Omtrent Aar 970 holdt Gunnar paa Lidarende, en Gaard i den sydøstlige Del af Island, Bryllup med den fagre, men onde Hallgerd Høskuldsdatter. Gunnar var sterk og vakker og en stor Idrætsmand; han hug og skjød lige godt med begge Hænder, svømmede som en Sæl, traf med sine Skud alt, hvad han sigtede efter, og kunde i fuld Rustning hoppe lige saa høit, som han selv var. Derhos var han fredelig, venlig, vennesæl og gavmild. Hallgerd eggede den fredelige Gunnar til at øve flere Manddrab. Ved hans lovkyndige Ven Njaals gode Raad blev i lang Tid Sagerne forligte; men endelig blev Gunnar og hans Broder Kolskjeg paa Tinget dømte fredløse i tre Aar; reiste de ikke fra Island i denne Tid, skulde de ustraffet kunne dræbes.
Gunnar red fra Tinget sammen med Njaal. „Lad mig se, Ven,“ sagde Njaal, „at du holder dette Forlig; du vil komme tilbage æret og navnkundig og vorde en gammel Mand. Ingen Mand her paa Landet vil blive din Lige; men bryder du Forliget, og tager du ikke udenlands, da vil du blive dræbt her i Landet, og det vil falde dine Venner tungt.“ — Gunnar lovede at holde Forliget, red hjem og fortalte det hele. Derpaa sagde han sin Moder og sine Venner Farvel, steg tilhest, og alle fulgte ham ud. De red langsmed Markarfljot. Da snublede Hesten, saa han faldt 73af, og derved kom han til at se sig tilbage. „Fager er Lien,“ sagde han, „saa at den aldrig har syntes mig fagrere; Agrene er blege og Tunet slaaet; jeg maa hjem igjen, jeg kan ikke reise.“ — „Gjør ikke dine Uvenner den Glæde at bryde Forliget,“ sagde hans Broder; „du kan lide paa, at alt vil gaa, som Njaal har sagt.“ — „Jeg kan ikke reise,“ sagde Gunnar; bliv du ogsaa.“ — „Nei,“ svarede Broderen; „jeg vil aldrig bryde mit Ord; vi faar skilles. Hils min Moder og mine Frænder, at jeg ikke kommer til at se Island igjen; thi jeg kommer til at spørge din Død, Broder, og da har jeg ingen Lyst til at drage tilbage.“ — De skiltes; Gunnar red hjem til Lidarende, og hans Broder red til Skibet. Den følgende Sommer paa Altinget lyste Gissur hvite Gunnar fredløs og samlede alle hans Fiender om sig; de var firti i Tallet og aftalte et Overfald paa Gunnar. Den snedige og ondskabsfulde Mord Valgardssøn, der boede Gunnar nærmest, lovede at sende de øvrige sammensvorne Bud, naar det var bedst Leilighed til at angribe ham. Dermed skiltes de ad for det første. Njaal, som havde været paa Tinget, fortalte Gunnar ved sin Hjemkomst, at han var lyst fredløs, og om Overfaldet, som var bestemt imod ham; Njaal advarede Gunnar og tilbød ham at lade sine sterke og stridbare Sønner Skarphedin og Høskuld flytte til ham for at være ham til Hjelp. Men dette Tilbud vilde han ikke modtage, da han var for ædelmodig til at kunne tillade, at Vennens Sønner skulde opofre sig for hans Skyld.
