118

Kong Harald sad i OsloOg drak med sine MændOg talte om sin FeideMed Dannemarks Svend;Thi de var haarde Halse,De Drotter begge to,Og undte ei hinandenDen ringeste Ro.

Da nu tilgavns var drøftetDen sidste hede Dyst,Og hvor man skulde herjeIaar den danske Kyst,Om Tidender der spurgtes:En meldte da, der varI Morgenstunden landetEt underligt Par.

„Den ene er en IslendingFreidig og frels,Den anden er en BamseUdi sin tykke Pels;I Vinland har han kjøbt denFor al sin EiendomOg avet den med Møie,Saa den er ganske from.“

Kong Harald lod dem hente,Det gottede hans Sind,Da Bjørnen han saa trædeI Hallen høvisk ind;Ei mindre godt ham huedDen unge raske Mand,Hvis klare Øine lysteAf Mod og Forstand.

Kong Harald hilsed venligOg spurgte Bygd og Navn,Sig nævnede han AudunOg Øfjord sin Stavn.Saa vilde Kongen ogsaaBesked om Dyret ha’,Om det var hans Eie,Og Audun svared „Ja.“

Da roser Kongen Bjørnen,Saa vældig og saa tam,Og spørger, om ei AudunVil sælge den til ham;Og tinge som en KræmmerOm Prisen vil han ei:Dens fulde Værd han byder. —Men Audun svarer „Nei.“

„Ei heller det mig undrer,“— Kong Harald gav til Svar —„Naar alt, hvad du har eiet,For den du givet har;Men om jeg byder dobbelt,Ei sandt, saa slaar du til?“— Men Audun svared atter:„Ei heller det jeg vil.“

„Nu siden til at kjøbslaaDu føler dig for stolt,Du sagtens har som GaveMig Bjørnen forbeholdtOg venter, at mit HøisindSkal maale sig med dit?“— „Nei Herre,“ svared Audun,„Der feiler du dog vidt.“

„Saa sig, hvi du den kjøbte,Og hvi du tæmmed den,Og hvorhen da du agterDig med din lodne Ven.“— „Nu hvad min Agt mon være,Det kan jeg sige nemt;Thi til Kong Svend i DanmarkMin Gave er bestemt.“

— „Er du da slig en Taabe,At du erfared ei,At mellem Svend og HaraldGaar kun en blodig Vei?Og tror du, jeg vil taale,Du drager fri afstedMed Gave til en Fiende,Jeg ønsker kun Fortræd?“

119— „Det raader du for, Herre,Om jeg maa reise frit;Men mens jeg har min Vilje,Saa raader jeg for mit.Og det er nu en Vane,Som jeg har med mig bragt,At jeg gjør aldrig andet,End hvad der er min Agt.“

Da smilede Kong HaraldOg strøg sin brune Kind;„Saamænd, det maa jeg like;Følg da dit eget Sind!Reis med din Bjørn til DanmarkOg giv den til Kong Svend;Men kom saa hid og sig mig,Hvad han dig gav igjen!“

Det loved Audun KongenOg drog med Fred sin Vei,Og Løftet, som han sagde,Han glemte heller ei.Da Aaret var forganget,Saa tren han ind igjenI Hallen udi OsloTil Harald og hans Mænd.

Og Kongen flux ham kjendteOg ham at sidde bødOg gjøre sig tilgodeMed Saltmad og MjødOg derpaa at fortælleOm sine Eventyr,Men først, hvad Kong Svend gavTil Gjengjeld for hans Dyr.

