66

Den danske Konge Svein Tjugeskjeg gjorde et stort Arveøl efter sin Fader i Ringsted og indbød dertil de stridbare Jomsvikinger, som ogsaa modtog Indbydelsen. Der kom deres Høvding, Sigvalde Jarl, og hans Broder Torkel den høie, Bornholmerne Bue den digre og Sigurd Kaape, Skaaningen Vagn Aakessøn og en hel Del andre, der alle hørte til de fornemste Slegter i Danmark. Der vankede den sterkeste Drik, og Jomsvikingerne fik snart meget i Hovedet. Ved saadanne Leiligheder skulde høitidelige Løfter aflægges. Svein selv reiste sig først i sit Høisæde og lovede at angribe Kong Adelraad i England og erobre hans Rige. Nu skulde Jomsvikingerne til at love. Der taltes paa den Tid over hele Danmark om, at man burde angribe Haakon Jarl, og derfor var det intet Under, at ogsaa Jomsvikingernes Løfter gik ud derpaa. Sigvalde lovede at angribe og forjage Jarlen. Hans Broder Torkel lovede at følge ham og ikke flygte, saalænge Sigvalde selv holdt Stand; Bue den digre lovede, at han slet ikke skulde fly, Sigurd Kaape, at 67stride, saalænge de fleste af hans Staldbrødre holdt Stand, Vagn Aakessøn, at følge med og ikke komme tilbage, førend han havde dræbt den mægtige norske Lendermand Torkel Leira og bemægtiget sig hans Datter Ingeborg. Den ene søgte at overbyde den anden. — Dagen efter, da Jomsvikingerne havde sovet Rusen ud, var det ikke frit, at flere af dem angrede paa sin Ubesindighed; men nu var det for sent. For dog paa en Vis at gjøre Ubesindigheden saa uskadelig som muligt besluttede de strax, lige fra Gildet af, at seile til Norge og paa denne Maade overraske Jarlen. Dette lykkedes dem dog ikke saa ganske. Det var allerede Vintertid, og der blæste heftige Storme, saa at Overreisen til Norge ei var saa let. I Viken, den sydligste Del af Norge, var den raske Erik Jarl, Haakons Søn; for ham var det ikke vanskeligt strax at faa et Nys om Jomsvikingernes Løfte, og han skyndte sig at underrette sin Fader derom, medens han selv samlede en Hær i al Hast og med den ilede til Trondhjem. Haakon samlede Skibe og Folk fra de nærmeste Fylker og tog, hvad han fandt, baade Langskibe og Handelsskibe. Saaledes var man nogenlunde forberedt paa Jomsvikingernes Ankomst, og Jarlen kunde i det mindste prøve at forsvare de nordligere Fylker. De sydligste maatte han give til Pris, da han i den Hast umulig kunde række saa langt. Paa Jæderen gjorde Jomsvikingerne Landgang Julenatten og anfaldt en Gaard, der tilhørte Geirmund, en ung og fornem Mand. Geirmund undkom med Nød og neppe, idet han sprang ud fra en Loftsglugge; men Vagn Aakessøn, der stod i Nærheden, rammede ham dog med sit Sverd paa Armen, saa Haanden gik af. Om Haandledet var en Guldring. „Der fik du rigt Bytte, Vagn Aakessøn,“ sagde de andre; dette hørte Geirmund og kunde deraf skjønne, at det var Jomsvikingerne, som allerede havde gjestet Landet. Han skyndte sig saa hastig, han kunde, nordefter til Jarlen. Men Jomsvikingerne skyndte sig ikke saa meget. De spildte Tiden med at røve og plyndre hist og her paa Kysten, og Jarlen havde Folk ude lige ned til Nordfjord, der fra Tid til anden meldte ham, hvor langt de var komne. Selv drog han Dag og Nat ind og ud af hver eneste Fjord og sankede Folk.

