Her er en stor og skjøn Hær samlet; og det ser ud til, at vi skal kjæmpe mod en betydelig Overmagt. Kong Magnus’s Fylking bedækker fast den hele Slagmark med forgyldte Vaaben og kostbare Klæder; da vilde vor Dont være vel forrettet, hvis I bragte begge Dele til Byen ikveld. Man viser eder jo ikke i Skov for at hugge Ved, men for at vexle Hug med Kong Magnus’s Adelsmænd; der er det uden Skam at give og tage store Slag. Thi der er Forskjel paa at kløve Jarler og kløve Ved. Dernæst, Kammerater! er det godt at have de to Ting at vælge imellem, enten at seire eller at falde med Ære. Saalunde raadede en Bonde sin Søn, da han fulgte ham til Skibs: „Vær haardfør og kjæk i Kamp,“ sagde han; „thi efter os lever Eftermælet. Eller hvorledes vilde du handle, hvis du kom i Slag og vidste forud, at du skulde falde?“ Sønnen svarede: „Der var da ingen Grund til at spare paa Kræfterne.“ „Men om du vidste forud, at du ikke skulde falde?“ spurgte Faderen. Sønnen svarede: „Da kunde man jo rolig gjøre sit bedste.“ Faderen sagde: „Vel! i ethvert Slag, hvor du kommer, vil et af to ske, enten skal du falde, eller du skal undkomme; vær derfor kjæk; thi alt er forud bestemt; intet formaar at fælde den, hvis Time endnu ikke er slaaet, og intet mægter at redde den, hvis Time er kommen; men paa Flugt er Fald værst.“ Dertil kommer, Birkebeiner! at det vil ei være godt at søge Skaansel hos Heklungerne; derfor er der ikke andet for end staa fast og prøve Sverdene paa Mjødmaverne fra Viken. Vor Hær er vakker og 129talrig. Deres er talrigere, men kan ikke komme til Anvendelse i sin Helhed. Desuden passer den største Del deraf bedre til Dans end til Kamp, og er de mere fortrolige med Ølkruset end med Hjelm og Sverd. Min Hird og mit Merke stiller jeg imod Kong Magnus’s; thi af hans Omgivelser kan vi vænte os det skarpeste Angreb, hvorimod hans Lendermænd snarere vil skaane sig selv. Bondemassen, som de har tvunget til Følge med sig, vil derimod være ligegyldig ved, hvo der falder, naar de blot selv slipper uden Saar. Om Trønderne i det mindste ved jeg, at det gjelder, hvad Skalden sagde: „Jeg forbeholder mig den yndige, mundfagre Mø, hvor det saa gaar mellem de to, Sverre og Magnus.“

Gaa nu rask frem, gode Venner, og med Guds Hjelp!

Eft. Karl Abbed, ved G. Thomsen.

Her er en stor og skjønn hær samlet; og det ser ut til, at vi skal kjempe mot en betydelig overmakt. Kong Magnus’s Fylking bedekker fast den hele slagmark med forgylte våpen og kostbare klær; da ville vår dont være vel forrettet, hvis dere brakte begge dele til byen i kveld. Man viser dere jo ikke i skog for å hugge Ved, men for å veksle Hug med Kong Magnus’s Adelsmænd; der er det uten skam å gi og ta store slag. Thi der er forskjell på å kløve jarler og kløve Ved. Dernest, Kammerater! er det godt å ha de to ting å velge imellom, enten å seire eller å falle med ære. Saalunde rådde en bonde sin sønn, da han fulgte ham til Skibs: „Vær hardfør og kjekk i kamp,“ sa han; „thi etter oss lever ettermælet. Eller hvorledes ville du handle, hvis du kom i slag og visste forut, at du skulle falle?“ Sønnen svarte: „Der var da ingen grunn til å spare på kreftene.“ „Men om du visste forut, at du ikke skulle falle?“ spurte Faderen. Sønnen svarte: „Da kunne man jo rolig gjøre sitt beste.“ Faderen sa: „Vel! i ethvert slag, hvor du kommer, vil et av to ske, enten skal du falle, eller du skal unnkomme; vær derfor kjekk; thi alt er forut bestemt; intet formår å felle den, hvis time ennå ikke er slått, og intet mægter å redde den, hvis time er kommet; men på flukt er fall verst.“ Dertil kommer, Birkebeiner! at det vil ei være godt å søke skånsel hos Heklungerne; derfor er der ikke annet for enn stå fast og prøve sverdene på Mjødmaverne fra Viken. Vår hær er vakker og 129talrig. Deres er talrigere, men kan ikke komme til anvendelse i sin helhet. Dessuten passer den største del derav bedre til dans enn til kamp, og er de mer fortrolige med ølkruset enn med Hjelm og sverd. Min hird og mitt merke stiller jeg imot Kong Magnus’s; thi av hans omgivelser kan vi vente oss det skarpeste angrep, hvorimot hans Lendermænd snarere vil skåne seg selv. Bondemassen, som de har tvunget til følge med seg, vil derimot være likegyldig ved, hvo der faller, når de blot selv slipper uten Saar. Om trønderne i det minste vet jeg, at det gjelder, hva skalden sa: „Jeg forbeholder meg den yndige, mundfagre Mø, hvor det så går mellom de to, Sverre og Magnus.“

Gå nå rask frem, gode venner, og med Guds hjelp!

Eft. Karl Abbed, ved G. Thomsen.