71

Fra Bordet, hvor den brune Mjød i Sølverhornet blinkte,Den gamle Haakon Ladejarl en skjegløs Kriger vinkte;Det var Halv Sten; i sidste Slag, i Lom i Gudbrandsdalen,Han havde Fienden Ryggen vendt og tabt sit Skjold paa Valen.

„Hør!“ — hvisked Jarlen — „Halv! vi to kan ei med disse drikke;Den feige med den gjæve, — nei ved Tor, det passer ikke!Sæt du dig ned paa Skamlen der, jeg sætter mig paa denne;Saa ville ved vort lille Bord vi se paa dem derhenne.

De Kjæmper, Halv, som sidder der med Erik, maa du vide,Er Karle, der ei mindste Plet paa Æren kunne lide;En saadan Plet er værre end det Merke, Bødlen sætter,Og, tro mig, ei al Verdens Guld en saadan Plet udsletter,

Dog kan den vaskes af, naar kun det rette Væld man finder;Og dette Væld, min unge Ven, i Fiendens Hjerte rinder!Ser du, til dette maa man ty, og heller maa man falde,End lade her i Skammekrog sig Drog og Usling kalde.

Saa maa vi og, min gode Halv, paa Fædres Storverk tænke! —Din Fader satte uden Skam sig paa de gjæves Bænke;Jeg saa ham aldrig i en Krog, ei heller, maa du vide,Der var i Norges Land et Sverd, der bedre kunde bide.72Og følger vi hans Fodspor, Halv, da kunne vi fremtrædeSaa staut som disse Karle der og blandt dem tage Sæde;Og naar de da med stolte Ord ved sine Storverk dvæle,Behøver vi just heller ei at sidde uden Mæle.

Det var det, Halv, jeg ønsked ret at lægge dig paa Hjerte;En Nordmands Sind maa lade haant om Farer og om Smerte;Og glem nu ei, naar Lurens Døn til Kampen dig indbyder,Den Kilde, som jeg talte om, og Stedet, hvor den flyder.“

— Saa talte Haakon Ladejarl; hans Mænd fornam det ikke;Men stum sad Halv og rørte ei ved Spise eller Drikke;Dog da til Kampen atter drog de gjæve og de gilde,Afvasked han den gamle Plet i Fiendens Hjertekilde.

F. Schaldemose.

71

Fra Bordet, hvor den brune mjød i Sølverhornet blinkte,Den gamle Haakon Ladejarl en skjeggløs kriger vinkte;Det var Halv Sten; i siste slag, i Lom i Gudbrandsdalen,Han hadde fienden ryggen vendt og tapt sitt skjold på Valen.

„Hør!“ — hvisket jarlen — „Halv! vi to kan ei med disse drikke;Den feige med den gjeve, — nei ved Tor, det passer ikke!Sett du deg ned på skammelen der, jeg setter meg på denne;Så ville ved vårt lille bord vi ser på dem derhenne.

De kjemper, Halv, som sitter der med Erik, må du vide,Er karer, der ei minste plett på æren kunne lide;En sådan plett er verre enn det merke, bøddelen setter,Og, tro meg, ei all Verdens gull en sådan plett utsletter,

Dog kan den vaskes av, når kun det rette vell man finner;Og dette vell, min unge venn, i Fiendens hjerte rinner!Ser du, til dette må man ty, og heller må man falle,Enn lade her i skammekrok seg drog og usling kalle.

Så må vi og, min gode Halv, på fedres storverk tenke! —Din far satte uten skam seg på de gjæves Bænke;Jeg så ham aldri i en krok, ei heller, må du vide,Der var i Norges land et sverd, der bedre kunne bite.72Og følger vi hans fotspor, Halv, da kunne vi fremtreSå staut som disse karer der og blant dem ta sete;Og når de da med stolte ord ved sine storverk dvele,Behøver vi just heller ei å sitte uten mæle.

Det var det, Halv, jeg ønsket rett å legge deg på hjerte;En Nordmands sinn må la hånt om Farer og om smerte;Og glem nå ei, når Lurens Døn til kampen deg indbyder,Den Kilde, som jeg talte om, og stedet, hvor den flyter.“

— Så talte Haakon Ladejarl; hans menn fornam det ikke;Men stum satt Halv og rørte ei ved spise eller drikke;Dog da til kampen atter drog de gjeve og de gilde,Afvasked han den gamle plett i Fiendens Hjertekilde.

F. Schaldemose.