Læreplanatlas
Tredie DelIII. FÆDRELANDSHISTORISKE FORTÆLLINGER.

Kveldulvs Sønner.

P. A. Munch

49

Grim eller Skallagrim, som man kaldte ham, fordi han tidlig blev skaldet, og hans ældre Broder Torolv var Sønner af den gamle, anseede Kveldulv i Nordfjord. Torolv og Skallagrim var begge store, sterke og raske Mænd; men Torolv var smuk og lystig, Skallagrim derimod styg, sortsmusket og grætten. Torolv blev derfor snart meget afholdt og drog tidlig i Kjøbfærder og paa Vikingstog; Skallagrim derimod blev hjemme hos Faderen og hjalp ham med Gaardens Drift; han var udmærket haandfærdig og nævenyttig i al Slags Træ- og Jern-Arbeide. Da Harald haarfagre underkastede sig Nordfjord og Søndfjord, sendte han Bud til Kveldulv og opfordrede ham til at gaa i hans Tjeneste. Kveldulv svarede, at han var for gammel dertil. Sendebudene spurgte nu Skallagrim, om ikke han havde Lyst; men han sagde ogsaa nei. Kongen blev ærgerlig ved denne Efterretning, da han tydelig kunde skjønne, at begge, baade Fader og Søn, var for stolte til at ville blive hans Undermænd. Dog fandt han sig for det første heri, da Kveldulvs Venner lovede, at de nok skulde bringe den gamle til at sende sin ældste Søn Torolv, naar denne kom hjem fra Vikingstog. Det gik ogsaa, som de ventede. Torolv havde selv den største Lyst til at gaa i Kongens Hirdtjeneste, begav sig til ham og blev vel modtagen. Snart udmerkede han sig fremfor de øvrige og blev meget afgjort af Kongen. I Slaget i Hafrsfjorden stred han tappert og blev saa haardt saaret, at han laa længe syg. Da han kom sig igjen, belønnede Kongen ham ved at gjøre ham til Lendermand, den fornemste Titel næst efter Jarleværdigheden, og overdrog ham den indbringende Handel med Finnerne, der ene tilkom Kongen, men som han pleiede at bortforlene til Lendermanden paa Helgeland imod en aarlig Afgift. Torolv ægtede den smukke og rige Sigrid og fik med hende Gaardene Torge ved Brønø og Sandnes paa Alsten tilligemed 50store Rigdomme. Her holdt han et prægtigt Hus og havde mange dygtige Folk omkring sig. Af Finnerne fik han ved sin Klogskab og Raskhed langt flere Kostbarheder i Pelsverk og deslige Varer, end hans Forgjængere havde drevet det til, og kunde saaledes sende Kongen meget større Afgift. Ogsaa holdt han mange Folk ude paa Fiskeri, i Sildfiske og Skreidfiske, lod samle Eg og fange Sælhunde og blev saaledes snart overvættes rig. Da Kongen kom til Helgeland, holdt Torolv et prægtigt Gilde for ham; Kongen havde 300 Mænd med sig, og Torolvs Mænd tilligemed de indbudne Gjester var 500; alle disse 800 bevertede han i tre Dage og forærede Kongen ved Afreisen et prægtigt Langskib, som han havde ladet bygge.

Men Torolv havde Fiender, der sværtede ham hos Kongen. Dette var især to Brødre, der boede paa Lekø, og som troede at have Arveret til Gaarden Torge. De indbildte Kongen, at Torolv efterstræbte hans Liv og bedrog ham i Skatte-Afgiften. Torolvs Venner lagde sig imellem, men til liden Nytte. Heller ikke hjalp det stort, at Torolv sendte de største Kostbarheder, hvis Mage man hidtil ei havde seet; Kongen havde nu engang fattet Mistanke til ham og lod sig kun saavidt formilde, at han tilbød Torolv at blive hans Merkesmand eller Bannerfører; som saadan maatte han altid være om Kongens Person, og denne kunde da stedse have Opsigt med ham. Dette Tilbud gjorde Kongen Torolv selv, da denne sidste Gang var nede hos ham med Skatten. Men Torolv var nu altfor meget vant til at være Herre selv, til at dette Forslag skulde smage ham. Han saa sig om til begge Sider, hvor hans tro Mænd og Huskarle stod, og svarede, at han ei kunde nenne at skille sig ved dem, der saa længe troligen havde fulgt ham, og at Kongen fik gjøre med Forleningen, hvad han vilde; dog indbød han endnu engang Kongen til sig, forat denne, som han sagde, kunde se med egne Øine, at ingen Fare var paafærde. Men Kongen svarede vredeligen, at han havde havt nok med det forrige Gilde, hvor Torolv havde 500 Mand mod hans 300; han fratog ham Forleningen og erklærede ligeledes Gaarden Torge med alt Tilbehør for sin Eiendom. Forleningen overdrog Kongen til Brødrene paa 51Lekø; men Torolv tog nu sin Bolig paa Sandnes, hvor han levede med ligesaa megen Glans som før. Med Brødrenes Skatteindkrævning gik det daarlig; thi Finnerne havde ingen Agtelse eller Frygt for dem, og de kunde det første Aar ikke paa langt nær bringe Kongen saa stor en Skat, som Torolv. De skjød Skylden paa ham og paastod, at han drog om i Finmarken paa egen Haand og samlede Kostbarheder. Til Bevis anførte de, at Torolv ganske nylig havde sendt over til England et helt Skib, ladet med Pelsverk. Dette var nu vistnok saa; men Pelsverket var af det Forraad, Torolv havde samlet fra tidligere Dage, og han havde sendt det til England for at lade det forhandle og for de ved Salget erhvervede Penge at indkjøbe fint Klæde, Vin, Honning og Hvede.