68Jomsvikingerne drog endelig forbi Stat og lagde ind til Herø paa Søndmøre. De formodede, at Jarlen ikke kunde være langt borte; men naar de spurgte derom, vilde ingen sige dem ret Besked. De gav sig igjen til at herje rundt omkring. Vagn og Bue kom lige til Hod eller Hareidland, hvor de traf en gammel Bonde ved Navn Ulv, som drev nogle faa Kjør og Gjeder foran sig. De vilde tage dem fra ham og hugge dem ned til Slagt; men han sagde: „Istedenfor at hugge mit Kvæg ned burde I heller nu skynde eder at veide Bjørnen selv, som I søger; han er just kommen i Bjørnebaasen.“ „Kan du sige os, hvor Haakon Jarl er?“ spurgte de. „Igaar laa han i Hjørungavaag med med et eller høist to Skibe,“ sagde Ulv. „Vil du vise os Veien,“ sagde Vagn, „skal du faa beholde dit Kvæg.“ Ulv lovede det og gik ombord til Vagn, som strax ilede til Herø, fik Sigvalde og de øvrige Jomsvikingerne med sig og skyndte sig til Hjørungavaag. Dette er en liden Vaag paa den østlige Side af Hareidlandet, ligeoverfor Sulsø. Den kaldes nu Lidvaag eller Hjøring-Lidvaag.

Jarlen laa vistnok i Hjørungavaag, men ikke med et eller to Skibe; hans hele Flaade var samlet og bestod af 180 Skibe, medens Jomsvikingerne kun havde 60; dog var disse rigtignok meget større, høiere og bedre bemandede end de fleste af Jarlens. Med Jarlen var hans Sønner, Erik og Svein, og Landets fornemste Høvdinger; der var Torkel Leira, Jernskegge fra Yrje, Sigmund Brestessøn, Statholder paa Færøerne, Tore Hjort fra Haalogaland, Arnmod, Arnesønnernes Farfader, og flere. Vagn saa strax, at Ulv havde narret ham, og Ulv skyndte sig at springe overbord for at svømme bort; men førend han naaede Vandet, havde allerede Vagns Kastespyd gjennemboret ham. Slaget begyndte. Jomsvikingernes Anførere var: Sigvalde i Midten, Bue til høire, Vagn til venstre; Nordmændenes Anførere var: Jarlen selv i Midten, hans Søn Erik mod Bue og hans anden Søn Svein mod Vagn. Kampen var langvarig og blodig, og som sedvanligt begyndte den med Kaste- og Skudvaaben, siden med Sverd og Spyd. Jomsvikingerne havde i Førstningen Overhaand. Jarlen selv var i stor Fare; hans Brynje blev aldeles opslidt og sønderreven af Pile. 69Svein veg tilbage for Vagn, og Erik, der tappert havde staaet sig mod Bue, maatte komme ham til Hjelp; imidlertid fik Bue aldeles Overhaand paa den anden Kant og lod endog de Baand, der efter de Tiders Kampskik holdt hans Skibe fast ved de øvrige, hugge over for at forfølge Eriks flygtende Folk. Men dette var en Uforsigtighed; thi Erik skyndte sig tilbage, og tre af hans Skibe lagde sig nu om Bues ene. Bue vergede sig til det yderste, som han havde lovet. Hans Mænd faldt om ham; en af dem, Aslak Holmskalle, havde saa haard en Hjerneskal, at han stred uden Hjelm; men Islendingen Vigfus Vigaglumssøn tog en Ambolt og knuste hans Pande med dens Jernspids. Sigmund Brestessøn kjæmpede med Bue selv, kastede i et Øieblik Skjold og Sverd i Veiret, greb Skjoldet med høire og Sverdet med venstre Haand og hug Armen af Bue i Albueledet, førend denne kunde faa Skjoldet imellem. Da havde allerede Vikingen Torstein Midlang hugget næsten hele Underkjæven af ham, og Bue havde dertil blot sagt: „De danske Piger vil vist ikke nu synes om at kysse os.“ Han stak derpaa Armstumperne ind i Hankerne paa to Kister, fulde af Guld, og styrtede sig med dem overbord, raabende: „Overbord, overbord, alle Bues Mænd!“ Den tunge Vegt drog ham til Bunds. Siden opstod det Sagn, at han i Dybet var bleven forvandlet til en Orm, der rugede over Guldet. Imidlertid opstod der et heftigt Uveir med Slud og Hagl, der drev Jomsvikingerne lige i Ansigtet. De troede, at Uveiret var dem paahexet af Haakon Jarls hedenske Guder, og blev modløse. Det hed, at Jarlen havde ofret sin egen Søn, Erling, og at man saa de to Gudinder, Søstrene Torgerd Hølgabrud og Irpa, staaende paa hans Skib, og at der fløi en dræbende Pil fra hver af deres Fingre. Sigvalde greb nu Flugten, og de fleste med ham. Forgjeves bad Vagn ham bie; i sin Harme kastede Vagn et Spyd efter ham, men traf en anden Mand. Erik Jarl angreb nu Vagn og tog ham til Fange med 30 Mænd. De fangne Jomsvikinger blev alle bundne efter Rad med et eneste langt Taug, der vikledes om deres Fødder, medens Hænderne var fri. Saaledes blev de bragte i Land og satte paa en Laag for at halshugges. Jarlen sad i Nærheden med en Del fornemme 70Mænd for at se til. Pludselig kom der en Pil fra Bues Skib, som gjennemborede Jarlens Sidemand, Gissur af Valdres; man ilede ud paa Skibet og fandt Haavard huggende, en af Bues stridbareste Kjæmper, staaende paa Knæ; thi Fødderne var hugne af ham; han havde endnu Buen i Haanden og spurgte, hvem Skuddet havde truffet. De sagde: „Gissur.“ „Da var jeg uheldig,“ sagde han; „jeg tænkte, at jeg havde rammet Jarlen.“ De dræbte ham strax.

