En Sommer kom den gamle islandske Høvding Brand Vermundssøn til Nidaros, medens Kong Harald just opholdt sig i Byen. Brand var en særdeles mægtig og vennesæl Mand, og han var bleven saa navnkundig for sin Rundhaandethed, at han havde faaet Tilnavnet den gavmilde. Islendingen Tjodolv Skald havde stadig fortalt Kong Harald om Brands mageløse Gavmildhed, og da nu Kongen fik høre, at Brand var kommen til Byen, sagde han til Tjodolv: „Nu vil jeg da prøve, om din Ven Brand er saa gavmild, som du siger; gaa hen til ham og bed ham om at give mig 117sin Kappe.“ — Tjodolv gik og traf Brand i Herberget ifærd med at maale op et Stykke Lerred; han havde en Skarlagenskjortel paa, og over denne havde han igjen en Skarlagenskappe, som han ved Kappesnorer havde hængt over sit Hoved, medens han maalte Lerredet; under Armen havde han en guldbeslagen Øxe. Tjodolv sagde: „Kongen vil have din Kappe.“ Brand blev ved at maale, svarede intet, men lod ved et Ryk med Hovedet Kappen falde ned bag sig. Tjodolv tog den og bragte den til Kongen. Denne spurgte, hvorledes det var gaaet, og da Tjodolv først havde fortalt, at Brand ikke havde mælt et eneste Ord, og siden beskrevet, hvorledes Brand var klædt, og hvad han havde taget sig for, sagde Kongen: „Visselig er det en storsindet Mand, siden han ikke engang fandt det Umagen værd at sige noget; men gaa endnu en Gang hen til ham og sig, at jeg vil have den guldbeslagne Øxe.“ — Tjodolv gik atter, traf Brand og sagde, at Kongen vilde have Øxen; Brand rakte den fra sig uden at mæle et Ord. Tjodolv vendte tilbage til Kongen med Øxen og fortalte igjen, hvorledes det var gaaet. „Det faar jeg nok gaa ind paa,“ sagde Kongen, „at denne Mand er ualmindelig gavmild; han har jo nu alt givet mig en hel Rigdom; men gaa endnu en Gang hen til ham og sig, at jeg vil have den Kjortel, som han har paa sig.“ — Tjodolv indvendte, at det vist ikke var sømmeligt, at han for oftere med slige Erender; men Kongen sagde, at han bare skulde gaa. Tjodolv kom da til Brand og sagde, at Kongen vilde have hans Kjortel; da holdt Brand op med sit Arbeide og tog Kjortelen af sig uden fremdeles at mæle et Ord; men førend han kastede den hen til Tjodolv, sprættede han det ene Ærme af og beholdt det selv. Da nu Tjodolv kom til Kong Harald med Kjortelen, saa Kongen paa den og sagde: „Denne Mand er i Sandhed baade klog og storsindet; jeg skjønner godt, hvorfor han har sprættet det ene Ærme af; det tykkes ham, at jeg bare har en Haand til at tage imod med, men ingen til at give med; men gaa nu hen og hent ham.“ — Det blev gjort, og Brand for saa til Kongen, hvor han fik den venligste Modtagelse og store Gaver.

Siegw. Petersen.

En Sommer kom den gamle islandske høvding Brand Vermundssøn til Nidaros, mens Kong Harald just oppholdt seg i byen. Brand var en særdeles mektig og vennesæl mann, og han var blitt så navnkundig for sin rundhåndethet, at han hadde fått tilnavnet den gavmilde. Islendingen Tjodolv skald hadde stadig fortalt Kong Harald om Brands makeløse gavmildhet, og da nå Kongen fikk høre, at Brand var kommet til byen, sa han til Tjodolv: „Nå vil jeg da prøve, om din venn Brand er så gavmild, som du sier; gå hen til ham og bed ham om å gi meg 117sin kappe.“ — Tjodolv gikk og traff Brand i herberget ifærd med å måle opp et stykke lerret; han hadde en Skarlagenskjortel på, og over denne hadde han igjen en Skarlagenskappe, som han ved Kappesnorer hadde hengt over sitt hode, mens han målte lerretet; under armen hadde han en guldbeslagen øks. Tjodolv sa: „Kongen vil ha din kappe.“ Brand ble ved å måle, svarede intet, men lot ved et Ryk med hodet kappen falle ned bak seg. Tjodolv tok den og brakte den til Kongen. Denne spurte, hvorledes det var gått, og da Tjodolv først hadde fortalt, at Brand ikke hadde mælt et eneste ord, og siden beskrevet, hvorledes Brand var kledd, og hva han hadde tatt seg for, sa Kongen: „Visselig er det en storsinnet mann, siden han ikke engang fant det umaken verd å si noe; men gå ennå en gang hen til ham og sig, at jeg vil ha den guldbeslagne øks.“ — Tjodolv gikk atter, traff Brand og sa, at Kongen ville ha øksen; Brand rakte den fra seg uten å mæle et ord. Tjodolv vendte tilbake til Kongen med øksen og fortalte igjen, hvorledes det var gått. „Det får jeg nok gå inn på,“ sa Kongen, „at denne mann er ualminnelig gavmild; han har jo nå alt gitt meg en hel rikdom; men gå ennå en gang hen til ham og sig, at jeg vil ha den kjortel, som han har på seg.“ — Tjodolv innvendte, at det vist ikke var sømmelig, at han for oftere med slike ærender; men Kongen sa, at han bare skulle gå. Tjodolv kom da til Brand og sa, at Kongen ville ha hans kjortel; da holdt Brand opp med sitt arbeide og tok kjortelen av seg uten fremdeles å mæle et ord; men før han kastet den hen til Tjodolv, sprættede han det ene erme av og beholdt det selv. Da nå Tjodolv kom til Kong Harald med kjortelen, så Kongen på den og sa: „Denne mann er i sannhet både klok og storsinnet; jeg skjønner godt, hvorfor han har sprettet det ene erme av; det tykkes ham, at jeg bare har en hånd til å ta imot med, men ingen til å gi med; men gå nå hen og hent ham.“ — Det ble gjort, og Brand for så til Kongen, hvor han fikk den venligste mottakelse og store gaver.

Siegw. Petersen.