107

Kong Harald Sigurdssøn var vistnok herskesyg og i mange Stykker haard; men han kunde og, naar han var i godt Lune, være lystig og skjemtsom; han var derhos en ypperlig Skald, som satte Pris paa andre Skaldes Fortjenester og søgte at drage dem til sit Hof. Derfor blev der neppe kvædet saa meget ved nogen Konges Hof som ved hans, og det gik ofte meget lystig til. Hans fornemste Skald, fra hvilken vi endnu har mange fortrinlige Vers, var Islendingen Tjodolv Arnorssøn.

Blandt de mange islandske Skalde, som besøgte Harald, var ingen snurrigere end Nordlendingen Halle, ogsaa kaldet Sneglu-Halle. Han kom en Sommer paa et Skib fra Øiafjorden og seilede i stille Veir ind ad Trondhjemsfjorden. Da de kom forbi Rein, mødte de et Drageskib, ledsaget af andre Langskibe; paa Drageskibet reiste sig en høi Mand, prægtig klædt i rød Skarlagenskjortel og med Guldbaand om Hovedet; han raabte over til dem og spurgte paa en 108Gang: „Hvad heder Styrmanden, hvor var I i Vinter, fra hvilken Havn seilede I ud, hvor naaede I Land, hvor var I i Nat?“ Halle svarede strax: „Sigurd heder Styrmanden, i Vinter var vi paa Island, vi lagde ud fra Gaase, vi naaede Land ved Hiteren, vi var i Nat ved Agdenes.“ „Gjorde da ikke gamle Agde (den Jotun, der sagdes at have Tilhold i Fjeldet) Løier med eder?“ spurgte Manden. „Nei,“ svarede Halle; „thi han biede paa en fornemmere Mand, nemlig dig, som han venter i Kveld.“ — Den fornemme Mand var Kongen selv.

Islendingernes Skib lagde ind til Nidaros. Kort efter kom ogsaa Kongen tilbage, og Halle gjorde ham strax sin Opvartning, idet han bad om at maatte opholde sig hos ham om Vinteren. Kongen sagde, at han ei skulde spare paa Mad for ham, og nævnte en af sine Gaarde, hvor han kunde opholde sig. Men Halle sagde, at naar han ikke fik være med ved Hirden, vilde han helst søge en anden Udvei. Kongen sagde da, at han kunde være med Hirden, men maatte passe sig, at han førte sig ordentlig op. Saaledes tog da Halle Plads mellem Hirdmændene.

Halle kjendte Tjodolv forhen; thi de var fra samme Kant af Landet og af lige Herkomst. Men der var en stor Forskjel paa deres Kaar; Tjodolv var Kongens Yndling, anseet og vel holden; Halle lidet kjendt og i knappe Omstændigheder. Det var ikke frit, at han misundte Tjodolv lidt; men Tjodolv var og paa sin Side ikke fri for at ville trykke Halle ned, da han var bange for enhver, der kunde gjøre ham Rangen stridig, og vilde gjerne være ene om Kongens Gunst. Derfor vankede der snart mange smaa Knubberier og Stikpiller imellem dem, og den ene var altid paa Nakken af den anden.

Engang gik Kongen med Tjodolv paa Gaden og kom forbi et Hus, hvor en Smed og en Garver klamredes og sloges med hinanden. Kongen bad Tjodolv kvæde et Skjemtevers derom saaledes, at den ene sammenlignedes med Tor, den anden med Jotnen Geirrød, der kastede en gloende Jernbolt efter Tor for at dræbe ham. Tjodolv kvad strax Verset, som Kongen fandt særdeles godt digtet; han bad ham nu digte et Vers til, hvori den ene sammenlignedes med 109Sigurd Favnesbane, den anden med Ormen Favne. Ogsaa dette Vers fremsagde Tjodolv i Øieblikket, og Kongen var saa fornøiet derover, at han gav ham en Guld-Fingerring. Om Kvelden blev der siden talt meget om disse Viser, og Hirdmændene sagde, at Halle nok ikke kunde digte saadanne. „Jeg kan vist ikke maale mig med Tjodolv,“ sagde Halle, „men man kan jo prøve mig, naar Anledning gives.“

Ved Haralds Hof var der en frisisk Dverg ved Navn Tuta, bred og før i Overkroppen som en fuldvoxen Mand, men ganske lav og kort. En Aften lod Kongen ham for Moros Skyld iføre sin egen Rustning, Hjelm og Sverd og Brynjen Emma, der var kunstig forarbeidet i Konstantinopel og saa lang, at den paa den halvfjerde Alen lange Harald naaede til Knæerne, naar han sad til Hest. Saaledes bevæbnet gik Tuta ind i Stuen, hvor Hirden sad til Bords, og vakte ved sit besynderlige Udseende almindelig Latter. Kongen fremviste nu en Kniv med tilhørende Belte, begge Dele ypperlig arbeidede og kostbare Stykker; han sagde, at de skulde tilhøre den, som strax kunde digte et Kvad om Tuta der, hvor han stod. Strax kvad Halle, førend Tjodolv kunde komme til Orde. Kongen roste hans Vers og sendte ham den lovede Belønning; men Tjodolv ærgrede sig.

Det var Kongens Skik i det daglige kun at spise en Ret Mad. Denne blev naturligvis først baaren for ham, og naar han da var mæt, bankede han med Knivskaftet paa Bordet som Tegn paa, at man skulde dække af. De andre, der senere havde faaet Maden, var saaledes for det meste kun halvmætte, og der herskede almindelig Misfornøielse herover. Engang traf det sig saaledes, at Kongen gav Tegnet, medens Halle langtfra var mæt. Han beholdt derfor et Stykke, som han tog fra Tallerkenen, og sagde:

Jeg kjærer mig ei om,at Kongen banker,jeg lader Munden gaa,mæt kun gaar jeg til Sengs.

