladt ned paa Ottars Skulder, satte sig i Høisædet og tiede en Stund og saa sig om. Endelig udbrød han: „Hvor sent en dog faar prøvet sine Folk! Her sidder mine Venner og fornemste Mænd, ja de bedste Mænd i Landet; men ingen viste mig dog saa meget Venskab som denne unge Svend, hvilken I anser langt under eder i Stand og Værdighed; jeg bar mig ad som en afsindig og vilde ødelægge mit bedste Klenodie; men han hindrede mig derfra, talte viseligen for mig og viste siden det mest uforfærdede Mod, da jeg i Raseri for op og vilde hugge ham. Nu skal I vide, hvorledes jeg vil lønne ham: forhen var han Kjertesvend; nu skal han være Lendermand, ja den fornemste blandt mine Lendermænd. Gak nu til Sæde hos Lendermændene, Ottar, og gjør ikke længer Opvartning.“ — Ottar blev siden en anseet og ypperlig Mand.

P. A. Munch.

Sigurd Jorsalafarer ble med årene mer og mer egensindig og tyrannisk, ja var endog til enkelte tider likesom vanvittig. Han var nemlig engang i et karbad blitt så forskrekket over en fisk, der var kommet med i vannet, at han siden den tid hadde skade på forstanden.

Således traff det seg engang i et stort gilde ved hoffet, at raseriet kom over ham. Han satt først ganske stur og så taus om seg, uten at noen vovede å tale til ham. Ved siden av ham satt dronningen, og i hånden holdt han en prektig med gullbokstaver skrevet bok, som han hadde fått i Konstantinopel. Med et utbrøt han: „Hvor alt dog kan forandres! Da jeg kom hjem fra min reise, syntes jeg, at dronningen og denne bok var mine herligste skatter; nå finner jeg dem begge afskyelige; Dronningen ser jo ut som et Uhyre med bukkehorn på hodet, og boken duer til intet;“ i det samme kastet han boken på ilden og slo dronningen på kinnen, så hun gråt. Ingen av de nærmest sittende, fornemste menn vovede å mæle et ord; men den unge raske Kjertesvend Ottar Birting, der stod foran Kongen, løp til, tok boken fra ilden, trådte frem for Kongen med den og sa: „Ja i sannhet, Herre, hine dager, da dere seilede fra landet med prakt og glans og kom tilbake med glede, det var andre dager enn disse, hvor dere sitter med harm og tungsindighet mellom deres beste 126venner; gled dere dog med dem og motta mitt råd, Herre Konge, be dronningen om forlatelse og vis henne vennlighet!“ „Hva,“ svarte Sigurd; „vover du elendige bondesønn å gi meg råd?“ Han drog sverdet og hevet det som til Hug imot ham; men Ottar stod ubevegelig og uten å blinke. Da lot Kongen Sverdet ganske sakte synke flatt ned på Ottars skulder, satte seg i høysetet og tidde en stund og så seg om. Endelig utbrøt han: „Hvor sent en dog får prøvet sine folk! Her sitter mine venner og fornemste menn, ja de beste menn i landet; men ingen viste meg dog så meget vennskap som denne unge Svend, hvilken dere anser langt under dere i stand og verdighet; jeg bar meg ad som en avsindig og ville ødelegge mitt beste Klenodie; men han hindret meg derfra, talte viseligen for meg og viste siden det mest uforferdede mot, da jeg i raseri for opp og ville hugge ham. Nå skal dere vite, hvorledes jeg vil lønne ham: forhen var han Kjertesvend; nå skal han være lendmann, ja den fornemste blant mine Lendermænd. Gak nå til sete hos lendmennene, Ottar, og gjør ikke lenger oppvartning.“ — Ottar ble siden en anseet og ypperlig mann.

P. A. Munch.