76

Olav Tryggvessøn lander i Norge.Brat synger han Messer paa hviden Strand,Fra fjerne, sydlige BorgeBringer han Munke til Klippeland.Alt mere den kristne Tro sig udbreder;Men mægtige Haakon Bønderne leder.For gamle TroI FædreboDe møder Kong Olav med tapper Ære;Men Konningen splitter de samlede Hære.

Høit galer Hanen ved Midnatstide;Jarl Haakon slagter sin Søn.Han drager den rygende Kniv af hans Side,Synker i Lunden og gjør en Bøn:„Kriste! forstyr ei de straalende Aser!Tag dette Offer, mit Hjerte raser,Og giv os Held!Forlad vort Fjeld!“Men Uglen flagrer paa Nornens BrystOg tuder med dæmpet, varslende Røst.

Korsbannerne hen i Luftstrømmen velte.De lyner, de lyner afsted!Høit opflammer Luren de kristne Helte;Hvor Olav stevner, er Lykken med.Foran ham bæres Verdens Befrier,Rundt om lyder Salmer og Litanier;Med korsdannet SverdHan fører sin Hær.Foran ham iler de seirende Rygter, —Forladte Haakon fnyser og flygter.

Afsted paa den vrinskende Ganger han traver.Ved Gaulaa den standser, med Skum bedækt.„Blev alle Nordmænd end feige Slaver,Jeg skjender dog ei min ældgamle Slegt.“Med Taarer sin sidste Ven han dræber,I Gangerens Blod sin Kjortel klæber.„Nu tror du mig død,At mit Blod her flød;Men, Olav, bi! der er Kjæmper i Nord,Og paa min Side strider Tyr og Tor.“

77Saa knitrende vrede hans Øine skule;Han iler til grantakte FjeldOg skjuler sig i en skummel HuleMed Tormod Karker sin frigivne Træl.En rygende Furuspaan Hulen oplyser,Der sidder de tause; Trælen gyser.Den ene trorEi den andens Ord;Fælt stirrer Trælen paa Jarlen hvid;Dog slumrer han ind ved Midnatstid.

Da hvisler det hisset i Hulens Mørke,Og Aasa-Hermod for Haakon staar.„Guderne sætter Lid til din Styrke,Giv Olav kristne sit Banesaar!Guldtaarer den yndige Frøia græder.Ha, skal en sydlig korsfæstet MisdæderForstyrre vor Færd?Op! sving dit Sverd!Med Olavs Blod vore Stene bestænk!Da skal du sidde paa Valhals Bænk.“

Saa taler Skyggen og brat forsvinder;Men Trælen vaagner forfærdet op:„Jesus stod for mig med smilende KinderOg pegede paa din blodige Krop!“„Ha, usle Træl! frygt Tordnerens Torden!Hvi vorder du bleg og svart som Jorden?Formaster du digAt forraade mig?“ —„Nei!“ gyste Trælen med frygtsomt Sind;Og udmattet slumrede Jarlen ind.

Men underlig fælt han smiler i Drømme.Da ræddes Karker ved dette Syn.„Hvi saa jeg ham nylig i Blod at svømme?Hvi trækker han saa med det høire Bryn?Han er dog en Røver, som Norrige skjender.Velan, i hans Blod jeg tor mine Hænder.Til Olav jeg gaar,En Guldkjæde faar!“Saa hvisker han bleg i sorten GrubeOg skjælver — og udskjærer Jarlens Strube.

Høit Lurene skralder fra nærmeste Fjelde.„Her er han! her flygted han hen!“78Som Fossen med brusende, knusende VældeIndbryder Olav med sine Mænd,Brat Haakons Træl Hellebarderne dræbe.Men Olav skuer med smilende LæbeBrat for sin FodHaakon Jarl i Blod.„Den ypperste Hedning faldt! jeg er hevnet.Ved hans Død er Vankundigheds Forhæng revnet!“

A. Oehlenschläger.

76

Olav Tryggvessøn lander i Norge.Brat synger han messer på hvit Strand,Fra fjerne, sydlige BorgeBringer han munker til Klippeland.Alt mer den kristne tro seg utbrer;Men mektige Haakon Bønderne leder.For gamle troI FædreboDe møter Kong Olav med tapper ære;Men Konningen splitter de samlede hærer.

Høyt galer hanen ved Midnatstide;Jarl Haakon slagter sin sønn.Han drar den rykende kniv av hans side,Synker i Lunden og gjør en Bøn:„Kriste! forstyrr ei de strålende Aser!Ta dette offer, mitt hjerte raser,Og gi oss held!Forlat vårt Fjell!“Men Uglen flagrer på Nornens brystOg tuder med dempet, varslende røst.

Korsbannerne hen i luftstrømmen velte.De lyner, de lyner av sted!Høyt opflammer luren de kristne Helte;Hvor Olav stevner, er lykken med.Foran ham bæres Verdens Befrier,Rundt om lyder salmer og litanier;Med korsdannet sverdHan fører sin hær.Foran ham iler de seirende rykter, —Forlatte Haakon fnyser og flykter.

Av sted på den vrinskende ganger han traver.Ved Gaulaa den stanser, med skum bedekt.„Ble alle nordmenn enn feige slaver,Jeg skjender dog ei min eldgamle slekt.“Med tårer sin siste venn han dreper,I Gangerens blod sin kjortel kleber.„Nå tror du meg død,At mitt blod her fløt;Men, Olav, bi! der er kjemper i nord,Og på min side strider Tyr og Tor.“

77Så knitrende vrede hans øyne skule;Han iler til grantakte FjellOg skjuler seg i en skummel HuleMed Tormod Karker sin frigivne trell.En rykende furuspon hulen opplyser,Der sitter de tause; Trælen gyser.Den ene trorEi den annens ord;Fælt stirrer trælen på jarlen hvit;Dog slumrer han inn ved midnattstid.

Da hvisler det hisset i Hulens mørke,Og Aasa-Hermod for Haakon står.„Gudene setter Lid til din styrke,Gi Olav kristne sitt Banesaar!Gulltårer den yndige Frøia gråter.Ha, skal en sydlig korsfestet misdederForstyrre vår ferd?Opp! sving ditt sverd!Med Olavs blod våre Steiner bestænk!Da skal du sitte på Valhals benk.“

Så taler skyggen og brat forsvinner;Men Trælen våkner forferdet opp:„Jesus stod for meg med smilende kinnerOg pegede på din blodige kropp!“„Ha, usle trell! frykt Tordnerens torden!Hvi vorder du bleg og svart som jorden?Formaster du degÅ forråde meg?“ —„Nei!“ gyste trælen med fryktsomt sinn;Og utmattet slumret jarlen inn.

Men underlig fælt han smiler i drømmer.Da ræddes Karker ved dette syn.„Hvi så jeg ham nylig i blod å svømme?Hvi trekker han så med det høyre Bryn?Han er dog en Røver, som Norrige skjender.Velan, i hans blod jeg tor mine hender.Til Olav jeg går,En Guldkjæde får!“Så hvisker han bleg i sorten GrubeOg skjelver — og utskjærer Jarlens strupe.

Høyt lurene skraller fra nærmeste fjell.„Her er han! her flyktet han hen!“78Som Fossen med brusende, knusende VældeIndbryder Olav med sine menn,Brat Haakons trell hellebardene drepe.Men Olav skuer med smilende leppeBrat for sin fotHaakon Jarl i blod.„Den ypperste hedning falt! jeg er hevnet.Ved hans død er Vankundigheds forheng revnet!“

A. Oehlenschläger.