Morgenen efter, da Kongen tilligemed Hirden havde sat sig, gik Halle hen til Kongen med sit Skjold og Sverd paa Ryggen og kvad dette Vers:

110Mit Sverd maa jeg sælge af Nød,Mit Skjold maa jeg bytte for Brød;Os Hungeren plager hel svarlig,Og Kræfterne aftager farlig.

Kongen svarede ikke og lod, som han intet hørte; dog kunde man se, at han var vred. Kort efter gik Kongen paa Gaden, ledsaget af Hirden. Halle var og med, og paa engang løb han frem foran Kongen, der spurgte:

„Hvor skal du hen, Halle?“Halle: „Hen for at kjøbe mig Valle.“Kongen: „Grød vil du lade gjøre?“Halle: „Ja, og i Smør den røre.“

I det samme løb han ind i et Hus, hvor han allerede havde bestilt sig en stor Kjedel fuld af Grød, greb Kjedlen og satte sig ude i Gaarden til at spise af alle Kræfter. Kongen befalede Tjodolv og et Par andre at se efter ham for at faa at vide, hvad han tog sig for; de fandt ham siddende med Grødkjedlen og sagde det til Kongen, som nu ogsaa kom derhen meget vred og spurgte Halle, om han var dragen fra Island alene for at gjøre Nar af fornemme Mænd. „Vær dog ikke saa vred,“ sagde Halle, „om jeg gjør mig lidt tilgode; jeg ser dog som oftest, at heller ikke I slaar Vrag paa gode Sendinger.“ I det samme stod han op, slængte Kjedlen langt bort, saa at Hadden klang, og fulgte med Kongen. Tjodolv kvad:

Kjedelhadden klang, da HalleFyldte sig med Grød og Valle,Bedre han sin Horn-Ske slikker,End han sig blandt Hofmænd skikker.

Kongen var overmaade vred den hele Dag. Ved Aftensbordet lod Kongen ingen Mad sætte for Halle, førend de øvrige næsten havde spist; da kom to Mænd bærende ind et stort Trug, fuldt af Grød, og satte det for Halle. Kongen bød ham at spise; han svarede, at Grøden var god nok, og spiste, saa længe han orkede. Da han lagde Skeen, gik Kongen ned fra Høisædet lige til Halle, drog Sverdet og bød ham at spise mere, om han saa sprak. „Nei,“ sagde Halle, „dræb mig, om I har Lyst; men jeg vil ikke 111sprenge mig med Grød.“ Da betænkte Kongen sig, stak Sverdet i Skeden og satte sig igjen i sit Høisæde. Lidt efter tog han en stegt Gris og bad Dvergen Tuta gaa med den ned til Halle; „sig ham fra mig,“ sagde han, „at han under Livs Fortabelse skal have digtet en Vise, inden du kommer til ham; men det maa du ikke sige, førend du er midt paa Gulvet.“ Tuta tog Fadet og gjorde, som Kongen bød. Halle reiste sig, og idet han rakte Hænderne ud for at tage imod Fadet, kvad han et Vers, som Kongen syntes saa godt om, at han fuldkommen tilgav ham.

Juleaften gik Halle hen til Kongens Sæde, hilsede ham og bad om Tilladelse til at fremsige et Kvæde, han havde digtet om ham. Kongen spurgte, om han nogensinde før havde digtet et saadant Kvad. Halle sagde nei. „Da har du taget meget over dig til første Prøvestykke,“ sagde Kongen, „efter saa store og berømte Skalde, som har digtet om mig; hvad synes du, Tjodolv?“ Tjodolv, der stod nær ved, svarede, at han intet derom kunde sige, men blot vilde raade Halle ei at lyve; thi han havde virkelig for lang Tid siden digtet et helt Kvad om nogle Kjør, han gjætede ude paa Island; det Kvad kaldtes Kolleviserne. „Er det sandt, Halle?“ spurgte Kongen. Halle kunde ikke negte det. „Lad os høre det Kvad,“ sagde Kongen. „Ja, hvis Tjodolv ogsaa vil kvæde det, han digtede ude paa Island,“ sagde Halle. „Hvad er det for et?“ spurgte Kongen. „Det er Søpletrugsviserne,“ svarede Halle; „thi da Tjodolv var hjemme som en ung Gut, kunde man ikke bruge ham til andet end at bære Asken ud, og endda maatte man se nøie efter, at der ikke var Ild og Gløder med i Truget.“ „Er det sandt?“ spurgte Kongen. „Aa ja,“ svarede Tjodolv; „men jeg gjorde det kun for at hjelpe mine mange smaa Søskende.“ Nu vilde Kongen høre begge disse Kvad, og de maatte fremsige dem. „Intet af dem duer synderlig,“ sagde Kongen, „og lidet var der og at sige om saadanne Emner; dog er dit Digt det fattigste, Tjodolv.“ Tjodolv var nu meget ærgerlig og snakkede noget om, at Halle heller burde have hevnet sin Fader end komme til Norge og velte sig ind paa ham. „Er det sandt, Halle, at du ei har hevnet din Fader?“ spurgte Kongen. „Ja vistnok,“ svarede 112Halle; „men døm nu selv, om det gik an; jeg var et Barn, da han blev dræbt; mine Frænder forligte Sagen paa mine Vegne, og alt blev op- og afgjort; skulde jeg paa Nidingsvis have brudt Forliget?“ „Nei, aldeles ikke,“ svarede Kongen; „kan du vel svare noget hertil, Tjodolv?“ — „Tjodolv er altid saa kjæk,“ sagde Halle, „naar han taler om saadant; thi jeg ved ikke nogen, der har hevnet sin Fader mere tilgavns end han; han aad sin Faders Drabsmand.“ „Hvor kan det være muligt?“ spurgte Kongen. „Hans Fader Arnor,“ sagde Halle, „var en fattig Mand, der sad med mange Børn og kunde ikke selv skaffe dem det fornødne til Livets Ophold; Heredets Folk maatte derfor ofte tage sig af ham, og saaledes hændte det sig en Høst, da de var sammen for at raadslaa om, hvad der skulde gjøres for de fattige, at en Bonde var saa god af sig, at han gav ham en sommersgammel Kalv. Arnor tog med Glæde mod Kalven, bandt et langt Taug om Halsen paa den og drog den saaledes efter sig, men kastede tillige den anden Ende i en Rendelykke om sin egen Hals. Da han kom hjem til Tun-Garden, vilde han gaa over denne, men glemte, at der indenfor var en dyb Grøft, og huskede heller ikke paa at tage Lykken af Halsen; da han vilde hoppe ned, strittede Kalven imod paa den anden Side, og de blev begge hængende, han indenfor og Kalven udenfor, indtil de opgav Aanden. Kalven blev dog siden spist af Børnene, og jeg ved ikke rettere, end at Tjodolv rundelig tog sin Part.“ Da lo alle; men Tjodolv blev saa rasende, at han vilde hugge til Halle og havde gjort det, hvis man ei havde holdt ham. Kongen sagde, at ingen af dem skulde understaa sig at gjøre den anden Fortræd, men at det denne Gang var Tjodolv, som havde yppet Trætten. Halle fremsagde nu sit Kvad, som han havde digtet om Kongen; det var godt og vel digtet, og Kongen var meget tilfreds dermed.