„Først gav han dette, Herre!“— Tilorde Audun tog —„At Kongen ei hovmodigVrag paa min Gave slog.“— „Ja“ — svarede Kong Harald —„Det var dog saare lidt,Jeg havde givet mere,Var Dyret blevet mit.“

„Saa gav han ogsaa PengeMig til en Pilgrimsfart.“— „Ja, derpaa“ — svared Harald,„Har Svend jo aldrig spart.Det gav han alt saa mangen,Der tomhændet kom.Men hvad gav han dig mereEnd Reisekost til Rom?“

„Hver Dag i Kongens BægerAt skjænke Øl og Mjød,Den Gjerning og den ÆreHan dernæst mig bød.“— „Nu, det varsmukt; men Æren,Han bød dig, vared kort.Gav han dig ikke andet,Da snart du drog bort?“

„Jo“ — mæled Audun atter —„Han skjænked mig en Knor,Vel rustet og vel taklet,Med Ladning ombord.“— „Ja, det var ædelmodigtOg kongeligt og stort;Men Harald ikke mindreEnd Svend vilde gjort.“

„Saa gav han mig en Pose,Af Sølvpenge stram,At ei jeg skulde leveI Armod og Skam,Ifald mit Skib blev sænketI Brændingens Grav,Og Ladningen blev slugtAf det graadige Hav.“

„Det“ — udbrød Kong Harald —„Var saare vel betænkt,Og det var ogsaa mere,End jeg vilde skjænkt;Med Skib og med LadningJeg vilde troet os kvit.Men var der endnu mere,Som Svend kaldte dit?“

„Jo, Herre,“ — svared Audun —„Da jeg Farvel ham bød,Kong Svend mig denne GuldringOp over Haanden skjød,Paa det den skulde vidneOm Kongens Gavmildhed,Hvis Posen sank med SkibetI Havdybet ned.120Han böd mig aldrig skillesVed dette gyldne Pant,Med mindre paa min VandringJeg nogen Hövding fandt,Hvis höie Sind jeg skyldteTak for saa meget godt,At jeg ham undte GavenFra Dannemarks Drot.

Men denne Hövding fandt jegIfjor paa dette Sted.Du kunde taget LivetFra mig og Björnen med,Og dog du lod os drageHerfra med Fred vor Vei;Derfor, Kong Harald, rækkerJeg Ringen til dig.“

Da for det hede Blod opI Kongens brune Kind,Og hædret han sig tyktes,Som han ei blev det end.Og Auduns Knor den SommerLaa kvær i Oslo Vig;Saa seiled han til Island,Paa Gaver dobbelt rig.

C. Ploug.

118

Kong Harald satt i OsloOg drakk med sine mennOg talte om sin feideMed Dannemarks Svend;Thi de var harde Halse,De drotter begge to,Og unte ei hinannenDen ringeste ro.

Da nå tilgavns var drøftetDen siste hete dyst,Og hvor man skulle herjeI år den danske kyst,Om Tidender der spurgtes:En meldte da, der varI morgenstunden landetEt underlig par.

„Den ene er en islendingFreidig og frels,Den annen er en BamseUti sin tykke pels;I Vinland har han kjøpt denFor all sin eiendomOg avet den med møye,Så den er ganske from.“

Kong Harald lot dem hente,Det gottede hans sinn,Da Bjørnen han så treI hallen høvisk inn;Ei mindre godt ham huedDen unge raske mann,Hvis klare øyne lysteAv Mod og forstand.

Kong Harald hilsed vennligOg spurte bygd og navn,Sig nevnte han AudunOg Øfjord sin Stavn.Så ville Kongen ogsåBesked om dyret ha’,Om det var hans eie,Og Audun svarte „Ja.“

Da roser Kongen Bjørnen,Så veldig og så tam,Og spør, om ei AudunVil selge den til ham;Og tinge som en kremmerOm prisen vil han ei:Dens fulle verd han byr. —Men Audun svarer „Nei.“

„Ei heller det meg undrer,“— Kong Harald ga til svar —„Når alt, hva du har eiet,For den du gitt har;Men om jeg byr dobbelt,Ei sandt, så slår du til?“— Men Audun svarte atter:„Ei heller det jeg vil.“

„Nå siden til å kjøpslåDu føler deg for stolt,Du saktens har som gaveMeg bjørnen forbeholdtOg venter, at mitt høysinnSkal måle seg med ditt?“— „Nei Herre,“ svarte Audun,„Der feiler du dog vidt.“