Torkel Leira paatog sig at halshugge Jomsvikingerne og gik efter Rækken, fra den yderste. Ingen af dem viste ringeste Tegn til Frygt. Da de fem første var dræbte, spurgte Torkel den sjette, hvad han syntes om at dø. „Bedre,“ sagde han, „at dø med Ære end som du at leve med Skam.“ Strax hug Torkel ham. Den syvende bad de omstaaende at prøve, om der var noget Liv i ham, efterat Hovedet var hugget af. „Denne Spændenaal, som jeg holder i Haanden,“ sagde han, „skal jeg stikke i Jorden, hvis jeg ved noget til mig selv.“ Hugget faldt, og Hovedet gik af; Naalen faldt strax af hans Haand. Paa lignende Maade svarede flere. Da 18 var dræbte, kom Torkel til en ung, smuk Mand med langt gult Haar. „Gjør ikke mit Haar blodigt,“ sagde han og svøbte det i Veiret. En af Jarlens Hirdmænd holdt fast i det; men da Hugget faldt, trak Vikingen Hovedet til sig, saa at Øxen rammede Hirdmandens Hænder og tog dem af. Da gik Erik Jarl til og spurgte om hans Navn. „Svein heder jeg,“ sagde han, „og er Bue digres Søn; endnu er ikke alle Jomsvikingerne døde.“ „Vil du have Fred?“ spurgte Erik. „Det kommer an paa, hvo der byder,“ sagde Svein. „Den byder, som har Magt dertil,“ sagde Erik, „det er mig, Erik Jarl.“ „Da vil jeg,“ sagde Svein. Han blev strax løst, og Erik tog ham i sin Beskyttelse. Haakon Jarl var misfornøiet hermed, og end mere Torkel Leira, der løb med opløftet Øxe lige mod Vagn, raabende: „Dig skal jeg dog ramme, om end de øvrige faar Fred; men i det samme han kom nær, kastede Vagns Sidemand og Fosterfader, den gamle Bjørn, sig ned foran hans Fødder, saa at Torkel i Farten styrtede næsegrus fremover og slap Øxen. Vagn greb den strax, hug Torkel Banehug og raabte med Glæde: „Den ene Del af mit Løfte har dog 71jeg faaet udført.“ „Dræb ham strax!“ raabte Haakon Jarl. „Nei, her vil jeg raade,“ sagde den ædle Erik, der lod ham løse og spurgte ham, om han vilde modtage Livet. „Ikke uden at ogsaa mine øvrige Staldbrødre faar Livet, og jeg desuden faar udført den anden Del af mit Løfte,“ svarede Vagn. „Det loves dig,“ sagde Erik, der nu lod dem løse trods Faderens Forbud. Erik tog dem med sig, da han siden reiste hjem til Viken. Vagn blev gift med Ingeborg og blev Stamfader til en anseet Slegt, hvortil og Erkebiskop Absalon hørte. — Jomsvikingeslaget er et af de største, der har staaet i Norge. Det kaldes i Almindelighed Slaget i Hjørungavaag, uagtet det maa have staaet ude paa selve Storfjorden, da Vaagen er for liden til at kunne rumme saamange Skibe. Hvo ved, om man ikke, hvis det var muligt at dukke til Bunds, endnu skulde kunne finde Bues Guldkister.