Kongen troede strax, at det ei forholdt sig rigtig med denne Sag, og at den kostbare Ladning, Torolvs Skib bragte hjem, med Rette tilhørte ham. Han gav strax to paalidelige Hirdmænd, Halvard og Sigtrygg, Befaling at krydse udenfor Kysten mellem Søndfjord og Helgeland og passe paa, naar Torolvs Skib kom hjem for da strax at tage det. De traf virkelig Skibet i Furesund og kom saa uforvarende over Besætningen, at der ei var at tænke paa noget Forsvar. Folkene blev satte i Land, og Skibet med Ladning og alt Tilbehør førtes til Kongen, som herved var meget tilfreds. Torolvs Folk begav sig til Kveldulv, der ikke boede saa langt borte, og han skaffede dem det nødvendige til at fortsætte Reisen nordefter, men bad dem hilse Torolv, at det nu saa farlig ud for ham, og at han vist gjorde rettest i at flytte bort, til Danmark, Sverige eller England. Torolv hørte Efterretningen om sit store Tab med Rolighed og sagde for Spøg, at han kunde ikke have bedre Handelsfællig end med Kongen selv; han bad sine Huskarle ei regne det saa nøie, om de ikke fik saa prægtige Klæder, som han havde tiltænkt dem.

Men om Vaaren gjorde han sit Langskib istand, drog først til Østersøen og herjede der og vendte om paa samme Tid, som Kjøbmandsskibene pleiede at vende tilbage fra det store aarlige Marked ved Haløre eller Helsingør. Der havde ogsaa mange norske Skibe, som sedvanligt, indfundet sig, 52og et af dem tilhørte en af Kongens Gaardsfogder, som for Kongens Penge havde gjort et stort Indkjøb af Kornvarer og andre Nødvendigheder. Torolv passede i Stilhed paa ham og overraskede ham paa Kysten af Halland, hvor det da gik ham, ligesom forhen Torolvs Folk; han maatte give Slip paa Skib og Ladning. Paa Veien nordefter anfaldt Torolv Halvards og Sigtryggs Gaard paa Øen Hisingen, dræbte deres yngre Broder, røvede Godset og satte Ild paa Husene; siden tog han og et rigt ladet Kjøbmandsskib, der tilhørte Vikværingerne, og drog med dette Bytte hjemad. Paa Veien saa han ind til sin Fader Kveldulv, som gjentog sin Advarsel og spaaede ham, at han vilde komme tilkort, dersom han vovede at maale sig med Kongen.

Det gik, som han forudsagde. Vaaren efter, førend Torolv var bleven reisefærdig, drog Kongen selv imod ham og kom en Aften til Sandnes, just som Torolv havde faaet Reiseøllet bragt ombord paa sit Langskib, der laa seilfærdigt ved Bryggen. Ingen væntede nogen Fiende, og Kongens Folk omringede i Stilhed Stuen, hvor Torolv og hans Mænd sad og drak. Da lød med et Krigsraab og Kongens Lur udenfor, og Torolvs Mænd greb i Hast til sine Vaaben, der hang bagved hvers Sæde. Men de var ikke paa langt nær mandsterke nok, og Kongen kunde derfor raade, som han vilde. Kvinder, Børn, Oldinger og Træle fik Lov til at gaa ud, og Kongen lod tilspørge Torolv, om han vilde give sig paa Naade og Unaade; da skulde han slippe uden Livs og Lemmers Fortabelse, og blot hans Mænd blive straffede. Men Torolv vilde ikke i Nøden svigte sine tro Mænd og sagde nei. Da lod Kongen sætte Ild paa Stuen. Torolv og hans Mænd tog fat i Bjelkerne og fik den ene Væg brudt ned, saa at de kunde komme ud; da begyndte den heftigste Kamp; thi Torolv og hans Mænd vergede sig til det yderste. Tilsidst blev de overmandede; men Torolv havde hugget sig frem lige til Kongen selv og faldt først, gjennemboret af mange Spyd, ved hans Fødder.

