Harald sidder i Kjæmpelag, Kong Halvdan ved hans Side, —Søn og Fader de boldeste Mænd, der spurgtes i Norden vide.Alle de Kjæmper, der holdt sig gild, sig flokked hos dem tilsammen;Alle de Skalde, der holdt sig gjæv, dem muntrede Lagets Gammen.Kjæmperne drukke, mens Skaldene sang; som Elvesus monne detgjalde;Guttorms Harpe klang som en Fos, der durede over dem alle.Guttorms Harpe klang som et Hav, hvori sig Elvene sænke;Blodet brused i Drotternes Bryst; de reiste sig begge fra Bænke.En böd Skalden röden Guld, den anden Gaard til Eie;Skalden mente, at Gaard og Guld ei kunde hans Kvad opveie.Kongerne böd ham vælge frit; — da kvad den vise Sanger:„Stort var Ordet i Drotters Mund, og jeg paa Ordet dem fanger.“„Fang os!“ kvad de, mens Haand de gav, „vi lader os villig binde.“Gubben for sin stille Færd, fast gik ham Sagen af Minde.Mer og mer ham gik af Hu, hvad hele Livet ham skjænked;Alle hans Tanker mod Høiens Fred saa længselsfulde sig sænked.Brat — saa gjalder i Norges Dal Lurens skingrende Toner;Hvast de for fra Bygd til Bygd henover Birkenes Kroner.57Vikingkuldet ei drister sig mer den gamle til Strid at vække,Hveden kommer den Jæger vild, som Björnen af Hi vil skrække?Halvdan er det, Kongens Sön, med blinkende Sverd i Hænde!Harald farer med harmfuld Hu at möde den trodsige Frænde.Søn mod Fader i Brynje blank — det skar i Kjæmpernes Øie;Landet herjet ved Landsmænds Haand, — det maa den haardeste böie.Se, da rörte Odin selv ved Gubbens döende Tanke:Guttorm spurgte den Frændefærd, — sin Kraft saa monne han sanke.Foden svigted; men sterk i Hu han lod sig paa Skjolde bære;Bleg og höi som Döden selv han tren mellem begge Hære,Vinked med Haand og stevnede frem de gramme, blodige Frænder,Saa dem fast i Blikket ind og ened de trodsige Hænder;Kvad saa mildt: „Nu skjænke I mig den Lön, I begge forjætted!Frændenaget — Haand i Haand — jeg kræver paastand udslettet.“Stort var Kravet; men Kongens Ord skal holdes i Agt og Ære:Sönnen rakte sin Fader Haand imellem de jublende Hære.Hadet veg, og Freden sank paany til Norriges Dale:Skaldens Pris er sommergrön i Folkets Minder og Tale.

P. A. Jensen.

Harald sitter i kjempelag, Kong Halvdan ved hans side, —Sønn og far de boldeste menn, der spurgtes i Norden vide.Alle de kjemper, der holdt seg gild, sig flokket hos dem tilsammen;Alle de skalder, der holdt seg gjev, dem muntret Lagets gammen.Kjempene drakk, mens skaldene sang; som elvesus monne detgjalde;Guttorms harpe klang som en foss, der duret over dem alle.Guttorms harpe klang som et hav, hvori seg elvene senke;Blodet bruste i Drotternes bryst; de reiste seg begge fra Bænke.En bød skalden röden gull, den annen gård til eie;Skalden mente, at gård og gull ei kunne hans Kvad oppveie.Kongene bød ham velge fritt; — da kvad den vise sanger:„Stort var ordet i Drotters munn, og jeg på ordet dem fanger.“„Fang oss!“ kvad de, mens hånd de ga, „vi lader oss villig binde.“Gubben for sin stille ferd, fast gikk ham Sagen av Minde.Mer og mer ham gikk av hu, hva hele livet ham skjenket;Alle hans tanker mot høyens Fred så lengselsfulle seg senket.Brat — så gjaller i Norges dal Lurens skingrende toner;Hvast de for fra bygd til bygd henover Birkenes Kroner.57Vikingkuldet ei drister seg mer den gamle til strid å vekke,Hveden kommer den jeger vill, som bjørnen av Hi vil skrække?Halvdan er det, Kongens sønn, med blinkende sverd i Hænde!Harald farer med harmfull hu at möde den trodsige frende.Sønn mot far i brynje blank — det skar i kjempenes Øye;Landet herjet ved landsmenns hånd, — det må den hårdeste böie.Se, da rörte Odin selv ved Gubbens döende tanke:Guttorm spurte den Frændefærd, — sin kraft så monne han sanke.Foten sviktet; men sterk i hu han lot seg på skjold bære;Bleg og höi som døden selv han tren mellom begge hærer,Vinket med hånd og stevnet frem de gramme, blodige frender,Så dem fast i blikket inn og ened de trodsige hender;Kvad så mildt: „Nå skjenker dere meg den Lön, dere begge forjætted!Frændenaget — hånd i hånd — jeg krever paastand utslettet.“Stort var kravet; men Kongens ord skal holdes i akt og ære:Sönnen rakte sin far hånd imellom de jublende hærer.Hatet veg, og freden sank paany til Norriges daler:Skaldens pris er sommergrön i Folkets minner og Tale.

P. A. Jensen.