120

Harald Haardraade i fremmede RigerGuld vandt og Ære og Snedighed med;Norriges Trone tilsidst han bestiger —(Magnus den gode var skrinlagt i Fred) —Som tapper han var, saa hans Hu stod til Krig,Han Lande vil vinde og storgjöre sig.

„Fyrsten maa lydes, om Held ham skal fölge;Helten er svag, om ei tro er hans Hær;Avind og Had sig til Farens Stund dölge,Bryder först frem, naar Ulykken er nær;O Harald! o Harald! vær snedig og klogOg pröv dine Mænd, för du vover et Tog.“

Saa tænker Harald, og kyndig i RænkerVinder han nogle ved Löfter og Guld,Der skal udforske, hvad Nordmanden tænker,Og om de mægtige ere ham huld.Med Gaver og Brev som fra Dannemarks SvendFra Harald saa hemmelig drager de hen.

Einar næst Harald var mægtig i Landet,Fast som en Gud var han Trönderne kjær.Aldrig i Kamp var den Helt overmandet;Klögtig var Einar, men ærlig især.Dog Harald mistænkte den herlige Mand;Og Einar skal pröves; men Einar holdt Stand.121Listig til Einar de Speidere drager,Hilser ham venlig fra Dannemarks Svend,Breve fremviser og Gaver fremtager:„Einar! bliv Estridssons Mand og hans Ven!Forlad den haardraade; i Danmark bliv stor!“— De Breve stadfæster de fristende Ord.

„Nok ved jeg, Harald“ — tog Einar til Orde —„Er mig ei god, og at Dannemarks SvendHædrer sit Löfte. För godt han mig gjorde,Og jeg er stolt af at hede hans Ven;Men vover han fiendtlig at gjeste vort Land,Saa skal han erfare, jeg svige ei kan.

Sig ham, at hvis han har Mod, kan han krige;Hvis han har Held, kan han Norrige faa;Men at for Harald og FædrenerigeEinar og Trönder som Löver skal slaa.Om Harald mig hædrer, det være hans Sag;Men jeg som Forræder ei ender min Dag.“

J. Zetlitz.

120

Harald Haardraade i fremmede rikerGull vant og ære og snedighet med;Norriges trone til sist han bestiger —(Magnus den gode var skrinlagt i Fred) —Som tapper han var, så hans hu stod til krig,Han Lande vil vinne og storgjøre seg.

„Fyrsten må lydes, om held ham skal følge;Helten er svak, om ei tro er hans hær;Avind og hat seg til Farens stund dölge,Bryter først frem, når ulykken er nær;O Harald! o Harald! vær snedig og klokOg prøv dine menn, för du vover et Tog.“

Så tenker Harald, og kyndig i renkerVinder han noen ved løfter og gull,Der skal utforske, hva nordmannen tenker,Og om de mektige er ham huld.Med gaver og brev som fra Dannemarks SvendFra Harald så hemmelig drar de hen.

Einar nest Harald var mektig i landet,Fast som en Gud var han trønderne kjær.Aldri i kamp var den helt overmannet;Kløktig var Einar, men ærlig især.Dog Harald mistenkte den herlige mann;Og Einar skal prøves; men Einar holdt stand.121Listig til Einar de speidere drar,Hilser ham vennlig fra Dannemarks Svend,Brev fremviser og gaver fremtager:„Einar! bli Estridssons mann og hans venn!Forlat den haardraade; i Danmark bli stor!“— De brev stadfester de fristende ord.

„Nok vet jeg, Harald“ — tok Einar til Orde —„Er meg ei god, og at Dannemarks SvendHedrer sitt løfte. För godt han meg gjorde,Og jeg er stolt av at hete hans venn;Men vover han fiendtlig å gjeste vårt land,Så skal han erfare, jeg svike ei kan.

Sig ham, at hvis han har mot, kan han krige;Hvis han har held, kan han Norrige få;Men at for Harald og FædrenerigeEinar og trønder som Löver skal slå.Om Harald meg hedrer, det være hans Sag;Men jeg som forræder ei ender min Dag.“

J. Zetlitz.