Ved Efterretningen om Sønnens Død blev den gamle Kveldulv saa bedrøvet, at han lagde sig til Sengs. Skallagrim søgte at opmuntre ham og bad ham heller tænke paa, hvorledes de skulde tage Hevn; men Kveldulv svarede, at 53han var for gammel til at stride. Men kort efter kom Kongen til Vors og opholdt sig der en Stund. En af de fornemste Skalde, ved Navn Olve, Kveldulvs Frænde og Ven, benyttede sig af Opholdet til at besøge den gamle og fortælle ham, at Kongen nok ikke var saa utilbøielig til at yde Bod for Torolvs Drab, naar Kveldulv selv eller Skallagrim vilde personligen indfinde sig hos ham. Kveldulv spurgte ham nøie, hvorledes det var tilgaaet med Torolvs Drab, om han havde verget sig vel, og hvad Saar han havde faaet. Olve fortalte det hele saa nøiagtig som muligt og sagde, at Kongen selv havde givet Torolv hans egentlige Banesaar, og at han var falden paa Gruve ved Kongens Fødder. „Det var vel,“ sagde Kveldulv; „thi det er et gammelt Sagn, at de, som falder paa Gruve, vil blive hevnede; dog kan jeg selv ikke begive mig til Kongen; jeg er for gammel dertil.“ Olve bad nu Skallagrim følge med; han vilde ogsaa nødig til, men lod sig dog endelig overtale; dog skulde Olve først drage afsted og Skallagrim siden følge efter. Han tog med sig elleve af de sterkeste og haandfasteste blandt Naboerne. De roede sydefter og ind ad Osterfjorden og gik derfra til Lands op til Evangervandet. Her fik de sig en Baad og satte over til den anden Ende, hvor de endnu havde et langt Stykke at gaa, indtil de naaede den Gaard, hvor Kongen var. Her lod han en Tjener kalde Olve ud. Da Tjeneren meldte Olve, at der var 12 Mænd ude i Gaarden, ligere Trolde i Vext og Udseende end Mennesker, skjønnede han strax, at det maatte være Skallagrim, gik ud til ham og bad ham følge ind med. Enhver, som vilde stedes for Kongen, maatte ingen Vaaben bære; sex blev derfor staaende udenfor for at passe paa Vaabnene, medens Grim og de andre fem fulgte ind med Olve. Denne førte strax Skallagrim frem for Kongen og talte hans Sag paa det bedste. Kongen saa forbauset paa den store skaldede Mand, der var et Hoved høiere end alle de andre, med et barskt og trodsigt Blik. „Bod skal du faa for Torolv,“ sagde Kongen, „paa den Betingelse, at du gaar i min Tjeneste og bliver min Hirdmand.“ „Nei Tak,“ sagde Skallagrim; „naar Torolv ikke kunde komme afsted dermed, lykkes det mig endnu langt 54mindre.“ Kongen taug, men var blodrød i Ansigtet. Olve bad Skallagrim skynde sig ud og fulgte ham ned til Vandet, bad ham at passe sig vel for Kongen og hans Mænd og sagde ham Farvel. Der laa en Del andre Baade ved Vandet; dem lod Olve i Hast hugge Hul i, og neppe var de færdige hermed, førend en stor Skare væbnede Kampmænd kom ned fra Gaarden for at sætte efter Skallagrim. Men da de skulde stige i Baadene, fossede Vandet ind, og de kunde ingen Vei komme. Skallagrim kom velbeholden hjem, og Kveldulv blev glad ved at høre, at han ikke havde modtaget Kongens Tilbud. De maatte dog nu være betænkt paa, hvorledes de skulde redde sig for Kongens Efterstræbelser, og besluttede at drage til Island, hvor de kunde tage sig Land, saa meget de vilde, for intet. De gjorde to store Skibe istand og gik tidlig om Vaaren ombord med alle sine Folk, Kvinder og Børn, Løsøre og alle Eiendomme, der kunde flyttes. Derpaa satte de til Havs. Kveldulv havde anstrengt sig over Evne og blev saa syg, at han følte Døden nærme sig. Han bad Skibsfolkene, hvis han skulde dø, inden de kom til Island, at de skulde lægge ham i en Kiste og kaste den overbord, og at de skulde melde Skallagrim, der styrede det andet Skib, at han maatte tage Bopæl der, hvor Kisten drev i Land. Saaledes skede det ogsaa. Kisten drev i Land i Borgarfjorden, og her byggede Skallagrim Gaarden Borg, hvor han og hans mægtige Slegt i flere Aarhundreder havde sit Hovedsæde. Skallagrim gav sine Mænd store Landstrækninger og blev deres Høvding. Selv drev han meget paa Fiskeri, Skibsbyggeri, andet Bygnings- og Smede-Arbeide. I Førstningen kunde han ikke faa saa stor Sten, som han ønskede, til Underlag for sin Ambolt; men en Nat stod han op, gik ned til Stranden, roede ud til nogle Øer, gik overbord og dukkede ned til Bunden, tog op en uhyre Sten, lagde den i Baaden, roede hjem og bar Stenen til sin Smedje, hvor den laa i flere hundrede Aar; den skal have været saa stor, at fire Mænd af almindelig Styrke ei kunde løfte den.