Kort efter kom den mægtige helgelandske Høvding Einar Fluga til Hoffet. Han boede paa Tjotta, var en Søn af Haarek og saaledes beslegtet med Kongen; han havde den finmarkske Forlening og ansaaes for en streng og haard Mand; han gav aldrig Bod for noget Drab. Herom talte Hirdmændene sig imellem, da man ventede ham; Halle 113mente dog, at han skulde faa ham til at bøde, om han krævede Bod for en Frændes Drab; de andre sagde, at dette var umuligt; han veddede da med en Hirdmand derom; Halle veddede om sit Hoved, Hirdmanden om en Guldring. Kongen gjorde meget Væsen af Einar, lod ham sidde ved sin Side og talte meget med ham. Han spurgte da ogsaa, hvad han kunde fortælle om sine Finnefærder. Einar sagde blandt andet, at paa den sidste Reise havde han truffet et islandsk Skib, som de nok kunde se havde drevet ulovlig Handel med Finnerne. Besætningen vilde ikke give sig med det gode; „derfor angreb vi dem,“ sagde Einar; „og jeg maa lade dem, at de forsvarede sig godt; især var der en, der kjæmpede med overordentlig Tapperhed, og havde alle kjæmpet som han, da havde vi neppe kunnet tage Skibet; endelig maatte han dog bide i Græsset.“ Da Einar fortalte dette, sad Halle i Nærheden, lagde strax Kniv og Ske og mælte ikke et Ord, men satte den sørgeligste Mine op af Verden. „Hvad feiler dig?“ spurgte hans Sidemand, den samme Mand, han havde veddet med. „Den tapre Mand, Einar talte om, var min Frænde,“ sagde Halle; „nu faar jeg nok se at fordre Bod.“ „Nævn ikke et Ord derom, det raader jeg dig,“ sagde Hirdmanden; „Veddemaalet eftergiver jeg.“ „Nei, fordre Bod vil jeg,“ sagde Halle. Næste Dag indfandt Halle sig virkelig hos Einar, sagde, at den dræbte Islending var hans Frænde, og fordrede Bod. „Har du da ikke hørt, at jeg aldrig bøder?“ sagde Einar; „bøder jeg først til en, da kommer siden alle de andre Frænder over mig, og slig Uvane vil jeg ikke vænne Folk.“ Halle maatte gaa tilbage med uforrettet Sag, og Hirdmanden raadede ham fremdeles til at lade Sagen falde. Næste Morgen kom dog Halle igjen med sin Fordring, og Einar truede ham nu med at ville dræbe ham. Den tredje Morgen gik Halle til Kongen, da Einar sad hos ham, og bad ham udtyde en Drøm. „Lad høre,“ sagde Kongen. „Jeg drømte,“ svarede Halle, „at Einar Fluga var Haakon Jarl, men at jeg var Torleiv Jarlaskald og kvad Nidvisen om ham; jeg huskede endog lidt af Visen, da jeg vaagnede.“ Han mumlede noget, som dog ingen ret kunde høre, idet han gik tilside fra Høisædet. Kongen raadede nu Einar indstændig til at bøde 114noget, forestillede ham, hvor langt bedre det var at udgive nogle Penge end at blive Gjenstand for en Nidvise, som vilde komme i alles Munde; han bad ham at betænke, hvor meget Haakon Jarl havde i sin Tid lidt ved Torleivs Nidvise. Einar sagde omsider, at det fik være, som Kongen vilde, og bad Halle gaa til sin Skatmester, der skulde give ham 3 Merker. Da Halle kom til Skatmesteren, gav denne ham en Pung, hvori der var 4 Merker. „Tre skal jeg have og ikke flere,“ sagde Halle, veiede sig netop tre, gik derpaa til Einar og takkede ham. „Du fik vel alt, hvad der var i Pungen?“ spurgte Einar. „Nei,“ sagde Halle, „jeg skjønnede nok, at du vilde faa mig narret til at tage mere, end jeg skulde have for siden at anklage mig som Tyv; nu er vi kvit.“ Da Halle kom til sit Sæde, vilde Hirdmanden give ham Ringen. „Nei behold den selv,“ sagde Halle, „du er det vel værd, saa ædelmodig som du har opført dig mod mig; du maa nu vide, at jeg slet ikke er i Slegt med denne Mand eller nogen anden, som Einar har dræbt, men at jeg blot lod saa for at prøve, om jeg ikke skulde kunne faa noget af ham.“