P. A. Munch.

66

Den danske Konge Svein Tjugeskjeg gjorde et stort arveøl etter sin far i Ringsted og innbød dertil de stridbare jomsvikinger, som også mottok innbydelsen. Der kom deres høvding, Sigvalde Jarl, og hans bror Torkel den høye, bornholmerne bue den digre og Sigurd Kaape, skåningen Vagn Aakessøn og en hel del andre, der alle hørte til de fornemste slekter i Danmark. Der vanket den sterkeste drikk, og jomsvikingene fikk snart meget i hodet. Ved sådanne leiligheter skulle høytidelige løfter avlegges. Svein selv reiste seg først i sitt høysete og lovede å angripe Kong Adelraad i England og erobre hans rike. Nå skulle jomsvikingene til å love. Der taltes på den tid over hele Danmark om, at man burde angripe Haakon Jarl, og derfor var det intet under, at også Jomsvikingernes løfter gikk ut derpå. Sigvalde lovede å angripe og forjage jarlen. Hans Broder Torkel lovede å følge ham og ikke flykte, så lenge Sigvalde selv holdt stand; Bue den digre lovede, at han slett ikke skulle fly, Sigurd Kaape, å 67stride, så lenge de fleste av hans stallbrødre holdt stand, Vagn Aakessøn, å følge med og ikke komme tilbake, før han hadde drept den mektige norske lendmann Torkel Leira og bemektiget seg hans datter Ingeborg. Den ene søkte å overby den annen. — Dagen etter, da jomsvikingene hadde sovet rusen ut, var det ikke fritt, at flere av dem angret på sin ubesindighet; men nå var det for sent. For dog på en Vis å gjøre ubesindigheten så uskadelig som mulig besluttet de straks, like fra Gildet av, å seile til Norge og på denne måte overraske jarlen. Dette lyktes dem dog ikke så ganske. Det var allerede vintertid, og der blåste heftige Storme, så at Overreisen til Norge ei var så lett. I Viken, den sydligste del av Norge, var den raske Erik Jarl, Haakons Søn; for ham var det ikke vanskelig straks å få et Nys om Jomsvikingernes løfte, og han skyndte seg å underrette sin far derom, mens han selv samlet en hær i all hast og med den ilede til Trondhjem. Haakon samlede skip og folk fra de nærmeste fylker og tok, hva han fant, både langskip og handelsskip. Således var man noenlunde forberedt på Jomsvikingernes ankomst, og jarlen kunne i det minste prøve å forsvare de nordligere fylker. De sydligste måtte han gi til pris, da han i den hast umulig kunne rekke så langt. På Jæderen gjorde jomsvikingene landgang julenatten og anfaldt en gård, der tilhørte Geirmund, en ung og fornem mann. Geirmund unnkom med nød og neppe, idet han sprang ut fra en loftsglugge; men Vagn Aakessøn, der stod i nærheten, rammet ham dog med sitt sverd på armen, så hånden gikk av. Om håndleddet var en gullring. „Der fikk du rikt bytte, Vagn Aakessøn,“ sa de andre; dette hørte Geirmund og kunne derav skjønne, at det var jomsvikingene, som allerede hadde gjestet landet. Han skyndte seg så hastig, han kunne, nordefter til jarlen. Men Jomsvikingerne skyndte seg ikke så meget. De spildte tiden med å røve og plyndre hist og her på kysten, og jarlen hadde folk ute like ned til Nordfjord, der fra tid til annen meldte ham, hvor langt de var kommet. Selv drog han Dag og natt inn og ut av hver eneste fjord og sankede folk.