Skallagrim fik to Sønner, af hvilke den ældste blev opkaldt efter Torolv og slegtede ham paa, den anden, Egil, 55lignede sin Fader, men var endnu mere uvoren og voldsom. Torolv drog tidlig i Besøg over til Norge hos Faderens gamle Venner. Det var just paa den Tid, at Kong Harald nedlagde Regjeringen og gjorde Erik til Overkonge. Denne gjorde meget af Torolv, der ledsagede ham paa det Tog til Bjarmeland og Finmarken, hvor han fik den bekjendte Gunnhild til Dronning, og Torolv var snart ligesaa høit i hendes Gunst som i Kongens. Da han skulde reise hjem til Island, forærede Erik ham endog en prægtig sølv- og guldbeslagen Øxe til hans Fader Skallagrim. Denne satte just ikke videre Pris paa Gaven. Han prøvede den paa to Oxer, som han stillede ved Siden af hinanden, med Halsene hvilende paa Kanten af en stor opreist Helle. Vistnok hug han Hovederne af dem begge i et eneste Hug, men da Eggen mødte Stenen, brast den i store Skaar, og Skallagrim slængte den op paa en Hylde i Ildhuset, hvor den laa og blev ganske sort, tilrøget og rusten. Ud paa Vaaren reiste Torolv atter til Norge, og hans Broder Egil fulgte med ham. Før Afreisen bad Skallagrim Torolv bringe Kong Erik Øxen tilbage; Torolv vovede ikke at sige nei, men slap Øxen ned i Havet, saasnart han var kommen ud af Havnen.

Fra Norge begav Brødrene sig til Kong Adelsten i England, i hvis Tjeneste de traadte. De hjalp ham trolig i et stort Slag, han holdt med Skotterne, og Seieren skyldtes væsentlig dem; men de vovede sig ogsaa saaledes frem, at Torolv faldt, og Egil blev haardt saaret. Adelsten overøste Egil med kostbare Gaver og forærede ham dertil to store Kister fulde af Sølvpenge for at dele dem mellem sin Fader og sine Frænder i Erstatning for Torolvs Fald. Han tilbød Egil store Værdigheder, hvis han vilde blive hos ham fremdeles. Men Egil undskyldte sig for det første og forbeholdt sig at nyde godt af Kongens venlige Tilbud ved en anden Leilighed. Han satte derpaa ud til Havs, kom lykkelig over til Island og tog ved Gaarden, som Skallagrim nu blev for gammel til at bestyre.

Engang blev Egil buden til et Gjestebud i Nærheden. Skallagrim fulgte ham ud paa Gaarden, da han skulde stige til Hest, og begyndte med et at spørge, hvor der blev af de Penge, Kong Adelsten havde sendt. „Jeg troede, Fader,“ 56sagde Egil, „at du havde Penge nok, idetmindste en eller to Kister, fulde af Sølv; men behøver du mere, skal du strax faa.“ „Skifter du saaledes paa egen Haand mellem dig og mig,“ sagde Skallagrim, „faar du og finde dig i, at jeg gjør med mit, hvad jeg vil.“ „Dertil behøver du visselig ikke at spørge mig om Lov,“ svarede Egil og red bort. Samme Aften, da Folk gik til Sengs, tog Skallagrim en Hest, satte sig op med en stor Kiste foran paa Sadelknappen og en Kobberkjedel under Armen og skyndte sig afsted. Ved Midnatstid kom han tomhændet tilbage og lagde sig med Klæderne i sin Seng. Hvor han havde været, vidste man ei; men man antog det rimeligt, at han havde styrtet Kisten og Kjedlen ned i et Tjærn i Nærheden og kastet en stor Sten over dem. Om Morgenen, da Folk stod op, sad Skallagrim fremme paa Sengkanten ganske stiv og var død. Alt blev ordnet til Begravelsen og Liget siden baaret ud igjennem en Aabning, Egil lod bryde paa Væggen. Skallagrim lagdes i Haug med sin Hest, sine Vaaben og sine Smederedskaber.

P. A. Munch.