En Høstdag, da alle Gunnars Folk syslede med Høaannen langt fra Gaarden, og han var eneste Mand hjemme, sendte Mord Bud til de sammensvorne. De drog da afsted til Lidarende. For nu at faa Sikkerhed for, at Gunnar var hjemme, sendte de sammensvorne en op til Gaarden, medens de satte sig paa Sletten. Han krøb op paa Huset; men Gunnar, som saa en rød Kjortel ligefor Gluggen, stak ud med Atgeiren (Hellebarden) og traf ham midt paa Livet. Han gled ned fra Taget og gik did, hvor de andre sad. Gissur spurgte: „Er han hjemme?“ — „Det ved jeg ikke,“ sagde han; „men det ved jeg, at Atgeiren er hjemme,“ og han faldt død ned. Nu søgte de hen til Husene; men Gunnar skjød ud efter dem og vergede sig saa vel, at de 74tre Gange maatte drage sig tilbage. Da sagde Gunnar: „Der ligger en af deres Pile her ude paa Taget; den skal jeg skyde til dem, og det er en stor Skam for dem at faa Skade af sine egne Vaaben.“ — „Gjør ikke det, min Søn,“ sagde Gunnars Moder Ranveig; „eg dem ikke igjen, siden de har draget sig tilbage.“ — Gunnar gjorde det dog og saarede en af dem. „Der kom en Haand ud med en Guldring om,“ sagde Gissur, „og tog en Pil fra Taget; han vilde ikke have søgt Vaaben ude, hvis det var nok derinde; lad os angribe paany.“ — „Lad os brænde ham inde,“ sagde den onde Mord. — „Det skal aldrig ske, om det saa gjelder mit Liv,“ svarede Gissur; „men du, som er saa slu en Mand, kunde vel finde paa et andet Raad.“ — Der laa nogle Tauge paa Marken, som blev brugte til at fæste Hus med i Stormveir. „Lad os tage Taugene,“ sagde Mord, „slaa den ene Ende om Aasenderne og fæste den anden Ende om nogle store Stene og saaledes vinde Taget af Huset.“ — Dette skede, og Gunnar kunde intet merke, førend de havde vundet Taget af Huset. Han vergede sig fremdeles med sine Pile, og ingen kunde komme ham nær. Da lykkedes det en at springe op og hugge Gunnars Buestreng over; Gunnar stak ham med Atgeiren; da havde han saaret otte og fældet to Mand; nu fik han selv to Saar; men alle sagde, at han agtede hverken Saar eller Bane. Da sagde Gunnar til sin Hustru Hallgerd: „Giv mig to Lokker af dit Haar og sno deraf en Buestreng til mig, du og min Moder.“ — „Er det dig meget om at gjøre?“ spurgte hun. — „Det gjelder mit Liv,“ svarede han; „thi saalænge jeg kan bruge min Bue, skal de ikke faa vinde over mig.“ — „Da skal jeg huske dig den Kindhest, du engang gav mig,“ sagde hun, „og mig er det det samme, om du verger dig længe eller kort.“ — „Enhver har sit at gjøre sig navnkundig af,“ sagde Gunnar; „og ikke skal jeg længe bede dig om saa lidet.“ — „Du bærer dig ilde ad, Hallgerd,“ sagde Ranveig, „og din Skam vil længe mindes.“ — Gunnar vergede sig endnu vel og mandigen og saarede otte Mand til med store Saar; men tilsidst faldt han om af Træthed og fik Banesaar. Da sagde Gissur: „Vi har fældet en stor Kjæmpe her, og hans Forsvar vil mindes, saalænge Landet 75bygges.“ — Derpaa gik han ind i Huset og bad Ranveig, om hun vilde unde deres to Mænd Jord, som var faldne, saa de kunde blive hauglagte der. Hun svarede: „Saameget heller, som jeg gjerne vilde unde eder den allesammen.“ — „Rimeligt er det, at du taler saa,“ svarede Gissur; „thi du har mistet meget.“
Gunnar blev dræbt 986, i det samme Aar, som Jomsvikingeslaget stod i Hjørungavaag. Mange sørgede over Gunnars Død, især Njaal. Gunnar blev hauglagt saaledes, at han sad opreist i Haugen; men Atgeiren vilde Ranveig ikke lade følge med i Haugen og sagde, at ingen skulde røre den uden den, som vilde hevne hans Død. Hun var saa haard mod Hallgerd, at denne med sin yngre Søn maatte flytte bort; Gunnars og Hallgerds ældste Søn Hogne beholdt Lidarende. Skarphedin, Njaals ældste og stridbareste Søn, kom kort efter til Hogne for at at hjelpe ham med at tage Hevn over hans Fader. Endnu samme Nat drog de afsted. Hogne tog Atgeiren; det klang i den, saa Ranveig vaagnede og spurgte, hvo der vovede at røre Atgeiren, som hun havde forbudt alle at komme nær. Hogne sagde, at han vilde bringe den til sin Fader Gunnar, forat han kunde have den med til Valhal og vise den frem der paa Vaabenting. — „Bær den først selv og hevn din Fader med den!“ svarede Ranveig. — Skarphedin og Hogne for først til Gaarden Odde; her dræbte de Roald Geirssøn, der roste sig af at have givet Gunnar Banesaar, og en anden af de sammensvorne. Derfra drog de til Gaarden Trihyrning, hvor de dræbte Torgeir Starkadssøn, der ogsaa havde gjort sig til af at have givet Gunnar Saar, og hans Fader Starkad. Endelig kom de til Mord Valgardssøn paa Hov; Mord var ude paa Marken; han bad om Fred og Forlig for enhver Pris. Skarphedin meldte Mord de fires Drab, „og samme Vei skal du fare,“ sagde han, „eller overgive Hogne Selvdømme, hvis han vil tage derimod.“ Hogne svarede, at han havde bestemt sig til ikke at forlige sig med sin Faders Banemand; men omsider tog han dog imod Selvdømme.
Siegw. Petersen.