68Jomsvikingene drog endelig forbi stat og la inn til Herø på Søndmøre. De formodet, at jarlen ikke kunne være langt borte; men når de spurte derom, ville ingen si dem rett Besked. De ga seg igjen til å herje rundt omkring. Vagn og bue kom like til Hod eller Hareidland, hvor de traff en gammel bonde ved navn Ulv, som drev noen få Kjør og geiter foran seg. De ville ta dem fra ham og hugge dem ned til slakt; men han sa: „Istedenfor å hugge mitt kveg ned burde dere heller nå skynde dere å veide bjørnen selv, som dere søker; han er just kommet i bjørnebåsen.“ „Kan du si oss, hvor Haakon Jarl er?“ spurte de. „I går lå han i Hjørungavaag med med et eller høist to skip,“ sa Ulv. „Vil du vise oss veien,“ sa Vagn, „skal du få beholde ditt kveg.“ Ulv lovede det og gikk ombord til Vagn, som straks ilede til Herø, fikk Sigvalde og de øvrige jomsvikingene med seg og skyndte seg til Hjørungavaag. Dette er en liten Vaag på den østlige side av Hareidlandet, ligeoverfor Sulsø. Den kalles nå Lidvaag eller Hjøring-Lidvaag.

Jarlen lå vistnok i Hjørungavaag, men ikke med et eller to skip; hans hele flåte var samlet og bestod av 180 skip, mens jomsvikingene kun hadde 60; dog var disse riktignok meget større, høyere og bedre bemandede enn de fleste av Jarlens. Med jarlen var hans sønner, Erik og Svein, og Landets fornemste høvdinger; der var Torkel Leira, Jernskegge fra Yrje, Sigmund Brestessøn, stattholder på Færøerne, Tore Hjort fra Haalogaland, Arnmod, Arnesønnernes Farfader, og flere. Vagn så straks, at Ulv hadde narret ham, og Ulv skyndte seg å springe overbord for å svømme bort; men før han nådde vannet, hadde allerede Vagns kastespyd gjennomboret ham. Slaget begynte. Jomsvikingernes Anførere var: Sigvalde i midten, bue til høyre, Vagn til venstre; Nordmennenes Anførere var: Jarlen selv i midten, hans sønn Erik mot bue og hans annen sønn Svein mot Vagn. Kampen var langvarig og blodig, og som sedvanlig begynte den med Kaste- og Skudvaaben, siden med sverd og spyd. Jomsvikingene hadde i Førstningen overhånd. Jarlen selv var i stor fare; hans brynje ble aldeles oppslitt og sønderreven av Pile. 69Svein veg tilbake for Vagn, og Erik, der tappert hadde stått seg mot bue, måtte komme ham til hjelp; imidlertid fikk bue aldeles overhånd på den annen Kant og lot endog de bånd, der etter de Tiders Kampskik holdt hans skip fast ved de øvrige, hugge over for å forfølge Eriks flyktende folk. Men dette var en uforsiktighet; thi Erik skyndte seg tilbake, og tre av hans skip la seg nå om Bues ene. Bue verget seg til det ytterste, som han hadde lovet. Hans Mænd falt om ham; en av dem, Aslak Holmskalle, hadde så hard en Hjerneskal, at han stred uten Hjelm; men islendingen Vigfus Vigaglumssøn tok en ambolt og knuste hans panne med dens jernspiss. Sigmund Brestessøn kjempet med bue selv, kastet i et øyeblikk skjold og sverd i været, grep skjoldet med høyre og sverdet med venstre hånd og hug armen av bue i albueleddet, før denne kunne få skjoldet imellom. Da hadde allerede Vikingen Torstein Midlang hugget nesten hele underkjeven av ham, og bue hadde dertil blot sagt: „De danske piker vil vist ikke nå synes om å kysse oss.“ Han stak derpå armstumpene inn i hankene på to kister, fulle av gull, og styrtet seg med dem overbord, ropende: „Overbord, overbord, alle Bues menn!“ Den tunge vekt drog ham til Bunds. Siden opstod det sagn, at han i dypet var blitt forvandlet til en Orm, der ruget over gullet. Imidlertid opstod der et heftigt uvær med Slud og hagl, der drev jomsvikingene like i ansiktet. De trodde, at uværet var dem paahexet av Haakon Jarls hedenske guder, og ble motløse. Det het, at jarlen hadde ofret sin egen sønn, Erling, og at man så de to gudinner, søstrene Torgerd Hølgabrud og Irpa, stående på hans skip, og at der fløy en drepende pil fra hver av deres fingre. Sigvalde grep nå flukten, og de fleste med ham. Forgjeves bad Vagn ham bie; i sin Harme kastet Vagn et spyd etter ham, men traff en annen mann. Erik Jarl angrep nå Vagn og tok ham til fange med 30 menn. De fangne jomsvikinger ble alle bundne etter rad med et eneste langt Taug, der vikledes om deres føtter, mens hendene var fri. Således ble de brakte i land og satte på en Laag for å halshugges. Jarlen satt i nærheten med en del fornemme 70menn for å se til. Plutselig kom der en pil fra Bues skip, som gjennomboret Jarlens sidemann, Gissur av Valdres; man ilede ut på skipet og fant Haavard huggende, en av Bues stridbareste kjemper, stående på kne; thi føttene var hugne av ham; han hadde ennå buen i hånden og spurte, hvem skuddet hadde truffet. De sa: „Gissur.“ „Da var jeg uheldig,“ sa han; „jeg tenkte, at jeg hadde rammet jarlen.“ De drepte ham straks.