Sommeren efter gjorde Halle en Reise til Danmark. Kongen bad ham ved Afreisen at komme snart tilbage og derhos vogte sig for Einar Fluga. I Danmark opholdt han sig hos en Høvding og drog engang til Tings med ham. Der snakkede alle saa i Munden paa hverandre, at ingen kunde høre noget, og Høvdingen sagde: „Den Mand skulde jeg prise, der kunde finde paa Raad til, at Almuen blev taus.“ „Jeg skal forsøge,“ sagde Halle og veddede derom; atter satte han op sit Hoved, men Høvdingen en Guldring. Halle sprat da med et op og raabte: „Hør alle; jeg maa holde en lang Tale; thi jeg skal klage min Nød; jeg har mistet mit Bryne og Brynesmørelsen, min Naal og Skreppe med Tilbehør!“ Alle taug i Forundring over denne underlige Mand; de væntede paa Fortsættelsen af hans Tale; men han havde nu naaet sin Hensigt og satte sig ned. Høvdingen gav ham Guldringen; men Halle fandt det dog bedst hemmelig at undvige med den og begav sig til England. Her hilste han paa Kong Edvard Confessor og fremsagde et Kvad til hans Ære. Hos Kongen var en vis Raud, der gav sig 115ud for Skald; ham spurgte Kongen, hvorledes Kvadet duede. Raud roste det, og Kongen bad derfor Halle opholde sig en Stund ved hans Hof, indtil andre Folk havde lært Kvadet udenad. Halle undskyldte sig, foregivende, at han strax maatte tilbage til Norge. „Da faar du og tage Løn, som det passer sig, for Kvadet,“ sagde Kongen, „sæt dig ned, saa skal jeg lade helde Sølvpenge ud over dit Hoved; hvad der hænger igjen i Haaret, kan du beholde; da hefter saameget ved af din Løn, som der hefter ved af dit Kvad.“ „Ja nok,“ sagde Halle, „men jeg har først et lidet nødvendigt Erende“; han skyndte sig ud og fik fat paa noget Tjære, som han smurte Haaret ind med, saa at det blev ganske stivt, og satte det nu til Veirs. Da Sølvpengene heldtes ud af en stor Pose, hang en hel Del ved, og Halle fik saaledes overvættes Løn for sit Kvad, der kun var noget daarligt Tøi, som Halle paa staaende Fod havde fremsagt; heller ikke var Raud nogen rigtig Skald. Imidlertid havde en hel Del Tydskere taget sig Fragt paa det eneste seilfærdige Skib med mange tunge Varer, saa at der ei blev Rum for Halle; dog spurgte Styrmændene, der gjerne vilde have Halle med, om han ikke kunde finde paa et Kneb til at narre hine fra Skibet. En Nat i Herberget bar Halle sig ilde i Søvne og blev vækket; Tydskerne spurgte ham, hvad han havde drømt; han indbildte dem, at han havde drømt om en fæl Mand, der bebudede Skibet Undergang; ja han fremsagde endog en Vise, denne Mand skulde have kvædet. Tydskerne blev saa bange, at de skyndte sig at opsige Fragten; men Halle gik ombord og fortalte nu, at han slet ikke havde drømt, men at det hele var et Kneb af ham.

Halle kom tilbage til Kong Harald. Denne havde nu altid Moro af at snakke med Halle, som om Vaaren endog maatte følge ham til Gulatinget, hvor han ligeledes skal have gjort Løier. Paa Tilbageveien nordefter til Trondhjem skulde han og Tjodolv se til Kjøkkenet ombord; men han var saa søsyg, at han laa under en Baad og neppe kunde røre sig; Tjodolv maatte derfor være ene om Arbeidet. Idet han kom bærende med et Fad, faldt han over Halles Fod, der stod udenfor Baaden. Han gav ondt af sig; men Halle blev ham ikke Svar skyldig.

116Engang, da Kongen gik paa Gaden med sin Hird, og Halle fulgte med, blev han var, at Halle ikke kunde faa Øinene fra hans Øxe; den var guldbeslagen med sølvviklet Skaft, Sølvholk paa Skaftet og deri en Ædelsten. „Du synes nok godt om min Øxe,“ sagde Kongen. „Ja,“ svarede Halle. „Har du seet bedre Øxe?“ spurgte Kongen. „Det tror jeg ikke,“ sagde Halle. „Vilde du taale, hvad det saa var, for at faa Øxen?“ spurgte Kongen. „Just ikke det,“ var Halles Svar; „men muligt var det vel, at I kunde ville sælge den for samme Pris, som I kjøbte den.“ „Du har Ret,“ sagde Kongen; „tag den her som Gave; saaledes fik jeg den.“ Halle takkede.