„Så seg, hvi du den kjøpte,Og hvi du temmet den,Og hvorhen da du akterDeg med din lodne venn.“— „Nå hva min akt mon være,Det kan jeg si nemt;Thi til Kong Svend i DanmarkMin gave er bestemt.“

— „Er du da slig en tåpe,At du erfared ei,At mellom Svend og HaraldGår kun en blodig vei?Og tror du, jeg vil tåle,Du drar fri av stedMed gave til en fiende,Jeg ønsker kun fortred?“

119— „Det råder du for, Herre,Om jeg må reise fritt;Men mens jeg har min vilje,Så råder jeg for mitt.Og det er nå en vane,Som jeg har med meg brakt,At jeg gjør aldri annet,Enn hva der er min akt.“

Da smilte Kong HaraldOg strøk sin brune kinn;„Saamænd, det må jeg like;Følg da ditt eget sinn!Reis med din Bjørn til DanmarkOg gi den til Kong Svend;Men kom så hit og si meg,Hva han deg ga igjen!“

Det lovet Audun KongenOg drog med Fred sin vei,Og Løftet, som han sa,Han glemte heller ei.Da Aaret var forganget,Så tren han inn igjenI hallen uti OsloTil Harald og hans menn.

Og Kongen fluks ham kjenteOg ham å sitte bødOg gjøre seg tilgodeMed saltmat og mjødOg derpå å fortelleOm sine eventyr,Men først, hva Kong Svend gaTil Gjengjeld for hans dyr.

„Først ga han dette, Herre!“— Til orde Audun tok —„At Kongen ei hovmodigVrak på min gave slo.“— „Ja“ — svarte Kong Harald —„Det var dog såre litt,Jeg hadde gitt mer,Var dyret blitt mitt.“

„Så ga han også pengerMeg til en Pilgrimsfart.“— „Ja, derpå“ — svarte Harald,„Har Svend jo aldri spart.Det ga han alt så mangen,Der tomhendt kom.Men hva ga han deg merEnn Reisekost til Rom?“

„Hver dag i Kongens begerÅ skjenke øl og mjød,Den Gjerning og den æreHan dernest meg bød.“— „Nå, det varsmukt; men æren,Han bød deg, vared kort.Ga han deg ikke annet,Da snart du drog bort?“

„Jo“ — mælte Audun atter —„Han skjenket meg en Knor,Vel rustet og vel taklet,Med ladning ombord.“— „Ja, det var ædelmodigtOg kongelig og stort;Men Harald ikke mindreEnn Svend ville gjort.“

„Så ga han meg en pose,Av Sølvpenge stram,At ei jeg skulle leveI armod og skam,I fall mitt skip ble senketI brenningens grav,Og Ladningen ble sluktAv det grådige hav.“

„Det“ — utbrøt Kong Harald —„Var såre vel betenkt,Og det var også mer,Enn jeg ville skjenket;Med skip og med ladningJeg ville trodd oss kvit.Men var der enda mer,Som Svend kalte ditt?“

„Jo, Herre,“ — svarte Audun —„Da jeg Farvel ham bød,Kong Svend meg denne gullringOpp over hånden skjød,På det den skulle vitneOm Kongens gavmildhet,Hvis posen sank med skipetI havdypet ned.120Han bød meg aldri skillesVed dette gyldne pant,Med mindre på min vandringJeg noen høvding fant,Hvis høye sinn jeg skyldteTakk for så meget godt,At jeg ham unte gavenFra Dannemarks drott.

Men denne høvding fant jegI fjor på dette sted.Du kunne tatt livetFra meg og bjørnen med,Og dog du lot oss draHerfra med Fred vår vei;Derfor, Kong Harald, rekkerJeg Ringen til deg.“

Da for det hete blod oppI Kongens brune kinn,Og hedret han seg tyktes,Som han ei ble det enn.Og Auduns Knor den sommerLå kvær i Oslo Vig;Så seilte han til Island,På gaver dobbelt rik.

C. Ploug.