Torkel Leira påtok seg å halshugge jomsvikingene og gikk etter rekken, fra den ytterste. Ingen av dem viste ringeste tegn til frykt. Da de fem første var drepte, spurte Torkel den sjette, hva han syntes om å dø. „Bedre,“ sa han, „å dø med ære enn som du å leve med skam.“ Straks hug Torkel ham. Den syvende bad de omstående å prøve, om der var noe Liv i ham, etter at hodet var hugget av. „Denne spennenål, som jeg holder i hånden,“ sa han, „skal jeg stikke i jorden, hvis jeg vet noe til meg selv.“ Hugget falt, og hodet gikk av; Nålen falt straks av hans hånd. På lignende måte svarte flere. Da 18 var drepte, kom Torkel til en ung, smuk mann med langt gult Haar. „Gjør ikke mitt Haar blodig,“ sa han og svøpte det i været. En av Jarlens hirdmenn holdt fast i det; men da hugget falt, trakk Vikingen hodet til seg, så at øksen rammede hirdmannens hender og tok dem av. Da gikk Erik Jarl til og spurte om hans navn. „Svein heter jeg,“ sa han, „og er bue digres sønn; ennå er ikke alle jomsvikingene døde.“ „Vil du ha Fred?“ spurte Erik. „Det kommer an på, hvo der byr,“ sa Svein. „Den byr, som har makt dertil,“ sa Erik, „det er meg, Erik Jarl.“ „Da vil jeg,“ sa Svein. Han ble straks løst, og Erik tok ham i sin beskyttelse. Haakon Jarl var misfornøyd hermed, og enda mer Torkel Leira, der løp med oppløftet øks like mot Vagn, ropende: „Deg skal jeg dog ramme, om enn de øvrige får Fred; men i det samme han kom nær, kastet Vagns sidemann og fosterfar, den gamle Bjørn, sig ned foran hans føtter, så at Torkel i farten styrtet nesegrus fremover og slapp øksen. Vagn grep den straks, hug Torkel banehugg og ropte med glede: „Den ene del av mitt løfte har dog 71jeg fått utført.“ „Drep ham straks!“ ropte Haakon Jarl. „Nei, her vil jeg råde,“ sa den edle Erik, der lot ham løse og spurte ham, om han ville motta livet. „Ikke uten at også mine øvrige stallbrødre får livet, og jeg dessuten får utført den annen del av mitt løfte,“ svarte Vagn. „Det loves deg,“ sa Erik, der nå lot dem løse trass Faderens forbud. Erik tok dem med seg, da han siden reiste hjem til Viken. Vagn ble gift med Ingeborg og ble Stamfader til en anseet slekt, hvortil og erkebiskop Absalon hørte. — Jomsvikingeslaget er et av de største, der har stått i Norge. Det kalles i alminnelighet slaget i Hjørungavaag, uaktet det må ha stått ute på selve Storfjorden, da Vaagen er for liten til å kunne rumme så mange skip. Hvo vet, om man ikke, hvis det var mulig å dukke til Bunds, ennå skulle kunne finne Bues gullkister.

P. A. Munch.