Halle blev tilsidst Kongens Hirdmand og drog derefter hjem til Island. Her forødte han sine i Norge samlede Penge og maatte for at slaa sig igjennem drive paa Fiskeri. Engang, da han skulde ro hjem fra Fiskeriet, fik han saadan Modbør, at han og hans Mænd kun med yderste Anstrengelse naaede Land. Da han kom hjem, blev der sat Grød for ham. Han spiste nogle faa Mundfulde, seg saa tilbage og var død. Kong Harald erfarede paa en Gang, at Halle og en anden af hans Hirdmænd paa Island, Bolle Bollessøn, en saare tapper og herlig Mand, var død. Om Bolle sagde han strax: „Helten er vist falden for hvasse Spyd;“ om Halle: „Hunden har vist ædt sig ihjel paa Grød.“

P. A. Munch.

107

Kong Harald Sigurdssøn var vistnok herskesyk og i mange stykker hard; men han kunne og, når han var i godt lune, være lystig og skjemtsom; han var derhos en ypperlig skald, som satte pris på andre Skaldes fortjenester og søkte å dra dem til sitt Hof. Derfor ble der neppe kvedet så meget ved noen Konges Hof som ved hans, og det gikk ofte meget lystig til. Hans fornemste skald, fra hvilken vi ennå har mange fortrinlige vers, var islendingen Tjodolv Arnorssøn.

Blant de mange islandske skalder, som besøkte Harald, var ingen snurrigere enn nordlendingen Halle, også kalt Sneglu-Halle. Han kom en sommer på et skip fra Øiafjorden og seilede i stille vær inn ad Trondhjemsfjorden. Da de kom forbi Rein, møtte de et drageskip, ledsaget av andre langskip; på drageskipet reiste seg en høy mann, prektig kledd i rød Skarlagenskjortel og med Guldbaand om hodet; han ropte over til dem og spurte på en 108gang: „Hva heter styrmannen, hvor var dere i vinter, fra hvilken havn seilede dere ut, hvor nådde dere land, hvor var dere i natt?“ Halle svarte straks: „Sigurd heter styrmannen, i vinter var vi på Island, vi la ut fra Gaase, vi nådde land ved Hiteren, vi var i natt ved Agdenes.“ „Gjorde da ikke gamle Agde (den Jotun, der sagdes å ha tilhold i fjellet) løyer med dere?“ spurte mannen. „Nei,“ svarte Halle; „thi han biede på en fornemmere mann, nemlig deg, som han venter i kveld.“ — Den fornemme mann var Kongen selv.

Islendingenes skip la inn til Nidaros. Kort etter kom også Kongen tilbake, og Halle gjorde ham straks sin oppvartning, idet han bad om å måtte oppholde seg hos ham om vinteren. Kongen sa, at han ei skulle spare på mat for ham, og nevnte en av sine Gaarde, hvor han kunne oppholde seg. Men Halle sa, at når han ikke fikk være med ved Hirden, ville han helst søke en annen utvei. Kongen sa da, at han kunne være med Hirden, men måtte passe seg, at han førte seg ordentlig opp. Således tok da Halle plass mellom hirdmennene.

Halle kjente Tjodolv forhen; thi de var fra samme Kant av landet og av lige herkomst. Men der var en stor forskjell på deres kår; Tjodolv var Kongens yndling, anseet og vel holden; Halle lite kjent og i knappe omstendigheter. Det var ikke fritt, at han misunte Tjodolv litt; men Tjodolv var og på sin side ikke fri for å ville trykke Halle ned, da han var bange for enhver, der kunne gjøre ham rangen stridig, og ville gjerne være ene om Kongens gunst. Derfor vanket der snart mange små Knubberier og stikkpiller imellom dem, og den ene var alltid på nakken av den annen.

Engang gikk Kongen med Tjodolv på gaten og kom forbi et hus, hvor en smed og en Garver klamredes og sloges med hinannen. Kongen bad Tjodolv kvede et Skjemtevers derom således, at den ene sammenlignedes med Tor, den annen med jotnen Geirrød, der kastet en gloende Jernbolt etter Tor for å drepe ham. Tjodolv kvad straks verset, som Kongen fant særdeles godt diktet; han bad ham nå digte et vers til, hvori den ene sammenlignedes med 109Sigurd Favnesbane, den annen med Ormen Favne. Også dette vers fremsa Tjodolv i øyeblikket, og Kongen var så fornøyet derover, at han ga ham en gull-fingerring. Om kvelden ble der siden talt meget om disse viser, og hirdmennene sa, at Halle nok ikke kunne dikte sådanne. „Jeg kan vist ikke måle meg med Tjodolv,“ sa Halle, „men man kan jo prøve meg, når anledning gives.“

Ved Haralds Hof var der en frisisk dverg ved navn Tuta, bred og før i overkroppen som en fullvoksen mann, men ganske lav og kort. En Aften lot Kongen ham for Moros skyld iføre sin egen rustning, Hjelm og sverd og brynjen Emma, der var kunstig forarbeidet i Konstantinopel og så lang, at den på den halvfjerde alen lange Harald nådde til knærne, når han satt til hest. Således bevæpnet gikk Tuta inn i stuen, hvor Hirden satt til Bords, og vakte ved sitt besynderlige utseende alminnelig latter. Kongen fremviste nå en kniv med tilhørende belte, begge dele ypperlig arbeidet og kostbare stykker; han sa, at de skulle tilhøre den, som straks kunne dikte et Kvad om Tuta der, hvor han stod. Straks kvad Halle, før Tjodolv kunne komme til Orde. Kongen roste hans vers og sendte ham den lovede belønning; men Tjodolv ergret seg.

