Kong Hjorleiv havde med Hild to Sønner; den ældre hed Hjorolv, den yngre Halv. De blev opfostrede hos en Konge, Asmund, der ægtede Hild. Da Hjorolv var atten Aar gammel, rustede han sig til at fare paa Søtog; han samlede alle de Skibe, han kunde faa, gamle og nye, smaa og store. Ligesaa lidet udvalgt var hans Hær: den bestod af frie og Træle, og de fleste havde ei andre Vaaben end Stænger og Klubber. Da han stødte paa Vikinger, stolede han paa sine Mænds Mængde og lagde til Strid, men blev slagen og maatte flygte. Overvunden kom han om Høsten 46hjem til sit Fædreland og blev siden ringeagtet, saalænge han levede; ja, det blev endog et Ordsprog at kalde alt klodset og uheldigt Hjorolvs-Færd.
Anderledes gik det med Broderen Halv. Om Vaaren efter Hjorolvs Hjemkomst havde han fyldt sit tolvte Aar, men overgik alle i Størrelse og Styrke. Det tolvte Aar var i gamle Dage blandt Nordmændene den Alder, i hvilken Kongesønnerne skulde begynde at vænnes til Krigen. De gjorde da gjerne sit første Tog under Opsyn af en Fosterfader eller en anden ældre Mand af prøvet Klogskab og Tapperhed. Halv vilde nu ogsaa betræde Krigens Bane; men advaret ved sin Broders Exempel valgte han en ganske anden Fremgangsmaade, end denne havde gjort. Halv rustede kun et Skib; men det var nyt og velbygget, og kun de faa, som havde Styrke til at løfte en stor Sten, som laa i Kongsgaarden, blev agtede værdige til at være hans Ledsagere. Ingen af hans Mænd maatte klage eller skifte Miner ved Saar, og ingen skulde være yngre end atten eller ældre end sexti Aar. Vide omkring blev der søgt efter Kjæmper, som kunde udholde Prøven, og omsider samledes 22. Blandt disse var to Brødre, der begge hed Rok, den ene kaldet den hvide, den anden den sorte, Sønner af Hersen Haamund. Den yngste af Halvs Ledsagere var den attenaarige Stein, Søn af Jarlen i Hordaland, Alv den gamle, og af Gunnlød, Haamund Herses Søster. Denne Stein var Kongens kjæreste Ven og Raadgiver. Hans yngre Broder, der ogsaa hed Stein, fik ei Lov at være med i Halvs Følge, da han endnu kun var tolv Aar gammel. Selv 23de stak nu Halv i Søen. Den første Kveld, da de i et heftigt Uveir lagde i Havn, vilde Stein, at de skulde tjelde*) over Skibet; men Halv spurgte spottende, om han vilde have det som hjemme i Stuen. Siden blev han kaldet Innstein. Om Morgenen efter roede de i en sterk Storm forbi et Udnes. En Mand raabte til dem fra Neset og bad dem tage ham ombord. Halv tillod det, hvis han vilde staa paa en Plet ved Styret indtil Aftenen. „Det er et godt Tilbud,“ sagde Manden, „saa 47er jeg Kongen nærmest.“ Kongens Plads som Anfører var nemlig ved Styret. Manden var den yngre Stein, som før var bortvist formedelst sin Ungdom. Han blev nu tagen ombord, udførte, hvad der var blevet ham paalagt, og blev optagen blandt Halvs Mænd. Han blev fra den Tid af kaldet Utstein til Forskjel fra sin Broder. Denne Flok blev kaldet Halvsrekkerne eller Halvs Kjæmper. De havde mange Love, som viste deres Djervhed. Ingen skulde have Sverd længere end en Alen, des nærmere maatte de gaa sine Fiender; og Saxsverd skulde det være, at Huggene kunde blive des større *). Ingen skulde forbinde sine Saar før efter et Døgns Forløb. Hver maatte have tolv Mands Styrke. Ei maatte de rane eller fange Kvinder og Børn. Naar de søgte Land, skulde de ei vælge den sikre Havn, men ligge ved Udnes. De maatte aldrig tjelde over sit Skib og aldrig reve Seil i Storm. Deres Antal skulde ei overstige 60.
Atten Somre for Halv i Hærfærd og vandt stedse Seier; nu vilde han endelig drage hjem til sit Fædreland. Paa Hjemfærden reiste sig en heftig Storm, saa at de ei kunde øse Skibet, og det var nærved at synke. Der skulde da kastes Lod om, hvo der skulde fare overbord for at lette Skibet. Men dette behøvedes ei; thi alle var villige. De kappedes om at springe i Havet. Ved denne Selvopofrelse af Kjæmperne blev Skibet lettet, og Halv landede ved Hordaland. Asmund, hans Stedfader, kom ham imøde, svor ham Troskab og indbød ham til et Gjestebud med Halvdelen af hans Folk. Om Morgenen efter lavede Halv sig til at drage fra Skibene. Innstein advarede ham mod Asmund og raadede ham til at drage op med alt sit Folk og brænde hans Gaard; thi han havde Svig i Sinde mod ham. Men Halv bebreidede Innstein hans Mistro. „Asmund har svoret mig Troskab,“ sagde han, „og skulde vel en Konge bryde sit Ord eller svige sin Ven?“ Da fortalte Innstein sine ildevarslende Drømme: „Jeg syntes at se Ild lege om vore Mænd,“ sagde han, „og ei kunde de komme ud af den.“ „Det tyder Guld og blanke Brynjer,“ svarede Kongen, „som 48skal skjænkes mine Kjæmper og skinne som en Lue paa deres Skuldre.“ Innstein sagde ham flere Drømme; men Kongen kaldte det Daarskab at agte paa sligt. Da bad Innstein begge Rokkerne og Utstein, sin Broder, ei at agte paa Kongens Bud, men følge ham med alt Folket istedenfor Halvdelen; de svarede, at Kongen skulde raade for sine Mænd. „Ofte før,“ udbrød da Innstein, „har Kongen lyttet til mit Raad; men nu vil ingen høre mig!“ Alle Advarsler var forgjeves. Halv drog med Halvdelen af sine Folk til Asmunds Gaard og blev modtagen med et prægtigt Gjestebud; der blev drukket sterkt, og Halvs Kjæmper sovnede fast. Da gik det, som Innstein havde forudsagt. Asmund og hans Mænd lagde Ild om Hallen. En af Kjæmperne vaagnede, merkede Røgen, men sagde kun: „Nu ryger det om Kjæmperne,“ og sovnede atter. En anden vaagnede og saa Hallen brænde: „Nu drypper Voxet af vore Sverd!“*) sagde han og sov ind. Da vaagnede Halv selv, reiste sig og bød sine Mænd gribe til Vaaben. De løb saa heftig mod Hallens Væg, at den styrtede ud. Innstein opmuntrede i et Kvad sine Staldbrødre til at trænge frem gjennem Luerne, tappert følge Kongen og hevne sig paa Asmund. „For Døden,“ sagde han, „maa ei Helten frygte; ingen kan dog leve evig.“ Da Halv og hans Kjæmper havde brudt sig ud af den brændende Gaard, begyndte en blodig Strid; men de blev overmandede af Asmunds overlegne Hær. Kong Halv faldt og døde leende; Innstein fortsatte Kampen med det Folk, som kom til Hjelp fra Skibet. Lige til Aftenen stred de; da var alle Kjæmperne nedlagte, og Innstein faldt selv ved sin Konges Hoved.
Utstein og Rok den sorte hevnede siden Kong Halvs Død ved at angribe og fælde den troløse Asmund.
R. Keyser.