Det var Kongens skikk i det daglige kun å spise en rett mat. Denne ble naturligvis først båren for ham, og når han da var mett, banket han med knivskaftet på bordet som tegn på, at man skulle dekke av. De andre, der senere hadde fått maten, var således for det meste kun halvmette, og der hersket alminnelig Misfornøielse herover. Engang traff det seg således, at Kongen ga tegnet, mens Halle langtfra var mett. Han beholdt derfor et stykke, som han tok fra tallerkenen, og sa:

Jeg kjærer meg ei om,at Kongen banker,jeg lader munnen gå,mett kun går jeg til Sengs.

Morgenen etter, da Kongen tillikemed Hirden hadde satt seg, gikk Halle hen til Kongen med sitt skjold og sverd på ryggen og kvad dette vers:

110Mitt sverd må jeg selge av nød,Mitt skjold må jeg bytte for brød;Os hungeren plager hel svarlig,Og Kræfterne avtar farlig.

Kongen svarte ikke og lot, som han intet hørte; dog kunne man se, at han var vred. Kort etter gikk Kongen på gaten, ledsaget av Hirden. Halle var og med, og på engang løp han frem foran Kongen, der spurte:

„Hvor skal du hen, Halle?“Halle: „Hen for å kjøpe meg Valle.“Kongen: „Grøt vil du lade gjøre?“Halle: „Ja, og i smør den røre.“

I det samme løp han inn i et hus, hvor han allerede hadde bestilt seg en stor kjel full av grøt, grep kjelen og satte seg ute i gården til å spise av alle krefter. Kongen befalte Tjodolv og et par andre å se etter ham for å få å vite, hva han tok seg for; de fant ham sittende med grøtkjelen og sa det til Kongen, som nå også kom derhen meget vred og spurte Halle, om han var dragen fra Island alene for å gjøre narr av fornemme menn. „Vær dog ikke så vred,“ sa Halle, „om jeg gjør meg litt tilgode; jeg ser dog som oftest, at heller ikke dere slår vrak på gode sendinger.“ I det samme stod han opp, slengte kjelen langt bort, så at Hadden klang, og fulgte med Kongen. Tjodolv kvad:

Kjedelhadden klang, da HalleFylte seg med grøt og Valle,Bedre han sin Horn-Ske slikker,Enn han seg blant hoffmenn skikker.

Kongen var overmåte vred den hele dag. Ved aftensbordet lot Kongen ingen mat sette for Halle, før de øvrige nesten hadde spist; da kom to menn bærende inn et stort Trug, fullt av grøt, og satte det for Halle. Kongen bød ham å spise; han svarte, at grøden var god nok, og spiste, så lenge han orket. Da han la skjeen, gikk Kongen ned fra høysetet like til Halle, drog sverdet og bød ham å spise mer, om han så sprak. „Nei,“ sa Halle, „drep meg, om dere har Lyst; men jeg vil ikke 111sprenge meg med grøt.“ Da betenkte Kongen seg, stak sverdet i skjeden og satte seg igjen i sitt høysete. Litt etter tok han en stekt gris og bad dvergen Tuta gå med den ned til Halle; „sig ham fra meg,“ sa han, „at han under Livs Fortabelse skal ha diktet en vise, innen du kommer til ham; men det må du ikke si, før du er midt på gulvet.“ Tuta tok Fadet og gjorde, som Kongen bød. Halle reiste seg, og idet han rakte hendene ut for å ta imot Fadet, kvad han et vers, som Kongen syntes så godt om, at han fullkommen tilgav ham.

Juleaften gikk Halle hen til Kongens sete, hilste ham og bad om tillatelse til å fremsi et kvede, han hadde diktet om ham. Kongen spurte, om han noensinne før hadde diktet et sådant Kvad. Halle sa nei. „Da har du tatt meget over deg til første Prøvestykke,“ sa Kongen, „etter så store og berømte skalder, som har diktet om meg; hva synes du, Tjodolv?“ Tjodolv, der stod nær ved, svarede, at han intet derom kunne si, men blot ville råde Halle ei å lyve; thi han hadde virkelig for lang tid siden diktet et helt Kvad om noen Kjør, han gjætede ute på Island; det Kvad kaltes Kolleviserne. „Er det sandt, Halle?“ spurte Kongen. Halle kunne ikke nekte det. „La oss høre det Kvad,“ sa Kongen. „Ja, hvis Tjodolv også vil kvede det, han digtede ute på Island,“ sa Halle. „Hva er det for et?“ spurte Kongen. „Det er Søpletrugsviserne,“ svarte Halle; „thi da Tjodolv var hjemme som en ung Gut, kunne man ikke bruke ham til annet enn å bære asken ut, og enda måtte man se nøye etter, at der ikke var ild og gløder med i trauet.“ „Er det sandt?“ spurte Kongen. „Aa ja,“ svarte Tjodolv; „men jeg gjorde det kun for å hjelpe mine mange små søsken.“ Nå ville Kongen høre begge disse Kvad, og de måtte fremsi dem. „Intet av dem duer synderlig,“ sa Kongen, „og lite var der og å si om sådanne emner; dog er ditt dikt det fattigste, Tjodolv.“ Tjodolv var nå meget ergerlig og snakkede noe om, at Halle heller burde ha hevnet sin far enn komme til Norge og velte seg inn på ham. „Er det sandt, Halle, at du ei har hevnet din far?“ spurte Kongen. „Ja vistnok,“ svarte 112Halle; „men døm nå selv, om det gikk an; jeg var et barn, da han ble drept; mine frender forlikte Sagen på mine vegne, og alt ble op- og avgjort; skulle jeg på Nidingsvis have brutt forliket?“ „Nei, aldeles ikke,“ svarte Kongen; „kan du vel svare noe hertil, Tjodolv?“ — „Tjodolv er alltid så kjekk,“ sa Halle, „når han taler om sådant; thi jeg vet ikke noen, der har hevnet sin far mer tilgavns enn han; han åt sin Faders drapsmann.“ „Hvor kan det være mulig?“ spurte Kongen. „Hans Fader Arnor,“ sa Halle, „var en fattig mann, der satt med mange barn og kunne ikke selv skaffe dem det fornødne til Livets opphold; Heredets folk måtte derfor ofte ta seg av ham, og således hendte det seg en høst, da de var sammen for å rådslå om, hva der skulle gjøres for de fattige, at en bonde var så god av seg, at han ga ham en sommersgammel kalv. Arnor tok med glede mot kalven, bandt et langt Taug om halsen på den og drog den således etter seg, men kastet tillike den annen ende i en Rendelykke om sin egen hals. Da han kom hjem til tun-garden, ville han gå over denne, men glemte, at der innenfor var en dyp grøft, og husket heller ikke på å ta lykken av halsen; da han ville hoppe ned, strittet kalven imot på den annen side, og de ble begge hengende, han innenfor og kalven utenfor, inntil de oppga Aanden. Kalven ble dog siden spist av barna, og jeg vet ikke rettere, enn at Tjodolv rundelig tok sin part.“ Da lo alle; men Tjodolv ble så rasende, at han ville hugge til Halle og hadde gjort det, hvis man ei hadde holdt ham. Kongen sa, at ingen av dem skulle understå seg å gjøre den annen fortred, men at det denne gang var Tjodolv, som hadde yppet Trætten. Halle fremsa nå sitt Kvad, som han hadde diktet om Kongen; det var godt og vel diktet, og Kongen var meget tilfreds dermed.

Kort etter kom den mektige helgelandske høvding Einar Fluga til hoffet. Han bodde på Tjotta, var en sønn av Haarek og således beslektet med Kongen; han hadde den finmarkske Forlening og ansaaes for en streng og hard mann; han ga aldri Bod for noe drap. Herom talte hirdmennene seg imellom, da man ventet ham; Halle 113mente dog, at han skulle få ham til å bøte, om han krevde Bod for en frendes drap; de andre sa, at dette var umulig; han veddet da med en hirdmann derom; Halle veddet om sitt hode, hirdmannen om en gullring. Kongen gjorde meget vesen av Einar, lot ham sitte ved sin side og talte meget med ham. Han spurte da også, hva han kunne fortelle om sine Finnefærder. Einar sa blant annet, at på den siste reise hadde han truffet et islandsk skip, som de nok kunne se hadde drevet ulovlig handel med finnene. Besetningen ville ikke gi seg med det gode; „derfor angrep vi dem,“ sa Einar; „og jeg må la dem, at de forsvarte seg godt; især var der en, der kjempet med overordentlig tapperhet, og hadde alle kjempet som han, da hadde vi neppe kunnet ta skipet; endelig måtte han dog bite i gresset.“ Da Einar fortalte dette, satt Halle i nærheten, la straks kniv og Ske og mælte ikke et ord, men satte den sørgeligste mine opp av verden. „Hva feiler deg?“ spurte hans sidemann, den samme mann, han hadde veddet med. „Den tapre mann, Einar talte om, var min frende,“ sa Halle; „nå får jeg nok se å fordre Bod.“ „Nevn ikke et ord derom, det råder jeg deg,“ sa hirdmannen; „Veddemålet ettergir jeg.“ „Nei, fordre Bod vil jeg,“ sa Halle. Neste dag innfant Halle seg virkelig hos Einar, sa, at den drepte islending var hans frende, og fordret Bod. „Har du da ikke hørt, at jeg aldri bøter?“ sa Einar; „bøter jeg først til en, da kommer siden alle de andre frender over meg, og slig uvane vil jeg ikke venne folk.“ Halle måtte gå tilbake med uforrettet Sag, og hirdmannen rådde ham fremdeles til å la Sagen falle. Neste morgen kom dog Halle igjen med sin fordring, og Einar truet ham nå med å ville drepe ham. Den tredje morgen gikk Halle til Kongen, da Einar satt hos ham, og bad ham uttyde en drøm. „La høre,“ sa Kongen. „Jeg drømte,“ svarte Halle, „at Einar Fluga var Haakon Jarl, men at jeg var Torleiv Jarlaskald og kvad nidvisen om ham; jeg husket endog litt av visen, da jeg våknet.“ Han mumlet noe, som dog ingen rett kunne høre, idet han gikk tilside fra høysetet. Kongen rådde nå Einar innstendig til å bøte 114noe, forestilte ham, hvor langt bedre det var å utgi noen penger enn å bli gjenstand for en nidvise, som ville komme i alles Munde; han bad ham å betenke, hvor meget Haakon Jarl hadde i sin tid litt ved Torleivs nidvise. Einar sa omsider, at det fikk være, som Kongen ville, og bad Halle gå til sin skattmester, der skulle gi ham 3 merker. Da Halle kom til skattmesteren, ga denne ham en pung, hvori der var 4 merker. „Tre skal jeg ha og ikke flere,“ sa Halle, veide seg nettopp tre, gikk derpå til Einar og takket ham. „Du fikk vel alt, hva der var i pungen?“ spurte Einar. „Nei,“ sa Halle, „jeg skjønte nok, at du ville få meg narret til å ta mer, enn jeg skulle ha for siden å anklage meg som tyv; nå er vi kvit.“ Da Halle kom til sitt sete, ville hirdmannen gi ham Ringen. „Nei behold den selv,“ sa Halle, „du er det vel verd, så edelmodig som du har oppført deg mot meg; du må nå vide, at jeg slett ikke er i slekt med denne mann eller noen annen, som Einar har drept, men at jeg blot lot så for å prøve, om jeg ikke skulle kunne få noe av ham.“

Sommeren etter gjorde Halle en reise til Danmark. Kongen bad ham ved avreisen å komme snart tilbake og derhos vokte seg for Einar Fluga. I Danmark oppholdt han seg hos en høvding og drog engang til Tings med ham. Der snakkede alle så i munnen på hverandre, at ingen kunne høre noe, og høvdingen sa: „Den Mand skulle jeg prise, der kunne finne på råd til, at Almuen ble taus.“ „Jeg skal forsøke,“ sa Halle og veddet derom; atter satte han opp sitt hode, men høvdingen en gullring. Halle spratt da med et opp og ropte: „Hør alle; jeg må holde en lang Tale; thi jeg skal klage min nød; jeg har mistet mitt Bryne og Brynesmørelsen, min nål og skreppe med tilbehør!“ Alle tidde i forundring over denne underlige mann; de ventet på fortsettelsen av hans Tale; men han hadde nå nået sin hensikt og satte seg ned. Høvdingen ga ham gullringen; men Halle fant det dog best hemmelig å unnvike med den og begav seg til England. Her hilste han på Kong Edvard Confessor og fremsa et Kvad til hans ære. Hos Kongen var en vis Raud, der ga seg 115ut for skald; ham spurte Kongen, hvorledes kvadet dugde. Raud roste det, og Kongen bad derfor Halle oppholde seg en stund ved hans Hof, inntil andre folk hadde lært kvadet utenat. Halle unnskyldte seg, foregivende, at han straks måtte tilbake til Norge. „Da får du og ta Løn, som det passer seg, for kvadet,“ sa Kongen, „sett deg ned, så skal jeg lade helle Sølvpenge ut over ditt hode; hva der henger igjen i håret, kan du beholde; da hefter saameget ved av din Løn, som der hefter ved av ditt Kvad.“ „Ja nok,“ sa Halle, „men jeg har først et lite nødvendig ærend“; han skyndte seg ut og fikk fat på noe tjære, som han smurte håret inn med, så at det ble ganske stivt, og satte det nå til Veirs. Da Sølvpengene heldtes ut av en stor pose, hang en hel del ved, og Halle fikk således overvettes Løn for sitt Kvad, der kun var noe dårlig tøy, som Halle på stående fot hadde fremsagt; heller ikke var Raud noen riktig skald. Imidlertid hadde en hel del tyskere tatt seg frakt på det eneste seilfærdige skip med mange tunge varer, så at der ei ble rom for Halle; dog spurte styrmennene, der gjerne ville ha Halle med, om han ikke kunne finne på et knep til å narre hine fra skipet. En Nat i herberget bar Halle seg ilde i søvne og ble vekket; Tyskerne spurte ham, hva han hadde drømt; han innbilte dem, at han hadde drømt om en fæl mann, der bebudet skipet undergang; ja han fremsa endog en vise, denne mann skulle ha kvedet. Tyskerne ble så bange, at de skyndte seg å oppsi frakten; men Halle gikk ombord og fortalte nå, at han slett ikke hadde drømt, men at det hele var et knep av ham.

Halle kom tilbake til Kong Harald. Denne hadde nå alltid moro av å snakke med Halle, som om våren endog måtte følge ham til Gulatinget, hvor han likeledes skal ha gjort løyer. På tilbakeveien nordefter til Trondhjem skulle han og Tjodolv se til kjøkkenet ombord; men han var så søsyg, at han lå under en båt og neppe kunne røre seg; Tjodolv måtte derfor være ene om arbeidet. Idet han kom bærende med et fat, falt han over Halles fot, der stod utenfor båten. Han ga ondt av seg; men Halle ble ham ikke svar skyldig.

116Engang, da Kongen gikk på gaten med sin hird, og Halle fulgte med, ble han var, at Halle ikke kunne få øynene fra hans øks; den var guldbeslagen med sølvviklet skaft, Sølvholk på skaftet og deri en edelsten. „Du synes nok godt om min øks,“ sa Kongen. „Ja,“ svarte Halle. „Har du sett bedre øks?“ spurte Kongen. „Det tror jeg ikke,“ sa Halle. „Ville du tåle, hva det så var, for å få øksen?“ spurte Kongen. „Just ikke det,“ var Halles svar; „men mulig var det vel, at dere kunne ville selge den for samme pris, som dere kjøpte den.“ „Du har rett,“ sa Kongen; „ta den her som gave; således fikk jeg den.“ Halle takket.

Halle ble til sist Kongens hirdmann og drog deretter hjem til Island. Her forødte han sine i Norge samlede penger og måtte for å slå seg igjennom drive på Fiskeri. Engang, da han skulle ro hjem fra Fiskeriet, fikk han sådan motbør, at han og hans menn kun med ytterste anstrengelse nådde land. Da han kom hjem, ble der satt grøt for ham. Han spiste noen få Mundfulde, seg så tilbake og var død. Kong Harald erfarte på en gang, at Halle og en annen av hans hirdmenn på Island, Bolle Bollessøn, en såre tapper og herlig mann, var død. Om Bolle sa han straks: „Helten er vist falt for hvasse spyd;“ om Halle: „Hunden har vist ett seg ihjel på grøt.“

P. A. Munch.